Spring til indhold

Hovedmenu


Informationsvirksomhed

Hvordan Blindes Skiunion fortæller om sine aktiviteter.

Klubben har i mere end 15 år udsendt medlemsbladet "Skikassetten", på kassettebånd. Dette af hensyn til klubbens mange synshandicappede medlemmer.

Da kassettebåndenes tid er ovre, besluttede Blindes Skiunion i efteråret 2004 at forberede udsendelse af information på CD. Dermed ville alle få bedre lydkvalitet og få adgang til de øvrige fordele, som dette medie har.
Vi er stolte over, at Blindes Skiunion er den første idrætsklub for synshandicappede i Danmark, som kunne tilbyde sit medlemsblad på CD i februar 2005. Det er blevet meget positivt modtaget, og bladet har i øvrigt nu også fået nyt navn: ”B S U SkiVen”.

Da klubben imidlertid også er afhængig af at have kontakt med mange seende - ledsagere og hjælpere, har klubbens de seneste år udsendt information som e-mail. Informationen består af de elektroniske tekster, som har været skrevet til og bragt på medlemsbladet "B S U SkiVen". Det er blevet meget positivt modtaget af alle ledsagere og hjælpere, men også af de af vore synshandicappede medlemmer, som har adgang til elektronisk post. 
Klubben udsender information 4 gange årligt.

Klubben har de seneste år udarbejdet en aktivitetsplan for den aktuelle sæson. Denne plan udsendes til 4 store skiklubber på Sjælland, som vi har et samarbejde med. Sæsonplanen bringes i de respektive klubbers medlemsblade og har til formål at etablere kontakt med seende ledsagere og hjælpere til vore ture. Aktivitetsplanen bringes desuden på Dansk Skiforbunds hjemmeside.

Endelig har vi to pjecer, som dels beskriver samarbejde og opgaverne mellem seende og synshandicappede på vore ture, og dels hvordan man ledsager en synshandicappet langrendsløber. Disse pjecer har klubben produceret på sortskrift, punktskrift og kassettebånd, og de kan desuden fremsendes elektronisk.

En af klubbens aktive alpinløbere har tilbudt at udarbejde en vejledning i ledsagelse af synshandicappede alpinløbere. Vi glæder os til at kunne præsentere denne nye pjece for vore medlemmer og ledsagere. 

Endelig har klubben i en årrække lavet et samlet informationsmateriale med udførlige oplysninger til deltagerne om klubbens deltagelse i "Ridderugen" på Beitostølen i Norge. Dette materiale er blevet lavet på sort og i punktskrift, ligesom det kan fremsendes elektronisk.

Annoncering af alle vore aktiviteter sker også i Dansk Blindesamfunds "Medlemsbladet" og i Dansk Blindesamfunds ungdomsblad "Ungdomsbladet".

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 12. september 2008 09:25