Titel: Tilgængelighed i detaljen Hæfte 1 Om blinde og svagsynede og tilgængelighed - Grundlæggende principper Udgiver: Dansk Blindesamfund Thoravej 35 2400 København NV Tlf.: 38 14 88 44 E-mail: info@dkblind.dk Web: www.dkblind.dk Manuskript: Mette Röhe med bistand fra arbejdsgruppe nedsat af hovedbestyrelsens stående udvalg 4. Arbejdsgruppen bestod af: Jørgen Bak, Kai Østergaard, Louis Lundborg og Søren Grotum. Redaktion: Lars Nielsen Udgivelsesår: 2004 Udgave: 1. udgave i hæfteform. Udgivelsen er en videreudvikling af Tilgængelighed i detaljen, udgivet af Dansk Blindesamfund i 1999. ISBN 87 - 98 05 52 - 5 - 9 Oplag: 1.000 stk. Tryk: Schultz Grafisk INDHOLDsfortegnelse 1.1 At være blind eller svagsynet 7 1.1.1 Definition på blindhed 7 1.1.1.1 Danske betegnelser for handicap 10 1.1.1.1.1 Handicapbegrebet i Danmark 11 1.1.1.2 Internationale definitioner af funktionsnedsættelse og handicap 12 1.1.2 Blinde og svagsynedes opfattelse af de fysiske omgivelser 13 1.1.2.1 De hyppigste synsproblemer for stærkt svagsynede 15 1.1.2.1.1 Blændingsproblemer 15 1.1.2.1.2 Aldersbetingede synsforandringer 16 1.1.2.1.3 Kikkertsyn eller tunnelsyn 16 1.1.2.1.4 En kombination af synstab 17 1.2 Betydningen af de fysiske omgivelser for blinde og svagsynede 17 1.2.1 Orienteringssanser 18 1.2.2 Orienteringshjælpemidler for blinde og svagsynede 19 1.2.2.1 Den hvide stok 19 1.2.2.2 Førerhunden 20 1.2.2.3 En seende ledsager 21 1.2.2.4 Andre hjælpemidler 22 1.2.2.4.1 GPS Global Positioning System 22 1.3 Tilgængelighed og anvendelighed 23 1.3.1 Tilgængelige produkter og serviceydelser 25 1.3.1.1 Universelt design 26 1.3.1.2 Standarder 27 1.4 Grundlæggende principper for tilgængelighed for blinde og svagsynede 28 1.4.1 Et trygt og sikkert miljø 28 1.4.1.1 Afmærkning og markering 29 1.4.1.2 Niveauforskelle 29 1.4.2 Brugen af andre sanser 30 1.4.2.1 Materialevariation 31 1.4.2.2 Lyd (akustik) 32 1.4.2.3 Dufte 35 1.4.2.4 Andre sanser 35 1.4.3 Ledelinjer og opmærksomhedsfelter 36 1.4.3.1 Rigtig brug af ledelinjer 36 1.4.3.2 Grundlæggende principper for udformningen af en ledelinje 37 1.4.3.2.1 Udendørs ledelinjer 39 1.4.3.2.2 Indendørs ledelinjer 39 1.4.3.3 Taktile elementer specielt designet til ledelinjer og opmærksomhedsfelter 40 1.4.3.4 Placering af ledelinjer og opmærksomhedsfelter i specifikke situationer 42 1.4.3.4.1 Ved en kantsten 42 1.4.3.4.2 Ved fodgængerovergange 42 1.4.3.4.3 Ved trapper 42 1.4.3.4.4 Ved rulletrapper 43 1.4.3.4.5 Ved busstoppesteder/busterminaler 43 1.4.3.4.6 Ved heller 43 1.4.3.4.7 Ved en fortovsrunding 44 1.4.3.5 Vigtigt at huske 44 1.4.4 Brug af restsynet 45 1.4.4.1 Farver og kontraster 45 1.4.4.2 Lys 49 1.4.4.2.1 Hvad siger Bygningsreglementet 1995 og DS 700 serien? 49 1.4.4.2.2 Belysningsstyrke 50 1.4.4.2.3 Lysfarver 51 1.4.4.2.4 Gode farvegengivende egenskaber 51 1.4.4.2.5 Blændfrihed og reflektans 52 1.4.4.2.6 Lyskilder og placering af lyset 53 Bibliografi 56 Fodnoter FORORD Når man taler om blinde og svagsynede, fokuserer man meget på alt det, de ikke kan, og meget sjældent på det, de kan. Blinde og svagsynede er, som alle andre borgere, en meget varieret gruppe med individuelle ønsker og behov - og problemer. Nogle kan se alting inden for et meget begrænset felt, andre ser ingenting. Fælles for alle blinde og svagsynede er dog, at det betyder meget, at de fysiske omgivelser er tilgængelige. Man kan i nogen grad kompensere for et synstab ved brug af særlige teknikker, men hvis de skal have fuld effekt, skal det fysiske miljø være rigtigt tilrettelagt. Først og fremmest bør planløsningen være enkel, logisk og konsekvent. Retlinjede og retvinklede systemer er de letteste at orientere sig i for alle synshandicappede, og det er hensigtsmæssigt, at forskellige funktioner er klart adskilt fra hinanden, for derved bliver de lettere at lokalisere. I det hele taget vil synshandicappede bevæge sig - mere trygge og sikre i et miljø, hvor indretningen er standardiseret og forudsigelig. I dette hæfte forklares det, hvad det vil sige at være blind eller svagsynet. Hæftet omhandler endvidere måden, hvorpå de fysiske omgivelser opfattes med forskellige synsproblemer, samt de fysiske omgivelsers betydning i forhold til tilgængelighed. Der fokuseres på begreberne tilgængelighed og anvendelighed, og en række grundlæggende principper om tilgængelighed for blinde og svagsynede gennemgås. Side 7 1.1 At være blind eller svagsynet Hvornår er man blind eller svagsynet? Hvad vil det sige at være blind eller svagsynet? Hvordan opfatter man omgivelserne, når man er blind eller svagsynet? Alle disse spørgsmål er væsentlige for forståelsen af de problemer, man møder som blind eller svagsynet, og ikke mindst for forståelsen af, hvilke grundlæggende principper om tilgængelighed der er væsentlige for blinde og svagsynede. 1.1.1 Definition på blindhed Konstatering af et synstab, der betyder, at en person kan betegnes som blind, hviler på en bedømmelse af den centrale synsstyrke (skarpsynet), synsfeltet (det område, en person kan overse, uden at øjet bevæges), mørkesynsfunktionerne (evnen til at se ved nedsat belysning) samt samspillet mellem disse Fodnote 1. En sådan konstatering foretages af en øjenlæge. I Danmark har vi en øjenlægelig klassifikation af synsnedsættelser som følger: Kategori A. Synsnedsættelse 6/18->6/60 Betegnelse. Svagsynethed Kategori B. Synsnedsættelse 6/60 - > 1/60 Betegnelse. Social blindhed Kategori C. Synsnedsættelse > 1/60 - > lyssans med projektion. Betegnelse. Praktisk blindhed Kategori D. Synsnedsættelse Ingen lyssans og lyssans uden projektion. Betegnelse. Total blindhed. Som blinde betragtes, i Danmark, altså den gruppe mennesker, der har en synsnedsættelse på 6/60 eller mere. I praksis skelner man dog, i denne gruppe, mellem helt blinde og stærkt svagsynede, der har et vist restsyn - dvs. en synsnedsættelse på mellem 6/60 og 1/60, svarende til betegnelsen "Social blindhed". Side 8 Verdenssundhedsorganisationen WHO's seneste klassifikation fra 1992, ICD-10, opererer med fem klassifikationer (synsstyrken er angivet med bedst mulig korrektion) Fodnote 2. Disse er: Kategori 1: max. mindre end 6/18 min. svarende til el. bedre end 6/60 Kategori 2: max. mindre end 6/60 min. svarende til el. bedre end 3/60 Kategori 3: max. mindre end 3/60 min. svarende til el. bedre end 1/60 (fingertælling) Kategori 4: max. mindre end 1/60 min. end lyssans Kategori 5: ingen lyssans Når WHO's fem klassifikationer henføres til de betegnelser, vi, jf. ovenstående, traditionelt bruger i Danmark - altså svagsynethed, social blindhed, praktisk blindhed og total blindhed, bliver: Kategori 1 = Svagsynethed Kategori 2 og 3 = Social blindhed Kategori 4 = Praktisk blindhed Kategori 5 = Total blindhed En synsnedsættelse på 6/60 skal forstås sådan, at det, en normaltseende kan se på 60 meters afstand, kan en person med en synsnedsættelse på 6/60 se på seks meters afstand. Ved synsbrøken angiver tælleren altid den undersøgtes afstand fra synstavlen, og nævneren den afstand, normaltseende kan aflæse tavlen på. Hvis synsresten er meget mindre end 6/60, måler man på andre måder. F.eks. bliver den synshandicappede bedt om at tælle antallet af fingre, der rækkes op foran hans/hendes ansigt, eller om at angive, om undersøgerens hånd bevæger sig eller ikke. Dette angives som "fingertælling i så og så mange meter" eller "håndbevægelser foran ansigtet". Eller det undersøges, om den synshandicappede kan kende forskel på lys og mørke og registrere, hvorfra lyset kommer. Herved konstateres det, om den synshandicappede har lyssans med eller uden projektion. Forskellige komplikationer, som f.eks. et meget indsnævret synsfelt, kan gøre synsrestens værdi lig med eller mindre end 6/60. Mennesker med sådanne komplikationer vil derfor blive betragtet som socialt blinde. Side 9 I Danmark har alle blinde, der har fast bopæl i landet, ret til at blive medlem af Dansk Blindesamfund. Ifølge § 4, stk. 2, i foreningens love defineres synskriteriet for medlemskab således: "Stk. 2. - Ved blindhed forstås: a) en synsrest lig 6/60 eller mindre b) b) en synsrest på over 6/60, hvor komplikationer medfører, at synsrestens værdi vurderes til lig med eller mindre end 6/60" Der er for tiden registreret ca. 12.000 medlemmer i Dansk Blindesamfund. Det skønnes dog, at der i Danmark er op til ca. 20.000 mennesker, der opfylder kriterierne for medlemskab af foreningen, og altså tilhører ovenstående kategori B, C eller D. Den samlede gruppe af mennesker med en varig synsnedsættelse (kategori A-D) antages i Danmark at udgøre 40.000-50.000 personer. Det vil sige ca. 1% af befolkningen. Størstedelen af denne gruppe har dog en synsnedsættelse, der svarer til kategori A (Svagsynethed). De kan altså ikke betragtes som blinde og opfylder ikke betingelserne for medlemskab af Dansk Blindesamfund. Kun ca. 10% af Dansk Blindesamfunds medlemmer er helt blinde. Gruppen af stærkt svagsynede udgør således flertallet af foreningens medlemmer. Det er i øvrigt væsentligt at bemærke, at ca. 70% af Dansk Blindesamfunds medlemmer er over 70 år. Mange mennesker rammes nemlig af blindhed sent i livet. Gruppen af mennesker med varig synsnedsættelse, jf. ovenstående klassifikation af synsnedsættelser (kategori A-D), er i Danmark berettiget til støtte efter lovgivningens specielle tilbud til blinde og svagsynede Fodnote 3. I Danmark defineres antallet af synshandicappede først og fremmest ud fra den øjenlægelige klassifikation af synsnedsættelsen (synsbrøken). I andre lande har man forladt en vurdering baseret på en bestemt synsbrøk, og man har i stedet indført et funktionskriterium. Invaliditet ved synsnedsættelse kan nemlig ikke alene bedømmes på basis af øjets svigtende funktion, men er også i høj grad afhængig af Side 10 ikke-synsmæssige momenter, som f.eks. intelligens, karakter og vilje, tilstedeværelse af andre lidelser. Men på baggrund af de rettigheder, der i lovgivningen i en række lande er tillagt blinde og svagsynede, har det vist sig overordentligt vanskeligt, på internationalt plan, at opnå enighed om, hvad der skal forstås ved begreberne blindhed og svagsynethed. Den mere funktionsbetonede definition baserer sig på, at man ikke kan varetage et job uden særlige hjælpemidler. Man har f.eks. prøvet at anvende det kriterium, at den, der ikke kan orientere sig på fremmede steder, eller ikke kan udføre et arbejde, der direkte kræver synets medvirken, er blind. Men denne definition er meget svær at bruge i praksis i f.eks. en bevillingssituation. Det er således ikke ligetil at definere blindhed eller stærkt nedsat syn, hverken ved brug af den ene eller anden metode. I Danmark defineres blindhed indtil videre klinisk, men det bør dog bemærkes, at der i lovgivningen i dag er en tendens til at nedtone den kliniske bedømmelse og lægge vægt på den funktionelle vurdering, det vil sige evnen til at begå sig. Det skyldes, at definitioner af denne type i høj grad er en afspejling af samfundets syn på opfattelsen af begrebet handicap. Denne opfattelse ses afspejlet i "Lov om social service", der trådte i kraft 1. juli 1998, i f.eks. § 78, § 87 og § 97, hvor handicappede omtales som personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne Fodnote 4. 1.1.1.1 Danske betegnelser for handicap Igennem årene har handicappede været givet forskellige betegnelser. Den formulering, der i lovgivningen i dag oftest benyttes om gruppen handicappede, er: "personer med nedsat funktionsevne", men andre, der ligeledes anvendes hyppigt, er "personer, hvis bevægelses- eller orienteringsevne er nedsat" Fodnote 5 samt "bevægelseshæmmede, herunder kørestolsbrugere, personer med nedsat syn eller hørelse" Fodnote 6. Side 11 1.1.1.1.1 Handicapbegrebet i Danmark Handicapbegrebet har udviklet sig gennem årene. Ordet "handicap" blev tidligere ofte identificeret med en medicinsk diagnose, der var centreret om individet. Men ved i stedet at anvende betegnelsen "nedsat funktionsevne" fokuseres mere på relationen mellem en persons nedsatte kropslige eller psykiske funktion og mulighederne i det omgivende samfund. I Danmark bestod indsatsen på handicapområdet op til 50´erne fortrinsvis i etablering af specialinstitutioner, hvor mennesker med handicap tilbragte hele livet. Et handicap blev betragtet som en egenskab eller mangel hos individet, og mennesker med handicap skulle beskyttes mod det omgivende samfund - og omvendt. Denne holdning blev op gennem 50´erne stærkt kritiseret, og i stedet blev der sat fokus på begreberne normalisering og integration i handicappolitikken. I 70´erne opstod en ny opfattelse af handicap, der understreger samspillet mellem funktionsnedsættelsen og samfundets indretning. Handicap ses derfor ikke længere som en mangel ved det enkelte menneske, men som et misforhold i mødet mellem personens forudsætninger og den måde, det omgivende samfund er indrettet på. Handicappolitikken i Danmark sætter i dag både fokus på behovet for at støtte den enkelte og på behovet for at ændre og tilpasse omgivelserne samt aktiviteterne i samfundet. Handicappolitikken bygger på tre vigtige principper; solidaritetsprincippet, sektoransvarlighedsprincippet og kompensationsprincippet. Solidaritetsprincippet indebærer, at alle har et ansvar for den enkelte, der, når et behov opstår, er sikret de nødvendige ydelser til en fortsat tilværelse. Disse ydelser finansieres derfor i dag i vidt omfang af det offentlige. Solidaritetsprincippet er det afgørende grundlag for det offentliges forpligtelse over for mennesker med handicap. Sektoransvarlighed betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen på handicapområdet vil altså ikke kun være en opgave for socialsektoren, men rækker ind på mange andre områder som f.eks. bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren. Endelig henviser kompensationsprincippet til, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne, og tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske. Kompensationen sker dels ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige og dels ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for mennesker med nedsat funktionsevne. Side 12 1.1.1.2 Internationale definitioner af funktionsnedsættelse og handicap. I De Forenede Nationers Standardregler om "Lige muligheder for handicappede" af 1994 Fodnote 7, som Danmark har tilsluttet sig, gives følgende definitioner på begreberne funktionsnedsættelse og handicap: "17. Betegnelsen "funktionsnedsættelse" dækker et stort antal forskellige funktionsmæssige begrænsninger, der forekommer i alle befolkningsgrupper i samtlige lande i verden. Mennesker kan have funktionsnedsættelse på grund af en fysisk, intellektuel eller sansemæssig funktionshæmning, en medicinsk betinget tilstand eller en sindslidelse. Sådanne funktionshæmninger, tilstande eller sygdomme kan være af permanent eller forbigående art. 18. Betegnelsen "handicap" betyder tab eller begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Den beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Formålet med denne betegnelse er at sætte fokus på mangler ved omgivelserne og mange af de i samfundet iværksatte aktiviteter, som f.eks. information, kommunikation og uddannelse, der forhindrer mennesker med funktionsnedsættelse i at deltage på lige vilkår med andre. 19. Denne anvendelse af de to betegnelser "funktionsnedsættelse" og "handicap", som defineret i punkterne 17 og 18, bør ses i lyset af nyere tids handicaphistorie. I 1970´erne reagerede repræsentanter fra organisationer af handicappede og fagfolk på handicapområdet kraftigt imod datidens sprogbrug. Betegnelserne "funktionsnedsættelse" og "handicap" blev ofte brugt på en uklar og forvirrende måde, som gav ringe vejledning ved udarbejdelsen af strategier og politiske tiltag. Terminologien afspejlede en lægelig og diagnostisk synsvinkel, der helt så bort fra det omgivende samfunds fejl og mangler. 20. I 1980 vedtog Verdenssundheds-organisationen WHO en international klassifikation af "funktionshæmning", "funktionsnedsættelse" og "handicap", der både angav en mere præcis og på samme tid relativistisk synsvinkel Fodnote 8. Denne internationale klassifikation skelner klart imellem "funktionshæmning", "funktionsnedsættelse" og "handicap". Den har vundet udbredelse på områder som f.eks. revalidering, uddannelse, statistik, politik, lovgivning, demografi, sociologi, økonomi og antropologi. Nogle brugere har udtrykt bekymring for, at klassifikationen i sin definition af Side 13 betegnelsen "handicap" stadig kan betragtes som værende for medicinsk og centreret om individet og ikke i tilstrækkelig grad præciserer samspillet mellem samfundsmæssige betingelser eller forventninger og individets formåen. Disse og andre betænkeligheder, som brugerne har givet udtryk for i løbet af de sidste 12 år, siden klassifikationen blev udgivet, vil blive taget op til behandling i forbindelse med kommende revisioner. 21. Som resultat af de erfaringer, der blev opnået i forbindelse med gennemførelsen af Verdenshandlingsprogrammet og den brede debat, der fandt sted i løbet af FN's Handicaptiår, er der sket en uddybning af kendskabet til og udbredelsen af forståelse for handicapspørgsmål og for den terminologi, der anvendes. Nutidens terminologi anerkender behovet for at beskæftige sig både med den enkeltes behov (såsom revalidering og hjælpemidler) og med manglerne i samfundet (forskellige hindringer for deltagelse)." Af disse uddrag fra De Forenede Nationers standardregler fremgår det tydeligt, at funktionsnedsættelsen i dag ses som en konsekvens af et samfund, der ikke tager hensyn til den menneskelige variation og egenskaber ved det enkelte menneske. Dette syn, der i Norden kaldes det miljørelaterede handicapbegreb, fører naturligvis over i en udvikling mod det mål at afskaffe de samfundsskabte hindringer. Denne tankegang ses også afspejlet i WHO's nye klassifikation af funktionsevne og funktionsnedsættelse, kaldet ICIDH-2, der blev vedtaget i maj 2001. Det overordnede sigte med ICIDH-2 klassifikationen er at tilbyde et fælles og standardiseret sprog og en tilsvarende ramme til beskrivelse af menneskers funktionsevne og funktionsnedsættelse som en vigtig del af den enkeltes samlede helbredstilstand. "Funktionsevne" og "Funktionsnedsættelse" er paraplybegreber, der dækker tre dimensioner: 1) Kropsfunktioner, 2) Aktiviteter på personplan og 3) Deltagelse i samfundet. Som nævnt i afsnit 1.1.1 er sygdomme klassificeret i ICD-10, mens ICIDH-2 relaterer helbredstilstanden til funktionsevne og funktionsnedsættelse. De to supplerer derfor hinanden, for mens ICD-10 giver en "diagnose", uddybes og nuanceres billedet med tilføjelse af ICIDH's oplysninger om funktionsevne på krops-, person- og samfundsplan. 1.1.2 Blinde og svagsynedes opfattelse af de fysiske omgivelser For at arkitekter, designere og beslutningstagere kan skabe bygninger og miljøer, der modsvarer synshandicappedes behov, er det nødvendigt, at de har en forståelse af, hvorledes en alvorlig synsnedsættelse kan influere på opfattelsen af bygninger, disses indretning samt de ydre omgivelser. Helt blinde benytter andre sanser end synet til at orientere sig med - f.eks. høre- og følesansen. Den store gruppe af stærkt svagsynede har et restsyn, Side 14 som de i større eller mindre grad bruger til at orientere sig med. Men i hvor høj grad en svagsynet vil kunne gøre brug af sit restsyn, afhænger af, hvordan miljøet er indrettet, idet f.eks. rigtig brug af farver og god belysning kan gøre det lettere for svagsynede at færdes. Forskellige øjenlidelser giver sig udslag i forskellige synsproblemer. Fælles er selvfølgelig problemet med at se, men forskellige lidelser kan betyde, at man får problemer med at se under bestemte lysforhold. Man kan også miste evnen til at fokusere, få et meget begrænset synsfelt eller måske miste synet i pletter. Det er desuden sådan, at synet generelt bliver dårligere med alderen med deraf følgende problemer. Forskellige øjenlidelser kan bl.a. forårsage følgende former for synsnedsættelse: . Et begrænset synsfelt - personen er ude af stand til at se til siderne eller op og ned. . Noget tab af centralsynet, der begrænser mulighederne for at fokusere på detaljer. . Stærkt sløret syn, hvor man f.eks. ser verden igennem en konstant tåge. . Ukontrollable bevægelser af øjeæblet, der fører til en manglende evne til at fokusere og se genstande klart. . Natteblindhed og/eller en manglende følsomhed over for lys. Dette kan betyde, at man blændes af lys samt blanke og skinnende flader. I det følgende vil forskellige typer øjenlidelser og deraf følgende synsproblemer blive søgt illustreret ved hjælp af det samme billede af et hus: Normalt syn Figur. 1 A Et helt tydeligt skarpt billede af et hus. Alle relevante detaljer er helt tydelige, og der er intet problem med at passere området. Grå stær (Katarakt) Figur. 1 B Et sløret, uskarpt billede af et hus, hvor detaljerne ikke ses tydeligt. Billedet begynder generelt at blive sløret. Nogle nøgletræk begynder at smelte sammen, og detaljerne er drastisk reduceret. Side 15 Sukkersyge (Diabetes retinopathi) Figur. 1 C. Et billede af et hus, der kun ses pletvist og utydeligt. Pletvist syn, der generelt medfører en mangel af det skarpe syn tværs over synsfeltet. Området smelter sammen, hvilket gør det næsten umuligt at se, hvilken vej man bør gå. Kikkertsyn (Retinitis Pigmentosa) Figur. 1 D. Et billede af et hus, hvor man kun ser en lille central del af billedet. Ofte er kun en meget lille central del af området tydelig. Synet giver intet overblik, og det gør det vanskeligt at færdes. Aldersbetinget degeneration af nethinden. Figur. 1 E. Et uskarpt billede af et hus, hvor der er en sort plet på den centrale del af billedet. (Makula degeneration) Mangel på centralt synsfelt gør, at det er uhyre svært at finde vej uden for kendte områder, selvom det perifere syn er tilbage. Dette er den største årsag til synshandicap i Danmark, idet ca. 80% af Dansk Blindesamfunds medlemmer lider af denne øjenlidelse. 1.1.2.1 De hyppigste synsproblemer for stærkt svagsynede I det følgende vil de hyppigste synsproblemer for stærkt svagsynede blive gennemgået. 1.1.2.1.1 Blændingsproblemer Der findes en række øjensygdomme, der medfører, at øjet påvirkes meget kraftigt af blænding. Den mest almindelige af disse er grå stær, som er en uigennemsigtighed af øjets linse. Man kan sammenligne med den situation, hvor man kører bil med snavset forrude mod aftensolen. Den lave sol rammer snavset på forruden. Dette forårsager, at lyset spredes, og det bevirker, at detaljer og kontraster går tabt. Mange ældre mennesker bliver generet af blænding fra belysningen, fordi øjets linse med årene er blevet mere uklar. Det er derfor meget vigtigt, at lys, naturligt eller kunstigt, falder på en sådan måde, at det formindsker blændingseffekten. Side 16 1.1.2.1.2 Aldersbetingede synsforandringer Efterhånden som folk bliver ældre, vil evnen til at se fine detaljer formindskes. Øjnene har stigende besvær med at tilpasse sig pludselige ændringer i lys eller hurtig fokusering på ny, som når man ser op fra en arbejdsopgave til en fjern eller en mellemliggende genstand. Dette skyldes delvis fysiske ændringer i øjets struktur, der berører linsen og andre elementer inden for øjeæblet, såvel som musklerne rundt om det. Forandringerne i gennemsigtigheden og tykkelsen af linsen hæmmer lyspassagen. Ydermere bliver øjenmusklerne svagere, og dette fører til en forøgelse af vanskelighederne, og en reduceret størrelse af pupillen, hvilket yderligere begrænser mængden af det lys, der når nethinden. Dette betyder igen, at ældre mennesker generelt har behov for mere lys. Faktisk har 60-årige groft sagt behov for to gange så meget lys som 40-årige. En synshandicappet har behov for 50-100 procent mere lys end en jævnaldrende seende, og i nogle tilfælde endog mere. Hvis kommunikationsveje - f. eks. trappeopgange og korridorer - let skal kunne identificeres med et nedsat syn, skal de adskille sig fra tilstødende omgivelser. Enhver genstand, der befinder sig på gangarealer, skal derfor ved brug af kontrastfarver og lignende skille sig ud, således at de kan genkendes som hindringer. 1.1.2.1.3 Kikkertsyn eller tunnelsyn Den form for synstab, der kendes som "kikkertsyn" eller "tunnelsyn" bevirker, at personen mister alt, eller det meste af sit perifere syn, medens personen bibeholder det normale skarpe syn i et meget begrænset centralt område. I alvorlige tilfælde af kikkertsyn kan det være nødvendigt for personen at "skanne" området for at lokalisere den søgte synsinformation. Skanningsteknikken skal derfor eksempelvis gentages for hvert skridt, som personen tager, for at sikre, at relevante informationer opnås, og at vejen fremad er fri. Et af problemerne med denne form for synstab er, at mobile genstande fra siden pludselig kommer ind i synsfeltet, og det giver kun kort tid til at undgå et sammenstød. Også lave genstande kan forblive uopdagede, især når personen fokuserer på sit bestemmelsessted. Det sker tit for en person med kikkertsyn, der går tværs over et møbleret rum, at han/hun falder over lave genstande, f.eks. møbler der står uden for synsfeltet. Det perifere syn gør normaltseende i stand til at se i mørke. Derfor vil personer, der mangler det perifere syn, som f.eks. mennesker med kikkertsyn, mangle denne evne, og de vil være det, der betegnes som natteblinde. Dette rammer personens mobilitet, idet mobiliteten bliver afhængig af lysbetingelserne. Side 17 Der er mange tilsyneladende modsigelser ved denne tilstand. Personer med perifert synstab kan famle sig frem i mørket og være næsten fuldstændig blinde, men kan, hvis lysbetingelserne er rigtige, være i stand til at bevæge sig rundt med relativ lethed. De kan være i stand til at læse selv den mindste skrift i en avis eller opdage en nål på tæppet, medens de sidder i en lænestol, men når de bevæger sig rundt, kan de støde ind i store møbler og andre genstande. 1.1.2.1.4 En kombination af synstab Ved nogle øjensygdomme er synstabet en kombination af alle ovenstående faktorer. Med andre ord kan personen opleve en grad af tab af det centrale synsfelt og også forskellige tab inden for det perifere område, hvilket giver et pletvist syn. Positionen og størrelsen af dette "plettede område" er afgørende for detaljeringsgraden af den pågældendes syn. Når nogen pådrager sig skader på den optiske sti mellem bagsiden af øjet og synsbarken, vil den samme side af synsfeltet blive berørt i begge øjne, og i mange tilfælde vil hele den ene side af synsfeltet være tabt. Fra et mobility-synspunkt er det største problem tab af en del af synsfeltet. 1.2 Betydningen af de fysiske omgivelser for blinde og svagsynede De fysiske omgivelser er en væsentlig faktor, der spiller ind på den synshandicappedes evne til at færdes uden for hjemmet - på deres mobilitet. For fuldt ud at kunne anvende og få glæde af det fysiske miljø er det væsentligt, at ens personlige velvære og den sociale kontakt med andre mennesker fungerer tilfredsstillende. Et synshandicap fører ofte til nedsat fysisk aktivitet, hvilket kan have skadelige virkninger for kroppens almene tilstand. Den synshandicappede vælger ofte at afstå fra at deltage i forskellige former for aktiviteter og isolerer sig dermed fra omgivelserne. Mange blinde og stærkt svagsynede er meget afhængige af andre og afholder sig fra at gå ud, eller går kun ud med ledsager. Det er desværre ikke alle blinde med behov for ledsagelse, der har seende familiemedlemmer eller venner, der kan bistå hermed. Dette skyldes flere ting. En faktor er alderen - af Dansk Blindesamfunds medlemmer er 70% over 70 år. Blinde og stærkt svagsynede er altså typisk ældre mennesker. Mange blinde lever desuden alene, eller sammen med en anden synshandicappet, og skal derfor kunne klare sig selv både hjemme og ude. Muligheden for at kunne orientere sig, og bevæge sig sikkert fra sted til sted, er en forudsætning for en uafhængig tilværelse. Synet spiller her en vigtig rolle. Manglende eller nedsat evne til at se stiller derfor krav om kendskab til og information om omgivelserne samt god mobilitytræning Side 18 - dvs. træning i brugen af den hvide stok - for at færden kan ske uden større risiko. Men mobiliteten afhænger, ud over selve synsevnen, også af ting som personlighed, motivation og helbred samt et grundigt kendskab til omgivelserne. Det er meget krævende at færdes alene som blind, både fysisk og psykisk, og selv efter mange års træning er det stadigvæk en udfordring at gå ud. Og der skal mod til at færdes alene som synshandicappet i dag, da det er risikofyldt at bevæge sig ud i vort moderne samfund med den øgede og intensiverede trafik. Faktorer som de fysiske omgivelser, det sociale netværk og ens psykiske ligevægt er uadskillelige og nært knyttet sammen i en helhed. Hvis der ændres på den ene faktor, nemlig de fysiske omgivelser, vil dette automatisk influere på de andre. 1.2.1 Orienteringssanser Ved hjælp af synet opnås mere eller mindre et billede, der giver en oversigt over omgivelserne. Afstande, retnings- og højdeforskelle bedømmes. Endvidere kan man genkende genstande, symboler og kendemærker ud fra faktorer som størrelse, form, lys, farve, konsistens, bevægelse og rumlig placering. En anden meget vigtig synsfunktion er muligheden for at opfatte og derved undgå farer. Når seende skal orientere sig, danner de sig først et overblik og ser dernæst på detaljerne. Svagsynede gør det samme, hvis vigtige træk i omgivelserne er klart markerede med f.eks. lys, farver og kontraster. Blinde derimod opfatter først detaljerne og må på dette grundlag danne sig en forestilling om helheden. Som kompensation for et helt eller delvist synstab er man tvunget til at udnytte sine alternative orienteringssanser. De fleste, der har en synsrest, anvender denne så meget som overhovedet muligt, men synsevnen kan være svær at anvende, så ved stærkt nedsat eller forvrænget syn er det ofte nødvendigt at anvende andre sanser. Disse udnyttes aktivt af synshandicappede, der har brug for den information, som omgivelserne giver, til orienteringen. Med hørelsen skelnes mellem forskelligartede lyde, de analyseres og lokaliseres, og deres bevægelse og retning bedømmes. Ekkoet, der fremkommer ved færden og ved brug af den hvide stok, samt lyden, der fremkommer ved at gå, tale eller på anden måde skabe lyd, er en vigtig hjælp i orienteringen. Grunden hertil er, at massive hindringer eller åbne rum med videre kan opfattes ved hjælp af akustikken. Med følesansen identificeres forskellige genstande, strukturer og materialer. På huden mærkes luft- og temperaturforandringer. Med fødderne skelnes f.eks. mellem forskelligartet materiale i underlaget. Med hænderne er Side 19 det muligt at aflæse taktile (følbare) kort, skilte og eventuel anden taktil information. Også lugtesansen er væsentlig for orienteringsevnen. Mulighederne for at orientere sig i det fysiske miljø er for helt blinde hovedsageligt begrænset til den auditive (hørbare) og den taktile (følbare) information. For svagsynedes vedkommende kommer hertil anvendelsen af forskellige grader af restsyn. Men synsrestens betydning for den svagsynedes orienteringsevne afhænger som anført af flere faktorer, herunder i høj grad af om miljøet er tilrettelagt for den svagsynede. 1.2.2 Orienteringshjælpemidler for blinde og svagsynede En hjælp til at komme sikkert fra sted til sted er at anvende den hvide stok, en førerhund eller en seende ledsager. For blinde og stærkt svagsynede er det nødvendigt at ty til én af disse muligheder for at få hjælp til at finde rundt i ukendte såvel som kendte miljøer. 1.2.2.1 Den hvide stok Den hvide stok er kendt i hele verden som kendetegn for synshandicappede. Den hvide stok anvendes som en angivelse af, at her er en person, seende skal vise hensyn til ude i miljøet, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse af 1976 Fodnote 9. Dansk Blindesamfund har truffet beslutning fra oktober 1998 officielt at anvende det på verdensplan anerkendte symbol "Manden med den hvide stok" som færdselsmærke for blinde og svagsynede for at tilkendegive, at bæreren lider af et synshandicap. Figur. 2. Billede af det internationale mærke for synshandicappede - "Manden med den hvide stok". For blinde og stærkt svagsynede er den hvide stok et absolut nødvendigt hjælpemiddel, der anvendes som beskyttelse mod at støde ind i ting og for at føle sig frem. Der findes to typer hvide stokke. En markeringsstok, der overvejende anvendes af svagsynede, og en mobilitystok. De to typer stokke anvendes ikke på samme måde. Side 20 Mobilitystokken benyttes til at give brugeren nødvendige informationer om underlaget og omgivelserne. Mobilitystokken er udført i et meget let, men samtidig holdbart materiale som f.eks. aluminium, og den har en særlig spids, der kan være fast eller bevægelig. Spidsen vil normalt være i et andet materiale end stokken som f.eks. nylon eller træ. Længden på stokken tilpasses individuelt i forhold til brugerens højde. Figur. 3. Et billede af en person, der går med en mobilitystok og anvender pendulteknikken. Mobilitystokken anvendes ved, at brugeren fører den fra side til side foran sig (pendulteknikken), eller ved at brugeren holder stokken diagonalt foran kroppen, sådan at stokkespidsen rører underlaget og danner en lige linje med skulderen i den ene side (diagonalteknikken). Med mobilitystokken opfanger bæreren forhindringer i lav højde og registrerer forandringer i underlaget. Ved pendulteknikken skannes området i den umiddelbare nærhed. Markeringsstokken er normalt kortere og mindre robust end mobilitystokken, og den er ikke beregnet på kontinuerligt brug. Markeringsstokken er beregnet til brug i situationer, hvor brugeren bliver usikker på omgivelserne og skal bruge en stok for at føle sig frem. Markeringsstokken anvendes normalt af svagsynede. 1.2.2.2 Førerhunden En del blinde har valgt at lade sig lede af en førerhund. Man kender den arbejdende førerhund på, at den bærer hvidt seletøj med en bøjle, der er forsynet med færdselsmærket "Manden med den hvide stok". Førerhunde er for nogle blinde den bedste løsning på en af blindhedens største vanskelig-heder: at færdes frit, sikkert og nogenlunde uafhængigt af seendes hjælp. En førerhund skal føre den blinde uden om alle former for forhindringer. Den skal standse, hver gang den kommer til en fortovskant. Den skal på kommando føre til den nærmeste trappe, hvor den standser, før man går op eller ned. Den skal føre til den dør, som den blinde har brug for at finde. Den skal finde en ledig plads på en bænk eller en ledig plads i bus eller tog. Men en førerhund arbejder aldrig alene. Den blinde skal selv være i stand til at klare sin del af opgaven. En førerhund kan hverken forstå trafiksignaler eller læse vejskilte. Den kan heller ikke vide, hvor den skal hen. Den blinde skal altid selv vide, hvor han er, hvor han skal hen, og hvordan han kommer derhen. Alt dette stiller store krav til den blinde. Det er således nødvendigt at kunne orientere sig og at have et godt kendskab til det område, man færdes i til daglig. Kravene til både hunden og den blinde er store. Den største udfordring for begge er evnen til at samarbejde. Side 21 Når førerhunden bærer seletøj, arbejder den, og man må således aldrig røre ved eller tale til hunden. Man skal altid først spørge den blinde, om man må "snakke med hunden". Dansk Blindesamfund administrerer førerhundeordningen i Danmark på vegne af danske kommuner i henhold til aftale indgået mellem Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune og Dansk Blindesamfund om førerhundeordningens administration, december 1996. En førerhund bevilges som hjælpemiddel i henhold til lov om social service, § 97, stk. 1. For færdsel med førerhunde i taxi samt på restauranter og i levnedsmiddelbutikker gælder følgende offentligt regulerede bestemmelser: . I en taxi har føreren pligt til at medtage blinde eller svagtseende personer med førerhund, medmindre dette vil være til gene for førerens helbred Fodnote 10. . I restauranter og levnedsmiddelbutikker m.m. (levnedsmiddelvirksomheder) er det, ud fra et hygiejnisk synspunkt, ikke tilladt at medbringe hunde og andre dyr. Forbuddet gælder dog ikke kundeområder i restaurationer, cafeer og lignende. Ligeledes er førerhunde og handicaphunde ikke omfattet af forbuddet Fodnote 11. 1.2.2.3 En seende ledsager I mange situationer er det nødvendigt for en synshandicappet at lade sig ledsage af en seende. Mange seende er lidt usikre over for, hvordan de skal hjælpe en blind eller en stærkt svagsynet med at finde vej. Det vigtigste princip er at lade den seende ledsager gå forrest. Den blinde skal ikke trækkes af sted eller føres frem med magt. Den synshandicappede vil, når den seende stiller sig på den ene side og fortæller dette, selv tage fat om ledsagerens arm over albuen. Den synshandicappede kan således følge ledsagerens kropsbevægelser mest hensigtsmæssigt. Ledsageren skal holde overarmen ind til kroppen. Under ledsagelsen af en synshandicappet er det rart for denne at blive orienteret om omgivelserne. På steder, der indsnævres eller er snævre, skal ledsageren trække sin arm ind bag kroppen. Det er et signal til den synshandicappede om at trække sig ind bag ledsageren, så de begge optager mindre plads. På trapper skal den seende gå et trin foran. Forinden skal den seende lige markere, at der kommer en trappe, og det gøres ved at standse op Side 22 umiddelbart før niveauændringen. Trappens afslutning markeres på samme måde. 1.2.2.4 Andre hjælpemidler Der eksisterer alternative hjælpemidler i form af mobility-apparater. Det er elektroniske apparater, der detekterer forhindringer via udsendelse af ultralyd, infrarødt lys, laser og videokameraer. De er udviklet for at give brugeren information ved hjælp af lydsignaler eller vibratorsignaler om det miljø, vedkommende færdes i. Og afhængigt af apparatets karakter kan man få hjælp til at danne sig et indtryk af omgivelserne. Succesen med disse forskellige apparater er begrænset, blandt andet fordi udnyttelsen af hørelsen bliver forstyrret eller blokeret af de elektroniske lydsignaler. I Danmark underviser Instituttet for Blinde og Svagsynede i brugen af eksisterende alternative hjælpemidler. 1.2.2.4.1 GPS - Global Positioning System En GPS-navigator kan teoretisk anvendes af blinde og svagsynede til bestemmelse af position (hvor man er) og til planlægning af en rute samt detaljerede oplysninger og data om, hvad der befinder sig på bestemte positioner (Waypoints/Points of interest). Positionsangivelsen er dog ikke nøjagtig nok i dag. For tiden er nøjagtigheden 5-30 m ved brug af normal GPS, 3-5 m kan opnås med DGPS og 1-3 m med EGNOS (WAAS). Nøjagtigheden skal dog være bedre end 30-100 cm, for at systemet reelt er brugbart for blinde til angivelse af position. For at man som blind eller svagsynet kan benytte en GPS-navigator, skal denne også være mere tilgængelig, end tilfældet er i dag. Det vil sige, at alt, hvad der foregår på en GPS-terminals "kort", skal kunne omsættes til syntetisk tale (og evt. punkt). Som minimum oplysninger som stedbetegnelsen (adressen) på den position, hvor man befinder sig. En GPS-navigator bør være håndbåren og så lille, som det er muligt, f.eks. på størrelse med eller mindre end en mobiltelefon. Det ville f.eks. være en god ide at indbygge GPS-navigatoren i en mobiltelefon. Men det er vigtigt at fremhæve, at en GPS-terminal skal være betjeningsvenlig for blinde og svagsynede. GPS-terminaler anvender primært menuer, og disse skal kunne navigeres ved hjælp af syntetisk tale (og evt. punkt), der giver brugeren detaljerede oplysninger om funktionen og en tilbagemelding om funktionens udførelse. Betjeningen skal ske ved brug af få knapper, og disse skal være følbare og adskille sig fra hinanden i forhold til knappens funktion. Stemmestyring vil også være en oplagt mulighed for betjening. Ruteplanlægning og kørselsvejledning med talende ordrer og forklaringer, findes i dag til biler og fungerer godt til formålet, men mangler detaljer og Side 23 er for unøjagtige til fodgængere. Fodgængere er jo i stand til at anvende alternative veje, som f.eks. gågader, ensrettede gader, stier og andre steder, hvor der ikke forekommer kørende trafik. 1.3 Tilgængelighed og anvendelighed De fleste miljøer er planlagt for gennemsnitsmennesker uden handicap. Planlægningen foregår fortsat mange sammenhængei med udgangspunkt i dette gennemsnit, til trods for at de grupper, som falder udenfor - børn, ældre og personer med funktionsnedsættelser - tilsammen udgør store dele af befolkningen. Med denne publikation søger vi at besvare spørgsmålet: . Hvordan gøres miljøet mere anvendeligt og tilgængeligt for blinde og svagsynede? Figur. 4 Et billede af en desorienteret person med en hvid stok, der står på en stor plads uden orienteringspunkter og forsøger at orientere sig. Det fysiske miljø har mange steder slet ikke taget højde for andre mennesketyper end gennemsnitsmennesket. Men man bør huske på, at det handicap, et menneske oplever, i høj grad er afhængigt af, i hvilket omfang miljøet er tilrettelagt for vedkommende. Et handicap er et udtryk for en kløft mellem individets forudsætninger og miljøets krav til funktion på forskellige områder, der er væsentlige for etablering og opretholdelse af selvstændighed og uafhængighed. Jo større misforholdet er mellem individets forudsætninger og miljøets krav til funktion, desto mere alvorligt bliver handicappet. Graden af handicap er med andre ord forskellig i forskellige miljøer. Hvis man havde valgt en anden udformning af miljøet, end det oftest er tilfældet i dag, ville manges funktionsevne kunne øges betydeligt. Det gælder også for blinde og svagsynede. Tilgængelighed kan derfor defineres som værende en foranstaltning, hvorved samfundets krav til menneskers funktionsevne mindskes. Side 24 Det er vigtigt at huske på, at tilgængelighed berører mange forskellige aspekter af vores dagligdag, herunder både produkter og serviceydelser. Med begreberne tilgængelighed og anvendelighed menes, i hvilket omfang miljøet faktisk fungerer for en person. Med tilgængeligt miljø menes mere præcist, at man uden assistance fra en anden person selv skal kunne bevæge sig fra et sted til et andet. Anvendelighed betyder, at man på tilsvarende måde frit kan færdes i miljøet og bruge det på den måde, hvortil det er blevet planlagt. I et tilgængeligt og anvendeligt miljø kan en person altså uden assistance fra en anden person bevæge sig fra et sted til et andet. Og kan undervejs benytte forskellige produkter og transportmidler samt tilegne sig den nødvendige information på egen hånd. En elevator, der er godt afmærket og let at finde, er tilgængelig, men ikke anvendelig, hvis betjeningsknapperne ikke er udfærdiget på en sådan måde, at synshandicappede kan bruge dem. Anvendelig er f.eks. en forelæsningssal, når den synshandicappede kan benytte den på lige fod med sine seende medstuderende. Men den er ikke tilgængelig, hvis der ikke findes information om, hvordan man kan finde frem til salen, i en form den synshandicappede kan tilegne sig. Tilgængelighed og anvendelighed opnås lettest, hvis miljøet er udformet, så det giver en følelse af tryghed og sikkerhed. Trygheden øges, hvis miljøet er letfatteligt, det vil sige, at det er let overskueligt med en enkel planløsning, og at det indeholder forventede og letfattelige detaljer. I planlægningsarbejdet for synshandicappede er de sikkerhedsmæssige aspekter hele tiden meget vigtige. Løsninger, der øger sikkerheden, må derfor prioriteres meget højt, når der skal ske ændringer. Praktiske problemer kan nemlig nemt føre til sociale og psykiske vanskeligheder. At være afhængig af andre kan være en kilde til kontakt, men hyppigt er den ensidig, og der opstår sjældent fællesskaber. Personer, der ikke kan færdes sikkert uden assistance, kan nemt vælge at isolere sig for at undgå at havne i vanskelige situationer, der hver for sig ikke er så vanskelige, men som samlet kan udgøre en uoverkommelig psykisk hindring. For at miljøet kan blive mere tilgængeligt og anvendeligt for synshandicappede, bør der skabes kendskab til de eksisterende problemer, så der kan udarbejdes alternative planer for udformning af det fysiske miljø. Og dette er netop hensigten med denne publikation. Synshandicappede ønsker i høj grad, at miljøplanlæggere og besluttende myndigheder tager større hensyn til blinde og svagsynedes behov for tryghed og sikkerhed, end tilfældet er i dag. Side 25 For hvis formålet med folketingsbeslutningen om ligestilling og ligebehandling af handicappede Fodnote 12 skal blive en realitet, er det nødvendigt at fjerne den manglende tilgængelighed til samfundet. Det er ikke tilstrækkeligt alene ved hjælp af hjemmehjælp og hjælpemidler at forbedre den enkeltes muligheder. Bag Folketingets beslutning ligger et ønske om, at alle skal kunne leve et selvstændigt liv og fungere som en aktiv borger i samfundet. Denne målsætning nås ikke alene ved specielle løsninger stillet til rådighed af det sociale system. Hvis blinde og svagsynede skal have mulighed for at leve så ligeværdigt et liv som muligt, er det nødvendigt at forbedre tilgængeligheden til samfundet, til transport, bygninger, information, serviceydelser, anvendelsen af informationsteknologi m.m. Dette vil formindske den eksisterende indskrænkning af den enkeltes muligheder for ligestilling i samfundet. Og det vil give synshandicappede både større livskvalitet og større mulighed for at leve et liv efter eget ønske. Men det er under alle omstændigheder værd at notere sig, at ved planlægning og indretning for synshandicappede opnås altid, at miljøet bliver mere anvendeligt og tilgængeligt for alle. 1.3.1 Tilgængelige produkter og serviceydelser Den måde, produkter og serviceydelser er udformet på, kan udelukke den synshandicappede fra deltagelse i forskellige aktiviteter i samfundet alene pga. hans/hendes manglende evne til at håndtere et givent produkt, f.eks. finde og trykke på de nødvendige knapper, se, hvad der står på en skærm, eller læse en skriftligt anvisning. Udelukkelse fra deltagelse i samfundsaktiviteter kan sidestilles med indgreb på den personlige frihed. Det har en stærk, direkte og umenneskeliggørende indvirkning på det enkelte individ at blive udelukket. Det er derfor vigtigt, når man udvikler nye produkter og serviceydelser, at forholde sig til, hvilke grupper af befolkningen der kunne blive udelukket fra at bruge disse. Man bør fra starten planlægge system- eller produktvarianter, der kan håndtere denne problemstilling. Hidtil har man primært søgt at udvikle kompenserende hjælpemidler til at afhjælpe forskellige handicapgruppers problemer med brug af teknologien. Men i langt de fleste tilfælde ville dette ikke være nødvendigt, hvis man i stedet satser på at gøre produkterne mere tilgængelige og anvendelige for alle. Side 26 På den måde kan vi bevæge os hen i en retning, hvor alle kan være med - et princip, der betegnes "Universelt design" eller "Design for alle". 1.3.1.1 Universelt design Målet med "Universelt design"/"Design for alle" er at udforme omgivelserne tilgængelige for alle for derigennem at mindske samfundets krav til menneskers funktionsevne. For eksisterende bygninger og anlæg drejer det sig om at fjerne de barrierer, der hindrer handicappedes deltagelse, gennem ombygninger, der gør de eksisterende omgivelser tilgængelige for alle. Universelt design er design, der er tilrettelagt således, at produkter m.m. kan anvendes af den størst mulige brugergruppe uden særlige tilretninger, og således at brugeren ikke behøver at anvende særlige hjælpemidler. Det universelle design kan også være tilrettelagt således, at et produkt let vil kunne tilpasses den enkeltes behov - f.eks. ved brug af personaliserede brugergrænseflader. Et godt universelt design bygger derfor på følgende principper: 1) Lige brug for alle ..Brugen skal være ens for alle brugergrupper. Identisk, hvor det overhovedet er muligt, og tilsvarende, hvor det ikke er. . Undgå at skabe segregering og stigmatisering. . Tilbyd samme muligheder for privat og sikker brug til alle brugere. . Lav et indbydende design for alle brugere. 2) Fleksibel brug . Giv alle valgfri metode ved brug. . .. Imødekom både højre- og venstrehåndet brug. Let brugerens akkuratesse og præcision. . Gør det muligt at benytte produktet i ege tempo. 3) Simpelt og intuitivt . Eliminer unødvendig kompleksitet. . Vær i overensstemmelse med brugerens forventninger og intuition. . Imødekom en bred vifte af boglighed og sprogfærdigheder. . Arranger information på en måde, der understreger dens væsentlighed. Side 27 Sørg for effektiv og hurtig feedback under og efter udførslen af en opgave. 4) Letforståelig information . Brug forskellige kilder til at præsentere essentiel information - såvel visuelle som auditive og taktile. . Sørg for god kontrast mellem essentiel information og baggrund. . Gør essentiel information så let læsbar som muligt. . Lav forskelle i elementer, der let kan beskrives - gør det f.eks. let at give instruktion i brugen. Hvis man følger disse simple principper, opnår man at skabe produkter, der kan bruges af en meget bred brugergruppe og dermed bliver universelt tilgængelige. Universelt design bliver ofte beskyldt for at påføre designere snærende bånd, der vil kvæle den æstetiske fornyelse og føre til ensartethed i strukturer og produkter. Dette er langt fra tilfældet. Selvfølgelig kan ubetænksomme designere altid indføre standardløsninger i deres arbejde, men essensen i universelt design er, at man tænker over, hvem de tilsigtede forbrugere af et produkt eller en vare er - og over hvordan produktet skal bruges. Designere kan så udøve deres kunst under hensyntagen til de behov og forventninger, som produktet skal opfylde. 1.3.1.2 Standarder At fremstille fuldt tilgængelige produkter og løsninger kræver naturligvis flere forudsætninger fra industriens side. En måde at tilvejebringe den tilstrækkelige viden på er gennem standardiseringsarbejdet. Standarder er reelt en slags regelsæt for udformningen af produkter og services og har normalt stort fokus på egenskaber ved produktet som f.eks. sikkerhed og kvalitet. Man taler om to typer standarder, dels de jure-standarder, der er formaliserede standarder vedtaget i et eller flere af de internationale eller europæiske standardiseringsorganer, dels de facto-standarder eller branchestandarder. Disse er oftest ikke offentligt tilgængelige, men er industriens egne "overenskomster" om, hvorledes et bestemt produkt skal fungere og tilvejebringes. De facto-standarder opstår ofte på markeder, hvor der er en markedsleder, der kan påtvinge andre på markedet at følge disse spilleregler for at overleve. Inden for de internationalt vedtagne standarder er ideen om standarder, der også indtænker en egenskab som tilgængelighed, i øjeblikket ved at vinde indpas - således er der netop blevet vedtaget en international guideline i Side 28 de internationale standardiseringsorganer (ISO/IEC), kaldet "Guide 71", og de tre europæiske standardiseringsorganer (CEN, CENELEC og ETSI) har på baggrund af et EU-mandat (mandat 283) oversat denne til europæisk brug under navnet "Guide 6". Det er endvidere meningen, at der skal vedtages en række europæiske sektordokumenter til at understøtte "Guide 6". Dansk Blindesamfund deltager aktivt i det europæiske arbejde. 1.4 Grundlæggende principper for tilgængelighed for blinde og svagsynede Som det fremgår af de foregående afsnit, bruger blinde og svagsynede i høj grad andre sanser end synet, når de færdes. Det er derfor et grundlæggende princip, at man skal understøtte blinde og svagsynedes mulighed for at bruge andre sanser, når de færdes i miljøet. Man bør derfor tænke i brugen af forskellige materialer samt lyde og dufte. Det er lige så væsentligt, at man skaber et miljø, hvor det er trygt og sikkert at færdes for blinde og svagsynede, hvorfor man skal sikre korrekt afmærkning samt i vid udstrækning undgå niveauforskelle. Som det også fremgår af førnævnte afsnit, har mange svagsynede en synsrest, der i nogen grad sætter dem i stand til at færdes. Det er væsentligt at understøtte brugen af denne synsrest, bl.a. ved rigtig brug af lys og farver. 1.4.1 Et trygt og sikkert miljø For blinde, der orienterer sig ved hjælp af stok, er taktil eller auditiv afmærkning af f.eks. forhindringer afgørende for, hvor trygt vedkommende kan færdes i miljøet. Den svagsynede vil foretrække, at en sådan afmærkning tillige er identificerbar ved hjælp af farver og kontraster. Niveauforskelle kan udgøre en potentiel fare for blinde og svagsynede, men kan også være en hjælp i orienteringen. I enkelte tilfælde er det selve niveauforskellen, der udgør faren. F.eks. et enkelt trin, der ikke er varslet, eller en trappe for enden af en korridor eller lignende. I andre tilfælde er det manglen på niveauforskelle, der udgør faren. Et eksempel herpå er en manglende kantsten, og dermed manglende afmærkning, mellem fortov og kørebane. For blinde og svagsynede er det væsentligt at blive varslet om potentielle forhindringer og skift i miljøet ved korrekt brug af afmærkning. Det er vigtigt at afmærke potentielle farer, men afmærkning kan også bruges til at markere ting, man skal være særligt opmærksom på, og ting at vise den synshandicappede, hvor en bestemt funktion er placeret. Afmærkning kan dels foregå ved variationer i materialet, dels ved opsættelse af særlige elementer. Side 29 1.4.1.1 Afmærkning og markering En god form for afmærkning eller markering er et rækværk med langsgående tværdragere i en højde af henholdsvis ca. 20 cm og ca. 90 cm over gulv/ terræn Fodnote 13. Tværdrageren forneden på rækværket kan registreres ved brug af den hvide stok. En håndliste langs en væg, der kan fungere som et ledende gelænder, er ligeledes god som markering hen mod eller op til et bestemt sted. På steder, hvor det er umuligt at opsætte rækværk eller håndlister, kan andre former for markeringer være aktuelle. Blandt andet kan her nævnes følbare skulpturer, duftende planter og belægningsskift i underlaget, kontrastfarver, retningsorienterende belysning. Alle niveauforskelle, f.eks. trapper, ramper, indgange samt retningsændringer ved indgange og stikryds, bør varsles, umiddelbart før niveauet eller retningen ændres, ved hjælp af afmærkning. Dette gøres lettest ved at ændre farven og overfladestrukturen på underlaget. Genstande, der rager ud i gangbanen, skal være markeret med et fodhegn ca. 20 cm over terræn Fodnote 14. Fodhegnet skal dog være anbragt således, at dette ikke udgør en snublerisiko. Markeringer af forskellig art letter også orienteringen betydeligt i enkelte situationer, f.eks. når man skal lokalisere placeringen af elevatorer eller busholdepladser uden nævneværdig brug af synet. Markeringerne fungerer her som kendetegn. 1.4.1.2 Niveauforskelle Uventede niveauforskelle bør ikke forekomme på kommunikationsveje og andre steder. Hvis man er tvunget til at ændre niveauet 40-50 cm, anbefales brug af rampe af hensyn til både orienterings- og bevægelseshandicappede Fodnote 15. Figur. 5 Et billede af en rampe med et gelænder med tværdragere i en højde af 20 cm og 90 cm. På billedet er det illustreret, hvordan man har valgt at placeret en rampe et sted, hvor det ellers havde været nødvendigt med trin. Side 30 Ved alle nødvendige niveauændringer er det meget vigtigt, at disse markeres med materialevariation i underlaget umiddelbart før niveauforskellen. Dette er specielt vigtigt, hvor niveauforskelle ikke forventes, f.eks. i forbindelse med udendørs trapper. Der er også andre løsninger. I særlige tilfælde er det en god løsning at parallelforskyde en kommunikationsvej en gang sin egen bredde for at markere niveauforskellen. Dog forudsættes det så, at der opsættes rækværk eller håndlister der, hvor kommunikationsvejen forandrer retning, hvis der ikke i forvejen er en væg eller lignende. Figur. 6 Et billede af en sti med en trappe. Man har valgt at parallelforskyde stien en gang i sin egen bredde på det sted, hvor trappen er placeret. 1.4.2 Brugen af andre sanser Når man anlægger et miljø, skal man tænke over, hvordan man vil kunne færdes her med intet eller meget nedsat syn. Dette indebærer, at man overvejer, hvordan miljøet vil kunne opfattes, og man vil kunne færdes ved at bruge henholdsvis føle-, høre- og lugtesansen. En meget væsentlig, og ofte overset, overvejelse i den forbindelse er brugen af forskellige varierede materialer, der både føles og høres forskelligt, idet de skaber forskellig akustik. Materialevariation kan bruges aktivt i miljøplanlægningen for synshandicappede, blandt andet til at varsle om vigtige funktioner og farer i miljøet. Hvis man bruger forskellige materialer med forskellig overfladestruktur og farver, der står i kontrast til omgivelserne, kan synshandicappede bedre udnytte et miljø og vil i tide kunne opdage vigtige funktioner og farer i miljøet. Side 31 Lyde spiller også en væsentlig rolle for blinde og svagsynedes orientering, og blinde navigerer ofte ved hjælp af forskelle i et lydbillede. Lyd anvendes også bevidst som retningsgiver eller til at videregive skriftlig information. På samme måde kan dufte anvendes til navigering. 1.4.2.1 Materialevariation Der anvendes naturligt forskelligt materiale til forskellige funktioner i forhold til, og disse overvejelser tager ofte udgangspunkt i den funktion, miljøet har. Til overfladen på et gulv kan man f.eks. anvende så forskelligt materiale som linoleum, gummi, fliser, sten, tæppe og træ - alle materialer, der både føles og lyder forskelligt. Figur. 7 Gengivelse af forskelligt materiale; linoleum, gummi, fliser, sten, tæppe og træ. Man kan derfor bruge forskellige materialer til at lette orienteringen for blinde og svagsynede. En overflade, der er forskellig i struktur, format og farve, kan f.eks. bruges til at angive en dør eller et områder, med speciel funktion - f.eks. billetsalg på stationer og terminaler. Der er mange ting, man på denne måde kan angive alene ved at variere det valgte materiale i forhold til omgivelserne. Kommunikationsveje, naturlige færdselsårer og gangarealer gennem åbne haller og andre rum kan således angives ved at give denne del af gulvet en anden overfladestruktur end resten af gulvet ved at vælge en anden belægningstype eller et tæppe med en anden farve og struktur. Side 32 Man bør imidlertid være opmærksom på, at for mange forskellige materialer i et miljø kan virke forvirrende. Men en fornuftig anvendelse af forskellig møblering samt anvendelsen af forskelligt materiale kan være med til at angive indretningen af et rum. Rummet eller dele deraf kan bl.a. opdeles i gang- og møbleringsrum. Når man skal bruge materialevariation til at navigere efter, er det vigtigt, at det anvendte materiale altid opleves ens og giver det samme føle- og høreindtryk. Man skal ligeledes anvende materiale, der opleves på samme måde, uanset om man ser eller føler på det. F.eks. giver et murstenstapet på en gipsvæg et falsk billede af virkeligheden. Det er også vigtigt at notere sig, at blanke materialer ofte giver reflekser og forstyrrende blænding. Blanke materialer bør derfor undgås. Brug af store spejlflader virker især vildledende. Figur. 8 Et billede af en mand der blændes. Blændingen er forårsaget af valget af materiale. 1.4.2.2 Lyd (akustik) Det er muligt med forbløffende klarhed at opleve lydens oprindelse og fordeling i rummet. Ved hjælp af hørelsen er vi således i stand til nøje at registrere lydens refleksion omkring os og dermed få en oplevelse af omgivelserne. Det er lettest at identificere miljøer, hvor lyd- og synsindtryk stemmer overens. Blinde og stærkt svagsynede anvender i høj grad lyd - de akustiske forhold og ændringer i disse - til at orientere sig efter. Side 33 Den vigtigste akustiske egenskab ved et rum er efterklangstiden. Det vil sige den tid, det tager, før lyden er dæmpet med 60 decibel. Rum med lang efterklangstid opleves som større end rum med kort efterklangstid. De materialer, man vælger, har stor indvirkning på det akustiske miljø. Et rum med hårde overflader får lang efterklangstid, medens et rum fyldt med blødt materiale får en lille efterklangstid. Mange mennesker og tekstiler i et rum gør efterklangstiden kortere. Synshandicappede identificerer ofte rum og pladser efter lyden, de selv forårsager med fodtrin eller ved brug af stokken. Lang efterklangstid gør det vanskeligt for synshandicappede at lokalisere forhindringer. Hvis blinde og svagsynede skal kunne benytte sig af lyd i orienteringen, er de afhængige af en vis ekkoeffekt. Dette fordrer en konstruktion, som ikke giver en "død" akustik, men på den anden side tager hensyn til nødvendig dæmpning af rumklangen i store rum som korridorer, trappeopgange osv. Lyd er en positiv informationskilde, men for meget og for høj lyd kan også skabe forvirring. Derfor bør al forstyrrende støj og lyde så vidt muligt undgås i et rum. Det er især af betydning på kontorer eller i opholdsrum, hvor det skal være muligt at koncentrere sig eller at føre en samtale. Efterklangstiden sådanne steder bør ikke være mere end 0,5 sekunder. Det er af stor vigtighed for synshandicappede, at det er let at opfatte tale. Mundtlig kommunikation forstyrres både af et højt baggrundsstøjsniveau og af enkelte støjhændelser. Ved et lydtryksniveau på 60 dB(A) Fodnote 16 skal man anstrenge sig for at føre en almindelig samtale, men allerede ved 55 dB(A) bliver kommunikationen forstyrret Fodnote 17. Det er meget individuelt, hvad der opfattes som støj. Lydforhold i boliger, kontorer, daginstitutions- og skolebyggeri er omfattet af bygningsreglementets kapitel 9. Kapitlets krav omfatter fire forskellige akustiske egenskaber ved en bygning: Luftlydisolation, det vil sige bygningens evne til at isolere mod tale, musik m.m., der frembringes i andre rum, typisk hos en nabo. Trinlydniveau, det vil sige et mål for den støj, der opstår i et beboelsesrum ved fodtrin på trapper eller gulve i andre rum. Støjniveau fra installationer, maskiner eller udefra kommende støj fra veje og jernbaner. Side 34 Efterklangstid, det vil sige mål for graden af akustisk dæmpning af lyd, der frembringes i rum, f.eks. et trapperum eller et undervisningslokale. Om lyd opfattes som støj, afhænger af personen og situationen, samt hvor kraftig lyden er. Lyd påvirker en persons velbefindende, funktionsdygtighed og sundhed. Lyd kan opfattes som en stressbelastning, men også som noget behageligt og komfortabelt, idet det her ikke drejer sig om fravær af uønsket lyd, men om tilstedeværelsen af ønsket lyd med ønsket kvalitet og niveau. Udstyr af forskellig art bør være så støjsvagt som muligt. Støjgener i et rum nedsættes mest effektivt ved at dæmpe støjkilden. Støj fra omgivelserne dæmpes så vidt muligt ved at sikre en passende lydisolation af de omgivende bygningskonstruktioner. For at dæmpe lyden kan der blandt andet anvendes specielle lydabsorberende plader. Lyde kan for en blind give et fingerpeg om, hvor vedkommende befinder sig. Lyd bør således ikke elimineres helt i alle tilfælde, men lyd, der overlapper de lyde, blinde bruger til at orientere sig efter, bør undgås. Således kan høj baggrundsmusik dæmpe de nødvendige lyde, som blinde og stærkt svagsynede bruger til at orientere sig efter, og vil f.eks. i en butik dæmpe lyden fra kasseapparatet, der fortæller en blind, hvor vedkommende kan få assistance til et indkøb. Lyden fra en elevator og fra en elevatordør giver på samme måde information til en blind om, hvor elevatoren befinder sig. Dagligdagens lydgivere, såsom et tikkende vægur, fugle, springvand, luftudblæsning ved f.eks. supermarkeders døre samt lydkilder med ledende retningsorientering er også gode orienteringshjælpere for blinde. Et eksempel på sidstnævnte er akustiske signaler for at angive ankomst af elevator og placeringer af indgangsdøre - på DSB's S-tog f.eks. Et andet illustrativt eksempel er lydsignaler for blinde og svagsynede opsat ved fodgængerovergange. Disse hjælper synshandicappede med at høre, hvor lydsignalstanderen står, og derved hvor fodgængerfeltet befinder sig. Disse signaler bevirker, at et stort antal blinde, som ellers ikke kunne krydse gader og veje uden en ledsager, kan færdes på egen hånd. Endelig bør de informationsstandere, som DSB har opsat på blandt andet Københavns Hovedbanegård, også nævnes. De giver lyd med visse frekvenser, således at blinde og svagsynede kan finde frem til dem. Ved aktivering igangsættes en indtalt tekst, der informerer om ankomst- og afgangstider. Indtalt tekst med syntetisk tale kan tænkes i fremtiden at blive benyttet langt mere, end tilfældet er i dag. Indtalte beskeder i et system, hvor en trykknap aktiverer den syntetiske tale, kunne f.eks. blive opsat ved bygninger for at fortælle om navn og nummer på bygningen, dens ejer eller lejere og nogle få korte instruktioner om, hvordan man kan komme ind i bygningen. Trykknapper med syntetisk tale kunne ligeledes tænkes anvendt i elevatorer for at informere om etage, samt om hvorledes man skal forholde sig ved alarm. Side 35 1.4.2.3 Dufte Dufte kan anvendes til at differentiere forskellige steder som f.eks. forretninger, der ofte kan genkendes på deres duft. Visse træsorter brugt til borde og skabe, kaminlugt og duftende planter i en bebyggelse kan ligeledes tjene som orienteringsgivere for blinde og stærkt svagsynede. Udendørs kan man plante forskellige planter, blomster og buske, der med deres duft og raslende blade sætter præg på miljøet Fodnote 18. Ved planlægning af et udendørs miljø bør man sørge for, at der altid er beplantning, der dufter eller giver lyd fra sig hele året rundt. Det vil hjælpe med til at identificere og adskille de forskellige områder i terrænet. 1.4.2.4 Andre sanser Når der plantes f.eks. store buske eller træer i den ene side af et fortov, en vej eller en have m.v., ledes vinden, regn, sne, hagl og forandringer i luftstrømme og temperatur i en bestemt retning i dette område. Forskellig beplantning vil endvidere give forskellige sanseindtryk. Disse kan anvendes af blinde og svagsynede som en orienteringsvejledning. Planter og buske kan f.eks. være plantet i den ene side af en vej og derved danne skygge og læ på en bestemt måde, der fortæller den synshandicappede, på hvilken side af vejen han/hun befinder sig. Figur. 9 A Et billede af en sti, der er beplantet med træer langs den venstre side. Figur. 9 B Et billede af en sti, der er beplantet med buske langs begge sider. Figur. 9 C Et billede af en sti, der kun er beplantet med træer på begge sider i den ene ende. Side 36 1.4.3 Ledelinjer og opmærksomhedsfelter Ledelinjer og opmærksomhedsfelter kombinerer ideen om at bruge andre sanser til at orientere sig med og behovet for et trygt og sikkert miljø. Bevidst og gennemtænkt anvendelse af ledelinjer og opmærksomhedsfelter kan hjælpe synshandicappede med at orientere sig - med at finde vej og med at finde særlige steder. Og opmærksomhedsfelter alene kan anvendes som advarselsmarkering. En ledelinje er et belægningsbånd med en farve, højde og overfladestruktur, der afviger fra de omkringliggende omgivelser. Den ligger som en sammenhængende (ret) linje, og den leder fra et bestemt sted hen mod f.eks. en vigtig funktion med en markering af, hvor linjen starter og slutter. En ledelinje kan bestå af en særlig type belægning og/eller en anden form for taktil markering eller særlige taktile elementer lagt som en sammenhængende linje. En ledelinje skal kunne ses af svagsynede, der primært orienterer sig med deres restsyn, og den skal kunne føles af blinde. Det taktile element skal derfor altid være meget tydeligt. Ledelinjer bør anvendes sparsomt, da deres markeringsværdi ellers falder bort. Opmærksomhedsfelter er felter med en farve, højde og overfladestruktur, der afviger fra de omkringliggende omgivelser. Et opmærksomhedsfelt kan f.eks. bestå af chaussésten eller særlige taktile elementer. Opmærksomhedsfelter skal anvendes i forbindelse med ledelinjer til at markere starten og slutningen på en ledelinje samt ved retningsskift, ledelinjer, der krydser hinanden, og vigtige steder, hvor man ønsker at gøre opmærksom på en bestemt funktion. Opmærksomhedsfelter skal normalt være 90 x 90 cm, de skal dog passe ind i omgivelserne og kan i særlige tilfælde have andre mål. Der er delte meninger om størrelsen af og formen på en ledelinje, kort sagt om, hvorledes en ledelinje skal se ud. Dansk Blindesamfund har ikke lagt sig fast på én bestemt udformning af en ledelinje, idet det er væsentligt, at ledelinjen er udformet så den passer ind i det omgivende miljø. Det er derfor svært at lave nogle håndfaste relevante regler, der kan dække enhver situation. Det er dog muligt at give nogle retningslinjer for, hvordan en ledelinje bedst vil kunne opfylde sit formål. 1.4.3.1 Rigtig brug af ledelinjer Mange steder findes der naturlige ledelinjer, og her er det ikke nødvendigt at lave særlige ledelinjer. Et eksempel på en naturlig ledelinje, som blinde og svagsynede gør brug af, er fortovsbelægningen med to rækker fliser og ét chausséstensskifte, hvor rækken af chaussésten udgør en ledelinje. Denne type fortov er meget udbredt i Danmark, og det er det forudsigelige ved denne type belægning, der er baggrunden for, at chausséstensskiftet kan bruges som en ledelinje. Blinde og svagsynede er klar over, at hvis de Side 37 følger den ujævne belægning mellem fortovsfliserne, befinder de sig midt på fortovet og undgår derved diverse former for udstillinger, sandwichskilte o.lign. Andre orienteringspunkter som vægge, husfacader, hække, bænke og stihegn vil også typisk blive brugt som naturlige ledelinjer. Ligesom en rist til afløb af overfladevand i midten af en gågade eller en jævn 80 cm bred gangbane, lagt i områder med ujævn belægning, som f.eks. brosten, udmærket kan fungere som en naturlig ledelinje. Det kan visse steder være en ide at bruge ting som lys og kontrastfarver som ledelinjer, selvom det ikke er påkrævet at have en egentlig taktil ledelinje. En tunnel, der f.eks. går under en vej eller en jernbane, behøver ikke en nedfældet ledelinje. En blind person vil følge én af tunnelvæggene. En svagsynet vil derimod sætte pris på at kunne skimte en kontraststribe på den ene eller begge vægge. Brugen af ledelinjer bør altid indtænkes ved planlægningen af store, åbne rum. Der tænkes her især på torve, pladser, indgangshaller til bygninger, store mødesale og lignende. Ledelinjer kan også med fordel anvendes ved trafikale knudepunkter - lufthavne, færgehavne, banegårde og busholdepladser - som retningsvisere mod centrale funktioner. På en togstation vil det eksempelvis sige, at billetsalget skal kunne nås fra indgangen ved hjælp af ledelinjer og opmærksomhedsfelter, der både er taktilt og visuelt markeret i form af forskellige belægninger og farver etc. En ledelinje kan f.eks. anlægges på en station for at vise den synshandicappede, hvordan man finder ned til perronen. Her kommer et eksempel på, hvordan en sådan løsning kan se ud: En ledelinje fører fra indgangsdøren hen til væggen, hvor nedgangen til perronen befinder sig. På væggen er der er et gelænder. En blind person vil først følge ledelinjen og dernæst følge gelænderet med hånden eller væggen med stokken. Hvor væggen afsluttes ved en trappenedgang, vil den synshandicappede bruge trappens håndliste for at komme videre. Trappen fører ned til perronen, og på perronen er der atter behov for en nedfældet ledelinje. 1.4.3.2 Grundlæggende principper for udformningen af en ledelinje Ledelinjer kan bruges både som middel til at føre synshandicappede sikkert rundt i komplekse knudepunkter og som middel til at holde retningen igennem store rum, indendørs som udendørs, hvor en synshandicappet kan have meget svært ved at orientere sig. Side 38 En ledelinje skal kunne føles med den hvide stok, og det bør være muligt at høre, når den hvide stok følger ledelinjen. En ledelinje skal endvidere kunne føles igennem fodsålerne, og så skal den kunne ses af svagsynede, der primært orienterer sig ved hjælp af deres restsyn. Den skal derfor have en farve, der står i tydelig kontrast til omgivelserne. En ledelinje skal være anbragt hensigtsmæssigt, således at den på en naturlig måde kan lede den synshandicappede. Med hensigtsmæssigt menes endvidere, at der ikke skal anlægges ledelinjer, hvor der allerede findes naturlige ledelinjer. Den skal desuden være placeret forudsigeligt, således at den synshandicappede uden besvær - og ganske naturligt - kan finde den. Begyndelsen og slutningen på en ledelinje skal derfor varsles med et opmærksomhedsfelt, der som udgangspunkt skal have et mål på 90 x 90 cm, og som passer ind til omgivelserne. En ledelinje skal være lagt i rette vinkler. Retningsændringer skal så vidt muligt foregå i 90 graders vinkler, og der skal være et felt, der gør opmærksom på ændringen af ledelinjen - et opmærksomhedsfelt. Ledelinjen skal, så vidt det er muligt, føre ind mod midten på opmærksomhedsfeltet. Figur. 10 Et billede af en ledelinje er lagt midt på to stier, der krydser hinanden i en 90 graders vinkel. I krydset er der placeret et opmærksomhedsfelt for at angive den tværgående sti. Side 39 Når man anlægger ledelinje, skal man indtænke det taktile element. Det er således vigtigt, at underlaget for en ledelinje er nogenlunde plant, for at ledelinjens taktile karakter kan træde frem. Dette gælder, uanset hvilken løsning man benytter. Hvis man benytter materialevariation som f.eks. fliser og brosten, er det naturligvis væsentligt, at der er en tydelig mærkbar forskel på de to, og hvis man anvender særlige taktile fliser, er det essentielt at anlægge ledelinjen sådan, at den taktile egenskab, som f.eks. en taktil knop, er placeret over niveau i forhold til den omgivende overflade/ belægning. Der må absolut ikke være noget i nærheden af en ledelinje, der kan blokere den, og man skal uhindret kunne benytte ledelinjen. Det er derfor vigtigt, at ledelinjer anlægges således, at man på hver side af ledelinjen har en fri gangbane på ca. 50 cm. 1.4.3.2.1 Udendørs ledelinjer Generelt skal udendørs ledelinjer være bredere, højere og grovere end indendørs ledelinjer, ellers kan de ikke føles med stokken eller med fødderne i vintervejr. Det er desuden væsentligt, at man afpasser ledelinjen efter omgivelserne. På store åbne pladser har man behov for en bredere og mere markant ledelinje, og her bør ledelinjen have karakter af et ledebånd snarere end en ledelinje. Udendørs ledelinjer skal være anbragt imellem fliser, der er plane og relativt brede, for at sikre, at selve ledelinjen fremstår tilstrækkeligt tydeligt. Hvis man anvender en særlig type fliser eller sten til ledelinjen (som f.eks. chaussésten), er det vigtigt, at man bruger en type, der ikke ligner omkringliggende fliser eller belægning, idet det ellers bliver vanskeligt at skelne ledelinjen fra den omgivende belægning. En udendørs ledelinje skal være anbragt midt i gangarealet, midt på gangbanen. Gangarealet er et område på ca. 1,5 m, der er udlagt til fodgængertrafik. Dog kan gangarealet enkelte steder indsnævres af faste genstande til en bredde på ca. 1 m. Ved gangbanen forstås det sammenhængende areal på ca. 1,2 m, der er forbeholdt fodgængere, og hvor det er muligt at færdes frit og komme frem i gangretningen. På kritiske steder kan gangbanen indskrænkes til 1 m. Gangbanen skal friholdes for gadeinventar, udstillinger og andre forhindringer. En udendørs ledelinje skal placeres midt på gangbanen og have et frit areal på ca. 50 cm på begge sider. Ledelinjen og det omgivende areal må ikke blokeres af udstillede genstande eller parkerede cykler, og ledelinjen skal om vinteren friholdes for is og sne. 1.4.3.2.2 Indendørs ledelinjer Indendørs ledelinjer behøver ikke være så brede som udendørs ledelinjer, da belægningen indendørs normalt er mere jævn. Det spiller også ind, at lyden fra stokken kastes tilbage fra loft og vægge, og linjen bliver derved lettere at lokalisere. Dette afhænger imidlertid af rummets størrelse og andre akustiske faktorer. Side 40 Figur. 11 Et billede af et gangareal i et varehus. Gangarealet har en gulvbelægning med en anden overflade og farve end det omkringliggende gulv, og udgør derved en naturlig indendørs ledelinje. For blinde har det vist sig at være en velegnet løsning at lave en tydeligt følbar ændring i gulvbelægningen, f.eks. en gummibelægning i en stribe som kontrast til tæppebelægningen på resten af gulvets overflade. Indendørs ledelinjer for svagsynede kan være en farvet løber, rigtigt opsat belysning, en sammenhængende farve på gulvet enten malet på gulvet, på det ene fodpanel i f.eks. en korridor, eller en farvet stribe, der står i kontrast til farven på linoleummet, et væg til væg-tæppe eller øvrig gulvbelægning. 1.4.3.3 Taktile elementer specielt designet til ledelinjer og opmærksomhedsfelter Der findes i dag en række forskellige særlige elementer med taktil markering, der er specielt designet til at anvende ved udformningen af ledelinjer og opmærksomhedsfelter. Dansk Blindesamfund vil ikke fremhæve et fabrikat frem for et andet, men fremhæve, at der er særlige forhold, et sådant element bør opfylde for at være egnet til at danne ledelinjer og opmærksomhedsfelter til blinde og svagsynede. Til at danne ledelinjer skal den taktile markering kunne danne en linje, der er let at følge med fødderne og med en stok. Den taktile markering kan f.eks. Side 41 have form af en række tydelige knopper, eller den kan udgøres af en glat eller bølget aflang markering. Elementet kan være en særlig belægningssten med en taktil markering, eller der kan være tale om et element, der er beregnet til at blive placeret oven på eksisterende belægning. Begge typer elementer skal altid lægges således, at den taktile markering er over niveau i forhold til den omgivende belægning. Elementerne skal endvidere placeres så tæt på hinanden, at man får fornemmelsen af en ubrudt linje. Elementerne skal derfor placeres så tæt på hinanden, som det er muligt i forhold til naturligt afløb af regn og lignende. Som hovedregel må afstanden mellem de taktile markeringer ikke være større end halvdelen af længden, hvis der er tale om aflange markeringer, eller bredden, hvis der er tale om en knop. Til at danne opmærksomhedsfelter skal den taktile markering kunne danne et felt på 90 x 90 cm, der er let at føle med fødderne og med en stok. Den taktile markering kan f.eks. have form af tydelige knopper eller lignende placeret i forskellige mønstre - oftest et kvadratisk eller diagonalt mønster. Den diagonale placering har normalt den fordel, at risikoen for at "løbe igennem" feltet med stokken uden at opdage det minimeres. Det er i den forbindelse også væsentligt at anføre, at den taktile markering bør have en rundet afslutning, da denne er meget mere tydelig og bedre følbar end en flad. Elementet kan være en særlig belægningssten med en taktil markering, eller der kan være tale om et element, der er beregnet til at blive placeret oven på eksisterende belægning. Begge typer elementer skal altid lægges således, at den taktile markering er over niveau i forhold til den omgivende belægning. Det er væsentligt, at den taktile markering er meget tydelig, og derfor bør særlige elementer opfylde en række krav i forhold til bl.a. højde og bredde på den taktile markering. For elementer beregnet til ledelinjer gælder, at den taktile markering skal have en højde på min. 5 mm og en bredde på min. 25 mm. For elementer beregnet til opmærksomhedsfelter gælder, at den taktile markering skal have en højde på min. 5 mm og en bredde/diameter på mellem 25 og 35 mm. Hvis der er tale om en særlig belægningssten med taktile markeringer, skal der være en indbyrdes afstand mellem markeringerne på 65 mm målt fra toppunkt til toppunkt. Hvis der er tale om andre løsninger, skal de taktile elementer ligeledes placeres med denne indbyrdes afstand. I forhold til opmærksomhedsfelter er det et stort problem, hvis afstanden mellem de taktile markeringer er for stor, og/eller markeringen er for lille. Bredden/diameteren og den indbyrdes afstand mellem de taktile markeringer afhænger dog af mønsteret. Hvis de taktile markeringer er placeret på diagonaler, kan man ikke have samme afstand mellem alle markeringer toppunkter. Men det er så vigtigt, at de taktile markeringer er store. Side 42 1.4.3.4 Placering af ledelinjer og opmærksomhedsfelter i specifikke situationer Der er en række tilfælde, hvor ledelinjer skal placeres på en helt bestemt måde for at kunne fungere hensigtsmæssigt. 1.4.3.4.1 Ved en kantsten Ledelinjen skal gå vinkelret mod et opmærksomhedsfelt, som sluttes så tæt på en kantsten som muligt. Figur. 12 Et billede af en ledelinje, der er lagt midt på et fortov, langs med en vej. På denne ledelinje har man placeret et opmærksomhedsfelt. Opmærksomhedsfeltet er lagt for at angive, at det er muligt at dreje i en 90 graders vinkel og følge en ledelinje ind på en sidegade. 1.4.3.4.2 Ved fodgængerovergange Ved fodgængerovergange, hvor det ønskes, at der skal være et opmærksomhedsfelt, skal dette passe ind i omgivelserne. Opmærksomhedsfeltet bør dog være på 90 m's dybde i hele fodgængerovergangens bredde, og det skal være anlagt så tæt på kantstenen som muligt. Figur. 13 billede af en fodgængerovergang. Foran fodgængerovergangen har man placeret et opmærksomhedsfelt, der er 90 cm i dybden og lige så bredt som fodgængerfeltet. 1.4.3.4.3 Ved trapper Blinde og svagsynede vil blive varslet om en trappe ved hjælp af et opmærksomhedsfelt, der er tilpasset omgivelserne, og som har en dybde på 90 cm i hele trappens bredde. Opmærksomhedsfeltet bør placeres så tæt på trinforkanten som muligt, men kan placeres umiddelbart efter øverste/ nederste trins afslutning. Da opmærksomhedsfeltet skal være 90 cm dybt, kan det altså placeres i en afstand af 90 cm - 1,20 m fra trinforkanten. Side 43 En ledelinje kan føre hen til opmærksomhedsfeltet, der er placeret i forbindelse med trappen således, at man føres hen til den højre håndliste (gelænder), hvis der er ensrettet færdsel på trappen. Figur. 14 Et billede af en trappenedgang. Foran trappen har man placeret et opmærksomhedsfelt. Feltet dækker hele trappens bredde og er 90 cm i dybden. 1.4.3.4.4 Ved rulletrapper Ved en rulletrappe skal en ledelinje føre hen til midten af opmærksomhedsfeltet foran rulletrappen. Generelt plejer rulletrapper i Danmark at have et foranliggende felt i et andet materiale end den omgivende belægning. Ledelinjen skal føre hen til midten af dette felt. En ledelinje hen til en rulletrappe er ikke nødvendig, hvis rulletrappen er placeret i gangretningen. 1.4.3.4.5 Ved busstoppesteder/busterminaler Busstanderen bør være markeret med et opmærksomhedsfelt, der passer ind i omgivelserne, dog gerne i 90 cm's bredde, i hele gangbanen/fortovets bredde. 1.4.3.4.6 Ved heller En ledelinje, der fører fra fortovet til en helle, skal markeres med et opmærksomhedsfelt såvel på fortovet som på hellen. Opmærksomhedsfeltet udformes som beskrevet ovenfor. På hellen skal der atter være et opmærksomhedsfelt, der passer ind i omgivelserne, dog gerne 90 cm bredt, og som dækker hele fortovets bredde. På denne måde vil en synshandicappet være klar over, at der findes en helle. Side 44 Figur. 15 Et billede af en bus, der holder ved en midterhelle. Ud for der, hvor bussen stopper ved midterhellen, er der placeret et opmærksomhedsfelt, der er 90 cm bredt og som dækker hele hellens bredde. Ud for der, hvor bussen stopper, er der på fortovet ligeledes placeret et opmærksomhedsfelt på 90 x 90 cm. Mellem hellen og fortovet er der en cykelsti. En ledelinje er placeret hen over denne mellem de to opmærksomhedsfelter. En ledelinje er ligeledes placeret på fortovet. Denne, der støder op til opmærksomhedsfeltet på fortovet i begge sider. 1.4.3.4.7 Ved en fortovsrunding Et opmærksomhedsfelt, der varsler begyndelsen eller slutningen på en ledelinje, skal ligge i rundingen af et fortov. Figur. 16 Et billede af et opmærksomhedsfelt der er placeret i rundingen af et fortov, der hvor det drejer. På begge sider af opmærksomhedsfeltet, i en 90 graders vinkel, er der placeret en ledelinje. 1.4.3.5 Vigtigt at huske Når man anlægger ledelinjer og opmærksomhedsfelter, er det vigtigt at huske på, at: Ledelinjer og opmærksomhedsfelter skal være udført i et materiale, der står i kontrast til den omgivende belægning og være taktilt tydelige med fødder og stok. Ledelinjer og opmærksomhedsfelter skal desuden passe ind i omgivelserne. Man skal undgå at anlægge ledelinjer, hvor disse findes naturligt. En ledelinje skal begynde og slutte med et opmærksomhedsfelt. Hvor det er muligt, skal retningsskift på en ledelinje ske i vinkler på 90 grader. Side 45 Der skal anlægges opmærksomhedsfelter ved retningsskift. Et opmærksomhedsfelt skal, hvor det er muligt, være 90 x 90 cm. Et opmærksomhedsfelt ved f.eks. en trappe eller et fodgængerfelt skal dog anlægges i samme bredde som trappen/fodgængerfeltet. Niveauændringer skal markeres med et opmærksomhedsfelt. Ledelinjen skal placeres midt på gangbanen, så der er fri passage på begge sider af denne. Den taktile markering på ledelinjer og opmærksomhedsfelter skal være over den omgivende belægnings niveau. 1.4.4 Brug af restsynet Svagsynede er kendetegnet ved, at de stadig har et vist restsyn, som de i større eller mindre grad bruger til at orientere sig med. I hvor høj grad, en svagsynet vil kunne gøre brug af sit restsyn, afhænger også af, hvordan miljøet er indrettet, idet f.eks. rigtig brug af farver og god belysning kan gøre det lettere for svagsynede at færdes. Det er derfor væsentligt, når man indretter miljøet, at man indtænker brugen af farver og lys. Mange mennesker er af den opfattelse, at man skal bruge stærke, klare farver som f.eks. gul, for at svagsynede kan se dem, men den væsentligste kvalitet ved en farve ikke selve farven, men snarere den kontrast, den skaber til omgivelserne. Det er altså kontrasterne, der er det væsentligste. På samme måde er god belysning væsentlig. Alle mennesker skal bruge lys for overhovedet at kunne orientere sig ved hjælp af synet og mere lys, hvis man f.eks. skal kunne læse. Og behovet for lys stiger naturligt med alderen, men for svagsynede er det også andre kvaliteter ved lyset, der er væsentlige, idet øjnene ofte har sværere ved at omstille sig mellem forskellige typer lys og ved at tilpasse synet til forskellige lysforhold. 1.4.4.1 Farver og kontraster Farveoplevelsen påvirkes mest af lyset, men også af farver i omgivelserne, mønstre og materialevalg. Farver påvirker også opfattelsen af størrelser. En lys flade ser således større ud end en mørk. Der er to væsentlige egenskaber ved en farve, nemlig farvetonen (kuløren) og mætningsgraden Fodnote 19, herunder farvestyrken og lysgraden. For svagsynede er kontrasteffekten væsentlig. Farvetonen bliver derfor mindre væsentlig, idet mætnings- og lysgraden er vigtigst for kontrasteffekten Fodnote 20. Det er lettere at opfatte forskellen mellem meget lys blå og mørk blå end mellem rød og Side 46 blå med samme mætnings- og lysgrad. Farvekontraster er med andre ord ikke synonymt med farveforskelle. Det er meget vigtigt at notere sig dette i arbejdet med brug af farver i forbindelse med planlægning. Den mest udbredte form for farveblindhed medfører, at man ikke opfatter forskellen på rødt og grønt, hvis forskellen i farvestyrke ikke er tilstrækkelig stor. En mere sjælden form for farveblindhed er, når man bare ser farverne i grå toner fra sort til hvidt. Ved hjælp af farvesammensætningen kan et rums form tydeliggøres. Forskellige funktioner, bygningsdele eller detaljer kan ved farvelægning gives særlig opmærksomhed. Farvesammensætningen kan også udnyttes for at give forskellige karaktertræk til forskellige dele i et miljø. F.eks. én farve for korridorer og en anden for fællesrum. Man skal passe på med brugen af mættede farver, der på store flader i længden kan virke trættende. Ligesom meget stærke farver bør bruges med forsigtighed. De kan bruges som signaler for specielle ting, f.eks. som advarsel om genstande, der rager ud på gangbanen, men de bør ikke bruges på f.eks. hele vægge. Øjet er følsomt for mættede gule farver. Gul er derfor en god signalfarve. Ved at markere en genstand i en farve, som øjet har maksimal følsomhed over for, kan man fremhæve genstanden i forhold til dens omgivelser. Farver, som står i kontrast til hinanden, kan bruges til at markere, hvor en flade slutter, og hvor en ny begynder for en person med nedsat syn. Et eksempel herpå er en lys væg mod en mørk dørkarm, og måske endda en mørkere dør. Brug af farver, der står i kontrast til hinanden, vil kunne markere døre i forhold til væggen omkring dem. Figur. 17 Seks små billeder af døre, der skal illustrere, hvilken forskel farven på døre, dørkarme og væggen rundt om døren gør. På et af billederne er alle tre ting malet med samme farve. På to af billederne har døren og dørkarmen samme farve, mens væggen har en anden farve. På et billede er det væggen og dørkarmen, der har samme farve mens døren har en anden farve og på de to sidste billeder er døre, dørkarme og væggen rundt om dørene malet i hver sin farve. Side 47 Korridorerne på de næste billeder er identiske, hvis man ser bort fra farvesammensætningen. Dæk over tre af billederne og kig på det sidste billede. Sammenlign bagefter de forskellige indtryk. Forskellige sammensætninger af farver giver korridorerne forskellig karakter. Figur. 18 Fire små billeder af en identisk korridor med tre døre. De fire billeder skal illustrere farvernes betydning. Vægge, gulv, døre og dørkarme har derfor forskellig farvekombinationer på de fire billeder. Kontrastfarver kan altså benyttes til at markere et rums form og afgrænsninger. Gulv, vægge og loft afgrænses fra hinanden ved brug af kontrastfarver. Afgrænsningen mellem gulv og væg kan markeres ved, at man maler fodpanelet (eller en vandret stribe) i en kontrastfarve. Denne farve skal afvige fra såvel gulvets som væggens hovedfarve. Andre steder, hvor det kan være fordelagtigt at benytte kontrastfarver, i disse tilfælde signalfarver, er på fremspringende vægpartier, skærmvægge, gange i krydsende korridorer m.v. Trapper kan inddeles visuelt i trappe- og reposdele ved at give væggene farver, der står i kontrast til hinanden. Endvidere skal trinene påføres kontrastfarve i en bred stribe på forkanten. Det sparer mange svagsynede for at falde og komme til skade. Kontraststriben skal være synlig, både når man går op og ned ad trappen. Det indebærer, at trinene skal være påført kontrastfarve i hele trinets bredde. Forskellige farver på gulvarealet er også vigtigt for at gøre miljøet mere anvendeligt for synshandicappede. Gang- og opholdsareal i et rum kan f.eks. gives farver, der står i kontrast til hinanden. Det kan anbefales, at vinduesvæggen bliver malet i en lysere nuance end de øvrige vægge for at kompensere for, at denne væg, på grund af det lys, der kommer ind, normalt opleves som mørkere. I ekstreme tilfælde vil der opstå en blændingseffekt på grund af kontrasten mellem væg og vindues-/dagslys. For at dæmpe denne effekt kan man også belyse vinduesvæggen specielt. Side 48 Ovennævnte er nogle eksempler på, hvordan bevidst brug af farver, farvesammensætninger og kontraster kan hjælpe svagsynede med at finde frem til steder, der har vigtige funktioner. Der er imidlertid grund til at gentage, hvor vigtigt det er at bruge farver til at advare om faremomenter i miljøet. F.eks. kan stolper af forskellig art gøres mindre farlige for svagsynede ved at blive markeret med kontrastfarver i øjenhøjde. Det samme gælder for glasvægge og -døre, der skal påføres en særlig markering (f.eks. med reflekterende tape) i øjenhøjde og i niveau med dørgrebet. Dette er dog en nødløsning, da det bedste ville være, at glasdøren i sin udformning var delt af et tværgående vandret materiale (træ, plastik, metal etc.) eller en anden form for dekorativ markering i øjenhøjde og i niveau med dørgrebet. Dørhåndtaget bør også særskilt markeres. God brug af farver og kontraster kan være en god hjælp til orientering for svagsynede. Det har imidlertid også betydning for seende, idet en farve kan bruges til at signalere en bestemt funktion eller lignende. Man har set gode løsninger, hvor f.eks. etagerne i en bygning har fået hver sin farve, ligesom perronerne på togstationer osv. Figur. 19 Et tværsnit af en bygning i 3 etager, hvor hver etage er markeret med sin egen farve. Mere udbredt brug af kontrastfarver i miljøet stiller utvivlsomt større krav til planlæggerne. Kontrastfarver vil i en del miljøer blive opfattet som en udfordring af gældende æstetiske normer. Sådanne normer synes imidlertid at være udtryk for vanetænkning og konventioner, og brud på disse burde snarere være en udfordring end en hindring for planlæggerne i arbejdet med at gøre miljøet tilgængeligt og anvendeligt for alle. Side 49 Farver betyder meget for manges velbefindende, koncentrationsevne, muligheder for afslapning m.m., og disse faktorer gør, at det er meget væsentligt, at farverne i rummene planlægges sammen med belysningen. 1.4.4.2 Lys Godt lys er det bedste hjælpemiddel for synet, og hvis man anvender optik som f.eks. briller, er lys en nødvendighed. Man kan ikke udnytte sin optik uden den rigtige belysning. Dagslyset har en psykologisk betydning. Det er en vigtig lyskilde, der giver information om tid og vejr. Og mange mennesker oplever depressioner, når de ikke har adgang til dagslyset, der dermed aldrig kan erstattes af det kunstige lys. Lys er en vigtig brik i det puslespil, der danner opfattelsen af en bygnings indre og ydre miljø. I mange tilfælde er det muligt at følge de anvisninger for godt lys, der findes beskrevet i forskellige bøger og hæfter om belysning, blandt andet fra Lysteknisk Selskab samt den lystekniske anvisning DS 700 "Retningslinjer for kunstig belysning i arbejdslokaler" Fodnote 21. 1.4.4.2.1 Hvad siger Bygningsreglementet 1995 og DS 700-serien. De krav, belysning skal opfylde, finder man i Bygningsreglementet afsnit 12.9. Her står blandt andet: at man skal søge at begrænse belysningsanlæggenes energiforbrug og effektbehov mest muligt under hensyntagen til belysningens kvalitet og driftstid at belysningsanlægget skal være opdelt i zoner med forskellig funktion og dagslysadgang at belysningen skal udføres på grundlag af DS 700-seriens standarder for kunstig belysning i arbejdslokaler Fodnote 22. En god belysning øger synspræstationen hos svagsynede. Synspræstationen afhænger ikke alene af belysningsstyrken - målt i lux Fodnote 23 - men også af en Side 50 række forhold såsom: passende lysets farve, lysets farvegengivende egenskaber, blændfrihed, lysets retning, rengøring samt lyskilder og armaturer Fodnote 24. 1.4.4.2.2 Belysningsstyrke Som det vil fremgå af nedennævnte eksempler, kan svagsynede have behov for højere belysningsstyrker end andre mennesker - og der kan være tale om mindre tolerancer, hvad angår kvaliteten og placeringen af lyskilden. Refsnæsskolen - Institut for blinde og svagsynede børn og unge i Danmark - anbefaler følgende belysningsstyrker for svagsynede i forskellige situationer: Skolelokale almenbelyst 400 lux og endda helt op til 800 lux Gangarealer 200 lux Undervisningslokaler 600 lux Arbejdspladsen 2.000 lux For børn med lille synsstyrke eller lille synsfelt kan styrken i de fleste tilfælde sættes ned, især hvis lysfarven er rigtig. Eksempler på anbefalede belysningsstyrker for svagsynede fra den svenske blindeorganisation, Synsskadades Riksförbund: Entré ved dagslys 500 lux Entré dunkelt belyst 300 lux Trappe 300 lux Skolelokale almenbelyst 500 lux Læsning af aviser og lign. 1.500 lux Håndarbejde og syning 1.500-3.000 lux Som vist i ovennævnte eksempler har svagsynede generelt brug for en belysningsstyrke på 200-300 lux på steder, hvor man bare skal kunne orientere sig. I rum, hvor man skal opholde sig, har svagsynede behov for, at almenbelysningen Fodnote 25 har en belysningsstyrke på 500-800 lux. Men ved nærsynsopgaver (læsning, håndarbejde etc.) bør styrken være helt oppe på 1.500-3.000 lux. Den belysningsstyrke, der er nødvendig, afhænger naturligvis også af, hvor lyse de omgivende overflader er, det vil f.eks. sige, om det rum, man befinder sig i, er lyst eller mørkt. Belysningsstyrken afhænger imidlertid af øjnene, der ser, og nogle kan have behov for større, og andre for mindre belysningsstyrker. Side 51 For de synshandicappede, der er lysoverfølsomme, skal belysningsstyrken f.eks. ikke være så høj som angivet ovenfor. Dette vil nemlig genere deres øjne og skabe ubehag. Disse ønsker mindre lys, der ligger i den røde (varme) ende af lysskalaen med 2.700 K - eller 3.000 K - og så med moderat meget lys, eller en lampe med en lysgiver i 4.000 K, og så kun lidt lys Fodnote 26. 1.4.4.2.3 Lysfarver Farven på det anvendte lys er afgørende for en del synshandicappede. Dagslyset består af et bredt spektrum af farver. I den ene ende finder vi det ultraviolette lys og i den anden ende det infrarøde lys. Begge er usynlige for det menneskelige øje, medens det lys, der ligger imellem de to poler, er det, vi kan se. Gløde- og halogenglødelamper afgiver lys med alle farver ligesom dagslyset, men farverne kan være fordelt på en anden måde end i dagslyset. Det vil sige, de kan have et andet bølgelængdeforhold. En bestemt type giver f.eks. en blålig/hvidlig tone og giver et koldt miljø, hvor kontraster og farver gengives godt. Lyset fra glødelamper har en rødlig tone og giver et "varmt lys" og meget varme i forhold til forskellige typer lysstofrør, men gengiver ikke kontraster så godt. Nogle lysstofrør giver lys næsten som glødelamper. Andre typer som dagslysstofrør har lys ligesom dagslyset. Man kan i dag købe lysstofrør efter, hvilken lysfarve man ønsker at have. 1.4.4.2.4 Gode farvegengivende egenskaber Forskellige typer lys kan være godt eller mindre godt til at gengive farver. Denne egenskab er vigtig for at få fuldt udbytte af farver og kontraster for svagsynede. Dagslys og glødelamper har et farvegengivelsesindeks (Ra-indeks) Fodnote 27 på 99-100 og har således meget gode farvegengivende egenskaber. Lysstofrør findes i forskellige udgaver. For svagsynedes vedkommende er det især lysstofrør som 3. pulverrør og 5. pulverrør Fodnote 28, der kan være brugbare. Jo højere tal, jo bedre farvegengivende egenskaber har lysstofrøret, således har 3. pulverrør et farvegengivelsesindeks på omkring 80, medens 5. pulverrør ligger på omkring 95. Side 52 1.4.4.2.5 Blændfrihed og reflektans Poul Henningsen (bedre kendt som PH) sammenfattede i 1927 kravet til den moderne belysning således: "Principperne for moderne Belysning gaar altsaa ud paa: At gøre Lyset absolut blændfrit, derigennem at Belysningslegemets Klarhed kan nedsættes til en hvilken som helst lille Størrelse, blot ved Anvendelsen af et tilstrækkeligt stort Belysningslegeme, som helt omslutter Glødelampen, og som udsender diffust Lys. Derved gaar noget af Lyset tabt, men alligevel maa det siges at være en i høj Grad økonomisk Transaktion, fordi Blændingen er den største Hindring for at nyde Belysningen..." Lys må altså ikke virke blændende. Blænding er gener, der opstår, når lyset skærer i øjnene eller er for skarpt, så man føler trang til at skygge for øjnene, eller når lyset er så stærkt, at det forringer synet. Man skelner mellem synsnedsættende blænding og ubehagsblænding. Store kontraster mellem lyst og mørkt kan være årsag til blænding. Det indebærer blandt andet, at vinduer skal have gardiner, persienner eller baldakiner, således at stærkt sollys kan afskærmes. Belysningen skal også kunne øges, således at kontrasten mellem stærkt sollys og overflader med kunstigt lys ikke bliver for stor. En del farlige situationer opstår, når man f.eks. går fra et veloplyst rum med lyse vægge til en svagt belyst gang eller trappe med relativt mørke vægge eller ud i det fri. Der bør her skabes en jævn overgang ved valg af belysningsstyrker og farver på væggene. Lyse overflader reflekterer mere lys end mørke og kræver dermed mindre belysning. Valget af farver på vægge og inventar, og dermed også af lyskilder, skal passe til rummets anvendelse. Store flader i et rum som et arbejdslokale kan hensigtsmæssigt males med lyse, umættede farver. Overfladens struktur er også afgørende for, hvorledes lyset reflekteres. Reflektans er et fagligt udtryk for, hvor meget lys en flade tilbagekaster (forholdet mellem det reflekterede og det indfaldende lys). Det gælder om at reflektere så meget af lyset som muligt, og det gøres bedst af lyse lofter og vægge. Reflektans angivet i procent anbefalet af den svenske blindeorganisation, Synsskadades Riksförbund: Loft 0,8-0,9 Vægge 0,4-0,6 Vinduesvægge 0,8-0,9 Gulv 0,2-0,4 Inventar, møbler 0,2-0,5 Ved belysning af materialer fremkommer der kontraster på grund af materialernes forskellige refleksionsevne. Kontraster viser den synlige forskel mellem en genstand og dens baggrund som beskrevet under pkt. Side 53 1.4.4.1 Farver og kontraster. Jo mindre lys, der er i lokalet, jo større kontrast kræves der. 1.4.4.2.6 Lyskilder og placering af lyset For en god synspræstation behøves en jævn almenbelysning (loftsbelysning) og ekstra belysning (spotbelysning) på særskilte steder. Almenbelysning, spotbelysning og dagslys skal anvendes således, at de komplementerer hinanden. En god belysning skal fordeles på en sådan måde i rummet, at alle former for synsarbejde let og behageligt kan foretages. Det er vigtigt, at lyskilden og armaturet passer sammen. Man bør vælge lamper, der giver en velegnet fordeling af lyset, og samtidig placere dem rigtigt. Lyset skal for højrehåndede komme fra venstre for ikke at give generende skygger og reflekser, og naturligvis modsat for venstrehåndede. Flader, mod hvilke man specielt skal rette sin opmærksomhed, belyses ekstra godt. Mest lys kræves på en genstand, man skal studere. Lyset skal være placeret således, at man ikke bliver blændet af det. En måde at finde ud af, om belysning er rigtigt placeret til læsning, er at anvende en spejlprøve. Man anbringer sig i den ønskede arbejdsstilling. Figur. 20 A Et billede af en lampe, der er placeret rigtigt over et rundt bord. Lampen hænger omtrent 0,1 m over det runde bord og lyset dækker kun bordet. Personen, der sidder ved bordet har sit ansigt uden for lysets kegle. Figur. 20 B Et billede af en lampe, der er placeret forkert over samme runde bord. Lampen hænger meget højere oppe over bordet og lyset dækker ikke kun bordet. Det betyder, at personen, der sidder ved bordet har sit ansigt inden for lysets kegle. Dér hvor synsobjektet skulle placeres, lægges et spejl. Belysningen er rigtig placeret, når der for det første er lys nok på det, man skal se, og man for det andet ikke kan se lyskilderne, hverken i spejlet eller ved siden af. Side 54 Vilkårene for at se objektet er normalt gunstigst, når omgivelserne er mindre lyse end selve objektet, men belysningsstyrken på selve arbejdsfeltets nærmere omgivelser må ikke være højere end på selve arbejds-/læsefeltet. Man kan med belysning markere funktioner og bygningsdele, som man vil rette opmærksomheden mod, og således kan man med belysningen skabe orienteringspunkter. Placeringen af lys er en vigtig faktor for svagsynede. Vitale områder som et indgangsparti og arbejdsrum som køkkener og baderum skal være godt belyst, for at svagsynede uhindret kan finde frem til de forskellige genstande og undgå skader. Ved placering af arbejdslamper bør der sørges for, at armaturet ikke afgiver for meget varme, da disse tit placeres tæt ved hovedet og hyppigt skal indstilles på ny. Flytbare arbejdslamper og spotlys bør kun anvendes som supplement til den almene belysning. Anvendelsen af almenbelysning kan dog også give problemer, idet der så mangler orienteringspunkter, men dette kan afhjælpes ved et omhyggeligt valg af indretning. En god ide er at kombinere forskellige former for belysning på en fleksibel måde, således at den enkelte får mulighed for selv at kombinere den rigtige løsning. I en kombination af Uplight Fodnote 29 og punktbelysning skal man tænke over mulighederne for at kunne flytte rundt på lyskilderne. En måde at variere lyset på er at anvende lysdæmpere. Der findes en type med en tænd- og sluk-knap og en skyder - en skydelysdæmper - hvor en skyder kan øge eller dæmpe lyset. En anden type er en touchlysdæmper, hvor lyset hæves ved at trykke på en knap. Og endelig findes der også en drejelysdæmper. Hvis man ikke synes, at én af de ovennævnte typer af lysdæmpere er tilstrækkelig, kan man vælge den komplette styring. Den findes med et IHC-system Fodnote 30, der kan give energibesparelser i form af automatisk belysnings- og varmestyring. Systemet kan også bruges til overvågning, alarmering og fjernstyring via telefon eller computer. I dette system kan lys tændes automatisk, når man går ind i et rum via en bevægelsessensor. I det lange løb er det måske billigere ved projekteringen af en bygning at installere lysdæmpere eller et helt IHC-system i stedet for senere at skulle skifte lyskilder ud. Det er af stor betydning, at der er taget højde for et godt samspil mellem lys, farve og en rigtig indretning af en bygning, idet dette letter Side 55 orienteringsmulighederne for synshandicappede. Det er især vigtigt at undgå, at skygger forårsaget af naturligt eller kunstigt lys giver anledning til syns-illusioner. En skygge kunne f.eks. maskere, skjule eller kamouflere en mulig hindring eller give en illusion af at være kanten af et stykke møbel eller en del af en bygningsstruktur. Det er vigtigt, at man formulerer belysningsopgaven under hensyn til de fysiske omgivelser. Hvis bygningerne er dårligt indrettet, og hvis der er valgt for mange brogede mønstre, besværliggøres synshandicappedes færden. Hvis der derimod ofres tid og omtanke på valg af farver samt en rigtig belysning, kan mange af generne afhjælpes, eller deres virkning i det mindste reduceres. Bibliografi A11.7.1-1980, 4.30 - Signage; Federal Register USA/NF Projekt nr. 20111, og Federal Register/Vol. 56, No. 144, July 26, 1991/Rules and Regulations, 35686-35687, American National Standards Institute. Arrangement af digits, letters and symbols on telephones and other devices that can be used for gaining access to a telephone network, E.161, ITU-T. Telecommunication Standardization Sector of ITU, 02/2001. Barker, Peter: A design guide for the use of colour and contrast to improve the built environment for visually impaired people, University of Reading, Department of Construction Management and engineering, 1997. Barker, Peter; Barrick, Jon; Wilson, Rod: Building Sight. A Handbook of building and interior design solutions to include the needs of visually impaired people, Royal National Institute for the Blind, London, 1995. Bekendtgørelse om et særligt mærke til handicappede trafikanter, Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 93 af 9. marts 1976. Bentzen, Louise Billie; Peck, Alec F.: Specification for Letters and Numerals for Touch Reading, Volume 9 of Enhancing the Use of Rail Rapid Transit by Visually Impaired Travellers, Urban Mass Transportation Administration, U.S. Department of Transportation, Final Report, 1989. Bernsen, Jens; Christensen, Kai; Møller, Ib: Design af trafikkens skilte, Dansk Design Center, 1996 Beslutningsforslag nr. B 137. Vedtaget af folketinget ved 2. (sidste) behandling den 12. maj 1987 om forbedring af trafik- og adgangsforholdene for handicappede. Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune , Magistratens 4. afdeling, februar 1992. Betænkning vedrørende forsorgen for blinde og stærkt svagsynede, afgivet af en af Socialministeriet under 7. april 1949 nedsat kommission angående omorganisation af forsorgen for blinde og stærkt svagsynede, Betænkning nr. 129, 1955. Boligbebyggelser for alle. Hvordan almindelige boligbebyggelser skal indrettes for at være egnede også for ældre, fysisk svage og bevægelseshæmmede, 2. rev. udg. SBI-Anvisning 98. Statens Byggeforskningsinstitut 1983. Boliger for handicappede. Vejledning til brug ved planlægning og indretning af nyt boligbyggeri, Arbejdernes oplysningsforbund, Bolig, Motor- og Hjælpemiddeludvalget for bevægelseshæmmede, De Samvirkende Invalideorganisationer, 1984. Bra miljöplanering för synskadade , Förbundet Finlands Svenska Synskadade RF, Synskadades Centralförbund RF. Brunnström, Gunilla; Sörensen, Stefan: Skapa status kring ljuset. Belysning och Livskvalitet, Ett "kom-ihåg" til videofilmen om vardagsrummet, köket, sovrummet, hallen och trappan, Forskningsanslag från Bertil och Britt Svenssons Stiftelse för Belysningsteknik 1990. Byernes trafikarealer: Hæfte 0, Vejplanlægning i byområder, Hæfte 1, Forudsætninger for den geometriske udformning, Hæfte 2, Traceringselementer, Hæfte 3, Tværprofiler, Hæfte 4, Vejkryds, Hæfte 5, Krydsninger mellem stier og veje Hæfte 6, Stikryds Hæfte 7, Fartdæmpere, Hæfte 8, Fodgængerområder, Hæfte 9, Anlæg for parkering og standsning m.v., Vejregelforslag, Vejdirektoratet - Vejregeludvalget, februar 1997. Bygningsreglement, Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen, København, 1995. Bygningsreglement 1995 - Om tilgængelighedskravene , Center for Ligebehandling af Handicappede, København, 1996. Bygningsreglement for småhuse , Bolig- og Byministeriet, København, 1998. Christensen-Sköld, Beatrice: Rapport från seminarium om reliefframställninger for blinda - produktion och användning i teori och praktik 24-27 maj 1988. Sammenställd av Beatrice Christensen-Sköld på uppdrag av Synskadades Riksförbund, Inforservice, 1988. Danmarks første landsdækkende publikation om skov/naturstier og haveanlæg for blinde og svagsynede, Dansk Blindesamfund, København, 1993. Den Norske Byggforskserien, A 327. 101, Norges Byggforskningsinstitut, 1978, f.f. Den Danske Punktskrift 1993, Det Danske Punktskriftnævn. DSB, SI, S-baneinstruks, 3.3. Højttalermeddelelser, af 1.10.87. DS 3028, Tilgængelighed for alle , 1. udgave, Dansk Standard, 2001 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/16/EF af 29. juni 1995 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elevatorer. Erklæring fra Europa- Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Begge trykt i Retsforskrifter, L 213 af 7. september 1995. Find vej med øre, hånd og fod, Finding the way, by ear, hand and foot, Dansk Design Center, Danish Design Center, 1996. Folketingsbeslutning, Vedtaget af Folketinget ved 2. (sidste) behandling den 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Færdselsarealer for alle. Håndbog i tilgængelighed , Vejdirektoratet, Vejregelrådet, 2002. Getting in touch with blind people. A guide for information providers, Royal National Institute for the Blind, London 1998. Gill, John: Access Prohibited. - Information for Designers of Public Access Terminals, Royal National Institute for the Blind, 1997. Godt lys på arbejdspladsen , Arbejdsmiljøfondet 1982. Gregory, Wendy: The Informability Guide. A guide in COI´s Campaign Planning Series, Raising the Standard, Citizen´s Charter, Central Office of Information, London, 1994. Göttler, Per: Syn og lys - om svagsynedes syn og lysproblemer , Lysteknisk Selskab, 1990. Hallberg, Åke; Holmegard, Ingmarie; Bäckman, Örjan; Malmquist, Eve; Många kan läsa mer - en vägledning för bättre utformning av tryckt text , Synskadades Riksförbund, 1994. Handicapegnet vejprojektering, Manual, Vejdirektoratet 1999. Handicaptilpasning af kollektiv transport, Hovedrapport, Nordisk arbejdsgruppe under NET, 1987. Haug Ellen; Aslaksen, Finn: Tilgiengelige uteområder. Kommunal planlegging og Fysisk utformning, Norges Handicapforbund, Veileder, Oslo, 1998. Hove, Ove: Handicapegnet byggeri, Rapport udarbejdet af fhv. boligminister, arkitekt m.a.a. Ove Hove, København, Oktober 1981. Husk de handicappede i dit daglige arbejde - på gaderne - i de grønne områder, Magistratens 4. afdeling, Stadsingeniørens direktorat, Vejafdelingen, og Parkafdelingen, Københavns Kommune, juni 1993. Høringsudgave, Betænkning om handicaptilgængelighed til det fysiske miljø, Det tværministerielle Handicapudvalg, januar, 1997. IHC, Det intelligente El-Installationssystem, LK A/S, 1997. Improvement of Visual contrasts, Federal Ministry for Familiy Affairs and Senior Citizens, Consortium contrast Optimizing, March, 1995. International Classification of Impairments, Disabilities, and Handicaps. A manual of classification relating to the consequences of disease, World Health Organization, Geneve, 1980. International Classification of Functioning, Disabilities and Health. ICF, World Health Organization, Geneva, 2001. International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems. ICD-10, Tenth Revision, Volume 1, World Health Organization, Geneva, 1992. Ja, det kan lade sig gøre. Om forbedring af handicappede personers adgang til kollektiv trafik. Udarbejdet for Dansk Ingeniørforening,1991. Jansen, Linda; Thomsen, Paulli: Typografi for synshæmmede. En undersøgelse af mulige sammenhænge mellem nogle typografiske faktorer og teksters læselighed for synshæmmede , Social- og sundhedsforvaltningen i København, Instituttet for Blinde og Svagsynede, 1985. Jansson, Gunnar (ed): Requirements for Effective Orientation and Mobility by Blind People, London, June, 1995. Jensen, Kai Otto: Grotesk eller Antikva, Refsnæsskolen, Institut for Blinde og svagsynede børn og unge i Danmark, Vestsjællands Amtskommune, 1984. Julian, G. Warren: Projektering af synsmiljøet for ældre, svagtsynede , Lysteknisk Laboratorium og Lysteknisk Selskab, særtryk af "Lampetten", nr. 2/1986. Jørstian, Tina og Nielsen, Poul Erik Munk (Red): Tænd! PH lampens historie , Gyldendal / Louis Poulsen, 2000. Karsrud, Kjetil: Orienteringshemmet. Blindes og svaksyntes krav til fysisk planlegging - en vegleder, Norges Bindeforbund, Universitetsforlaget, Oslo, 1989. Kattler, Poul: Elektriske lyskilder, lys og belysning, Lysteknisk Selskab, 1993. Krav til en mærkningsordning for tilgængelighed for alle på turismeområdet - Krav til turismevirksomheders ledelse, bygningsindretning, faciliteter og service, Dansk Standard, 2003 Kristensen, Jørgen: Bygningers lydisolering. Nyere bygninger, SBI-Anvisning 172, Statens Byggeforskningsinstitut 1992. Kristensen, Jørgen: Bygningers lydsiolering. Ældre bygninger, SBI-Anvisning 173 - Statens Byggeforskningsinstitut, 1991. Kristensen, Jørgen; Rindel, Jens Holger: Bygningsakustik. Teori og praksis, SBI-Anvisning 166, Statens Byggeforskningsinstitut, 1989. Kristoffersen, Ernst; Glerup, Jens; Thomsen, Hubert, Kjær, Poul: Handicaphensyn i fysisk planlægning , Statusrapport, Arbejdsrapport, Miljøministeriet, Planstyrelsen, november, 1990. König, Volker: Handbuch über die blinden- und sehbehindertengerechte Umwelt- und Verkehrsraumgestaltung, 1. udg., Deutscher Blindenverband e.V., Bonn, 1997. Lov om aktiv socialpolitik, Vejledning, Socialministeriet, 1998. Lov om planlægning, Lov nr. 388 af 6. juni 1991 , Miljøministeriet, j. nr. D 3100-0009. Low vision. Lighting needs for the partially sighted, Commission Internationale de l´Eclairage, International commission on Illumination, Internationale Beleuchtungskommission, Technical Report, CIE 123-1997. Manual traffic provisions for people with a handicap, Ministry of Transport and Public Works, The Hague, The Netherlands, 1986. Miljö för synskadade , Synskadades Riksförbund. Målangivelse for 1. Standard og 2. Large , Instituttet for Blinde og Svagsynede. Målsætning og Funktionskrav. Vejanlæg , Det Rådgivende Handicapudvalg, Frederikshavn kommune, 1996. Månsson, Karin; Skeppstedt, Kerstin: Övergångsställen för synskadade och rörelsehindrade , Handikapp Instituttet, 1987. Needs of disabled people in buildings. Design Guidelines, International Organization for Standardization, 1982. Nielsen, Asker H.; Eskerod, Ulla: Stoppestedsannoncering HT, Tabelrapport HT, MEGAFON - Research - Analyse - Rådgivning, Frederiksberg, december, 1997. Norn, Mogens: Senior, syn og øjenproblemer, Carlsen senior, redigeret af Peter Lindholt, 1982. Orientering om bestemmelser i bygningsreglement BR 95 af særlig interesse for handicappede, Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalget, Hvidovre, september, 1995. Ovesen, Ib: Kvantitet og kvalitet i indendørs belysningsanlæg, Lys og belysning, 6, Redaktion Lysteknisk Selskab, Aschehoug Dansk Forlag, København, 1971. Petersen, Jørgen: Rumakustik, SBI-Anvisning 137, Statens Byggeforskningsinstitut, 1984. Rasmussen, Birgit; Rindel, Jens Holger: Lydforhold i boliger. State-of-the-art, Udarbejdet af Laboratoriet for akustik, Danmarks Tekniske Universitet, Bygge- og Boligstyrelsen, rapport, september, 1994. Rasmussen, Birgit; Rindel, Jens Holger: Lydforhold i kontor-, daginstitutions- og skolebyggeri - Problemstillinger og handlingsmuligheder, udarbejdet af Laboratoriet for Akustik, Danmarks Tekniske Universitet, Bygge- og Boligstyrelsen, rapport, rev. 1996. Redegørelse om handicappedes adgang til de fysiske omgivelser afgivet af By- og Boligministeren til Folketinget oktober 1998, By- og Boligministeriet. Rejseregler med bus og tog i HT-området, HT, DSB og Privatbanerne, Hovedstadsområdets Trafikselskab, januar, 1999. Retningslinier for råden over vejareal m.m. i Århus Kommune, Århus Kommune, magistratens 2. afdeling, vedtaget af Århus Byråd den 8.5.96. Retningslinjer for kunstig belysning i arbejdslokaler, DS 700, Dansk Standard, ny 5. udgave, januar, 1998. Rigtigt lys i hjemmet, Lysteknisk Selskab,1. udgave, 5. oplag, 16.10.95. Samfund for alle - også for handicappede , Indlæg og debat fra teknologirådets konference 5.-6. september 1995, Teknologi-Rådet, 1996. Schar, O., Vicerigspolitichef: Politivedtægten for København med kommentarer. Kommenteret politivedtægt, rev. af politiadvokat Lise-Lotte le Maire og Politiassessor Jens Rasmussen, juli 1990. See it Right. New approaches to information for blind and partially sighted people, Royal National Institute for the Blind, 1993. Seniorboliger - en vejledning , SBI-Rapport 308, Statens Byggeforskningsinstitut, 1998. Seppälä, Juha: Good Lighting conditions improve functional ability , Finnish Federation of the Visually Impaired, 1993. Sicurella, Vincent J.: Farvekontraster som hjælpemiddel for svagsynede , Vincent J. Sicurella, New York City, Artikel i Journal of Visual Impairment & Blindness, June 1977 Vol No. 6, Oversat af Gitte Bjerre, Refsnæsskolen, Institut for blinde og svagsynede børn og unge i Danmark, 1994. Standardregler om Lige muligheder for handicappede, United Nations, New York 1994, udgivet af Socialministeriet, København, 1994. Starby, Lars: Handbok i belysningsteknik, ljuskultur. Belysningshandbogen. Underlag för planering av belysningsanläggningar , Stockholm, 1983. Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.. Lov om social service, Vejledning, Socialministeriet, 1998. Synligt och kännbart. En bok om synskadade och miljön , Synskadades Riksförbund, 1988. Særlig støtte til børn og unge. Lov om social service , Vejledning, Socialministeriet, 1998. Sådan informerer du alle! - En vejledning i at informere handicappede, Center for Ligebehandling af Handicappede, 1995. Thorén, Clas: Accessibility in the built environment, The Nordic approach, Nordiska Nämnden för Handikappfrågor, Kristianstad, 1994. Tilgængelighed for alle - betænkning om handicappedes adgang til det fysiske miljø, Betænkning 1336, Bygge- og Boligstyrelsen, 1996. Tilgængelighed for alle - handlingsplan for handicappedes adgang til det fysiske miljø, udgivet af Bygge- og Boligstyrelsen, på vegne af Det Tværministerielle Handicapudvalg, København, 1997. Trafik- og Adgangsforhold for handicappede, Statusrapport, Trafikministeriets planlægningsafdeling, januar, 1988. Uddannelse, Instruktører til synshandicappede, Mobility og ADL, Social- og sundhedsforvaltningen i København, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup, 1995. Udearealer for alle. Anvisning for planlægning og indretning med henblik på handicappedes færden , DS-Håndbog 105, Dansk Standard, 1995. 9.10.05 Udstyr - Afmærkning, Vejregler for afmærkning af vejarbejder, Vejdirektoratet - Vejregeludvalget, januar, 1987. 9.10.08 Udstyr, Afmærkning, Vejregler for lydsignaler for blinde og svagsynede, Vejregelforslag, Vejdirektoratet - Vejregeludvalget, februar, 1997. 9.10.08 Udstyr, Afmærkning, Vejregler for signalanlæg , Vejregelforslag, Vejdirektoratet - Vejregeludvalget, januar, 1999. Uslan, Mark M.; Peck, Alec F.; Wiener, William R.; Stern, Arlene: Access to Mass Transit for Blind and Visually Impaired Travelers, American Foundation for the Blind, New York, 1990. Vejledning til regler for afmærkning og afspærring af vejarbejde. Håndbog udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Specialarbejderforbundets afdelinger i Skælskør, Korsør, Slagelse, Ringsted og Sorø, politiet og Arbejdstilsynet i Vestsjælland samt Korsør, Slagelse, Skælskør og Ringsted kommuner. Håndbogen bygger på Vejdirektoratets Vejregler for afmærkning af vejarbejder af 6.10.87, og er med arbejdsgruppens bemærkninger og tilføjelser vedtaget i de 4 kommuner. Verbesserung von visuellen Informationen im öffentlichen Raum. Handbuch für Planer und Praktiker, zur bürgerfreundlichen und behindertengerechten Gestaltung des Kontrasts, der Helligkeit, der Farbe und der Form von optischen Zeichen und Markierungen in Verkehrsräumen und in Gebäuden , Bundesministerium für Gesundheit, Bonn, 1996. Vägvisning. Handbok i skyltning av byggnader , den svenske byggestyrelse, november, 1972. Warburg, Mette: Synsstyrken af Mette Warburg, Øjenlæge, dr. med. Reservelæge ved øjenklinikken Statens Institut for Blinde og Svagsynede, Refsnæsskolen, Statens Kostskole for Blinde og Svagsynede, 1968. Wijk, Maarten: European Manual for an accessible built environment, CCPT, IG-Nederland, Utrecht, First edition, published november, 1990. Østergaard, Erik: Mobility - at færdes som synshandicappet , Instituttet for Blinde og svagsynede, november, 1986. Fodnoter Fodnote 1 Se f.eks. "Betænkning vedrørende forsorgen for blinde og stærkt svagsynede", afgivet af en af Socialministeriet under 7. april 1949 nedsat kommission angående omorganisation af forsorgen for blinde og stærkt svagsynede, Betænkning nr. 129, 1955, s. 8, Kap. 1, Beskrivelse af grundlaget for forsorgen for blinde, 1. Blindhedsbegrebet. Fodnote 2 ICD-10. International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems". Tenth Revision, Volume 1, World Health Organization, Genève, 1992. Fodnote 3 Jf. "Lov om social service", lov nr. 454 af 10. juni 1997, § 97, stk. 2 , nr. 1 samt Socialministeriets bekendtgørelse nr. 896 af 1. december 1997: "Bekendtgørelse om indberetningspligt ved særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter samt voksen- eller efteruddannelse i forbindelse med aktivering efter lov om socialpolitik", Socialministeriets bekendtgørelse nr. 895 af 1. december 1997: "Bekendtgørelse om særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter lov om aktiv socialpolitik", Socialministeriets bekendtgørelse nr. 125 af 23. februar 1998: "Bekendtgørelse om betingelser for ledsageordning efter serviceloven" og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998: "Bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter Betænkning nr. 129". Fodnote 4 § 78: Kommunen yder 15 timers ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne; § 84: Kommunen yder dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne; § 97: Kommunen yder støtte til hjælpemidler til personer med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, (...). Fodnote 5 "Bygningsreglement", Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen, den 13. februar 1995, København, Kap. 2 Grundens Udnyttelse, 2.1.4. Adgangs- og tilkørselsarealer, stk. 2, s. 28. Fodnote 6 "Cirkulære om (statslige) bygge- og anlægsarbejders indretning med hensyntagen til bevægelseshæmmede", Boligministeriets cirkulære nr. 49 af 23. marts 1972. Fodnote 7 De Forenede Nationers "Standardregler om lige muligheder for handicappede", United Nations, New York, 1994, Socialministeriet, København, 1994, Indledning, Funktionsnedsættelse og handicap, pkt. 17, 18, 19, 20 og 21, s. 9-10 Fodnote 8 World Health Organization: "International Classification of Impairments, Disabilities, and Handicaps. A manual of classification relating to the consequences of disease", Geneve, 1980 Fodnote 9 Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 93 af 9. marts 1976. Fodnote 10 Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 420 af 4. juni 1999. Bekendtgørelse om taxikørsel m.v.: § 34, stk. 2. Fodnote 11 Vejledning om levnedsmiddelhygiejne og egenkontrol m.v. Sundhedsministerens bekendtgørelse nr. 1053 om levnedsmiddelhygiejne, 1. januar 1996, § 78. Fodnote 12 "Folketingsbeslutning om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere", vedtaget af Folketinget ved 2. (sidste) behandling den 2. april 1993, samt "Folketingsbeslutning om forbedring af trafik- og adgangsforholdene for handicappede", vedtaget af Folketinget ved 2. (sidste) behandling den 12. maj 1987. Fodnote 13 "Udearealer for alle. Anvisning for planlægning og indretning med henblik på handicappedes færden", DS-Håndbog 105, Dansk Standard, 1995, s. 24. Fodnote 14 "Udearealer for alle. Anvisning for planlægning og indretning med henblik på handicappedes færden", DS-Håndbog 105, Dansk Standard, 1995, s. 24. Fodnote 15 Karsrud, Kjetil: "Orienteringshemmet. Blindes og svaksyntes krav til fysisk planlegging - en vegleder", Norges Blindeforbund, Universitetsforlaget, Oslo, 1989, s. 22. Fodnote 16 dB(A) betyder, at der under en måling er anvendt et filter, der tilnærmes ørets opfattelse af frekvens i støjen. De lave og helt høje frekvenser dæmpes. Fodnote 17 "Lydforhold i kontor-, daginstitutions- og skolebyggeri. Problemstillinger og handlingsmuligheder", udarbejdet af Laboratoriet for Akustik, Danmarks Tekniske Universitet, Bygge- og Boligstyrelsen, rapport, november 1995, s. 39. Fodnote 18 Jf. "Danmarks første landsdækkende publikation om skov/naturstier og haveanlæg for blinde og svagsynede", Dansk Blindesamfund, København, 1993. Fodnote 19 En høj mætningsgrad giver meget mørke farver - de kan ikke blive dybere i farven, før de bliver sorte. Fodnote 20 Udtryk for en stor eller lille forskel i lyshed (sort/hvid, mørk/lys) eller farve, der opfattes f.eks. mellem en figur og dens baggrund. Fodnote 21 Denne anvisning er et standardblad for belysningsstyrkerne på en arbejdsplads, og som sådan henvises der til denne i Bygningsreglementet 1995 under kapitel 12.9 Belysningsanlæg, stk. 3, s. 137. Fodnote 22 Artikel fra bladet Elektra nr. 2, 1999, "Godt lys - inde og ude - også et anliggende for elinstallatørerne" af Vibeke Clausen, Lysteknisk Selskab. Fodnote 23 Belysningsstyrke er et udtryk for, hvor meget lys der rammer en overflade. Belysningsstyrken angives i lux. Belysningsstyrken måles med et luxmeter. Fodnote 24 Armaturer = Alle genstande, som fastholder, tilslutter, eventuelt beskytter, lyskilder, og som kan fordele og afskærme lyset. Fodnote 25 Det vil sige en belysningsform, der belyser lokalet som helhed, og hvor armaturerne sædvanligvis er anbragt i, på eller ophængt fra loftet. Fodnote 26 K = Forkortelse for Kelvin. Farvetemperaturen måles i Kelvin. Lav farvetemperatur angiver "varmt" lys, f.eks. har en glødelampe en farvetemperatur på ca. 2.700 K, mens der findes lysstofrør, som har farvetemperaturer fra ca. 2.700-7.000 K. Høje farvetemperaturer (over 3.000 K) benævnes "koldt lys". Fodnote 27 Hvordan lyset gengiver farverne i lokaler, beskrives med et farvegengivelsesindeks, måleenhe den Ra, der er baseret på en subjektiv sammenligning af otte internationalt anerkendte farveprøver belyst ved samme farvetemperatur af henholdsvis en referencelyskilde og den afprøvede lyskilde. Farvegengivelsesindekset har tal mellem 0 og 100. Jo større tal, jo bedre farvegengivelse. Fodnote 28 Benævnelsen pulverrør kommer af de pulverbelægninger, der findes på indersiden af lysstof røret. Tallene 3 og 5 betyder, at pulveret består af 3 eller 5 fosfortyper, der er blandet sammen. Fodnote 29 Standerlamper i form af Uplight, der lyser op mod loftet, har den fordel, at de kan flyttes hen, hvor aktiviteterne foregår, men hvis rummet mellem loft og Uplight er mindre end 1,5 m, vil loftet for en svagsynet forekomme alt for lyst og derved skabe ubehag. Fodnote 30 Et IHC-system = Intelligent House Control-system.