Spring til indhold

Hovedmenu


Kommandoer

Førerhunden har lært at reagere på ganske bestemte kommandoer. Dem er der 29 af i alt, men selvom vi i Dansk Blindesamfund kender kommandoerne, så holder vi dem lidt hemmelige, så vi ikke risikerer, at personer uden vores helt særlige erfaring begynder at uddanne førerhunde. Her kan du dog læse et par eksempler.

Inden en førerhund kommer hjem til en bruger, så gennemgår den et langt træningsforløb. Her lærer den blandt andet en række kommandoer - og når en blind får en ny førerhund, så træner den blinde kommandoerne med hunden, så deres samarbejde altid vil fungere godt. Der er 29 kommandoer i alt. Her er et par eksempler:

"Find dør"

På denne kommando fører hunden brugeren hen til døren. Når brugeren går ud og ind af døre - ud og ind af busser og tog - eller på trapper, slipper brugeren bøjlen og holder kun i førerlinen - herved undgår man, at hunden trækker brugeren forover, hvis den bliver lidt for ivrig i disse situationer.

"Find kant"

Går hunden ikke lige over kørebanen eller virker den tøvende, kan det skyldes parkerede biler eller andre hindringer. Brugeren giver kommandoen "find kant". Førerhunden har lært at søge direkte mod kantstenen på denne kommando. Går brugeren lige frem på fortovet mod et gadekryds, vil førerhunden standse ved kantstenen uden kommando.

"Find stol"

På kommandoen "find stol" vil førerhunden finde en ledig siddeplads. Det gælder både en almindelig stol, et sæde i toget, eller en bænk i parken. Hunden viser den ledige siddeplads ved at stille sig med front mod denne.

"Fri"

Denne kommando bruges, når hunden har været dækket af eller har ligget på tæppet, eller når den må løbe og lege. Man kan sige, at kommandoen løser hunden fra den foregående kommando.

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 31. oktober 2008 16:19