Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Udgivelser > Bøger > Anmeldelse af bogen "Blinde vinkler"

Anmeldelse af bogen "Blinde vinkler"

Af dr. pæd. Niels Egelund, professor i specialpædagogik, Danmarks pædagogiske Universitet.

I forsommeren 2002 udkom en bog af en art, men sjældent har set før. Mange har skrevet om funktionsnedsættelser og den betydning de har for de pågældende mennesker. I min egen verden findes talrige afhandlinger, artikler og beretninger, der ofte med stor indføling beskriver de den verden, som blinde og svagtsynede, døve og andre lever i.

De mange afhandlinger, artikler og beretninger er som regel skrevet af videnskabsfolk og lærere eller behandlere, der beskriver årsagsforhold, historisk udvikling, pædagogiske metoder, samfundets indflydelse – og forholdene, som de opleves af personer udenfor dem selv.

Med bogen "Blinde vinkler", udgivet af Kroghs forlag, er der tale om en anderledes og som nævnt sjælden vinkel. Bogen er redigeret af tre synshandicappede og en journalist, som har samlet en lang række beretninger fra personer, der virkelig ved hvad det drejer sig om, nemlig blinde og svagtseende selv.

Vi får nu noget at vide om, hvordan der er at være integreret – eller inkluderet??? – i en seende verden, hvordan det er at gå i skole, på universitetet, på arbejde og til sport, at have erotiske relationer – sammen med seende. Vi får noget at vide om en række forhold, vi ikke havde drømt om, og som næppe ville komme frem i nok så videnskabelige rapporter. Jeg giver nogle eksempler fra bogen:

Et forældrepar havde fundet et lærerpar, som var villige til at tage en blind elev ind i 1. klasse – dog under forudsætning af penge under bordet for de ekstra arbejdsopgaver, det ville betyde.

En blind elev på lejrskole fik af kammeraterne hældt salt i sin cola og fik aflyttet sin dagbog indspillet på kassettebånd. En anden elev i en ungdomsskole blev tilbudt et stykke lakrids, sagde tak, men da det kom i munden viste det sig at være ventilgummi fra en cykel.

En ung fortæller, at vi i dag er blevet så gode til at stille hele fæstningsværker af tekniske kompenserende hjælpemidler op omkring de synshandicappede børn og unge, at det kan være lidt farligt for integrationen. En anden beretter, at det den nye computer kunne hjælpe med rent fagligt kunne trækkes fra i de sociale relationer til flere af klassekammeraterne.

Tilsvarende fortælles om den tiltagende isolation, som blinde og svagtsynede oplever i sociale sammenhænge, f.eks. ved fester, under puberteten. Det der skulle være integration og inklusion, blev til udelukkelse, fordomme og opgivelse.

En universitetsstuderende fortæller, at de lovpriste tværfaglige projekter, der skal virke motiverende og virkelighedsnære er noget af det mest uegnede for synshandicappede studerende.

En eller anden kunne tro, at den ideelle partner for en synshandicappet ville være en anden synshandicappet, men sådan er det nødvendigvis ikke. Som en siger – det smager af indelukkethed og konstant seende hjælp, og derfor blev forhold til selv meget tiltrækkende og kærlige blinde og svagtsynede piger aldrig videreudviklet længere end til de indledende erobringer.

Fra arbejdslivet fortæller en blind jurist om at blive fyret fordi han, som man udtrykte det, ikke havde levet op til sine udsagn under ansættelsessamtalen om at være et godt aktiv. Selv mente han, at man skammede sig over at skulle lade en handicappet person fremlægge sager for et nævn af fagfolk.

Det er eksempler, der ryster læseren, og bogen rummer mange, mange af samme slags. Samtidig lægger bogen op til en kraftig påpegning af, hvor centrale de professionelle, især folkeskolelærerne, er i forbindelse med at skabe gode forhold for personer med en funktionsnedsættelse, ofte er de alfa og omega for, hvorledes en integrations- og integrationsproces løber.

Bogen er letlæst, og man kan ikke stoppe, når man er kommet i gang, og den kan varmt anbefales til alle, der på en eller anden måde kommer i forbindelse med personer med funktionsnedsættelser – og det gælder ikke bare om synshandicap – det er erfaringer og oplevelser, som har betydning i relation til stort set alle typer af funktionsnedsættelser. Dermed kan bogen faktisk anbefales til alle.

Blinde vinkler. Redaktører: Dina Stentoft Rees, Heidi Nielsen, John Heilbrunn og Pia Christensen. Kroghs Forlag. 280 sider, indbundet. Kr. 199,- incl. moms.

Anmeldt af dr.pæd. Niels Egelund, professor i specialpædagogik. Danmarks Pædagogiske Universitet.

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 30. juni 2006 09:05