Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Tilbud til blinde og svagsynede > Førerhunde > Førerhundeordningen > Hvordan bliver man førerhundeinstruktør?

Hvordan bliver man førerhundeinstruktør?

I Danmark findes der ikke en egentlig førerhundeinstruktøruddannelse. De cirka 20 instruktører, der er i førerhundeordningen, har en lang erfaring med og en solid baggrund inden for hundetræning.

Instruktørerne er for det meste blevet førerhundeinstruktører på anbefaling fra andre af vores instruktører, eller fordi de i deres ansøgning har beskrevet nogle særligt gode hundetrænererfaringer/-egenskaber. Nogle har trænet politihunde, nogle har en instruktør- eller dommerbaggrund fra det private hundemiljø (hvalpetræning, lydighedstræning, agility, vagthunde, sporhunde, hundes adfærd etc.), andre fra militæret, hjemmeværnet eller med redningshunde. Fælles for dem alle er, at de på et meget højt fagligt plan/niveau har bevist, at de er meget kapable og dygtige til at træne hunde.

Først og fremmest er erfaringen med og viden om hundetræning, hundes adfærd og hundes kropssprog udgangspunktet for førerhundeordningens valg af instruktører.

Dernæst vurderes de menneskelige egenskaber, evnen til at omgås andre og evnen til at undervise, fordi disse egenskaber er afgørende for mødet mellem instruktørerne og førerhundebrugerne, ved samtræningen og ved undervisningen på vores kurser for ansøgere og i samtræning med førerhund.

Det antal førerhundeinstruktører, der er i førerhundeordningen, dækker den efterspørgsel, der er efter træning af førerhunde, så vi leder ikke efter nye instruktører. Samtidig er der en stor stabilitet blandt instruktørerne, således at de arbejder for førerhundeordningen i mange år. Derudover vælger vi også at overveje den geografiske placering af vores førerhundeinstruktører, da det er mest hensigtsmæssigt, at de er fordelt over hele landet. Dette er særligt af hensyn til de opgaver, vi har med problemløsning hos førerhundebrugerne, hvor det er væsentligt, at hjælpen kan komme hurtigt og jævnligt, hvis der er et større behov.

Når en ny førerhundeinstruktør skal træne sin første hund, vil han eller hun gennemgå et uddannelsesprogram i førerhundeordningen. Da vi kun udplacerer omkring 30 hunde om året, er instruktørerne ikke fuldtidsansat, de er tilknyttet førerhundeordningen fra hund til hund.

Forløbet 

Forløbet omkring en hund i ordningen er sådan her:

Vi køber eller får tilbudt hunde. Hunden kommer ud til en førerhundeinstruktør i en periode på op til 21 dage, hvor hundens egenskaber bliver testet og vurderet. Træningen påbegyndes og varer i gennemsnit 5 måneder.

Hunden bor hjemme hos instruktøren (og dennes familie) i hele træningsperioden, hvilket er en væsentlig del af træningen, fordi hunden på denne måde forberedes på at bo hos sin kommende bruger.

Når hunden er godkendt som førerhund, bliver den udplaceret, hvorefter der sker en samtræning mellem hund og bruger af cirka 20 timers varighed, det er instruktøren, der står for samtræningen.

Hundefagligt ansvar

Det overordnede hundefaglige ansvar er placeret hos førerhundekonsulenten.

I førerhundeordningen er der ud over førerhundekonsulenten desuden ansat en assisterende førerhundekonsulent, en blindefaglig konsulent samt en administrativ medarbejder.

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 21. september 2010 16:47