Af Lene Fritzbøger Andersen

Dina er en 4-årig lille, frisk labradortæve, som logrer sig gennem tilværelsen og benytter enhver lejlighed til at blive kælet. Men, når hun får seletøjet på, bliver hun en koncentreret førerhund - forvandlingen er så tydelig, at mine omgivelser ofte kommenterer det. Og det er ikke, fordi hun synes arbejdet er kedeligt, for når jeg tager selen frem, er hun på pletten og springer nærmest ind i den.

På vej

Sammen pendler vi dagligt fra hjemmet i Helsingør til arbejdspladsen i det centrale København. Det er min opgave at beslutte, hvor vi skal hen, mens det er Dinas job at sikre, at vi kommer sikkert frem.

Toget triller ind på perronen. Hunden rejser sig og får beskeden ”find dør”. Det er myldretid, så der er kø ved døren, men det lykkes Dina med charme og en vis målbevidsthed at få os begge anbragt foran døren ret hurtigt. Inde i toget finder hun til de medrejsendes smilende beundring kvikt en ledig plads. Skønt! og belønningen skal hun nok minde mig om med puf med snuden; ”kom så med den godbid!” - Det skal være sjovt at arbejde.

Vi skifter tog på Østerport Station, hvor Dina beslutter at gå i modsat side af perronen, end vi plejer. Jeg opdager snart hvorfor. Der er vrøvl med S-togene, så den anden side af perronen er totalt fyldt op med mennesker og cykler. Smart hund! Længere fremme skifter hun side og går nu slalom mellem skilte, mennesker, cykler og søjler, samtidig med at hun sørger for at holde en passende afstand til sporet. Det sværeste for en førerhund er at føre mellem mennesker, som bevæger sig.

Dina ”taler” med hele kroppen, skubber lidt med hovedet eller drejer bagkroppen ud til siden for at ”trække” mig ind til sig. Det tager tid at lære sin hunds signaler, men når vi forstår hinanden, er det et fantastisk samarbejde. På perronen stopper hun, hvor vi plejer at stå ... hunde er vanedyr, og det kan vi heldigvis nyde godt af. Når en førerhund har gået en rute nogle gange, vil den huske den, og det er en stor hjælp for mig på vanskelige steder.

Ved arbejdspladsen er et stort, lysreguleret kryds uden lydgivere. Jeg må forsøge at lytte mig til grønt ved at høre efter parallel trafik, men det er svært. Jeg hører, det er grønt, men mener, det har været grønt så længe, at jeg ikke tør gå.
”Hvor skal du hen?” spørger en venlig kvinde. ”over vejen,” svarer jeg pænt. Jeg står ved fodgængerovergangen. ”Jamen hvorfor går hunden så ikke? Det er jo grønt!” siger kvinden.
Det er desværre en myte, jeg ofte møder, og svaret er, at førerhunden hverken kan se forskel på rødt eller grønt lys eller vurdere, om der er fri bane. Hunden går frem til kant eller trappe og stopper, og så er det op til mennesket at tage den farlige beslutning om, hvornår vi går.
Når du møder en blind, er det derfor en stor hjælp, hvis du fortæller, når det bliver grønt, eller der er fri bane.

På kontoret

På gangen til kontoret sætter Dina pludselig farten ned. Jeg mærker efter med min hvide stok; der står flyttekasser og et rullebord på den ene side af gangen og en plante på den anden - der er ikke plads til os begge. Jeg slipper selen og overtager føringen og går med min stok forrest gennem det smalle stykke.

Senere på dagen gider Dina ikke ”min føring” mere, hun beslutter i stedet at tage en anden dør ind på kontoret og så gå gennem kontoret til vores plads i stedet for at gå ude på gangen. Klogt tænkt!

På kontoret sidder jeg sammen med 7 seende kolleger plus hunden, som har sit eget tæppe, vandskål og et stk. legetøj, hun kan bære rundt på.
Jeg tager selen af Dina og hun går på morgen-hilse-tur: ”hvem spiser morgenmad??” Går så hen og lægger sig på tæppet og tager sig en ordentlig morfar.
Går jeg til møder eller i kantinen, fører hun mig. Ved møder ligger hun under bordet og kan så lige ”komme til” at vende sig på ryggen og puffe til den nærmest siddende, hundevenlige person. Så kan man nemlig godt regne med at blive kælet - især hvis mødet er kedeligt!

Luftningen foregår i snor i en nærliggende park.

Dina har helt klart en god social funktion også for kollegerne, dog er jeg nødt til at insistere på visse regler, for at lydigheden og roen kan opretholdes. Det er blandt andet helt forbudt at fodre hende, og det er forbudt at snakke med hende, når hun har sele på.

Fritid

Efter arbejde går turen igen til Nordsjælland. Vi har mange fritidsaktiviteter såsom foreningsarbejde med møder, besøge venner, boldspil (showdown) og går til hundetræning for sjov.
Dina følger mig trofast, selv når det betyder, at aftensmaden nogle gange først serveres, når vi kommer sent hjem. Noget af et offer for en sulten labrador.

Hunden er også med, når vi skal til lægen og ud at handle. Loven tillader, at førerhunde tages med i fødevarebutikker og på restauranter, det giver ingen sure smileys. Og for os er det en nødvendighed for at kunne komme til og fra stedet.

Har førerhunde aldrig fri?

Jo, ved mit hjem har vi et grønt område, hvor Dina får lov at løbe frit med en klokke i halsbåndet, så jeg kan høre, hvor hun er. Og når vi er hjemme og selen taget af, er hun ligesom alle andre hunde.

For mig er Dina mere end en hund. Det, hun gør for mig og den glæde, hvormed hun arbejder, varmer helt ind i min sjæls inderste kroge. Selv om jeg har haft førerhund i over 20 år, føler jeg stadig glæde og respekt og beundring, når hun med godt overblik fører mig gennem en fyldt gågade eller hen ad en perron, eller som da jeg på en sti gentagne gange bad hende gå i venstre side, men hun ignorerede kommandoen. 10 meter længere fremme opdagede jeg hvorfor: Der stod en arbejdsvogn i venstre side, og hvorfor så gå derud, når man skal ind på midten lige om lidt igen??