Tilgængelighed i detaljen - hæfte 2

Tilgængelighed i detaljen - hæfte 2

Tilgængelig information og kommunikation

INDHOLD

Kolofon

Forord

2.1 Tilgængelig information

2.1.1 Trykt tekst
2.1.1.1 Typografi
2.1.1.1.1 Skriftsnit
2.1.1.1.2 Skriftstyrke
2.1.1.1.3 Skriftgrad
2.1.1.1.4 Hældning
2.1.1.1.5 Versaler
2.1.1.2 Layout
2.1.1.2.1 Linjelængde
2.1.1.2.2 Skydning
2.1.1.2.3 Ordmellemrum
2.1.1.2.4 Bogstavafstand
2.1.1.2.5 Fast/løs bagkant
2.1.1.2.6 Illustrationer
2.1.1.2.7 Andet
2.1.1.3 Tryk
2.1.1.3.1 Farver og kontraster
2.1.1.3.2 Papirkvalitet
2.1.1.3.3 Positivt/negativt tryk
2.1.2 Skilte og orienteringstavler
2.1.2.1 Krav til udformningen af skilte
2.1.2.1.1 Farver og kontraster på skilte
2.1.2.1.2 Typografi og layout
2.1.2.2 Belysning af skilte m.v.
2.1.2.3 Taktile skilte
2.1.2.4 Punktskrift (Braille) på skilte
2.1.2.5 Talende skilte
2.1.2.6 Taktile kort (reliefkort)
2.1.3 Displays og skærme
2.1.4 Betalingsautomater og -terminaler
2.1.5 Elektroniske køsystemer
2.1.6 Elektronisk information
2.1.6.1 Hjemmesider
2.1.6.2 Filformater og konvertering
2.1.6.3 E-bøger og DAISY

2.2 Tilgængelig kommunikation

2.2.1 Elektronisk/telefonisk kommunikation
2.2.1.1 Kommunikationsudstyr – computer
2.2.1.2 Kommunikationsudstyr – telefoner
2.2.1.2.1 Mobiltelefoner

Bibliografi

Kolofon

Titel: Tilgængelighed i detaljen

Hæfte 2

Tilgængelig information og kommunikation

Udgiver: Dansk Blindesamfund

Thoravej 35 2400 København NV Tlf.: 38 14 88 44 E-mail: info@dkblind.dk Web: www.dkblind.dk

Manuskript: Mette Röhe med bistand fra arbejdsgruppe nedsat af hovedbestyrelsens stående udvalg 4. Arbejdsgruppen bestod af: Jørgen Bak, Kai Østergaard, Louis Lundborg og Søren Grotum.

Redaktion: Lars Nielsen

Udgivelsesår: 2004

Udgave: 1. udgave i hæfteform. Udgivelsen er en videreudvikling af

»Tilgængelighed i detaljen«, udgivet af Dansk Blindesamfund i 1999.

ISBN 87-989913-1-0

Oplag: 1.000 stk.

Tryk: Schultz Grafisk

FORORD

Et velfungerende moderne demokrati forudsætter, at alle borgere har let og fri adgang til information. Information, der gør det muligt at se myndigheder og andre beslutningstagere i kortene og få informationer og oplysninger om ens rettigheder og pligter som borger etc.

Informationer kan fås på mange forskellige måder. De mere traditionelle former for skriftlig information som f.eks. breve og brochurer opfattes ofte som utilgængelige for synshandicappede, men for mange svagsynede er det primært et spørgsmål om, hvordan den skriftlige information præsenteres, der afgør, hvorvidt om den er tilgængelig eller ej.

Den elektroniske informationsformidling, og ikke mindst informationsformidlingen via internettet, betyder potentielt en demokratisering af informationsressourcerne. Dette er en proces, som har været til gavn for blinde og svagsynede, idet større mængder information er blevet tilgængelig. Dog stiller dette krav til den elektroniske informations tilgængelighed. Blinde og svagsynedes adgang til information sker i dag stadig primært via punktskrift og bånd. Med større adgang til elektronisk informationsformidling kunne der blive tale om en normalisering af blinde og svagsynedes adgang til information i forhold til resten af samfundet. En fremtidig udvikling på dette område, der tager hensyn til blinde og svagsynedes særlige problemer, vil overflødiggøre en række kostbare specialløsninger og vil revolutionere blinde og svagsynedes adgang til information.

Det er naturligvis også væsentligt for blinde og svagsynede at være i stand til at kommunikere. Kommunikation er et tovejs fænomen, og enhver form for kommunikation har en afsender og en modtager, og kommunikationens mål er, at afsenderens budskab opfattes korrekt af modtageren. Dette stiller krav til, at såvel kommunikationsprocessen som kommunikationsværktøjer er tilgængelige. Blinde og svagsynede har ikke problemer med f.eks. at tale i telefon – altså at kommunikere via en telefon – men de kan have problemer med at betjene selve kommunikationsværktøjet; nemlig telefonen.

Dette hæfte omhandler, hvordan man sikrer tilgængelig information og kommunikation for blinde og svagsynede.

2.1 Tilgængelig information

Alle skal have lige adgang til information. Dette er en af forudsætningerne for, at mennesker kan fungere i et demokratisk samfund. Blinde og svagsynede har dermed også behov for at have adgang til information, vel at mærke information, der er tilgængelig i en form, der modsvarer de særlige behov, blinde og svagsynede har.

Der er mange eksempler på information, der ikke er tilgængelig for blinde og svagsynede. Dette gælder f.eks. information fra kommuner og amter; både den skriftlige information, der stilles til rådighed via forskellige pjecer, der ikke forefindes i alternative formater, og den information, der stilles til rådighed via internettet. Ved alternative formater forstås, at information også stilles til rådighed i en elektronisk-, lyd- og punktskriftudgave. Desværre er information, artikler og udsendelser m.v., der stilles til rådighed via medierne – tv, radio og aviser – heller ikke altid tilgængelig for handicappede.

Man kan altså i vid udstrækning gøre information tilgængelig ved at sikre, at den altid kan fås i et alternativt format – på lydbånd, på diskette, på punktskrift og/eller som taktile kort. Dog er det samtidig vigtigt at planlægge produktionen af information således, at så mange som muligt har adgang til den. Hvis man fra starten laver en læsevenlig trykt tekst, vil mange svagsynede ikke have behov for en alternativ udgave.

Man kan også lette adgangen til information ved at lave læsevenlige skilte og/eller skilte, der har den alternative adgang for blinde og svagsynede indbygget i et taktilt og/eller auditivt format.

Når man taler om elektroniske formater og information, der f.eks. stilles til rådighed via hjemmesider, er det meget vigtigt fra starten at indtænke tilgængeligheden, da det kan være meget svært og/eller umuligt at tilbyde adgang til en alternativ informationskilde.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at tilgængelig information ikke er en statisk størrelse, men noget der udvikler sig i takt med den øvrige udvikling i samfundet. Der kan således komme nye og andre informationsmåder, der byder på nye muligheder og/eller skaber nye tilgængelighedsproblemer.

Blinde og svagsynede sættes på mange fronter under særligt stort pres, hvis de vil fungere som aktive samfundsborgere på lige fod med andre borgere. De skal forholde sig til en stadigt stigende mængde utilgængelig information og samtidig kæmpe med de særlige kompenserende foranstaltninger, der kan gøre informationen tilgængelig for dem.

2.1.1 Trykt tekst

Som nævnt kan en læsevenlig tekst i mange tilfælde sætte svagsynede i stand til umiddelbart at læse denne. Men tekstens udformning har i høj grad også betydning for, hvorvidt den svagsynede vil være i stand til at læse en trykt tekst ved brug af sine optiske hjælpemidler^{Fodnote 1}.

Svagsynedes ønsker til en trykt tekst er meget forskellige, afhængig af øjenlidelsens karakter. Nogle foretrækker store typer, andre foretrækker lidt mindre. Nogle vil have store kontraster, medens andre foretrækker lidt mindre kontrast. Alligevel er det dog muligt at give nogle retningslinjer, der sikrer, at flertallet af svagsynede kan læse tryksager uden store problemer.

De forhold, der har betydning i forhold til den trykte tekst er:

Typografi, herunder

• Skriftsnit
• Skriftstyrke
• Skriftgrad
• Hældning
• Versaler

Layout, herunder

• Linjelængde
• Skydning
• Ordmellemrum
• Bogstavafstand
• Fast/løs bagkant
• Illustrationer
• Andet

Tryk, herunder

• Papirkvalitet og -farve
• Positivt/negativt tryk

2.1.1.1 Typografi

De typografiske faktorer, der gennemgås her, beskriver karakteristika ved forskellige skrifttyper, og det gennemgås, hvilken udformning der anbefales af hensyn til tilgængeligheden for svagsynede.

2.1.1.1.1 Skriftsnit

Skriftsnit findes i to hovedgrupper: serifskrifter og sans serifskrifter. Serif er betegnelsen for en pyntestreg, der afslutter bogstavets streger, og sans serif betyder derfor uden pyntestreger. Serifskrifterne er endvidere i sammenligning med sans serifskrifterne hyppigt karakteriseret ved stor forskel mellem grundstreger og hårstreger^{Fodnote 2}.

Fig. 1

Man har i dag også lavet skriftsnit, der søger at kombinere de bedste egenskaber ved de to typer, således at man ikke bruger seriffer, men laver stor forskel mellem grundstreger og hårstreger.

Såvel serifskrifter som sans serifskrifter findes i utallige skriftvarianter med hver deres navn. Den enkelte variant er karakteriseret ved forskellig udformning af de enkelte typer. Her er der igen tale om to hovedformer, idet man kan have typer, der er meget høje i forhold til deres bredde – man taler om, at disse er »lodret orienteret«. På samme måde kan de være meget brede i forhold til deres højde og man taler så om »vandret orienteret«^{Fodnote 3}.

Der er mange diskussioner om, hvilket skriftsnit der generelt er bedst og mest læsevenligt. Megen forskning har vist, at det for normaltseende meget ofte er et spørgsmål om vane, idet man vænner sig til at læse bestemte typer.

En skriftsnitsanalyse foretaget af Synskadades Riksförbund (den svenske blindeorganisation) i 1993 har vist, at der ikke findes noget skriftsnit, der er det »bedste« for svagsynede, da skriftgrad og skriftstyrke samt kontrast og papirkvalitet har den afgørende betydning for læseligheden. Andre undersøgelser, f.eks. en foretaget af Prince^{Fodnote 4}, modbeviser dette, og finder at skriftsnittet har stor betydning.

Der er ingen tvivl om, at andre faktorer også spiller ind, men skriftsnittet har bestemt stor betydning. Særligt når man taler om svagsynede, der læser ved brug af optiske læsehjælpemidler. Dansk Blindesamfund anbefaler derfor en skrift af sans seriftypen, som f.eks. Ariel, Verdana eller Helvetica. Når disse anbefales, er det primært ud fra det synspunkt, at der her er tale om meget almindelige skriftsnit, som de fleste mennesker har adgang til.

2.1.1.1.2 Skriftstyrke

Et skriftsnit kan fremstilles i forskellig styrke: mager, halvfed eller fed. Man fokuserer her på stregbredden. Der er som udgangspunkt forskel på stregbredden mellem forskellige skriftsnit, men det normale er dog, at stregbredden naturligt vil blive bredere, når man laver skriften større.

Der er forskel på, hvilken vægt man lægger på betydningen af skriftstyrken. Nogle forskere er kommet frem til, at dette er meget væsentligt, andre, at det er mindre væsentligt. Det er en af disse ting, der i virkeligheden er meget individuel.

Dansk Blind esamfund anbefaler, at man som udgangspunkt vælger en skrift med en ikke for spinkel streg, og alene bruge fed skrift for at markere visse ord eller sætninger.

2.1.1.1.3 Skriftgrad

Skriftgraden er en betegnelse for størrelsen på skrifttyperne. Typestørrelse for trykte bogstaver angives ofte efter et punktsystem, der er baseret på den franske tomme, således at 1 punkt svarer til 0,3758 mm.

Selvom man vælger samme punktstørrelse, får man dog ikke nødvendigvis samme størrelse typer – eller i hvert tilfælde ikke samme indtryk af typerne. Dette skyldes, at typens »krop« – det, der kaldes x-højden – varierer i forhold til typens orientering. Ved lodret orientering med lange under- og overlængder bliver x-højden mindre, og typen virker dermed mindre^{Fodnote 5}. Shaw konkluderer, at store typer er mere læselige end små typer, samt at typestørrelsen er en af de mest betydningsfulde typografiske faktorer for synshandicappede læsere^{Fodnote 6}. Dette er umiddelbart et belæg for altid at vælge meget store typer.

Fig. 2

Man skal dog huske på, at en skrift også kan blive for stor, og at en gruppe svagsynede kan have lige så store problemer med en for stor skriftgrad, som andre kan have med en lille. En skrifttype skal være tydelig og let læselig snarere end bare stor. I forhold til at vurdere skriftgraden bør man derfor også tænke over, hvilken type skriftlig information man er i gang med at præsentere.

Dansk Blindesamfund anbefaler en skriftgrad på 12 pkt. til brug i generel skriftlig information. Når man producerer brochurer og lignende, bør man gå op i en højere skriftgrad. Her anbefaler vi 16 pkt.

2.1.1.1.4 Hældning

Hældningen på en skrift kan være enten ordinær (lodret) eller kursiv (hældende). Disse variationer over en skrift bliver brugt for at skille forskellige tekstafsnit fra hinanden eller markere visse ord eller sætninger.

Undersøgelser viser, at det er lettere at læse ordinære bogstaver end kursiv. Synshandicappede har særlige problemer med at læse kursiv, hvorfor kursiv bør undgås.

2.1.1.1.5 Versaler

Versaler eller »store bogstaver« bliver ofte brugt for at skille forskellige tekstafsnit fra hinanden eller markere visse ord eller sætninger. I visse tilfælde bruges versaler endog igennem en hel tekst. Dette kan ikke anbefales, da versaler giver læseren en form for »stolpevirkning«, der nedsætter læsevenligheden af en tekst betragteligt. Man bør altså aldrig bruge versaler i en løbende tekst, hvorimod det kan anbefales at bruge almindelige bogstaver med forskellig skriftstyrke.

2.1.1.2 Layout

Layout handler om, hvordan en tekst er sat op. Her koncentrerer man sig altså ikke så meget om de enkelte skrifttyper, men mere om, hvordan disse er sat op på en side.

At kunne skaffe sig overblik over en tekstside er et vigtigt aspekt ved læseligheden. Også her er der særlige forhold, der gør sig gældende for blinde og svagsynede.

2.1.1.2.1 Linjelængde

Linjelængden kan måles i antal anslag, millimeter eller pica (1 pica = ca. 4,22 mm). Men oftest bruger man den typografiske måleenhed Cicero (cic.) – 1 cic. = ca. 4,5 mm.

Mange synshandicappede foretrækker relativt korte linjer. Med korte linjer bliver øjenbevægelsen mindre og orienteringen bedre. Man mister ikke teksten ved linjeskift. Men linjer kan også blive så korte, at det bliver vanskeligt at læse lange ord, og dette bør undgås.

Det kan derfor ikke undgås, at der er delte meninger om linelængden. Nogle siger, at en linjelængde på mellem 50 og 65 anslag er ideelt. Denne målemetode har dog den fejl, at den ikke siger noget om linjens absolutte længde, idet denne vil afhænge af skriftsnit og -grad. De fleste måler derfor i stedet i cic., og med en linjelængde på mindst 15 og max. 30 cic holder man sig inden for de almindeligt accepterede grænser.

Hvis man har en A4-side, er det derfor ofte en god idé at sætte dem op i to spalter. Det vil gøre den forholdsvis let at læse for de fleste svagsynede.

Men når man bruger spalter, skal man afgrænse linjerne meget tydeligt, og mellemrummet mellem spalterne skal være tilstrækkeligt markeret.

Det er også værd at bemærke, at spalter alene bør bruges i trykt tekst, ikke i elektronisk tekst, hvor de let kan skabe problemer i forhold til det kompenserende udstyr, der bruges til at få adgang til den elektroniske tekst.

2.1.1.2.2 Skydning

Skydning er en anden betegnelse for afstanden mellem linjerne. Normalt er afstanden fastsat efter det skriftsnit m.m., der er valgt. Man kan dog vælge at sætte en tekst med en anden skydning – altså en anden afstand mellem linjerne.

Afstanden imellem linjerne har betydning for, om teksten er let eller vanskelig at læse. Om der er brugt ét eller to punkts skydning, kan være af stor betydning for læseligheden. Overdrivelser er sjældent gode – en overdimensioneret linjeafstand vanskeliggør læsningen.

2.1.1.2.3 Ordmellemrum

Mellemrummet mellem ord kan sættes i forskellig bredde. Mellemrummene mellem ordene må ikke være for store, men heller ikke for små. Begge dele er lige vanskelige at læse. Men da svagsynede i visse tilfælde staver sig frem gennem teksten, kræver det så store mellemrum mellem ordene, at man let kan skelne, når det ene ord slutter, og det andet starter. Ordmellemrummene bør holdes konstante, og det er således bedst at vælge et layout med en løs bagkant – se mere under pkt. 2.1.1.2.5 Fast/løs bagkant.

2.1.1.2.4 Bogstavafstand

Bogstavafstanden ved små typer er som regel relativt øget, mens den er relativt formindsket ved store typer. Man kan vælge at variere afstanden mellem de enkelte bogstaver efter standard.

2.1.1.2.5 Fast/løs bagkant

Hvis man bruger fast bagkant, bliver ordmellemrummene på linjen uensartede, da man justerer efter linjens længde. Dette skaber store variationer i ordmellemrummenes størrelse, således at de er for store i nogle linjer og for små i andre i den samme tekst.

Tekst med spatierede (udspærrede) bogstavmellemrum forstyrrer læseren og giver en ujævn læserytme. Brug derfor altid fast forkant og løs bagkant.

Man bør aldrig dele ordene i en tekst, hverken i trykt eller elektronisk tekst. For svagsynede kan det skabe store forstyrrelser ved læsning af teksten, og det kan afstedkomme mange problemer med forståelsen af den trykte tekst. Desuden kan det skabe problemer i forhold til det kompenserende udstyr, der bruges til at få adgang til den elektroniske tekst. Hvis man har meget lange ord og får problemer med meget korte sætninger, kan man evt. vælge at dele lange sammensatte ord. Dette skal ske således, at man får et »helt« ord på hver side af delingen – som f.eks. tilgængeligheds-problematik, hvor der står »tilgængeligheds« på den ene side af delingen og »problematik« på den anden.

2.1.1.2.6 Illustrationer

Brugen af illustrationer, fotografier, tegneserier og diagrammer kan gøre beskeden tydeligere og materialet mere attraktivt. Man bør dog bruge disse virkemidler med beskrivelser og primært til at illustrere et forhold i en tekst eller lignende.

Når der bruges illustrationer, skal man også overveje, hvor disse placeres i forhold til teksten. Billeder, der er gemt inde midt i en tekst, kan være meget forstyrrende for læsningen, og det kan være svært for svagsynede at finde tilbage til den rigtige linje. Dansk Blindesamfund anbefaler derfor, at man bruger hel- og halvsides billeder, illustrationer m.m., hvor dette er muligt.

Teksten bør heller ikke være trykt oven på illustrationer eller billeder. Det gør tilegnelsen af begge dele meget vanskelig for svagsynede. Hvis et billede eller lignende skal forklares, anbefales det derfor at sætte denne forklaring ind som en undertekst. Hvor det ikke kan lade sig gøre at sætte en tekst under billedet, kan man med fordel udskære en strimmel i billedet, der hvor man vil have, at teksten skal stå, og i stedet indlægge et hvidt felt eller en farve, som giver god kontrast til teksten.

2.1.1.2.7 Andet

En overskrift fortæller noget om indholdet af en tekst, og i visse tekster har man også et lille indledende afsnit, der fremhæver essensen af indholdet i teksten. Det er en fordel for synshandicappede, at orienteringsteksten i form af overskrifter og mellemrubrikker og lignende er sat med en så stor skrift, f.eks. 16-20 punkt, at den let skiller sig ud fra den øvrige tekst. Overskriften bør desuden være sat med en federe skrift end den almindelige tekst.

Understregninger bruges også ofte til at understrege en pointe eller fremhæve et tekstafsnit. Men understregning vanskeliggør læsningen af en tekst. Brug derfor ikke understregninger i en løbende tekst eller rubrikker. Det kan derimod anbefales at bruge forskellig skriftstyrke for at fremhæve ord eller tekstafsnit.

2.1.1.3 Tryk

Dette afsnit omhandler forhold af betydning for selv trykkeprocessen, herunder kvaliteter ved det materiale, der trykkes på.

2.1.1.3.1 Farver og kontraster

For svagsynede er kontraster en af de allervigtigste faktorer. Dårlig kontrast kan ikke opvejes af større skriftgrad eller andet skriftsnit.

Kontrasten i trykt tekst skabes af teksten og papiret. Farven på henholdsvis tekst og papir er derfor afgørende for kontrasten. Undersøgelser har vist, at i løbende tekst er sort tryk på hvidt papir bedst. Men man kan også bruge svagt farvet (gult, grønt) papir med en sort tekst, uden at kontrasten bliver dårligere, og det går ud over læsevenligheden.

I moderne layout bruges gerne farvet baggrund eller baggrund med raster i gråtoner for at understrege eller markere en vigtig del af teksten. En sådan baggrund vanskeliggør læsningen i betydelig grad, fordi kontrasten ofte bliver dårligere – undgå derfor farvet baggrund på dele af teksten. Vælg i stedet indramning af teksten. Det giver en god effekt og vil være langt lettere at læse.

I mange tryksager benyttes farver, også til selve teksten, men det er ikke ligegyldigt, hvilke farver der anvendes.

Følgende farvekombinationer kan bruges i løbende tekst i den her angivne prioritetsorden^{Fodnote 7}:

1. sort på hvidt
2. grønt på hvidt
3. blåt på hvidt
4. sort på gult
5. rødt på gult
6. rødt på hvidt

2.1.1.3.2 Papirkvalitet

Papirkvalitet kan beskrives ud fra tre kriterier: overflade, vægt og farve. Og papirkvaliteten har stor betydning.

Overflade
Der skelnes mellem uglittet, matglittet og glittet papir (det samme kan også betegnes som ubestrøget, matbestrøget og blankt bestrøget papir). Glittet papir vil typisk have en meget blank overflade og derved give meget genskin, men selv papirtyper, der er matglittet, kan give stort genskin.

Genskin er et særligt stort problem for svagsynede (men rent faktisk for alle, der læser ved brug af optik), og man skal derfor vælge en papirkvalitet med en overflade, der er så mat som muligt. Glitningen har dog betydning for strukturen på overfladen og dermed hvordan teksten står på papiret. Alt for struktureret papir kan give uønsket effekt i form af »vulkanlandskab« ved læsning med læsehjælpemidler, idet både teksten og selve papiret bliver kraftigt forstørret. Man bør derfor ikke uden videre vælge en ubestrøget kvalitet, idet strukturen på papiret skal overvejes.

Vægt
Man taler typisk om papirets gramvægt. Gramvægten er et udtryk for vægten på papiret pr. m2. Gramvægten siger noget om dels tykkelsen på papiret, dels tætheden.

Tykkelsen og tætheden er et udtryk for opaciteten, altså hvorvidt det er muligt at se gennem papiret. Dette har særlig betydning, når der er trykt på begge sider af et stykke papir. Høj opacitet fortæller, at det er vanskeligt at se gennem papiret, og er langt det bedste for svagsynede. Dette skyldes det faktum, at svagsynede bruger meget lys i deres læseproces, og lys er med til at understrege papirets opacitet.

Papir kommer i mange kvaliteter, og man kan ikke umiddelbart sammenligne gramvægt og heraf konkludere noget om opaciteten. Der er dog en vis sammenhæng mellem højere gramvægt og høj opacitet. Den vægt, man kan anbefale, afhænger også af informationsopgaven, om der er trykt på begge sider, om der er billeder osv. Det er altså forskelligt, hvor høj gramvægt man skal bruge. Til en brochure vil Dansk Blindesamfund dog anbefale en papirkvalitet med en gramvægt på min. 150 g/m2.

Farve
Farven varierer meget på papir, ikke kun sådan at forstå, at man kan få papir med forskellig farve, men også derhen at et hvidt stykke papir ikke bare er hvidt. Forskellige hvide papirkvaliteter har forskellig farve, og man skal være opmærksom på, at papirets farve har betydning i forhold til kontrasten.

2.1.1.3.3 Positivt/negativt tryk

Udtrykket positivt og negativt tryk fortæller noget om trykkeprocessen, men også om det færdige resultat.

Hvis en tekst er sat i sort/hvid som positivt tryk, er den sorte tekst trykt på det hvide papir, og resultatet er en hvid baggrund med sort tekst. Hvis det samme sættes som negativt tryk, bliver den sorte baggrund trykt på det hvide papir, og resultatet er en sort baggrund med en hvid tekst.

Visse svagsynede foretrækker negativ tekst, men generelt anbefales det altid at bruge positiv tekst, da hvidt på sort er vanskeligt at læse i en løbende tekst.

2.1.2 Skilte og orienteringstavler

Informationer gives meget ofte via skilte eller orienteringstavler. Gode retnings- og tilstandsskilte (som giver en forklaring på stedets funktion såsom parkering, toilet, etc.) samt orienteringstavler (kort, situationsplaner og modeller) er afgørende for, hvor godt blinde og svagsynede kan færdes, og i hvor høj grad informationen kan siges at være tilgængelig.

Fig. 3

Hvorledes et tilgængeligt skilt skal udformes, beror til en vis grad på placeringen, udendørs eller indendørs, samt områdets eller bygningernes udformning. For at vejvisning og skiltning kan fungere godt, skal man overveje udformningen af disse nøje ved projekteringen af en bygning eller et område. En bygning kan f.eks. have flere forskellige skiltesystemer (et for personalet, et andet for besøgende), men for mange og for forskellige skilte opsat et sted vil virke forvirrende.

I bygninger med en logisk og enkel planløsning med entydige forbindelser rækker det med et fåtal af enkle skilte. Inden for et skiltesystem bør alle skilte have en ensartet udformning og placering.

Placer altid skilte så de er lette at finde og nemme at identificere. Det første problem for synshandicappede er overhovedet at lokalisere et skilt, og det næste er at kunne læse det, der står på skiltet. Skilte bør derfor være placeret i tilknytning til, eller på, en væg umiddelbart i nærheden af indgangsdøren eller lige frem i gangretningen.

Fig. 4

Ingen skilte er brugbare for svagsynede, hvis det ikke er muligt at komme tæt ind til dem. Sæt derfor aldrig genstande, som f.eks. stole, borde og blomsterarrangementer, foran skilte. Skilte skal endvidere være anbragt således, at man kan stå og læse dem uden at stå i vejen for andre.

2.1.2.1 Krav til udformningen af skilte

I USA har man en standard, der skal overholdes af skilteleverandører^{Fodnote 8}.

Denne gælder for permanent opstillede tilstandsskilte og henvisningsskilte (tidligere omtalt som retningsskilte) og siger følgende:

»Skriftstørrelsen: For bogstaver og tal på skilte skal forholdet mellem bredde og højde være 3:5 og 1:1, og forholdet mellem stregbredde og -højde skal være 1:5 og 1:10.

Skrifthøjden: Bogstaver og tal på skilte skal have en størrelse, der afhænger af læseafstanden. Mindste skrifthøjde måles ved at anvende versaler X. Minuskler er tilladte. Mindste højde: 3 inch (75 mm).

Ophøjede bogstaver, Braille og piktogrammer: Bogstaver og tal skal være ophøjet 1/32 inch (0,8 mm) skrevet i versaler, sans serif eller simple seriftyper og skal være ledsaget af Grade 2 Braille. Ophøjede bogstaver skal være mindst 5/8 inch (16 mm) høje, men ikke højere end 2 inch (50 mm). Piktogrammer skal være ledsaget af en beskrivelse placeret direkte under piktogrammet. Dimensionerne på kanterne af piktogrammet skal være mindst 6 inch (152 mm) i højden.

Overfladebehandling og kontrast: Skriften og baggrunden på skilte skal være æggeskalsfarvede, matte eller af en anden ikke blændende overfladebehandling. Skriften og symbolerne skal kontrastere mod deres baggrund – enten lyse karakterer på en mørk baggrund eller mørke karakterer på en lys baggrund.

Placering og højde: Hvor vedvarende information kræves for rum og områder, skal skilte være installeret på væggen, der støder op mod dørens smæklås. Hvor der ikke er nogen plads på væggen ved dørens smæklås, herunder dobbelte fløjdøre, skal skilte være placeret på den nærmest tilstødende væg. Højden for placeringen skal være 60 inch (1525 mm) over overfladens bund til centerlinjen af skiltet. Placeringen af skiltet skal være således, at en person kan nærme sig skiltet inden for 3 inch (76 mm) uden at støde på genstande, der står i vejen, eller som befinder sig inden for dørens svingning.«

En fortolkningsparagraf siger følgende om overfladebehandlingen og kontrast. En æggeskalsfarvet overflade (11 til 19 graders glans på 60 graders glossimeter )^{Fodnote 9} anbefales.

Der findes ingen tilsvarende regulerede retningslinjer for udformningen af skilte/tavler, der tilgodeser blinde og svagsynedes behov andre steder end i USA. Men her vil de krav et tilgængeligt skilt skal opfylde, blive gennemgået.

2.1.2.1.1 Farver og kontraster på skilte

Skiltet skal tydeligt kunne ses mod baggrunden og skal derfor være udført med en grundfarve, der står i kontrast til baggrunden. Skilte er svære at identificere, hvis de er placeret mod en baggrund af lavt skinnende sollys eller kunstigt lys.

På skiltet skal der være en god kontrast mellem grundfarven og farven på teksten. Forskning har vist, at skilte er nemmere at læse for svagsynede, når skriften kontrasterer mod baggrunden med mindst 70 procent.

Her kommer et eksempel fra England på, hvilke kontraster man kan vælge^{Fodnote 10}: Der er stor forskel på synshandicappedes behov, hvorfor det ikke er muligt entydigt at udtale sig om, hvilke farver der ses bedst. Men som det ses af ovennævnte, skal der også tages hensyn til farven på de nærmeste omgivelser. Generelt kan man dog sige, at jo større kontrast jo bedre.

En oversigt over farver og kontraster fremgår også af følgende tyske farveskema^{Fodnote 11}>:

Fig. 5

2.1.2.1.2 Typografi og layout

Der gælder generelt de samme forhold for typografien på skilte som ved trykt tekst.

Dog er der også ganske særlige forhold, der gør sig gældende, idet læseafstanden normalt er meget større. Dette har betydning for bl.a. skriftgraden. Man skal altid tilpasse bogstavstørrelsen efter læseafstanden.

Nedennævnte skala viser størrelsen på bogstaver på skilte for personer med normalt syn:

Tallene her skal betragtes som minimumsværdier^{Fodnote 12}.

Som det ses, har en person med normalt syn behov for en bogstavstørrelse på 15 mm ved en læseafstand på 3 m.

Det anbefales dog at anvende noget større minimums x-højde for synshandicappede. Det er til gengæld vanskeligt generelt at sige noget præcist om, hvad den så skal være. Et forslag kunne være at rykke kolonnen »Læseafstand i meter« to trin ned således, at læseafstanden på 3 m giver en versal X-højde på 30 mm^{Fodnote 13}. Dette er illustreret i omstående figur:

Fig. 6

Generelt anbefales brug af rene og klare skriftsnit af sans seriftypen. På skilte kan man også med fordel anvende vandret orienterede skriftsnit som f.eks. Helvetica Medium.

Helvetica anbefales af den norske blindeorganisation, og forsøg foretaget i USA^{Fodnote 14} har vist, at bredde- til højdeforholdet for Helvetica, der falder inden for American National Standards Institutes standarder på 3:5 og 1:1, kan læses af synshandicappede.

Ord må ikke spatieres eller understreges. Ordenes længde giver nemlig også vigtige informationer. Versaler kan anvendes til begyndelsesbogstaver og til korte ord, medens lange ord bliver mere letlæselige med almindelige bogstaver, minuskler. Ved skiltning skal versaler og minuskler anvendes ganske som i bogtryk. Det drejer sig om at anvende de samme ordbilleder, som man kender fra almindelig læsning.

2.1.2.2 Belysning af skilte m.v.

Skilte kan gøres lettere tilgængelige for svagsynede, hvis de har indbygget lys. Imidlertid forudsætter dette, at tavlen har lige så god kontrast i dagslys som om aftenen. Gennemlyste skilte skal have negativ tekst og symboler.

Hvis tavlen ikke har indbygget lys, skal den belyses særskilt med lys, der ikke blænder, men som kan ses fra alle retninger. Lys på skilte/tavler kan ligge mellem 100-300 lux, og lyset skal fordele sig ens over hele skiltet/ tavlens overflade. Omkringliggende lys eller synligt bagvedliggende eller foranliggende lys må ikke overstige belysningsniveauet på skiltet. Spejling af en lyskilde generer aflæsning af skilte bag glasruder. Påbuds- og advarselsskilte, betjeningsvejledninger, sikkerhedsforskrifter og lign. bør have en mat overflade for at undgå spejling.

Skilte og tavler skal være nemme at rengøre. De skal også let kunne ændres eller kunne udskiftes.

2.1.2.3 Taktile skilte

Hvis blinde og svagsynede – der kan lokalisere et skilt, men ikke skelne bogstaverne – skal have mulighed for at læse informationer på skilte, skal typerne udføres i relief. Det vil sige ophøjede bogstaver, symboler og tal. Basrelief, det vil sige nedfældede bogstaver, symboler og tal, må derimod ikke forekomme. Alle blinde og svagsynede, der ikke har noget læsesyn, vil kunne have glæde af reliefbogstaver.

Skilte bør endvidere, hvor det er relevant, være forsynet med punktskrift. Se også afsnit 2.1.2.4 Skilte med punktskrift.

Der findes på nuværende tidspunkt ingen godkendt international standard for udformningen af reliefbogstaver og tal^{Fodnote 15}, men det er muligt at komme med en række anbefalinger omkring udformningen:

Den engelske blindeorganisation anbefaler, at kanterne på reliefbogstaverne skal være let rundede, og skriften skal være klar og mager med en stregbredde på 1,5 mm til 2 mm. Bogstaverne skal være mindst 1 mm til 1,5 mm høje. Højden skal imidlertid helst være proportional med længden af bogstaverne. Jo længere bogstaver, jo større højde på relieffet.

Afstanden mellem bogstaverne er af særlig betydning ved udfærdigelsen af reliefskilte, da det taktilt vil være umuligt at skelne det ene bogstav fra det andet, når de står for tæt sammen, som det ofte vil være tilfældet, hvis det valgte skriftsnit er for bredt. Det er også vigtigt, at skriften ikke er for bred, fordi den da vil virke »lukket«, og det f.eks. vil være svært at føle »hullet« i et »e« og et »o«, hvilket man skal kunne for at læse en taktil skrift.

Formen på de taktile bogstaver er også vigtig for læsbarheden. Et amerikansk forsøg med reliefbogstaver har vist, at skrifttræk, der i tværsnit er runde, trapezagtige eller triangulære i de ophøjede profiler, læses hurtigst og mest korrekt med fingrene. Rektangulære skrifttræk er mindst læsbare.

Fig. 7

En taktil version af Helvetica Medium er f.eks. velegnet til et taktilt skilt, da det er muligt med denne skrifttype at kombinere en god læsbar skrift med en god taktil skrift.

Et taktilt skilt, der er beregnet på at skulle læses med fingrene, skal absolut være let at finde og vel anbragt, og det skal være muligt for læseren at komme helt tæt ind på det. Det ovenfor omtalte forsøg i USA har endvidere vist, at det kan være svært at læse taktile skilte, der sidder fladt på en væg. Når informationen på skiltet derimod præsenteres skråtstillet i en vinkel på 45 grader, er det mere komfortabelt at læse den.

2.1.2.4 Punktskrift (Braille) på skilte

Skilte bør, hvor det er relevant, påføres punktskrift.

Punktskrift, eller Braille, er blinde og stærkt svagsynedes egen skrift. Det er en følbar skrift, der læses med fingrene. Når en tekst foreligger i punktskrift, er en blind derfor i stand til at læse den uden yderligere hjælp. Braille er det internationale navn og skyldes, at skriften er opkaldt efter franskmanden, der opfandt den – Louis Braille. Det danske navn »punktskrift« kommer af, at alle bogstaver, tegn og tal dannes ud fra en grundfigur bestående af seks hævede punkter.

Punktskrift er international, og det er internationalt bestemt, hvilken punktkombination, der repræsenterer bogstaverne, men ellers følger punktskriften det nationale sprog. En blind, der ikke kan læse og forstå tysk, vil således heller ikke kunne læse og forstå tysk punktskrift. Da punktskrift fylder meget i forhold til trykt tekst, anvendes i øvrigt oftest forudbestemte forkortelser for forskellige ord og sætninger, og disse varierer også fra land til land. På skilte skal man kun anvende uforkortet punktskrift.

Der er imidlertid kun få blinde, der er i stand til at læse punktskrift. Blandt Dansk Blindesamfunds 12.000 medlemmer regner man med, at omkring 1.000 kan have glæde af punktskrift, hvorimod alle blinde og svagsynede, der ikke har noget læsesyn, vil kunne have glæde af reliefbogstaver.

Brailleskilte bør ikke sættes for lavt eller højt, da Braille læses med fingrene.

Der findes to størrelser på punktskriftens punkter, nemlig standard og large. Standard punktskrift skal følge følgende mål:

a. horisontal punkt-til-punkt afstand: 2,5 mm b. vertikal punkt-til-punkt afstand: 2,5 mm c. horisontal figur-til-figur afstand (punkt 1 til punkt 1): 6,1 mm d. vertikal linje-til-linje afstand (punkt 1 til punkt 1): 10 + – 0,1 mm^{Fodnote 16}

Det enkelte punkts diameter skal være 1,5 + – 0,1 mm.

Large – større punkter – anvendes i nogle lande til indlæring i brugen af Braille og til skolebøger og børnebøger.

I Danmark benyttes kun standard punktskrift af Danmarks BlindeBibliotek, Instituttet for Blinde og Svagsynede og Dansk Blindesamfund.

I USA er standarddimensionerne for punkterne på skilte fastsat ved lov ^{Fodnote 17} til følgende:

Punktdiameter 0.059 inch Mellemrum mellem punkterne 0.090 inch Horisontal adskillelse mellem cellerne 0.241 inch Vertikal adskillelse mellem cellerne 0.395 inch

2.1.2.5 Talende skilte

Al information, der findes på skilte m.m., bør være tilgængelig for blinde og svagsynede. I de foregående afsnit er det blevet gennemgået, hvordan man kan gøre et skilt mere tilgængeligt ved at bruge den rigtige skrifttype og størrelse på bogstaverne, samt ved at benytte taktil skrift og evt. punktskrift på skilte. Men en del blinde er ude af stand til at føle med fingrene – mange diabetikere f.eks. – og de vil ikke kunne benytte taktile skilte.

Det er derfor ønskeligt, at al skiltning, tekstinformation og andre visuelle meddelelsesmidler, hvor det er hensigtsmæssigt, også suppleres med lyd. At man altså laver talende skilte.

Man kan lave et skilt talende ved f.eks. med brug af en lille fjernkontrol, eller ved hjælp af en trykknap at aktivere en sensor eller en enhed i et skilt, der igangsætter en indtalt tale, der informerer blinde og svagsynede om dets tekst. På den måde vil den trykte information også blive tilgængelig for alle synshandicappede.

Skilte med beskrivende informationer om offentlige bygninger, monumenter og genstande af kulturel interesse giver ofte ikke tilstrækkeligt detaljerede og meningsfyldte oplysninger. Lydbånd eller indtalt digital tale kan indeholde effektive, dybtgående og forklarende oplysninger.

2.1.2.6 Taktile kort (reliefkort)

Taktile kort, det vil sige kort, man kan føle med fingrene, kan være til stor hjælp i orienteringen for synshandicappede. Et eksempel herpå kan være kort over byer, større bygninger, stationer etc. Sådanne kort skal i givet fald kunne findes i umiddelbar nærhed af indgangen, eventuelt kunne udlånes ved informationsskranken, i receptionen eller lignende.

Kort af denne type må ikke være for detaljerede, men blot vise kommunikationsvejene, vigtige funktioner såsom elevatorer, trapper, udgange og rummenes placering.

Hvis det er nødvendigt med en detaljeret beskrivelse af en bygning/et område, kan der med fordel udarbejdes flere kort over det samme areal. F.eks. kan et kort vise rummenes placering med angivelse af trapper, og et andet kort kan videregive en ruteplan med angivelse af rum med tal.

Signaturforklaringen på et kort må gerne være skrevet i punktskrift og med stor skrift.

2.1.3 Displays og skærme

Der er mange steder, hvor blinde og svagsynedes adgang til information er nedsat, og man i høj grad bør arbejde på at højne tilgængeligheden. Ofte skyldes dette den udviklingstendens i samfundet, der indebærer en stedse stigende anvendelse af visuelle løsninger. Tænk bare på anvendelsen af billet- og kortautomater og lignende systemer, skærme og displays i busser og tog, samt den stigende anvendelse af numre i forbindelse med skrankebetjening.

På mange af disse skærme og displays anvendes alfanumeriske skrifttegn, der generelt er svære at læse for svagsynede, og elektroniske lysaviser og løbebånd med disse er nærmest umulige at læse. Hertil kommer, at skærme med alfanumeriske skrifttegn også ofte er placeret så højt, at svagsynede ikke kan komme tæt ind på skærmene for at læse dem.

I dag er det næsten også lige meget, hvilket produkt man køber, så er det udstyret med et display. Displayet bliver benyttet til at give brugeren information, til en dialog med brugeren, og/eller brugeren benytter displayet for at benytte produktet. Et display er en type skærm, og problemstillingen med displays gør sig gældende alle steder, hvor dialogen med brugeren foregår via en skærm.

På mange produkter, som f.eks. en mobiltelefon, er displayet meget lille, og der er generelt en dårlig kontrast mellem tekst og baggrund, hvilket gør det ekstra vanskeligt at anvende for mennesker med nedsat syn, der har svært ved at se, hvad der står på displayet.

Fig. 8

Udformningen – størrelsen på og kvaliteten af – et display eller en skærm har stor betydning for, hvorvidt en svagsynet er i stand til at læse informationerne derpå. Bogstaver, tal m.m. skal have en vis størrelse (eller det skal være muligt at regulere størrelsen), der skal være en god kontrast mellem tekst og baggrund, og displayet skal have en god opløsning. Det er desuden en fordel for svagsynede, hvis displayet giver mulighed for indstilling af lys, kontraster og farver. Men helt blinde har ikke mulighed for at benytte et display eller en skærm. Produkter, der alene kan benyttes ved brug af displayet, er derfor utilgængelige for synshandicappede. For mange produkters vedkommende vil der være tale om, at man kun delvist kan benytte produktet uden at se på displayet, og det derfor kun er delvist tilgængeligt for synshandicappede.

Man bør ikke udvikle produkter, der alene, eller kun meget dårligt, kan betjenes, hvis man ikke kan anvende display eller skærm. Som et minimum bør det sikres, at der udvikles tilgængelige produktvarianter med samme funktionalitet.

Den ideelle løsning til at afhjælpe problemerne med displays er ikke at udstyre blinde og svagsynede med særlige hjælpemidler og/eller kompenserende foranstaltninger, men snarere universelt design. Det er teknisk muligt at fremstille produkter, der sideløbende med information via et display eller en skærm giver et akustisk output, der fortæller brugeren, hvad der står i displayet eller på skærmen. Og det bør være et krav, at alle produkter har en sådan funktionalitet, at man kan få de samme informationer auditivt, som man kan få visuelt.

Synshandicappede vil normalt kunne anvende produkter, hvor dialogen foregår via display eller skærm, hvis disse også har et taleoutput.

En række produkter kunne gøres mere tilgængelige for flere handicapgrupper, hvis de blev udstyret med både et talein- og et taleoutput, sådan at man også kan betjene produktet ved at bruge sin stemme og ikke behøver at kunne se, hverken display eller knapper. Teknologien er ikke en hindring, idet der i dag findes både talesyntese- (output) og talegenkendelse sprogrammer (input).

Fig. 9

2.1.4 Betalingsautomater og -terminaler

Dankortet er en af de nye teknologier, danskerne hurtigst og mest succesfuldt har taget til sig. Med Dankortets udbredelse er antallet af betalingsautomater og kortterminaler også vokset støt. Men med denne store udbredelse er det rimeligt, at også synshandicappede kan benytte og betjene såvel automater som kort – og det er langt fra tilfældet. For synshandicappede er det svært at lokalisere såvel automater som terminaler. Det er også svært at kommunikere med disse automater og terminaler, da kommunikationsformen oftest alene er visuel og foregår ved hjælp af en skærmdialog. Læs mere om problemerne hermed under pkt. 2.1.3 Displays og skærme.

Når man som blind i Danmark skal benytte f.eks. en Dankortautomat, og man har fundet automaten, støder man på det problem, at man ikke kan skelne de forskellige kort fra hinanden, da de alle generelt har samme form og størrelse. Man kan heller ikke vide, hvordan man skal stikke sit kort ind i automaten, da kortet ikke er taktilt afmærket.

Fig. 10

Når man så har fået kortet i, skal man indtaste PIN-koden og har det problem, at man ikke ved, hvordan tastaturet vender – nogle gange er det udformet som tastaturet på en lommeregner, andre gange som tastaturet på en telefon, og man kan derfor let komme til trykke forkert^{Fodnote 18}. Når man har tastet sin PIN-kode, skal man nærmest gætte sig til, hvilken knap man skal trykke på for at hæve 500 kr. på sin konto. Tallene står på en skærm, og man skal trykke på en knap ud for det ønskede beløb, men dette er ikke ens fra bank til bank.

Fig. 11

Såvel opstillingen af tallene på tastaturet som på skærmen bør standardiseres. Dansk Blindesamfund anbefaler, at man vælger en opsætning af det nummeriske tastatur således: 1,2,3 er placeret øverst med 1 i venstre hjørne og 0 i midten nederst. Det er også væsentligt, at funktionstasterne er tydeligt adskilt fra det numeriske tastatur, og/eller at disse taster har en anden facon end de nummeriske taster, således at man kan føle sig frem til den korrekte funktionstast.

De fleste eksisterende betalingsterminaler i forretninger samt kontantautomaterne inden for og uden for bankerne følger ikke disse retningslinjer. Og man kan som blind således ikke med sikkerhed vide, hvad man egentlig foretager sig med terminalen/automaten. Disse usikkerhedsmomenter medfører i høj grad, at blinde og svagsynede er særdeles utrygge ved at anvende systemet^{Fodnote 19}.

På mange automater og andet udstyr benytter man også easy-touch-knapper og trykfølsomme skærme, som blinde og svagsynede ikke kan anvende. På trykfølsomme skærme skal man kunne se på skærmen og trykke det rigtige sted, alene ud fra den information man får fra skærmen. Problemet med easy-touch-knapper er, at man alt for let kan aktivere dem, mens man forsøger at lokalisere knappen, og at man ikke umiddelbart kan føle, at knappen er blevet aktiveret. Brugen af easy-touch-knapper og trykfølsomme skærme skal derfor undgås.

Blinde og svagsynede kan generelt ikke anvende betalingsautomater og terminaler, og dette er et stigende problem, da en lang række funktioner i samfundet i dag overtages af maskiner. På mange togstationer er der således ikke længere mulighed for personlig betjening, hvilket betyder, at det ikke er muligt for blinde og svagsynede at købe en billet. Betalingsautomater og terminaler skal derfor være tilgængelige, således at de også kan betjenes af blinde og svagsynede.

Samtidig skal det dog også nævnes, at kortteknologien i sig selv vil kunne løse mange problemer. Chipkort (eller Smart Cards) kan f.eks. have informationer indlagt omkring brugerens behov og således sikre et passende brugerinterface, mens kontaktløse kort kan løse problemet med at anvende kortet rigtigt.

Det er i dag muligt at gøre f.eks. Dankortautomater mere tilgængelige for blinde og svagsynede ved at forsyne dem med syntetisk tale. Det vil gøre det lettere at benytte automaterne, da man kan få oplæst den information, der står på skærmen. Når automaterne giver mulighed for at tilkoble hovedtelefoner, kan blinde og svagsynede også undgå, at omkringstående kan følge med i transaktionerne. Et sådant system eksisterer i Sverige, men det har til dato ikke været muligt at få de danske banker til at indføre dette.

Der har været fokus på problemerne med betalingsautomater og på de mulige løsninger i flere år. Det daværende Forskningsministerium afsatte således for år tilbage penge til at kulegrave de problemer, handicappede har med betalingsautomater og -kort og de mulige løsninger. Dette arbejde udmundede i rapporten »Rapport fra arbejdsgruppen om kortteknologi og handicappede« fra 1998 og et seminar afholdt i regi af Center for Tilgængelighed.

Forhåbentlig vil kommende terminaler og kontantautomater i højere grad være tilgængelige for blinde og svagsynede.

2.1.5 Elektroniske køsystemer

Elektroniske køsystemer til betjening af kunder har i dag vundet indpas på postkontorerne, i bankerne, i teatre og andre steder, hvor man ønsker en mere glidende betjening af kunderne. Disse systemer kan, i deres nuværende udformning, ikke benyttes af blinde.

De særordninger, der er iværksat som følge af indførelsen af visuelle nummersystemer ved skrankebetjening på posthuse og DSB's billetkontorer, må efter Dansk Blindesamfunds opfattelse betragtes som nødvendige nødløsninger, der alene er begrundet i manglende omtanke ved valg af teknologi på området. I Sverige har man f.eks. for skrankebetjeningen valgt at indføre kønummersystemer, hvor man kan trykke på en knap for at høre, hvilket kønummer man har trukket, og ligeledes kan man høre, hvilket nummer som lige nu bliver betjent. Numrene træder frem på skilte, og man hører sit eget nummer sammen med et lydsignal fra den aktuelle kasse.

Et køsystem, som også blinde kan bruge, skal imødekomme følgende behov og krav:

1. Numrene skal være lette at finde umiddelbart ved indgangen til posthuset. Systemet kan eventuelt markeres med en diskret lyd eller med en ledelinje. Placeringen bør standardiseres, således at standeren f.eks. altid står til højre for indgangsdøren og altid i et indgangsparti til et lokale.
2. Det skal være muligt at få oplysning om, hvilket nummer man har trukket, samt hvilket nummer der nu betjenes. Oplysningen kan gives som syntetisk tale eller som tydeligt følbare numre i stor reliefskrift.
3. Det skal angives, når nummeret skal betjenes. Det kan ske ved hørbart opkald af nummeret.
4. Det skal fortælles, hvor ekspeditionen foregår. Skranken for betjeningen skal give en lyd fra sig.
5. Systemet skal indrettes, så det fungerer så diskret som muligt.
6. Systemet skal så vidt muligt være ens overalt, og det skal ikke være indviklet at betjene for mennesker, der ikke er vant til at betjene teknisk udstyr. Betjeningsknapperne skal have en rimelig størrelse og en tydelig markering.

2.1.6 Elektronisk information

Den stadig stigende anvendelse af elektroniske dokumenter og anden form for elektronisk information har givet blinde og svagsynede mulighed for i stigende grad at tilegne sig information. Det har været en stor landvinding såvel i forbindelse med arbejde som i fritidslivet.

Dette er dog en mulighed med indbyggede problemer, for det kræver, at den elektroniske information er opbygget på en måde, så den er tilgængelig for blinde og svagsynede.

Der er flere steder, hvor dette viser sig at være nødvendigt. F.eks. er det blevet besluttet, at al offentlig forvaltning skal overgå til elektronisk sagshåndtering inden for en kortere tidsramme. Men de til dato anvendte programmer til indscanning og håndtering af sagsakterne er uhåndterlige for især blinde, der anvender et skærmlæseprogram samt en talesyntese. Dette medfører, at den blinde ansatte ikke kan indlægge dokumenter i systemet, og ikke ved egen hjælp få adgang til dokumenterne. Tilgængeligheden skal derfor tages i betragtning i forbindelse med gennemførelse af elektronisk sags- og dokumenthåndtering, ellers vil det medføre tab af arbejdspladser i den offentlige forvaltning. Et sådant resultat vil få katastrofale følger for blinde og stærkt svagsynede i Danmark, da en stor del af de synshandicappede, der er aktive på arbejdsmarkedet netop har ansættelse her.

Et andet eksempel er hjemmesider. Den elektroniske information skal typisk hentes på en hjemmeside, og en stor barriere for blinde og svagsynede består, i den forbindelse, i overhovedet at kunne navigere på, og læse diverse hjemmesider. Mange hjemmesider er nemlig ikke tilgængelige og overholder ikke de mest basale krav til en tilgængelig hjemmeside. Men også de enkelte filer kan vise sig at være utilgængelige.

2.1.6.1 Hjemmesider

Som nævnt tidligere er den elektroniske informationsformidling, og ikke mindst informationsformidlingen via internettet, med til at gøre store mængder information tilgængelig for blinde og svagsynede. Dette kræver dog, at det er muligt at få adgang til de elektroniske informationer, der ligger på bl.a. internettet.

Når hjemmesider designes, glemmer man ofte, at ikke alle brugere har samme betingelser for at udnytte hjemmesider, og at alle brugere ikke har de samme betingelser som hjemmesidedesigneren.

For at blinde og svagsynede kan få adgang til informationer på en hjemmeside, kræves det, at deres computer har noget helt specielt udstyr, i form af særlige softwareprogrammer – dette betegnes ofte som det kompenserende udstyr (se mere om dette udstyr i afsnit 2.2.1.1). Blinde kan f.eks. ikke anvende en mus, når de bruger en computer, og svagsynede kan ikke se hele skærmbilledet på en gang, hvis de bruger et forstørrelsesprogram. Mange af disse problemer kan løses, hvis der designes hensigtsmæssigt, og under designet tages hensyn til, at netsteder og hjemmesider skal være tilgængelige, dvs. anvendelige for brugere med funktionsnedsættelser som f.eks. synshandicap. Hvis man tager hensyn til tilgængelighed, tilgodeser man mange forskellige brugergrupper (bl.a. også de ældre) og mange forskellige brugssituationer.

Fig. 12

IT- og Telestyrelsen har udarbejdet et sæt retningslinjer for, hvordan man sikrer hjemmesiders tilgængelighed, når disse udarbejdes. Retningslinjerne tager udgangspunkt i de internationale retningslinjer for tilgængelige hjemmesider, der er udarbejdet af World Wide Web Consortiet (W3C). Nogle af de vigtigste punkter i disse retningslinjer er:

• Det skal være muligt at navigere på hjemmesiden uden brug af mus.
• Al information skal være tilgængelig, hvis farver slås fra. Det er vigtigt, at der ikke anvendes farver alene til at give information eller markering af denne.
• Hvis der findes billeder, video- eller lydklip, skal disse have en alternativ tekst, der beskriver billedets funktion. Hvis billeder bruges som link, skal den alternative tekst fortælle, hvor man kommer hen, når man aktiverer linket.
• Linkteksterne skal forklare, hvad man kan forvente at finde bag linket. Linktekster som f.eks. 'læs mere' eller 'klik her' kan ikke forstås uden for sammenhængen. Mange vælger at hoppe fra link til link ved hjælp af tabulatortasten, og derfor skal teksten kunne forstås uden for sammenhængen.
• Alle information skal ligge i et tilgængeligt format. PDF-filer er ikke tilgængelige, derfor må informationer ikke kun ligge i et PDF-format, men skal også ligge i et HTML-format.
• Hvis hjemmesiden har rammer (frames), skal disse være navngivet, for at man kan orientere sig om, hvilken ramme der er tale om.
• Hvis der bruges stylesheets, skal hjemmesiden stadig kunne læses, når disse slås fra.
• Datatabeller skal være kodet med identifikation af række og kolonneheadere, for at man kan finde rundt i tabellen, hvis denne bliver læst højt.

Dette udgør ikke en fyldestgørende liste over, hvordan man laver tilgængelige hjemmesider, men listen giver en kort indsigt i nogle af de områder, man skal være opmærksom på, når man laver hjemmesider. Man kan læse mere om tilgængelighed på nedenstående hjemmesider:

• W3C's Web Accessibility Initiative (WAI) www.w3.org/WAI/
• Gode råd om netsteder, IT- og Telestyrelsen – www.netsteder.dk/
• Dansk Center for Tilgængelighed www.centil.dk/
• Test din hjemmeside mekanisk med Bobby, der laver en mekanisk tilgængelighedstest – www.cast.org/bobby

Tilgængelige hjemmesider er vigtige, da en stadig større mængde information bliver lagt ud på internettet. Information, der skal være tilgængelig for blinde og svagsynede, på lige fod med andre borgere i samfundet. Dansk Blindesamfund har således ved flere lejligheder krævet, at alle offentlige hjemmesider skal være tilgængelige.

2.1.6.2 Filformater og konvertering

Det er ikke alle filformater, der umiddelbart er tilgængelige for blinde og svagsynede. Dette skyldes, at nogle programmer ikke kan kommunikere med det kompenserende udstyr (i dette tilfælde skærmlæsere), som blinde og svagsynede bruger, når de benytter en computer. Dette er tilfældet for programmet Adobe Acrobat Reader, der bruges til at læse PDF-filer med.

PDF – Portable Data Format – er et universelt dokument, der især anvendes til at distribuere elektroniske dokumenter og blanketter med. Desværre kan dette format volde store problemer for blinde og svagsynede af flere forskellige årsager.

Som tidligere nævnt kan skærmlæsere ikke altid arbejde sammen med Acrobat Reader. PDF-dokumenterne kan være lavet uden nogen oplysninger om den logiske struktur og alternative tekster. Manglen på disse oplysninger medfører, at skærmlæseren ikke ved, i hvilken rækkefølge, den skal læse de enkelte elementer. Desuden medfører udeblivelsen af alternative tekster, at skærmlæseren ikke kan finde informationer om de grafiske illustrationer.

Et PDF-dokument kan også være låst, dvs. at udgiveren har beskyttet dokumentet ved f.eks. at angive, at man ikke må kunne kopiere teksten fra dokumentet. Dette medfører, at skærmlæseren heller ikke kan få adgang til teksten, og dermed ikke kan læse den op. Andre PDF-dokumenter kan være lavet som Image Only dokumenter, hvilket vil sige, at dokumentet blot indeholder et billede af dokumentet. Dette er ensbetydende med, at skærmlæseren ikke kan finde noget tekst, der kan omsættes til syntetisk tale.

Det ser dog ud som om, der er ved at ske en forbedring inden for dette område. Adobe har nu lavet en ny version af Acrobat, der er et af de programmer, man kan lave PDF-filer med. I denne nye version har man mulighed for at løse mange af problemerne med tilgængelighed ved hjælp af PDF-tagging. PDF-tagging gør det muligt at bevare et dokuments oprindelige struktur og alternative tekster i PDF-versionen. Det kræver dog, at forfatteren af dokumentet har formateret sit dokument korrekt, dvs. har markeret bl.a. overskrifter, lister og tabeller med de rette strukturelementer og tilføjet alternative tekster til grafiske illustrationer. Adobe har også udgivet en ny version af Acrobat Reader, der arbejder bedre sammen med det kompenserende udstyr.

Med disse nye funktioner og programmer ser det ud til, at tilgængeligheden bliver forbedret inden for dette område. Dog stilles der krav om, at afsenderen dels har den nyeste version af Adobe Acrobat, dels husker at formatere sit dokument korrekt. Desuden stilles der krav til brugeren, der skal have den nyeste version af Acrobat Reader. Desværre er det en større proces at gøre de eksisterende PDF-dokumenter tilgængelige, hvorfor størstedelen af PDF-filer stadig vil være utilgængelige for blinde og svagsynede.

Dansk Blindesamfund anbefaler derfor, at man altid sikrer, at det bliver muligt at få et alternativt format i stedet for en PDF-fil. Det alternative format kan være en fil lavet i et af de gængse tekstbehandlingsprogrammer som f.eks. Word, men et godt alternativ er HTML- og XML-filer, hvor filstrukturen giver mange fordele i forhold til navigation i et dokument.

Mange synshandicappede, der modtager en elektroniske fil i et tilgængeligt format, vil efterfølgende vælge at konvertere filen til et andet format. F.eks. vil synshandicappede, der læser punktskrift, ofte ønske at få filen oversat til punktskrift, og også gerne forkortet punktskrift, der enten udskrives på papir eller læses elektronisk ved hjælp af et særligt apparat. Denne proces er tidskrævende, og kan omfatte konvertering fra og til flere formater.

Det er i dag teknisk muligt at lave konverteringsprogrammer, der sætter slutbrugeren i stand til, på en simpel måde, at ende med det ønskede filformat med eller uden forkortelser. Et sådant program skal kunne håndtere mange forskellige fil-input – herunder HTML- og XML-filer, så vil det sætte blinde og svagsynede i stand til at anvende informationssamfundets muligheder på lige fod med andre borgere.

2.1.6.3 E-bøger og DAISY

I takt med, at det elektroniske format vinder større indpas i vores hverdag, kan man også få flere og flere ting elektronisk. Således kan man få elektroniske bøger, der jo ideelt set vil give blinde og svagsynede samme adgang til trykt tekst som seende. Digital produktion af bøger og andet bliver mere og mere almindeligt, bl.a. i form af såkaldte e-bøger. Men ofte bliver disse produceret i et format, der ikke er tilgængeligt for synshandicappede.

Mange elektroniske bøger som f.eks. ordbøger og andre opslagsværker er i dag helt utilgængelige. Dette skyldes bl.a. de beskyttelsesforanstaltninger, udgiveren har anvendt for at sikre produktet mod ulovlig brug. Blinde og svagsynede ønsker ikke at benytte ordbøger og opslagsværker ulovligt, men ønsker naturligvis at kunne anvende indkøbte produkter. Dansk Blindesamfund arbejder derfor også på forskellige løsninger, idet dette bl.a. vil sætte studerende og erhvervsbeskæftigede i stand til i højere grad at klare sig på lige fod med alle andre i samfundet.

DAISY er en standard for, hvordan man kan lave tilgængelige elektroniske bøger. Ordet DAISY står for »Digital Accessible Information System« – altså direkte oversat »digitalt tilgængeligt informationssystem«. DAISY er udviklet med særligt henblik på synshandicappede, hvorfor der i standarden bl.a. også er lagt vægt på integrationen mellem digital lyd og digital tekst.

DAISY-produktion sikrer brugeren et tilgængeligt elektronisk produkt, en bedre lyd og en lettere navigation. Når man producerer i DAISY-formatet, kan man lave en opmærkning af den digitale optagelse og/eller den digitale tekst, der gør det lettere at navigere i denne. Mange siger derfor, at DAISY er det mest betydningsfulde fremskridt i forhold til blinde og svagsynedes adgang til information siden den syntetiske tale.

For at få det fulde udbytte af at læse en DAISY-produktion skal man benytte en særlig afspiller eller et særligt computerprogram, der giver mulighed for at navigere i teksten, lave kommentarer og sætte bogmærker næsten på samme måde som i en trykt tekst. Men man kan afspille DAISY på en almindelig CD- eller DVD-afspiller.

I Danmark vil Danmarks Blindebibliotek i fremtiden i stadig stigende grad producere DAISY-bøger, ligesom Dansk Blindesamfund har påbegyndt DAISY- produktion. Den foreliggende udgave af »Tilgængelighed i detaljen« er således også produceret som DAISY-bog.

2.2 Tilgængelig kommunikation

I FN's Standardregler om »Lige muligheder for handicappede« af 1994 står der under regel nr. 5 om tilgængelighed, at »de enkelte lande skal arbejde på at træffe foranstaltninger til at sørge for adgang til oplysning og kommunikation«.

Kommunikation er et tovejs fænomen. Enhver form for kommunikation har således en afsender og en modtager, og kommunikationens mål er, at afsenderens budskab opfattes korrekt af modtageren. Vellykket kommunikation er derfor, når afsenderen sender et budskab til modtageren, som denne opfatter, på den måde afsenderen har tænkt, at det skal opfattes. Vellykket kommunikation kræver, at afsenderen har sat sig så meget ind i modtagerens situation, at kommunikationen afsendes på en måde, der af modtageren anses for at være tilgængelig.

Tilgængelig kommunikation er nødvendig for at sikre, at kommunikationen bliver vellykket. En offentlig myndighed kan f.eks. gøre sin kommunikation med og information til borgerne tilgængelig ved at sikre, at borgeren kan modtage den afsendte kommunikation. Dette indebærer, at kommunikationen skal leve op til de standarder, der findes om f.eks. tilgængelige hjemmesider, tilgængelige elektroniske dokumenter og elektroniske blanketter, og at borgeren er i besiddelse af de rette kommunikationsværktøjer.

Tilgængelig kommunikation skal derfor leve op til kravene til tilgængelig information, men samtidig skal man opfylde krav til f.eks. filformater og lignende. Ligesom kommunikationsværktøjet og borgerens muligheder for at benytte dette skal overvejes. Den typiske kommunikationsform er elektronisk kommunikation, men der kan også være tale om f.eks. telefonisk kommunikation.

2.2.1 Elektronisk/telefonisk kommunikation

Blinde og svagsynede har adskillige problemer med elektronisk kommunikation. Disse problemer skyldes både kommunikationsudstyr og formater. Som hovedregel har blinde ikke samme problemer med telefonisk kommunikation, men der stilles dog særlige krav til kommunikationsudstyret.

Mange blinde og svagsynede benytter i dag en computer, men det er ikke alle, der gør det. Man skal altså fortsat sikre, at kommunikation ikke kun sker elektronisk, men at det også sikres, at man kan kommunikere f.eks. telefonisk og/eller ved personligt fremmøde.

2.2.1.1 Kommunikationsudstyr – computer

Blinde og svagsynede bruger i dag i stor udstrækning computere. Computeren giver blinde og svagsynede mulighed for at få adgang til information, der tidligere ikke var tilgængelig for dem.

For at blinde og svagsynede kan få adgang til informationer på en computer kræves noget helt specielt udstyr i form af særlige softwareprogrammer – dette betegnes ofte som det kompenserende udstyr.

Blinde og meget stærkt svagsynede benytter et skærmlæserprogram og en syntetisk tale, der bevirker, at alle oplysninger på skærmen bliver læst op. Nogle bruger også elektroniske punktdisplays og notationsudstyr, der er særligt udviklet og fremstillet til blinde. For blinde er den syntetiske tale et væsentligt hjælpemiddel. Dette stiller krav til kvaliteten af talesyntese, samt store krav til skærmlæserprogrammet. Skærmlæserprogrammet skal kunne samarbejde med systemet og det øvrige brugerprogrammel. Skærmlæserens evne til at samarbejde med punktdisplay og punktnotation er også væsentlig. Men dette stiller især krav til operativsystem og brugerprogrammel.

Svagsynede bruger typisk et skærmlæserprogram og et særligt forstørrelsesprogram, men en række svagsynede kan nøjes med den forstørrelsesmulighed, der er indbygget i f.eks. Windows. Dog vil mange stærkt svagsynede anvende syntetisk tale som støtte for læsning af forstørrelsen på skærmen. Derved kan de arbejde bedre, bedre udnytte deres restsyn og undgå at miste overblikket over, hvad der står på skærmen. For svagsynede er et forstørrelsesprogram et væsentligt hjælpemiddel. Kvaliteten af selve forstørrelsesprogrammet, særligt i forhold til forstørrelsesgraden, udformning af forstørrelsesvinduer, en nem betjening og muligheder for detaljerede indstillinger, bliver derfor væsentligt. Ligesom der også her stilles krav til skærmlæseren, og dermed operativsystem og brugerprogrammel.

Fig. 13

Der stilles altså store krav til kvaliteten af softwaren, såvel styresystemet som brugerprogrammer, specielt tekstbehandling, kommunikations- programmer, herunder mailprogrammer og browsere (der bruges til at søge og læse på internettet), samt en del specialprogrammer. Regneark og økonomisystemer kan også være afgørende, afhængig af behov og evt. bevarelse af erhverv. Softwaren skal nemlig leve op til en bestemt standard, for at den synshandicappede kan benytte det kompenserende udstyr.

Et væsentlig krav til softwaren er, at alle programmets funktioner kan nås med tastaturet og menuer uden brug af mus. For som hovedregel kan synshandicappede ikke gøre brug af en mus. Det er derfor nødvendigt for de fleste blinde og svagsynede at beherske 10 fingersystemet (det der også hedder blindskrift).

Herudover er det et krav, at man har forskellige indstillingsmuligheder i styre- og brugerprogrammer. De væsentligste indstillingsmuligheder omfatter skærmlayout, skriftgrad, skriftstyrke, skriftsnit, baggrundsfarve, tekst og grafikfarve.

Blinde og svagsynede benytter samme hardware som seende, men det er alligevel en sandhed med modifikationer, da blinde og svagsynede normalt stiller større krav til udstyrets kvalitet end seende. Det kompenserende udstyr kræver plads og større processorkraft, og der stilles store krav til kvaliteten af f.eks. lydkort. Svagsynede har også særlige behov i forhold til skærmen (monitoren), der skal være større, ligesom der stilles større krav til skærmens grundlæggende opløsning og kvalitet, og det er et krav, at man har detaljerede indstillingsmuligheder for lys, kontrast, farver, opløsning m.m.

Til tekst/grafik scannere og printere, stilles samme krav som en kvalitetsbevidst seende vil stille. En laserprinter må dog foretrækkes pga. dens opløsning og skarpe tekst, hvis teksten skal læses forstørret af en svagsynet.

Et ikke uvæsentligt program for blinde, og også en del svagsynede, er OCR-programmer, som er et tekstgenkendelsesprogram til brug med en tekst/grafik scanner. Her stilles krav til scanneren, men ikke mindst til OCR- programmet, hvorved en blind kan få overført alm. breve, regninger, m.m. modtaget som almindelig post til et elektronisk format, og på den måde få materialet læst op v.h.a. en skærmlæser og syntetisk tale. Svagsynede vil på en tilsvarende måde være i stand til at bruge computer og skærm til læsning af deres normale post.

Et problem for synshandicappede er den stadig stigende anvendelse af grafiske brugergrænseflader, der er designet til seende. For blinde og svagsynede er det fortsat forbundet med vanskeligheder at anvende taleprogrammer og lignende synskompenserende udstyr i forbindelse med brug af Windows-baserede programmer. Dette skyldes dels vanskeligheder ved at overvinde den grafiske brugergrænseflade, dels at udviklingen af det handicapkompenserende udstyr på området er bagefter, og endelig at designere af programmer baseret på de grafiske brugergrænseflader anvender smutveje i programmeringen, der nok ser rigtige ud, men som indeholder koder, der ikke oversættes rigtigt af det kompenserende udstyr.

2.2.1.2 Kommunikationsudstyr – telefoner

For blinde og svagsynede er det ikke et problem at tale i telefon, men det kan være et problem at betjene en telefon. Mange har svært ved at finde og ramme de rigtige taster, at taste et nummer hurtigt nok, og så bliver man usikker på, om man ringer det rigtige sted hen.

Blinde og svagsynede kan desuden ikke bare lige notere et nummer ned eller bare lige ringe op igen. Man bør derfor ikke bare bede folk ringe op til et andet sted, eller en anden person.

For at sikre, at flest mulige kan benytte en telefon, skal dens udseende være standardiseret. Telefonens tastatur bør følge anbefalingerne i ITU-T's standard nr. E. 161^{Fodnote 20}, ifølge hvilken 1-tasten skal være placeret i øverste venstre hjørne. På nederste række er stjernetasten placeret til venstre, 0- tasten midt i og firkanttasten til højre. Der skal endvidere være et ophøjet punkt på 5-tasten.

Fig. 14

Det ophøjede punkt på 5-tasten bruges til at orientere sig efter. Når man kan finde 5-tasten og ved, at 1, 2 og 3 ligger på øverste række, kan man orientere sig på telefonens tastatur uden brug af synet. Blinde og svagsynede vil også gerne have en markering på 0-tasten, da dette vil skabe ekstra sikkerhed ved navigering uden brug af synet.

Det er dog vigtigt, at man også gør god brug af kontraster for at hjælpe de mennesker, der har et restsyn, bedst muligt. Der skal være god kontrast mellem tastatur og telefon, og god kontrast mellem display og taster på telefonen. Højden på teksten på tasterne og i et eventuelt display skal minimum være 8 mm.

Man kan i dag få telefoner, hvor man får oplæst nummeret på tasten, når den aktiveres, og stemmestyrede telefoner findes allerede på mobilområdet. Sådanne tiltag gør en telefon langt mere tilgængelig for blinde og svagsynede.

Hvis der er tale om alment tilgængelige telefoner og betalingstelefoner, skal man sikre, at der omkring telefonen er en god almenbelysning. Da blinde og svagsynede ikke kan benytte telefonbøger og lignende, er det også en god ide med gratis opkald til en informationstjeneste.

Oplysning om betalingstelefonens kaldenummer skal fremgå i både relief og punktskrift.

2.2.1.2.1 Mobiltelefoner

En mobiltelefon er for mange mennesker et vigtigt kommunikationsredskab og vil nok blive endnu væsentligere i fremtiden, idet udviklingen vil gøre, at computeren og mobiltelefonen smelter sammen til et mobilt kommunikations- og informationsværktøj. Denne udvikling betyder bl.a., at nye mobiltelefoner har stadig flere funktioner.

Blinde og svagsynede har desværre ikke glæde af de fagre nye muligheder. For i dag er det sådan, at blinde og svagsynede kan bruge deres telefon til at ringe op fra og til at modtage opkald på – og ikke ret meget andet. Men mange kan ikke engang det.

Der findes mange forskellige mobiltelefoner, og det er jo til glæde for den almindelige forbruger, der har mange valgmuligheder. Men ikke for den synshandicappede, hvis basale behov tit ikke kan opfyldes af en given mobiltelefon, og som skal bruge meget tid på at lære en ny telefon at kende. En blind vil ikke umiddelbart kunne bruge en »fremmed« mobiltelefon og vil f.eks. ikke kunne låne en telefon til nødopkald. Producenterne ændrer jævnligt tastaturets og knappernes udseende, ligesom der meget ofte kommer nye modeller på markedet, der erstatter de gamle. Det kan derfor være meget svært at finde en bare nogenlunde tilgængelig mobiltelefon.

Problemet er først og fremmest størrelsen. Mobiltelefoner bliver stadigt mindre, og dermed bliver tasterne også mindre, og det bliver sværere at finde dem. De fleste mobiltelefoner har ganske vist en form for markering af 5-tallet, men denne befinder sig ikke altid på 5-tallet og/eller er meget utydelig. Det bliver også sværere at skelne funktionstasterne fra de nummeriske taster pga. den lille størrelse på tastaturet, og samtidig ændrer funktionstasterne karakter og udseende pga. telefonens mange muligheder – der findes således mobiltelefoner med joy-stick til menunavigering, og disse er helt umulige at bruge for en synshandicappet.

Hvis man ikke kan finde tasterne, kan man ikke bruge telefonen, man kan ikke ringe op, og man kan måske heller ikke tage telefonen – ja måske kan man ikke engang tænde den. Mange mobiltelefoner har i dag talestyret opkald, hvor man kun skal trykke på en tast og så sige navnet på den, man skal ringe op til (hvilket selvfølgelig kræver, at man har lagt navnet + nummeret på den person ind på telefonen først). På de fleste telefoner kan man også lave hurtigkald på tasterne 1-9, hvor man ikke skal trykke på mere end 2 eller 3 taster for at ringe op. Dette betyder naturligvis, at man som synshandicappet har mulighed for at ringe til de mennesker, der er lagt ind på telefonen.

Et generelt problem med en mobiltelefon er naturligvis også, at en stor del af brugerdialogen foregår via displayet, og at displayet har en meget begrænset størrelse – se også pkt. 1.2.4 Displays og skærme. Der arbejdes meget på at få stadigt bedre displays, og dette er en fordel for en del svagsynede, der kan gøre brug af deres restsyn. Men for helt blinde kan det være et problem bare at vide, om telefonen er tændt, og det kan være næsten umuligt at benytte menuerne. En mobiltelefon bør derfor også have et lyd-output sådan, at man kan få adgang til informationen på displayet, ligesom det bør være muligt at styre rundt i menuerne ved hjælp af stemmen.

Bibliografi

A11.7.1-1980, 4.30 – Signage; Federal Register USA/NF Projekt nr. 20111, og Federal Register/Vol. 56, No. 144, July 26, 1991/Rules and Regulations, 35686-35687, American National Standards Institute.

Arrangement af digits, letters and symbols on telephones and other devices that can be used for gaining access to a telephone network, E.161, ITU-T. Telecommunication Standardization Sector of ITU, 02/2001.

Barker, Peter: A design guide for the use of colour and contrast to improve the built environment for visually impaired people, University of Reading, Department of Construction Management and engineering, 1997.

Barker, Peter; Barrick, Jon; Wilson, Rod: Building Sight. A Handbook of building and interior design solutions to include the needs of visually impaired people, Royal National Institute for the Blind, London, 1995.

Bekendtgørelse om et særligt mærke til handicappede trafikanter, Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 93 af 9. marts 1976.

Bentzen, Louise Billie; Peck, Alec F.: Specification for Letters and Numerals for Touch Reading, Volume 9 of Enhancing the Use of Rail Rapid Transit by Visually Impaired Travellers, Urban Mass Transportation Administration, U.S. Department of Transportation, Final Report, 1989.

Bernsen, Jens; Christensen, Kai; Møller, Ib: Design af trafikkens skilte, Dansk Design Center, 1996

Beslutningsforslag nr. B 137. Vedtaget af folketinget ved 2. (sidste) behandling den 12. maj 1987 om forbedring af trafik- og adgangsforholdene for handicappede.

Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune, Magistratens 4. afdeling, februar 1992.

Betænkning vedrørende forsorgen for blinde og stærkt svagsynede, afgivet af en af Socialministeriet under 7. april 1949 nedsat kommission angående omorganisation af forsorgen for blinde og stærkt svagsynede, Betænkning nr. 129, 1955.

Boligbebyggelser for alle. Hvordan almindelige boligbebyggelser skal indrettes for at være egnede også for ældre, fysisk svage og bevægelseshæmmede, 2. rev. udg. SBIAnvisning 98. Statens Byggeforskningsinstitut 1983.

Boliger for handicappede. Vejledning til brug ved planlægning og indretning af nyt boligbyggeri, Arbejdernes oplysningsforbund, Bolig, Motor- og Hjælpemiddeludvalget for bevægelseshæmmede, De Samvirkende Invalideorganisationer, 1984.

Bra miljöplanering för synskadade, Förbundet Finlands Svenska Synskadade RF, Synskadades Centralförbund RF.

Brunnström, Gunilla; Sörensen, Stefan: Skapa status kring ljuset. Belysning och Livskvalitet, Ett "kom-ihåg" til videofilmen om vardagsrummet, köket, sovrummet, hallen och trappan, Forskningsanslag från Bertil och Britt Svenssons Stiftelse för Belysningsteknik 1990.

Byernes trafikarealer:

Hæfte 0, Vejplanlægning i byområder,
Hæfte 1, Forudsætninger for den geometriske udformning,
Hæfte 2, Traceringselementer,
Hæfte 3, Tværprofiler,
Hæfte 4, Vejkryds,
Hæfte 5, Krydsninger mellem stier og veje
Hæfte 6, Stikryds
Hæfte 7, Fartdæmpere,
Hæfte 8, Fodgængerområder,
Hæfte 9, Anlæg for parkering og standsning m.v., Vejregelforslag, Vejdirektoratet – Vejregeludvalget, februar 1997.

Bygningsreglement, Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen, København, 1995.

Bygningsreglement 1995 – Om tilgængelighedskravene, Center for Ligebehandling af Handicappede, København, 1996.

Bygningsreglement for småhuse, Bolig- og Byministeriet, København, 1998.

Christensen-Sköld, Beatrice: Rapport från seminarium om reliefframställninger for blinda - produktion och användning i teori och praktik 24-27 maj 1988. Sammenställd av Beatrice Christensen-Sköld på uppdrag av Synskadades Riksförbund, Inforservice, 1988.

Danmarks første landsdækkende publikation om skov/naturstier og haveanlæg for blinde og svagsynede, Dansk Blindesamfund, København, 1993.

Den Norske Byggforskserien, A 327. 101, Norges Byggforskningsinstitut, 1978, f.f.

Den Danske Punktskrift 1993, Det Danske Punktskriftnævn.

DSB, SI, S-baneinstruks, 3.3. Højttalermeddelelser, af 1.10.87.

DS 3028, Tilgængelighed for alle, 1. udgave, Dansk Standard, 2001

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/16/EF af 29. juni 1995 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elevatorer. Erklæring fra Europa- Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Begge trykt i Retsforskrifter, L 213 af 7. september 1995.

Find vej med øre, hånd og fod, Finding the way, by ear, hand and foot, Dansk Design Center, Danish Design Center, 1996.

Folketingsbeslutning, Vedtaget af Folketinget ved 2. (sidste) behandling den 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere.

Færdselsarealer for alle. Håndbog i tilgængelighed, Vejdirektoratet, Vejregelrådet, 2002.

Getting in touch with blind people. A guide for information providers, Royal National Institute for the Blind, London 1998.

Gill, John: Access Prohibited? - Information for Designers of Public Access Terminals, Royal National Institute for the Blind, 1997.

Godt lys på arbejdspladsen, Arbejdsmiljøfondet 1982.

Gregory, Wendy: The Informability Guide. A guide in COI's Campaign Planning Series, Raising the Standard, Citizen's Charter, Central Office of Information, London, 1994.

Göttler, Per: Syn og lys – om svagsynedes syn og lysproblemer, Lysteknisk Selskab, 1990.

Hallberg, Åke; Holmegard, Ingmarie; Bäckman, Örjan; Malmquist, Eve; Många kan läsa mer – en vägledning för bättre utformning av tryckt text, Synskadades Riksförbund, 1994.

Handicapegnet vejprojektering, Manual, Vejdirektoratet 1999.

Handicaptilpasning af kollektiv transport, Hovedrapport, Nordisk arbejdsgruppe under NET, 1987.

Haug Ellen; Aslaksen, Finn: Tilgiengelige uteområder. Kommunal planlegging og Fysisk utformning, Norges Handicapforbund, Veileder, Oslo, 1998.

Hove, Ove: Handicapegnet byggeri, Rapport udarbejdet af fhv. boligminister, arkitekt m.a.a. Ove Hove, København, Oktober 1981.

Husk de handicappede i dit daglige arbejde - på gaderne – i de grønne områder, Magistratens 4. afdeling, Stadsingeniørens direktorat, Vejafdelingen, og Parkafdelingen, Københavns Kommune, juni 1993.

Høringsudgave, Betænkning om handicaptilgængelighed til det fysiske miljø, Det tværministerielle Handicapudvalg, januar, 1997.

IHC, Det intelligente El-Installationssystem, LK A/S, 1997.

Improvement of Visual contrasts, Federal Ministry for Familiy Affairs and Senior Citizens, Consortium contrast Optimizing, March, 1995.

International Classification of Impairments, Disabilities, and Handicaps. A manual of classification relating to the consequences of disease, World Health Organization, Geneve, 1980.

International Classification of Functioning, Disabilities and Health. ICF, World Health Organization, Geneva, 2001.

International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems. ICD-10, Tenth Revision, Volume 1, World Health Organization, Geneva, 1992.

Ja, det kan lade sig gøre. Om forbedring af handicappede personers adgang til kollektiv trafik. Udarbejdet for Dansk Ingeniørforening,1991.

Jansen, Linda; Thomsen, Paulli: Typografi for synshæmmede. En undersøgelse af mulige sammenhænge mellem nogle typografiske faktorer og teksters læselighed for synshæmmede, Social- og sundhedsforvaltningen i København, Instituttet for Blinde og Svagsynede, 1985.

Jansson, Gunnar (ed): Requirements for Effective Orientation and Mobility by Blind People, London, June, 1995.

Jensen, Kai Otto: Grotesk eller Antikva, Refsnæsskolen, Institut for Blinde og svagsynede børn og unge i Danmark, Vestsjællands Amtskommune, 1984.

Julian, G. Warren: Projektering af synsmiljøet for ældre, svagtsynede, Lysteknisk Laboratorium og Lysteknisk Selskab, særtryk af "Lampetten", nr. 2/1986.

Jørstian, Tina og Nielsen, Poul Erik Munk (Red): Tænd! PH lampens historie, Gyldendal / Louis Poulsen, 2000.

Karsrud, Kjetil: Orienteringshemmet. Blindes og svaksyntes krav til fysisk planlegging – en vegleder, Norges Bindeforbund, Universitetsforlaget, Oslo, 1989.

Kattler, Poul: Elektriske lyskilder, lys og belysning, Lysteknisk Selskab, 1993.

Krav til en mærkningsordning for tilgængelighed for alle på turismeområdet – Krav til turismevirksomheders ledelse, bygningsindretning, faciliteter og service, Dansk Standard, 2003

Kristensen, Jørgen: Bygningers lydisolering. Nyere bygninger, SBI-Anvisning 172, Statens Byggeforskningsinstitut 1992.

Kristensen, Jørgen: Bygningers lydsiolering. Ældre bygninger, SBI-Anvisning 173 – Statens Byggeforskningsinstitut, 1991.

Kristensen, Jørgen; Rindel, Jens Holger: Bygningsakustik. Teori og praksis, SBI-Anvisning 166, Statens Byggeforskningsinstitut, 1989.

Kristoffersen, Ernst; Glerup, Jens; Thomsen, Hubert, Kjær, Poul: Handicaphensyn i fysisk planlægning, Statusrapport, Arbejdsrapport, Miljøministeriet, Planstyrelsen, november, 1990.

König, Volker: Handbuch über die blinden- und sehbehindertengerechte Umwelt- und Verkehrsraumgestaltung, 1. udg., Deutscher Blindenverband e.V., Bonn, 1997.

Lov om aktiv socialpolitik, Vejledning, Socialministeriet, 1998.

Lov om planlægning, Lov nr. 388 af 6. juni 1991, Miljøministeriet, j. nr. D 3100-0009.

Low vision. Lighting needs for the partially sighted, Commission Internationale de l'Eclairage, International commission on Illumination, Internationale Beleuchtungskommission, Technical Report, CIE 123-1997.

Manual traffic provisions for people with a handicap, Ministry of Transport and Public Works, The Hague, The Netherlands, 1986.

Miljö för synskadade, Synskadades Riksförbund.

Målangivelse for 1. Standard og 2. Large, Instituttet for Blinde og Svagsynede.

Målsætning og Funktionskrav. Vejanlæg, Det Rådgivende Handicapudvalg, Frederikshavn kommune, 1996.

Månsson, Karin; Skeppstedt, Kerstin: Övergångsställen för synskadade och rörelsehindrade, Handikapp Instituttet, 1987.

Needs of disabled people in buildings. Design Guidelines, International Organization for Standardization, 1982.

Nielsen, Asker H.; Eskerod, Ulla: Stoppestedsannoncering HT, Tabelrapport HT, MEGAFON - Research - Analyse - Rådgivning, Frederiksberg, december, 1997.

Norn, Mogens: Senior, syn og øjenproblemer, Carlsen senior, redigeret af Peter Lindholt, 1982.

Orientering om bestemmelser i bygningsreglement BR 95 af særlig interesse for handicappede, Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalget, Hvidovre, september, 1995.

Ovesen, Ib: Kvantitet og kvalitet i indendørs belysningsanlæg, Lys og belysning, 6, Redaktion Lysteknisk Selskab, Aschehoug Dansk Forlag, København, 1971. Petersen, Jørgen: Rumakustik, SBI-Anvisning 137, Statens Byggeforskningsinstitut, 1984.

Rasmussen, Birgit; Rindel, Jens Holger: Lydforhold i boliger. State-of-the-art, Udarbejdet af Laboratoriet for akustik, Danmarks Tekniske Universitet, Bygge- og Boligstyrelsen, rapport, september, 1994.

Rasmussen, Birgit; Rindel, Jens Holger: Lydforhold i kontor-, daginstitutions- og skolebyggeri - Problemstillinger og handlingsmuligheder, udarbejdet af Laboratoriet for Akustik, Danmarks Tekniske Universitet, Bygge- og Boligstyrelsen, rapport, rev. 1996.

Redegørelse om handicappedes adgang til de fysiske omgivelser afgivet af By- og Boligministeren til Folketinget oktober 1998, By- og Boligministeriet.

Rejseregler med bus og tog i HT-området, HT, DSB og Privatbanerne, Hovedstadsområdets Trafikselskab, januar, 1999.

Retningslinier for råden over vejareal m.m. i Århus Kommune, Århus Kommune, magistratens 2. afdeling, vedtaget af Århus Byråd den 8.5.96.

Retningslinjer for kunstig belysning i arbejdslokaler, DS 700, Dansk Standard, ny 5. udgave, januar, 1998.

Rigtigt lys i hjemmet, Lysteknisk Selskab,1. udgave, 5. oplag, 16.10.95.

Samfund for alle – også for handicappede, Indlæg og debat fra teknologirådets konference 5.-6. september 1995, Teknologi-Rådet, 1996.

Schar, O., Vicerigspolitichef: Politivedtægten for København med kommentarer. Kommenteret politivedtægt, rev. af politiadvokat Lise-Lotte le Maire og Politiassessor Jens Rasmussen, juli 1990.

See it Right. New approaches to information for blind and partially sighted people, Royal National Institute for the Blind, 1993.

Seniorboliger – en vejledning, SBI-Rapport 308, Statens Byggeforskningsinstitut, 1998.

Seppälä, Juha: Good Lighting conditions improve functional ability, Finnish Federation of the Visually Impaired, 1993.

Sicurella, Vincent J.: Farvekontraster som hjælpemiddel for svagsynede, Vincent J. Sicurella, New York City, Artikel i Journal of Visual Impairment & Blindness, June 1977 Vol No. 6, Oversat af Gitte Bjerre, Refsnæsskolen, Institut for blinde og svagsynede børn og unge i Danmark, 1994.

Standardregler om Lige muligheder for handicappede, United Nations, New York 1994, udgivet af Socialministeriet, København, 1994.

Starby, Lars: Handbok i belysningsteknik, ljuskultur. Belysningshandbogen. Underlag för planering av belysningsanläggningar, Stockholm, 1983.

Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.. Lov om social service, Vejledning, Socialministeriet, 1998.

Synligt och kännbart. En bok om synskadade och miljön, Synskadades Riksförbund, 1988. Særlig støtte til børn og unge. Lov om social service, Vejledning, Socialministeriet, 1998.

Sådan informerer du alle! – En vejledning i at informere handicappede, Center for Ligebehandling af Handicappede, 1995.

Thorén, Clas: Accessibility in the built environment, The Nordic approach, Nordiska Nämnden för Handikappfrågor, Kristianstad, 1994.

Tilgængelighed for alle – betænkning om handicappedes adgang til det fysiske miljø, Betænkning 1336, Bygge- og Boligstyrelsen, 1996.

Tilgængelighed for alle – handlingsplan for handicappedes adgang til det fysiske miljø, udgivet af Bygge- og Boligstyrelsen, på vegne af Det Tværministerielle Handicapudvalg, København, 1997.

Trafik- og Adgangsforhold for handicappede, Statusrapport, Trafikministeriets planlægningsafdeling, januar, 1988.

Uddannelse, Instruktører til synshandicappede, Mobility og ADL, Social- og sundhedsforvaltningen i København, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup, 1995.

Udearealer for alle. Anvisning for planlægning og indretning med henblik på handicappedes færden, DS-Håndbog 105, Dansk Standard, 1995.

9.10.05 Udstyr - Afmærkning, Vejregler for afmærkning af vejarbejder, Vejdirektoratet -Vejregeludvalget, januar, 1987.

9.10.08 Udstyr, Afmærkning, Vejregler for lydsignaler for blinde og svagsynede, Vejregelforslag, Vejdirektoratet - Vejregeludvalget, februar, 1997.

9.10.08 Udstyr, Afmærkning, Vejregler for signalanlæg, Vejregelforslag, Vejdirektoratet – Vejregeludvalget, januar, 1999.

Uslan, Mark M.; Peck, Alec F.; Wiener, William R.; Stern, Arlene: Access to Mass Transit for Blind and Visually Impaired Travelers, American Foundation for the Blind, New York, 1990.

Vejledning til regler for afmærkning og afspærring af vejarbejde. Håndbog udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Specialarbejderforbundets afdelinger i Skælskør, Korsør, Slagelse, Ringsted og Sorø, politiet og Arbejdstilsynet i Vestsjælland samt Korsør, Slagelse, Skælskør og Ringsted kommuner. Håndbogen bygger på Vejdirektoratets Vejregler for afmærkning af vejarbejder af 6.10.87, og er med arbejdsgruppens bemærkninger og tilføjelser vedtaget i de 4 kommuner.

Verbesserung von visuellen Informationen im öffentlichen Raum. Handbuch für Planer und Praktiker, zur bürgerfreundlichen und behindertengerechten Gestaltung des Kontrasts, der Helligkeit, der Farbe und der Form von optischen Zeichen und Markierungen in Verkehrsräumen und in Gebäuden, Bundesministerium für Gesundheit, Bonn, 1996.

Vägvisning. Handbok i skyltning av byggnader, den svenske byggestyrelse, november, 1972.

Warburg, Mette: Synsstyrken af Mette Warburg, Øjenlæge, dr. med. Reservelæge ved øjenklinikken Statens Institut for Blinde og Svagsynede, Refsnæsskolen, Statens Kostskole for Blinde og Svagsynede, 1968.

Wijk, Maarten: European Manual for an accessible built environment, CCPT, IG-Nederland, Utrecht, First edition, published november, 1990.

Østergaard, Erik: Mobility - at færdes som synshandicappet, Instituttet for Blinde og svagsynede, november, 1986.

Fodnoter

1 Svagsynede benytter forskellige former for optiske hjælpemidler, herunder briller, lupper og særlige elektroniske læseapparater kaldet CCTV. Med et CCTV kan man forstørre en tekst og ændre på kontraster, således at det passer til den enkeltes behov. Men optiske løsninger kan ikke ændre ved de fundamentale forhold ved en tekst som f.eks. valg af skriftsnit og layout. Tilbage

2 Jansen, Linda og Thomsen, Paulli: »Typografi for synshæmmede. En undersøgelse af mulige sammenhænge mellem nogle typografiske faktorer og teksters læselighed for synshæmmede«, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup, 1985, kapitel 1, afsnit 4, side 8. Tilbage

3 Jansen, Linda og Thomsen, Paulli: »Typografi for synshæmmede. En undersøgelse af mulige sammenhænge mellem nogle typografiske faktorer og teksters læselighed for synshæmmede«, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup, 1985, kapitel 1, afsnit 4, side 8. Tilbage

4 Jansen, Linda og Thomsen, Paulli: »Typografi for synshæmmede. En undersøgelse af mulige sammenhænge mellem nogle typografiske faktorer og teksters læselighed for synshæmmede«, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup, 1985, kapitel 1, afsnit 6, side 15. Tilbage

5 Jansen, Linda og Thomsen, Paulli: »Typografi for synshæmmede. En undersøgelse af mulige sammenhænge mellem nogle typografiske faktorer og teksters læselighed for synshæmmede«, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup, 1985, kapitel 1, afsnit 4, side 9. Tilbage

6 Jansen, Linda og Thomsen, Paulli: »Typografi for synshæmmede. En undersøgelse af mulige sammenhænge mellem nogle typografiske faktorer og teksters læselighed for synshæmmede«, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup, 1985, kapitel 1, afsnit 6, side 16. Tilbage

7 Jf. Tinkers farveskala. Tilbage

8 3586, Federal Register/Vol. 56, No. 144, July 26, 1991/Rules and Regulations. Tilbage

9 Et glossimeter er et måleapparat, hvormed man måler glansen ud fra forskellige indfaldsvinkler, normalt er indfaldsvinklen 60 grader. Tilbage

10 Barker, Peter; Barrick, Jon; Wilson, Rod: »Building Sight. A handbook of building and interior design solutions to include the needs of visually impaired people«, Royal National Institute for the Blind, London, 1995, Chapter 8, Signs and notices, s. 125. Tilbage

11 Fra bogen »Verbesserung von visuellen Informationen im öffentlichen Raum, Handbuch für Planer und Praktiker, zur bürgerfreundlichen und behindertengerechten Gestaltung des Kontrasts, der Helligkeit, der Farbe und der Form von optischen Zeichen und Markierungen in Verkehrsräumen und in Gebäuden«, Bundesministerium für Gesundheit, Bonn, 1996, s. 111. Tilbage

12 «Vägvisning. Handbok i skyltning av byggnader«, Den svenske byggestyrelse, november, 1972. Tilbage

13 Det er umuligt at tilgodese alle svagsynedes behov for at kunne læse skilte på afstand. Den norske Byggforskserien Planløsning A327.101, Norges Byggforsknings Institut, 1978, f.f., anbefaler f.eks. for svagsynede, at versalhøjden på orienteringstavler øges til 35 mm og på retnings- og tilstandsskilte til 50 mm, medens den engelske blindeorganisation nævner 100 mm som mindste højde ved en læseafstand på 3 m i »Building Sight. A seminar on accessibility in the build environment with a focus on visual impairment«, september 25, 1997. Samtidig bemærker sidstnævnte, at ingen skrifthøjde skal være mindre end 25 mm. Den eneste brugbare løsning er at forsyne skilte med en talefunktion, der kan igangsættes, således at blinde og svagsynede kan informeres om skiltets indhold. Se også pkt. 2.1.2.5 Talende skilte. Tilbage

14 Forsøg foretaget af det amerikanske »Urban Mass Transportation Administration« i 1980 af Alec F. Peck og Billie Louise Bentzen vedrørte taktile skilte, jf. »Specifications for Letters and Numerals for Touch Reading«, s. 17, vol. 9 of Enhancing the use of Rail Rapid Transit by Visually Impaired Travellers. Tilbage

15 Dog anbefaler den svenske blindeorganisation, at reliefbogstaver skal være 15-40 mm høje, for at de let kan læses med fingrene. »Synligt och kännbart. En bok om synskadade och miljön«, Synskadades Riksforbund, 1981, s. 27. Medens den engelske blindeorganisation taler om en minimumshøjde på 15 mm og maksimal højde på 60 mm. Barker, Peter; Barrick, Jon; Wilson, Rod: »Building Sight. A handbook of building and interior design solutions to include the needs of visually impaired people«, Royal National Institute for the Blind, London, 1995, Chapter 8, Signs and notices, s. 125. Tilbage

16 Large punktskrift skal følge følgende mål: a. horisontal punkt-til-punkt afstand: 3,5 mm
b. vertikal punkt-til-punkt afstand: 3,5 mm
c. horisontal figur-til-figur afstand (punkt 1 til punkt 1); 9,5 mm
d. vertikal linje-til-linje afstand (punkt 1 til punkt 1): 12 mm

Det enkelte punkts diameter er den samme for standard og large, nemlig 1,5 + - 0,1 mm. (Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup) Tilbage

17 35686, Federal Register/Vol. 56, No. 144, Friday July 26, 1991/Rules and Regulations. Tilbage

18 I resten af Europa er man gået over til at have samme opstilling som på en telefon, hvor 1, 2, 3 er øverst, og det bør man også gøre i Danmark. Se også pkt. 2.2.1.2 Kommunikationsudstyr – telefoner, hvor standarden for telefoner behandles. Tilbage

19 Det skal endvidere bemærkes, at en del blinde og svagsynede er utrygge ved at anvende betalingskort, da de er bange for at blive afluret uden at opdage det, og efterfølgende få kortet stjålet. Tilbage

20 ITU = International Telecom Union, ITU-T = Telecommunication Standardization Sector of ITU, tidligere CCITT (Consultative Committee for International Telegraph and Telephone). ITU-T Recommendation E. 161 (02/2001) »Arrangement of digits, letters and symbols on telephones and other devices that can be used for gaining access to a telephone network«, side 4 og 5. Tilbage