Af Thomas Laursen

Ikke meget er skønnere end at høre isen knitre under skiene, mens man stager af sted gennem smukke naturlandskaber i den klare, friske nordiske luft.

Men det er ikke alle skiløbere forundt at se solen lyse fjeldet og langrendsløjperne op. En lille del af skiløberne lider nemlig af et synshandicap, der betyder, at de må have hjælp i form af en ledsager.

"Jeg så et opslag i Københavns Skiklub om, at de blinde søgte guider til deres udlandsture, og da jeg altid har stået på ski, syntes jeg, det kunne være en givende udfordring" fortæller Per Martin Larsen, 66, der er født i Norge, men har boet i Danmark i mere end 40 år.

Guiden eller ledsagerens opgave er som regel at gå forrest i sporet og hele tiden råbe tilbage til den blinde om løjpens forløb, andre løbere og op- og nedkørsler. I stille vejr og uden alt for mange andre skiløbere i nærheden er det nok for guiden at vende sig om og råbe til den synshandicappede. Ellers må ledsageren tage mikrofon på og højtaler på ryggen.

"Det vigtigste er, at du hele tiden siger noget" forklarer Per Martin.
"Det er ikke så vigtigt, hvad du siger, men den blinde går jo meget efter lyden af din stemme, og derfor er det vigtigt at sige noget hele tiden."

Sej herre
Selvfølgelig kommer der også mange vigtige kommandoer som "sving til venstre klokken 10" eller "højre klokken 15", så den svagtseende hele tiden har styr på løjpens forløb og ikke bliver overrasket over pludselige ændringer.

Per Martin har nu i en årrække haft en fast makker i Michael H. Hansen fra Frederikssund.

"Da jeg meldte mig, stod han og manglede en guide, så det var lidt tilfældigt, at det blev ham. Michael er en sej ældre herre, der har stået på ski i mange år. Han går ikke så stærkt længere, men til gengæld skal man være beredt på at gå langt. For han er virkelig sej. Efterhånden har vi også fået opbygget et fint forhold til hinanden, og vi har det sjovt sammen," siger han og fortsætter:

"Men jeg må da indrømme, at jeg var lidt spændt første gang, jeg skulle gå foran Michael, men det gik heldigvis godt."

68-årige Michael H. Hansen blev født seende og stod i sine unge år lidt på ski mellem frugttræerne på familiens gård i udkanten af Frederikssund. I 1966 mistede han synet ved en jagtulykke.

"I 1978 tog min kone, vores søn og jeg på en skiferie med et vennepar til Norge. Der var to meter sne over alt, og vi grinede og hyggede os som aldrig før på den tur. Det var før, der var lavet egentlige langrends-spor, som man kender det i dag, men der var nogle snescooterspor, vi kunne gå nogenlunde i. Min kone gik forrest og med mig bagved, og det gik egentlig fint, bortset fra når jeg skulle dreje. Så gik skispidserne ind i snescootersporet, og jeg stod på tværs," fortæller Michael og griner.

Året efter lavede ejeren af hotellet i Espedalen en særlig løjpe til Michael, som han selv kunne gå langrend i og øve sig i at blive en bedre Løber.

Også slalom
Enhver kan blive skiguide for en blind. De fleste ture er ganske gratis - bortset fra forplejningen - mens andre ture har en egenbetaling på op til en tredjedel. Men man skal heller ikke se det som at tage på en skiferie for sig selv. Det handler om at være til rådighed for den blinde. Samtidig er det en forudsætning, at man reelt kan stå på ski. Helst skal man være lidt bedre end den synshandicappede, for man skal dels kunne styre sine egne ski, dels kunne bremse og vende sig rundt, og så skal man også have luft til at råbe bagud.

"Nogle af dem er fantastiske skiløbere, som kan slå de allerfleste seende i Danmark. De har virkelig en fantastisk balance og form. Jeg skulle engang gå foran en dansk konkurrenceløber i Norge, og allerede efter to-tre kilometer måtte jeg have en afløser på, og jeg er altså selv en rimelig god langrendsløber," siger Per Martin og griner.

Det problem har han ikke med Michael, og netop derfor fungerer samarbejdet fortrinligt. "Vi har vel været af sted på omkring 10 ture sammen og også nogle, vi har arrangeret privat. Jeg tror, vi fungerer så godt sammen, fordi vi begge er på nogenlunde samme alder, så der bliver snakket om løst og fast."

De fleste ture går til Norge og Sverige, hvor hele slænget deler en eller flere hytter.

"De blinde er utroligt hurtige til at orientere sig i en hytte, de aldrig tidligere har set, så vi hygger os og laver god mad sammen og får lidt rødvin. Det er virkelig en givende opgave, synes jeg."

Blindes Skiunion tæller 50 medlemmer og derudover 30 ledsagere, der har meldt sig ind for at støtte unionen. 50 lyder ikke af meget, men skiunionen har i mange år været den største forening under Blindesagen.

Skiunionen dækker både alpin skisport og nordiske skidiscipliner som langrend og skiskydning. Så selvfølgelig skulle Per Martin også forsøge sig som guide for en blind slalomløber.

"Det var en helt ny oplevelse. Folk kører jo på kryds og tværs henover en slalombakke, så ham bagved skal virkelig have blind tillid til en. Det går jo også ganske stærkt ned ad sådan en bakke og med de mange andre i bakken, er det lidt besværligt, så jeg holder mig mest til langrendsløjperne."

Det glæder Michael, for han håber, at samarbejdet mellem de to mænd kan fortsætte i adskillige år endnu.

"Hvis ellers vi kan holde vores helbred, så tror jeg, vi får mange ture fremover."
explorer@jp.dk

Blindes Skiunion
* Blindes Skiunion er en landsdækkende klub for synshandicappede, som arrangerer skiture til udlandet - både alpin og langrend. Foreningen sørger for at skaffe ledsagere til løberne og for at arrangere turene, der typisk går til Norge eller Sverige. Træningen står man selv for.
* På turene deltager både erfarne, konkurrenceløbere, motionister og nybegyndere.
* Formand Arne Christensen oplyser, at man mangler guider til forårsturen i marts, så har man mod på at være ledsager for en synshandicappet, kan man melde sig på Blindes Skiunions hjemmeside, www.dkblind.dk/tilbud/idraet/bsu/
* Dansk Blindesamfund yder støtte til guider, som maksimalt betaler en tredjedel af turens pris. Mange ture er endda gratis.

---
Denne artikel bringes på Dansk Blindesamfunds hjemmeside efter tilladelse fra Thomas Laursen.