Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Tilbud til blinde og svagsynede > Konsulenter

Konsulenter

Hos Dansk Blindesamfund er det konsulentordningen, der under mottoet "hjælp til selvhjælp" står klar, hvis du som blind eller stærkt svagsynet af den ene eller anden årsag har brug for enten rådgivning til at komme videre eller for konkret støtte i kontakten til det offentlige.

Konsulenten hjælper på vej

Der kan være mange gode grunde til at kontakte din lokale konsulent eller regionskonsulent. Du kan være under uddannelse, i arbejde, på kontanthjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Du kan også være sygemeldt fra dit nuværende arbejde på grund af dit syn, eller også står du i den situation, at du gerne vil have et arbejde, men ikke ved, hvordan du kommer videre.

Konsulentordningen kan for det meste hjælpe dig videre, så tøv ikke med at tage kontakt.

Rådgivning og støtte

Konsulenttjenesten yder hjælp til selvhjælp, og det er helt afgørende for os, at problemerne løses i et tillidsfuldt samarbejde mellem dig, som har behov for rådgivning eller støtte, og os som konsulenter. 

Vi kan hjælpe dig med:

  • rådgivning og vejledning om mulighederne for hjælpemidler og arbejdsredskaber – både under uddannelse og i arbejde
  • at søge om personlig assistance – både under uddannelse og i arbejde
  • hjælp til at søge om nødvendige merudgifter – både i forbindelse med arbejde og uddannelse
  • at søge revalidering
  • at søge fleksjob
  • at søge "skånejob", hvis du modtager førtidspension
  • at deltage som bisidder ved vigtige møde med kommunen, din fagforening eller din arbejdsplads
  • at klage over afgørelser truffet i kommunen, på arbejdspladsen og lignende
  • at finde ud af, hvilke muligheder du har i din særlige situation for at støtte og kompensere for dit synshandicap på arbejdsmarkedet
  • at yde rådgivning og vejledning til dig, der er selvstændig erhvervsdrivende enten det er som fleksjob eller på almindelige arbejdsvilkår – om beskæftigelseslovgivningens muligheder for støtte, arbejdsredskaber, tilskud mv.

Konsulenttjenesten er der, når du står alene

Konsulenttjenesten har stor erfaring med at deltage som bisidder ved møder hos kommuner, fagforeninger eller arbejdspladser. Det kan for eksempel være i den situation, hvor du er sygemeldt fra dit arbejde, fordi du er blevet synshandicappet eller i den situation, hvor du er ledig og modtager arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp og skal have vurderet, hvordan du kommer i arbejde.

I nogen tilfælde kan der ske det, at du får brug for at kunne klage over en afgørelse truffet af din kommune omkring uddannelse eller arbejde – her kan vi også hjælpe dig med at skrive klagen og få den sendt det rigtige sted hen.

Kontakt

Har du lyst til at høre mere eller konkret brug for hjælp, så kontakt din lokale konsulent.

Hvis du vil finde den konsulent, som dækker dit område, så gå ind på http://www.dkblind.dk/adressebog//index.htm og ind under den kreds, som dækker området. Her finder du konsulenten eller konsulenterne.

Relevante links

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 05. august 2010 11:26