Spring til indhold

Hovedmenu


Symptomer ved RP

Typiske symptomer ved Retinitis Pigmentosa.

Natte- og mørkeblindhed

Dette er ofte det første synlige symptom på RP. Personen har vanskeligt ved at orientere sig i mørke, og støder f.eks. ofte ind i ting, når han/hun går i dårligt oplyste omgivelser.

Synsfeltindskrænkning

Begynder med blinde pletter i det perifere syn (den yderste del af synsfeltet), der efterhånden breder sig og resulterer i et meget indskrænket synsfelt, det såkaldte kikkertsyn eller tunnelsyn. Det svarer til at kigge gennem et rør eller en kikkert (bortset fra at synsindtrykkene ikke bliver forstørret).

Lysoverfølsomhed

Mange personer med RP oplever blænding i kraftigt lys fra fx sne, solskin, skarpt kunstlys eller genskin fra en væg, tavle, bordplade eller lignende.

Skarpsyn

Synsstyrken i det centrale synsfelt, der ofte er det eneste resterende synsfelt, kan også aftage med tiden.

Adaptationsproblemer

Øjet kan få sværere ved at vænne sig til den lysforandring, som forekommer, når man går fra et dårligt oplyst rum til et stærkt oplyst rum eller omvendt. Omstilling til nye lysforhold tager længere tid, måske adskillige minutter

Kontrastsyn

Mange får problemer med at skelne mellem små kontraster, fx mellem lysegrå og hvid. En hvid tallerken på et lysegråt bord kan således være vanskelig at se.

Farvesyn

RP påvirker farvesynet, og det bliver sværere at skelne pastelfarver.

Grå stær

Mange personer med RP får tilstødende øjenlidelser som fx grå stær, som er en uklarhed i øjets linse, som slører synet. Det hævdes, at op imod 75 % af personer med Usher-syndrom får grå stær, før de er 50 år.

Ovenstående symptomer kan dukke op på forskellige tidspunkter i forløbet, men natteblindhed og synsfeltindsnævring opstår typisk som nogle af de første symptomer, ofte allerede i 2-5 års alderen. Adaptationsproblemer er også et symptom, som ofte relativt tidligt kan give mistanke om RP hos børn.

RP udvikler sig oftest symmetrisk, dvs. rammer begge øjne ens, bortset fra evt. tilstødende problemer som fx grå stær. Der er i øjeblikket ingen behandling mod hverken RP eller Usher-syndrom som sådan. Forskellige metoder har været afprøvet for at afhjælpe RP, bla. store tilskud af A-vitamin, men uden held. Grå stær kan dog ofte afhjælpes ved en operation.

Retinitis Pigmentosa opdages sjældent ved en almindelig synstest som den hos optikeren, hvor synsstyrken i centralsynet testes. Denne er nemlig ofte upåvirket langt hen i forløbet af RP, og mange får derfor først stillet diagnosen Usher-syndrom ret sent, og da på baggrund af andre symptomer. I Sverige diagnosticeres Usher I fx typisk hos børn, når de er mellem 8 og 15 år, og Usher II typisk hos personer mellem 14 og 25 år. (Danske tilsvarende tal kendes ikke.) Blandt lærere og pædagoger, der arbejder med døve og hørehæmmede børn, er der dog en voksende opmærksomhed på de symptomer hos børnene, der kan give mistanke om tilstedeværelsen af RP, og dermed Usher-syndrom.

Hvis der er mistanke om RP, bliver man henvist til specielle undersøgelser som fx en ERG (ElectroRetinoGram = elektronisk nethindeundersøgelse). Ved denne undersøgelse måles nethindens elektriske impulser.
                    

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 14. juli 2006 12:54