Vi søger foderværtsfamilier
Vil du passe på en hvalp, indtil den er gammel nok til at komme i træning til førerhund?I Danmark står Dansk Blindesamfund for uddannelsen af alle førerhunde. En hvalp kommer under uddannelse hos en instruktør, når den er mellem 11 måneder og 2 år gammel.
Vi leder efter foderværter, der vil være ”familie” for en hvalp i perioden, fra vi modtager hvalpen, når den er 8 uger gammel, til den er gammel nok til at blive uddannet, typisk når den er 11 måneder.
Som foderværtsfamilie er det helt overordnet jeres opgave at socialisere hvalpen, så den er en glad, tryg og harmonisk hund, der ikke er bange for at færdes ude i den store verden.
Hos jer bliver hvalpen en del af en ”flok” med jer som ”flokførere”, og I skal bl.a. sørge for, at hvalpen:
- bliver renlig
- lærer at være alene hjemme
- kan færdes overalt fra de stille villaveje til den store by, hvor der er liv og larm
- træffer mennesker både i og uden for hjemmet, i parken, på gaden og hjemme hos andre
- vænner sig til folk, der fx løber, jogger eller spiller fodbold og til cykler og biler, der kører forbi
- får positive oplevelser med andre hunde
- ikke hopper op ad folk eller tigger ved bordet
- lærer at sidde i en kørende bil uden at blive køresyg
Som foderværtsfamilie har I selvfølgelig et ansvar, men I får også mange sjove og hyggelige oplevelser med en lille hvalp, der en dag kommer til at gøre en stor forskel for et menneske med synshandicap.
Vi betaler foder, dyrlægeregninger samt et månedligt rådighedsbeløb på 250 kroner til indkøb af diverse ting til hvalpen. Derudover leverer vi tæppe, liner, mad/vandskål, halsbånd m.v. I hele foderværtsperioden er der tilknyttet en førerhundeinstruktør for rådgivning med mere.
Viser hunden sig til sin tid at være uegnet som førerhund, vil foderværtsfamilien som regel blive tilbudt at overtage hunden.
Kontakt
Har I lyst til at blive foderværtsfamilie, er I altid velkomne til at kontakte Inger Rye Hansen i Dansk Blindesamfunds førerhundeordning på telefon 38 14 88 67 eller pr. e-mail: ih@dkblind.dk
Sidst opdateret 21. november 2011 11:26
