Pressemeddelelse: Blinde tæppebomber taxier
Mandag d. 3. november skyder Dansk Blindesamfund kampagnen GO’ HUND i gang. GO’ HUND skal sætte fokus på de afvisninger førerhundebrugere oplever, når de handler i fødevarebutikker, spiser på restauranter eller prajer en taxi på gaden. Startskuddet er en happening, hvor førerhundebrugere uddeler tæpper til taxichauffører ved centrale taxiholdepladser i København, Århus, Odense og Aalborg.Taxichaufførerne skal have tæppet med i vognen. Under ture med en førerhund placeres tæppet under hunden, så chaufførerne slipper for at skulle gøre rent efter turen. Med det bløde tæppe følger et hårdt og kontant budskab fra førerhundebrugerne til chaufførerne: ”I skal tage førerhunde med i vognen”.
”Vi er interesseret i at starte en dialog med chauffører og vognmænd om problemet, derfor starter kampagnen med en fremstrakt hånd og et tæppe. Men selv om budskabet er pakket blødt ind, er det skam alvorlig ment. Loven er klar – førerhunde skal medbringes i taxien, med mindre chaufføren kan fremvise dokumentation for at være allergisk over for hunde,” udtaler Arne Pedersen, medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg.
En førerhund er en go’ hund
Happeningen er startskuddet til en større PR-kampagne, som også retter sig mod chaufførernes uddannelsessteder og fag- og brancheblade. Målet med kampagnen er at sætte fokus på problemet og få alle taxichauffører til at tage hundene med i vognen. En undersøgelse foretaget i foråret 2008 viste, at 50 % af alle førerhundebrugere inden for det sidste år er blevet afvist mindst én gang af taxichauffører. 28 % har oplevet det mere end fem gange.
”Det er et stort problem for vores førerhundebrugere, en førerhund er et hjælpemiddel og ikke et kæledyr, som bare kan efterlades derhjemme,” siger Arne Pedersen.
”Vi ved, at en del chauffører generelt ikke er glade for at have førerhunde i bilen. Enten fordi de skal gøre rent efterfølgende, eller fordi de er bange for hunde. Det første problem kan vi afhjælpe ved at forære dem et tæppe til hunden, så der ikke skal fjernes hundehår efter en tur med en førerhund. Til dem, der er bange for hundene, siger vi: En førerhund er en go’ hund. Den er testet og trænet for at sikre, at den er rolig og pålidelig – ellers er den ikke til megen hjælp for sin bruger. Derfor kan chaufførerne også være helt trygge ved hundene,” slutter han.
Tid og sted med muligheder for gode billeder:
• København ved Hovedbanegården kl. 9-11
• København ved Rådhuspladsen kl. 12-14
• Århus ved banegården kl. 7-9
• Odense ved banegården kl. 10-12
• Aalborg ved banegården kl. 10-12
Taxitæpperne er sponsoreret af JYSK.
Download billeder og læs mere om kampagnen på www.foererhunde.dk eller www.dkblind.dk.
For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte pressechef Nina Maria Mørk, Dansk Blindesamfund, telefon: 38 14 88 54, mobil: 30 85 90 25, e-mail: nmm@dkblind.dk
Forfatter: Pressechef Nina Maria Mørk
Sidst opdateret 03. november 2008 09:18