Danmarks Blindehistoriske Selskab Side 2. Redaktionelt. Side 2. Selskabets bestyrelse Side 3. Meddelelser, herunder indkaldelse til generalforsamling og indbydelse til erindringsværksted. Side 4. Hvad man dog kan ønske sig? Erindringsartikel af Johanne Refer. Side 6. Radio og TV i Danmark samt blindes licensbetaling i historisk perspektiv. Artikel af Poul Lyneborg og Gudrun Bjerregård. Side 16. Finale Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 2 Redaktionelt Med dette første nummer af nyhedsbrevet i 2006, er det næppe for sent at minde vore læsere om, at vi siden sidste nyhedsbrev, har passeret et årsskifte. Bestyrelsen vil derfor gerne bringe et ønske om, et rigtig godt nytår til alle vore læsere. Blindehistorisk set, vil 2006 bringe ganske mange spændende arrangementer. Når dette nyhedsbrev udkommer, har der allerede været afholdt et spændende arrangement. I januar fejrede DBS’s amatørteater sit 60 års jubilæum. Det blev markeret den 18. januar ved en festforestilling, med Bjarnhofs teaterstykke: „Den korte dag er lang nok“. Arrangementet vil blive omtalt i næste nyhedsbrev. I marts måned arrangeres et erindrings værksted og en generalforsamling, begge dele på Fuglsangcentret. Der er også planer om en historisk koncert i foråret. Efter sommerferien vil der blive endnu et jubilæum, nemlig blindehistorisk museums 25 år. Det vil blive markeret over 2 omgange, dels med en blindehistorisk vandretur i København, med indlagt spisning på en historisk restaurant, og senere med en speciel rundvisning på museet. De nøjagtige datoer vil blive meddelt senere. vi beder i øvrigt vore læsere lægge mærke til annoncering af de enkelte arrangementer, både her i nyhedsbrevene og i DBS’s medlemsblade. Velkommen til et nyt blindehistorisk år og til dette nyhedsbrev. BESTYRELSENS sammensætning: Formand: René Ruby, 36307768 Kasserer: Arne Krogh, 45859419 Bestyrelsesmedlemmer: Karsten Ahrens, Aage Michelsen og Kurt Nielsen. Suppleanter: Else Ahrens og Bente Krogh Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 3 3 Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 Meddelelser Indkaldelse til ordinær generalforsamling. Søndag den 26. marts 2006 afholdes der ordinær generalforsamling på Fuglsangcentret i Fredericia. Eventuelle forslag der ønskes behandlet, bedes sendt til formanden senest 8 dage før. I næste nyhedsbrev følger årsberetning, regnskab m.m. Læg venligst mærke til yderligere annoncering med endelig dagsorden som bringes, både her i nyhedsbrevet og i DBS’s medlemsblad. Indbydelse til erindringsværksted. Allerede dagen før generalforsamlingen, altså lørdag den 25. marts 2006, arrangeres et spændende erindringsværksted også på Fuglsangcentret. Vi kan godt love nu, at det bliver et rigtig spændende arrangement, som også vil strække sig over søndag formiddag. Det endelige program, er ved redaktionens afslutning, endnu ikke færdigudarbejdet. Se derfor også om dette arrangement i næste nyhedsbrev og DBS’s medlemsblad. 4 4 „Hvad man dog kan ønske sig“. Erindrings artikel af Johanne Refer. Ja, der er mangt og meget, man kan ønske sig her i - Blindhedens verden. Jeg har engang hørt en blind mand sige, at nej, han kunne ikke ønske sig synet. Nu havde han sin verden i blindheden, og så var det altså sådan. Jeg kan jo slet ikke følge ham. Jeg, så kun kort i mit liv, og synet var meget svagt, men hvor jeg husker glæden ved at se. Et lille uheld tog synet af mit øje. Jeg husker, hvordan jeg sad på mors skød og så, at hendes ansigt gled ud i intetheden. Hun har vel grædt, men jeg kunne intet se for mine egne tårer. 5 år var jeg, og jeg husker nok de voksnes ansigter som noget lyst. Jeg så mundene, når de smilte, og læberne bredte sig ud. Jeg så, hvordan ansigterne skiftede facon, når nogen græd, og en voldsom mimik tog fat. Men blikke fik jeg aldrig lov at se. At se en dybt i øjnene, holde et blik fast, og læse varme, vrede, sorg glæde eller løgn, det ville jeg gerne have kunnet. Når min lille dreng lagde sine små arme om min hals og sagde - „Jeg elsker dig i hele verden, mor.“, så ville jeg gerne have kunnet se ind i de glade øjne. Når en anden af mine drenge fandt en død fugl på vejen til børnehaven og sagde „Bare den fik andre øjne, så kunne den nok have levet igen“. Han mødte det brustne blik. Jo, jeg ville gerne have haft lov at kigge ind til sjælen, den lille tankemager, der ser gemmen sit spejl. Den sommer, jeg mistede min lille rest syn, forsøgte jeg med Vorherre, men det kom der ikke noget ud af. Jeg gik om bag vores vaskekedel i bryggerset der hjemme. Man skulle gå i løndom, når man skulle bede, det vidste jeg. Jeg knælede ned og bad, og jeg rejste mig i min fulde femårige højde, og ud i middags stilheden mellem de svirrende fluer sagde jeg resigneret - „Nej, jeg tænkte det nok“. „Alt hvad I beder om i mit navn, det skal I få“. Jeg kunne nok, så lille jeg var, huske, at nogen havde læst det i biblen. Men det var så ikke til at regne med. Nej, jeg må nok hellere gå ind i eventyrland her lige før H. C. Andersens store fødselsdag. Jeg møder så nok en god fe, som vil spørge mig om, hvad mit største ønske er og efterfølgende opfylde det. Jeg vil se igen - og hvad ville jeg så gøre. Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 5 5 Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 Jeg ville glæde mig over mine tre raske drenge, som jeg jo aldrig har set og over en flok glade børnebørn. Jeg ville gå rundt og veksle blikke med folk. Jeg ville gå på museer og se på alle de berømte malerier, som alle snakker om, jeg ville gå på bibliotekerne, tage en bog ud, som mit øje faldt på, sætte mig og lade øjnene glide over side efter side. Jeg ville gå om i ukendte byer, i ukendte landskaber. Jeg kan gå på mine kendte veje. Jeg kan klare mig ved det til mine daglige fornødenheder, men nu ville jeg gå hvor alt var nyt, ukendt. Jeg ville tage min cykel, og så stærkt som mine ben og min lungekapacitet tillod det, ville jeg tage km, efter km i besiddelse. Ja, jeg ville selvfølgelig også sætte mig i min bil. Jeg ville give alle idioterne fingeren, og efter hvad jeg forstår, så skulle der en del fingerfærdighed til. Jeg ville nok træde på speederen, men naturligvis passe på, jeg ikke blev indrulleret i førnævntes flok. Jeg ville prøve motorvejen med 130 km, ja, jeg tror sandelig, jeg ville over grænsen, og jeg ville prøve den frie hastighed i Tyskland. Jo, hvor var der meget, jeg skulle nå, mens jeg var i eventyrland. I hverdagen går jeg naturligvis ikke og ønsker noget, der aldrig kan blive. Jeg har haft et godt liv uden synet. Jeg har oplevet meget. Jeg har trådt kædedansen med en mængde mennesker. Jeg har mødt dejlige, sjove, kloge mennesker, som har bragt tanker til mig, som jeg måske aldrig selv var kommet på. Jeg har aldrig følt bitterhed over min skæbne, bitterhed, som vil have forsuret livet for såvel mig som mine omgivelser. Men, men det er nu ligegodt ærgerligt, at vi ikke kan se det strålende spil - farverne er mit tab. Farverne, som blev berøvet mig, da jeg mistede mit 1/60-dels syn, eller hvor meget det nu var. Ja, farverne, dem savner jeg, selvom det snart er 70 år siden,de forsvandt. Når man frejdigt snakker om noget, man ikke har begreb om, så snakker man som den blinde om farverne. Det gør jeg ikke. Jeg har dem helt præcist for mit indre øje, altså i erindringen. Solen, når den er rød, når den er gul, skyerne når de er hvide som lammeuld eller tordenblå i uvejret. De små bitte lysprikker, der kommer og går, når stjernerne blinker på den natsorte himmel. Min sjæl er, med alt sit tankemageri, glæden ved at være mit indre øje. 6 6 Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 Radio og tv i Danmark samt blindes licensbetaling i historisk perspektiv Artikel af Poul LYNEBORG og Gudrun Bjerregård. 3. august 2001. RADIOENS HISTORIE Den 6. oktober 1922 kom radioen for alvor til Danmark. Det var den danske ingeniør og opfinder Waldemar Poulsen (1869 - 42), der stod bag den for os alle betydningsfulde opfindelse. Men ikke allermindst har radioen været af overordentlig stor betydning for formidlingen af viden til blinde og stærkt svagsynede og må siden midten af 20erne anses for at være det væsentligste kulturelle medie for denne gruppe af borgere. I Dansk Blindesamfund vakte radioen da også overordentlig stor begejstring. Således skrev Martinus Christiansen, der var Dansk Blindesamfunds formand i perioden juli 1923 -marts 1928 følgende i Medlemsbladet nr. 9 af 2. maj fra 1925 i et indlæg under overskriften „Radio til blinde og dansk radiofond“: “ Radiofonien er vel nok en af vor tids største opfindelser. Dette, at man ad usynlig veje kan komme i forbindelse med omverden, lyder som et eventyr, men er en virkelighed, som jo nu allerede et almindelig kendt og benyttet“ Martinus Christiansen, som selv havde anskaffet sig en radio og derfor kunne tale med om spørgsmålet af egen erfaring ilede da også med „at sige det straks“, at han var“ overordentlig begejstret derfor. Det er ikke 7 7 Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 alene underholdning, der gør det betydningsfuldt, men i første række den kulturelle betydning, det har at kunne høre foredrag om forskellige emner og af de bedste foredragsholdere på bestemte områder, opera og anden musik, såvel her hjemme fra som fra udlandet og på gode apparater, der er så fuldkomment, at ingen del af tale eller musik går tabt“ Efter hans mening burde, alle blinde derfor have radio. Havde Dansk Blindesamfund nok økonomiske midler til rådighed, så ville det heller ikke have været så vanskeligt, skrev han. I 1936 da Dansk Blindesamfund fejrede sit 25-årsjubilæum den 9, juni ville Martinussen sikkert med stolthed - hvis han havde været formand på dette tidspunkt - have fremhævet, at foreningen nu fremstod så centralt i offentlighedens bevidsthed, at begivenheden, der blev fejret ved et landsstævne i København under deltagelse af 900 blinde med ledsagere, og blev markeret ved en åbningshøjtidelighed, der fandt sted kl. 9, var blevet radiofoneret. AD . 1.1 RADIOENS DANSKE OPFINDERE Waldemar Poulsen blev i 1893 ansat ved Københavns Telefon Aktieselskab på baggrund af sit store kendskab til elektronik. Her blev han leder af fejlafdelingen og her dyrkede han sin eksperimentelle interesser som førte til opfindelsen af telegrafonen - et genialt elektromagnetisk apparatur til optagelse og afspilning af lyd. Omkring 1899 indledte han et livslangt samarbejde med fysikeren Peder Oluf Pedersen (1874 - 1941), professor ved Polyteknisk Læreanstalt (det nuværende Danmarks Tekniske Universitet) Hvor Poulsen var den kreative opfinder var Peder Oluf Pedersen teoretikeren, der klarlagde de dybere sammenhænge. I 1902 eksperimenterede Waldemar Poulsen med den „syngende lysbue“, som omdanner jævnstrøm til vekselstrøm. Hans eksperimenter førte til udviklingen af en effektiv højfrekvensgenerator, der siden er blevet kendt 8 8 Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 som Poulsen-buen. Waldemar Poulsen gennemførte efter udviklingen af den „syngende lysbue“ en række eksperimenter fra en sendestation i Lyngby i de efterfølgende 10 år. Det er denne sendestation, som siden er blevet til Lyngby Radio, Det var imidlertid Peder Oluf Pedersen, der videreudviklede den elektriske lysbue som svingningsgenerator, hvilket var en forudsætning for at sende radiofoni vha. kontinuerte radiobølger. Poulsens og Pedersens samarbejde fik stor betydning for udviklingen af radioteknik, således at der over hele verden blev bygget radiotelegraf- og telefonanlæg efter Poulsen-systemet. Men det var dog først efter den 9 9 italienske fysiker Guglielo Marconis (1874 - 1937) eksperimentelle indsats med transmission af radiosignaler i 1894, at der kom rigtig gang i udviklingen af radioen som formidler af information. Marconi modtog i 1909 Nobelprisen for udviklingen af radiotelegrafen. Waldemar Poulsen blev i 1929 udnævnt til æresdoktor ved Polyteknisk læreranstalt ved dennes 100-årsjubilæum i 1929. AD. 1.2. TILBLIVELSEN INDTIL STATSRADIOFONIENS DANNELSE Den 6. oktober 1922 var en skelsættende dag for radioen som et medie i Danmark, idet Ikke mindre end 2 forskellige og konkurrerende radioklubber, Dansk Radioklub og Dansk Radio-klub, blev dannet på samme dag. Før denne dato var radioen forbeholdt en lille skare uorganiserede radioamatører, der med hjemmebyggede apparater forsøgte at opfange signaler fra England og Tyskland. De 2 radioklubber og andre interesserede grupper havde alle det samme mål, at få etableret en radiofoni, der var i stand til at sende regelmæssige udsendelser, men først fra efteråret 1924 kom der gradvist ordnede forhold på radioområdet og den 1. april 1925 lykkedes det den socialdemokratiske minister for offentlige arbejder, Friis-Skotte, at skaffe flertal for et prøveår med delvis statslig finansiering. Den 13. marts 1926 blev ordningen gjort permanent med „Lov om radiospredning“ , og fra 1. april 1926 var Statsradiofonien en realitet. Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 10 10 Ad. 1.3. RADIOEN I KULTUR- OG SOCIALPOLITISK BELYSNING Den 25. marts 1926 resulterede den nye interesse for radioen i oprettelsen af Arbejdernes Radioklub i København. Den 1. august 1926 blev klubben landsdækkende og skiftede navn til Arbejdernes Radio Forbund (ARF) Dannelsen af ARF indebar et radikalt skift i Socialdemokratiets holdning til radioen. Fra 1926 sker der en eksplosiv stigning i antallet af teoretiske analyser, avisartikler og kommentarer til radioen, dennes udvikling, fremtidige benyttelse og placering i det socialdemokratiske verdensbillede. Ledende socialdemokrater anså radioen for at være et væsentlig middel i en kulturkamp, hvis mål det var at udjævne de kulturelle uligheder, der var mellem arbejderklassen og borgerskabet. Sammen med Arbejdernes Oplysningsforbund, der var dannet i 1924, Arbejdernes Teater fra 1925 og Dansk Arbejder Idræt fra 1929 arbejdede ARF på, at kulturen skulle tilhøre folket. Det at gøre mediet tilgængeligt for så mange som muligt havde 2 strenge: - Den ene var den tekniske bistand. At høre radio var nemlig en kompliceret affære i radioens barndom. Derfor blev en indsats på det tekniske område en naturlig del af ARFs arbejde. Krystalapparater, der i begyndelsen var det mest udbredte apparat var ganske vist billig i anskaffelse og brug. Det kunne fås for en tier og så brugte det ikke strøm. Ulempen ved apparater var først og fremmest, at det kun kunne bruges med hovedtelefoner, hvilket betød, at radiolytning var en individuel foreteelse, som man ikke umiddelbart kunne dele med andre. Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 11 11 Efterhånden som krystalapparatet blev afløst af lamperadioen (radio med rør og højtaler) blev radiolytning til en fælles aktivitet for hele familien. De lokale klubber fik da også tilknyttet en tekniker, der kunne rådgive og vejlede medlemmerne i de lokale klubber, når de fik problemer med deres apparater og flere af de større klubber fik indrettet laboratorier til afprøvning af materiel. Ud over den tekniske bistand sørgede ARF også for, at medlemmerne kunne få en antenneforsikring og senere en billedrørsforsikring på meget favorable vilkår. - Den anden streng var den social- politiske indsats. Forbundet havde allerede i 1920erne kæmpet for licensfritagelse for pensionister og arbejdsledige, og det lykkedes ret hurtigt at få gennemført fritagelsen for afgift for de svagest stillede. Det var et rent politisk spørgsmål. Men for at sikre, at de også kunne få en radio måtte man tage andre midler i brug. På kongressen i 1928 vedtog ARF at arbejde for oprettelsen af en hjælpefond, som skulle skaffe radioapparater til enlige, gamle, kronisk syge og andre, der ikke havde råd til at anskaffe et. Op gennem 1950erne var der meget at gøre for hjælpefonden. Der var flere ansøgninger end der var apparater til rådighed og derudover var der opgaver forbundet med at reparere nedbrudte apparater og ombygge ældre modtagere til vekselstrøm, så de fortsat kunne bruges Produktionen blev udvidet og der åbnedes filialer i flere provinsbyer, men i 1953 begyndte det at gå tilbage for Arbejdernes Radio Kooperation (ARAKO) , som ikke magtede at omstille sig til produktionen af fjernsynsapparater og måtte stoppe i 1958. Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 12 12 AD. 1.4 HJÆLPEFONDEN I 1929 stiftedes Dansk Radiohjælpefond med det formål at indkøbe og udlåne radioapparater og senere fjernsyn til enlige og ubemidlede ældre. Fonden tjente penge ved i samarbejde med Statsradiofonien at afholde velgørenhedskoncerter, der blev transmitteret i radioen og ved at sælge hjælpefondsmærker til 25 øre. Priserne på radiodele og færdigbyggede radioer var højere i 1920erne og i bestræbelserne på at omgå grossisternes store avancer og sikre arbejderne billige radioer af en god kvalitet, blev Arbejdernes Radio Kooperation( ARAKO ) dannet i 1932 med egen butik og værksted i København. Fonden voksede støt, men var kun i stand til at tilgodese 12-13% af ansøgningerne. Det var imidlertid først, da flere af arbejdernes radioklubber begyndte at samle penge ind til nye og brugte radioer, som blev uddelt lokalt, at der kom rigtig gang i hjælpefondsarbejdet fra 1939. Dette arbejde har haft stor betydning og der er gennem tiderne blevet afholdt - og holdes fortsat - masser af lotterier, bankospil og lignende, hvor overskuddet går til indkøb af radioer og tv. ARAKO var frem til starten af 1950erne i fuld vækst. I 1986 begyndte Dansk Radios Hjælpefond at leje tv-apparater frem for at købe dem. Det viste sig imidlertid at være en meget dyr løsning og i 1996 var fondens pengekasse tom og måtte dreje nøglen om. ARF prøvede dog uden succes at lave en ny fond, som skulle erstatte Dansk radio Hjælpefond. I stedet blev hjælpefondsarbejdet fortsat på lokalt plan og mange klubber og kredse er stadig engagerede i at skaffe gratis tv-apparater til de lokale plejehjem, sygehuse mv. Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 13 13 AD. 1.5 FONDEN TIL HJÆLP FOR BLINDE I 1925, da Dansk Blindesamfund talte omkring 800 medlemmer ( i dag er tallet ca. 12.000) overvejede forretningsudvalget muligheden for at skaffe blinde radio og kom i den forbindelse i kontakt med Dansk Radioklub. To af dennes repræsentanter, direktør Buschholm og ingeniør Gerald havde taget initiativ til et møde med Dansk Blindesamfund, idet Dansk Radioklub havde besluttet at søge et fond oprettet til anskaffelse af radio til blinde - enten gratis eller for moderat betaling - for som det udtrykkes i Medlemsbladet nr. 23 af 28. november 1925 så har man indenfor „Dansk Radioklub allerede tidligt haft opmærksomheden henvendt på, at radiosagen ikke har varmere tilhængere end blinde“ Fundatsen for Radiofondet for Blinde og Vanføre, som den benævntes er optrykt i Medlemsblad nr. 7 af 4. april 1925. Fondets formål er „at hjælpe blinde vanføre og andre, der kan stilles lige med disse, til anskaffelse af radioapparater“, som det formuleres i paragraf 1 med datidens sprogbrug. Fondens midler består af en kapital på 10.000 kr., som er indsamlet af Dansk Radioklub „og af eventuelt senere forsørgelser ved gaver og tilskud. „ I Medlemsbladet nr.9 fra 1925 udtrykker den daværende formand for Dansk Blindesamfund, Martinus Christiansen, da også meget stor taknemmelighed for den fond, som Dansk Radioklub har oprettet under navnet „Dansk Radiofond.“ For at så mange blinde hurtigst muligt kunne få gavn af fondens midler besluttedes det på et møde i april at indlægge radio i Hjemmet for arbejdsføre blinde kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg og på hvilehjemmet“ Elisabeth Staus blindehjem“ i Lyngby. Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 14 14 Den 29. oktober viste fondens bestyrelse med berettiget stolthed resultaterne frem for pressens repræsentanter og bad samtidig om hjælp til at føre arbejdet videre, oplyses det i Medlemsbladet nr. 23 af 28. november 1925. Pressen var meget interesseret og „løsenet, som der står,“ er nu: Hver blind sin radio.“ Med henblik herpå oprettede radio-blindefonden en postgiro-konto nr. 3204, hvorefter bidrag kunne indbetales på ethvert posthus samt på fondens kontor i Haraldsgade 6. Et apparat til provinsen, hvorpå alle danske stationer ville kunne høres, som det udtrykkes med datidens sprogbrug og fremgår det af Medlemsbladet nr.9 ville med alt tilbehør koste 150 a 175 kr. Et apparat i København ville koste 40 á 50 kr. Men med datidens målestok var der tale om et stort beløb, hvorfor forfatteren til artiklen da også opfordrede til „at det ville være af stor betydning, om ansøgerne selv kunne afholde noget af udgiften, så mange blinde vil få gavn af fonden.“ Derfor skulle det i ansøgningerne bemærkes, hvor en stor del af udgiften, man selv ville kunne afholde. Af medlemsblad nr. 18 af 19. september 1925 fremgår imidlertid, at når det drejer sig om eftersyn og vedligeholdelse af apparaterne skal blinde ikke forvente, at sådant kan bekostes af Radiofonden. Begrundelsen er den, at man går ud fra, at radiofonien nu er så udbredt, at der alle steder vil være nogen, som foreningens medlemmer kan henvende sig til og få den fornødne vejledning og hjælp. Dog vil det i særlige tilfælde kunne lade sig gøre, at få Radiofonden til at foretage eftersyn af apparaterne, „men der må forinden korresponderes med vort kontor“, som det meddeles. Først i 1932 lykkedes det fonden at skaffe rabat på radiodele til foreningen medlemmer, fremgår det af „Dansk Blindesamfunds historie“ ved Peter Ommerbo. På et repræsentantskabsmøde i Dansk Blindesamfund den 20. -21 juni 1933 besluttedes det af Dansk Blindesamfunds midler at Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 15 15 bevilge 4000 kr. til radio, hvoraf de 2000 kr. bruges til indkøb og de 2000 hensættes til en særfond (Ommerbo s. 99). På repræsentantskabsmødet den 9. december 1935 besluttede repræsentantskabet at hæve beløbet til indkøb af radioapparater til 15.000kr. I 1936 afsattes der på mødet den 12.- 13. juni 4000 kr. til radio. Dansk Blindesamfund stillede helt frem til 19 ...? gratis radio til rådighed for nye medlemmer. Derefter betragtedes radioen som et almindeligt forbrugsgode, som de fleste selv havde mulighed for at erhverve. Vanskeligt stillede medlemmer bliver dog fortsat tilbudt legatstøtte til anskaffelse af et radioapparat, der er let at betjene for en blind. Om den sidste problematik - som i dag er om end endnu mere aktuel med de moderne designede apparater - skrev pensioneret lærer Hjalmar Høgsbo og medlem af Dansk Blindesamfund følgende i Medlemsbladet nr. 17 af 5. september 1925: „Skulle vi ikke være enige om at opfordre vort Forretningsudvalg til i højeste grad at virke for at få indrettet radio til blindes brug - så særlige som muligt netop os blinde - Jeg har med stor tak og glæde modtaget hjælp til en radio, men har gjort den erfaring til dato, at den må kunne indrettes mere let brugelig for blinde end tilfældet er og at endogså andre apparater til seende skal være lettere at betjene. Dette er jo den omvendte verden. Der må kunne laves langt tydeligere følelige mærker til indstilling, og så må der være plads til, at vore fingre kan komme til at føle uden at måtte berøre andre skruer samtidigt...“ Radioen som det vigtigste informations- og nyhedsmediet er jo som bekendt siden hen blevet afløst af fjernsynet omend radioen i dag stadig er et langt vigtigere medie for blinde og svagtseende. Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006 16 16 Finale Det var så alt hvad vi havde mulighed for at bringe i dette nyhedsbrev. Vi glæder os til at se rigtig mange af vore medlemmer ved de kommende arrangementer. Som det er fremgået af foranstående, er der i årets løb, rigtig meget og forskelligt at samles om. Næste nyhedsbrev er planlagt udsendt ultimo februar måned. Stof, der skal med i det nummer, skal være redaktøren i hænde senest 1. februar 2006. Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006