Af ph.d. stipendiat René Ruby

Betegnelser er ikke blot ord, men også ladet med værdimæssige betydninger. En betydning kan over tid blive så negativt belastet, at betegnelsen må udskiftes. Nye betegnelser med en positiv betydning vil således erstatte den gamle betegnelse, der med tiden havde fået en negativ værdimæssig betydning – og over tid sker det selvfølgelig, at den nye betegnelse med den nye betydning bliver forældet og må udskiftes igen.

Samtidig er den måde, som betegnelserne anvendes på, absolut ikke ligegyldig. Det drejer sig om politisk korrekt sprogbrug – og så drejer det sig for en række grupper, herunder handicapgrupper, også om, at korrekt sprogbrug kan anvendes som middel til at skabe en positiv nyvurdering.

Et meget illustrativt eksempel på, hvordan sprogbrug kan være både politisk korrekt eller ukorrekt og samtidig bruges som led i den handicappolitiske kamp, er debatten om, hvorledes man skal nævne mennesket eller handicappet først, når man taler om handicappede. Skal man skrive ’mennesker med handicap’ eller ’handicappede mennesker’? Debatten har længe verseret internationalt og er nu også ved at nå Danmark.

Mennesket først

Internationale deklarationer, konventioner og lignende er de steder, hvor betegnelsen ”mennesker med handicap”, altså mennesket nævnt før handicappet, først er trængt igennem som politisk korrekt. FNs handicapkonvention bruger fx konsekvent betegnelsen ”mennesker med handicap”. Denne betegnelse gør sig også gældende i den danske oversættelse af handicapkonventionen – og både inden for dansk lovgivning og blandt de danske handicapbevægelser lader det til, at det er denne betegnelse, der, bevidst eller ubevidst, er den anvendte.

Argumentet for at stille mennesket før handicappet er, at handicappede først og fremmest er mennesker og dernæst handicappede. Det betyder, at handicappede ikke skal identificeres primært gennem deres handicap, men som mennesker med et handicap, der er sekundært.

Handicappet først

Internationalt er der dog imidlertid inden for handicapbevægelserne også en modsatrettet bevægelse – en bevægelse, som man møder inden for Disability Studies i England, som jeg omtalte i sidste nummer af Blindesagen. Bevægelsen med den engelske professor Mike Oliver i spidsen har gennem de seneste par årtier afvist betegnelsen ’mennesker med handicap’ og i stedet krævet, at man bruger betegnelsen ’handicappede mennesker’.

Argumentet for at stille handicappet før mennesket er, at man ikke sprogligt skal forsøge at fornægte realiteten ved at have et handicap. Handicappede er ikke mennesker, der ”bare” har fået et handicap. Deres handicap er derimod en essentiel del af deres identitet og ikke blot et vedhæng, der kan fornægtes eller forvises. Mike Oliver mener dermed, at betegnelsen ’mennesker med handicap’ er en fornægtelse af handicappedes oplevelse af at være handicappede og den nyere historie i forhold til handicapbevægelsernes kamp for rettigheder.

Også den amerikanske handicapforsker Edvin C. Vaughan afviser betegnelsen, hvor mennesket er stillet før handicappet. Som nævnt er hensigten med at stille mennesket før handicappet at understrege, at mennesket kommer i første række og handicappet i anden række. Argumentet her imod er imidlertid også, at handicappet skyldes samfundsskabte barrierer, og at ordstillingen med mennesket først placerer problemet og ansvaret hos den enkelte. Edvin C. Vaughan og den største amerikanske blindeorganisa tion, National Federation of the Blind (NFB), mener, at betegnelsen mennesker med handicap med sin usædvanlige og markante sprogbrug netop påpeger, at handicappede er anderledes – ved at understrege, at handicappede også er mennesker.

Mennesket eller handicappet først?

Betegnelserne ’mennesker med handicap’ eller ’handicappede mennesker’ er således ikke ligegyldige, men fulde af betydning. ’Handicappede mennesker’ vil sikkert lyde stødende i nogles ører, netop fordi vendingen ’mennesker med handicap’ allerede er trængt ind i dansk sprogbrug. Det lader sig imidlertid heller ikke gøre at slippe uden om at tage stilling ved blot at bruge betegnelserne ’handicappede’ og ’synshandicappede’, som jeg har gjort her. Ved blot at anvende betegnelsen ’handicappede’ har man indirekte taget stilling ved at påpege handicappet og ikke pointere mennesket som det primære.

"Skal man skrive ’mennesker med handicap’ eller 'handicappede mennesker'?"
René Ruby

"Da De Samvirkende Invalideorganisationer skiftede navn til Danske Handicaporganisationer, så skiftede deres ungdomsorganisation navn til Sammenslutningen af Unge Med Handicap og ikke til Sammenslutningen af Handicappede Unge. Dette er givetvis ikke noget tilfælde."
René Ruby

Eksempler på ord, der er ændret over tid

Gennem de sidste 100 år har fællesbetegnelsen, der bruges om alle handicap, ændret sig fra ’abnorm’ over ’invalid’ til ’handicap’. I dag eksisterer der oven i købet ved siden af fællesbetegnelsen ’handicap’ også betegnelserne ’funktionsnedsatte’ og ’funktionshæmmede’, der hver rummer en forskellig betydning.

Også inden for de enkelte handicapgrupper har ordene ændret sig.

Fx vandskabt til krøbling til vandfør til bevægelseshandicappet

Fx idiot til åndsvag til evnesvag til udviklingshæmmet

Betegnelserne har ikke nødvendigvis været nedsættende, da de blev indført, men er blevet det over tid. Baggrunden for udskiftningerne af stødende ord og ordstillinger sker givetvis ud fra et ønske om at erstatte en term, som via dagligsproget er blevet negativt ladet, med en mere positiv term. Men de mange udskiftninger afspejler imidlertid, at den negative betydning har det med at flytte med.

Politisk korrekt sprogbrug om mennesker med handicap

Dansk Blindesamfund har ikke en politik for politisk korrekt sprogbrug om blinde. Foreningen sætter dog som udgangspunkt mennesket før synshandicappet, hvilket også afspejles i teksterne på henholdsvis hjemmesiden dkblind.dk, i magasinet Blindesagen og i foreningens pjecer og brochurer.

Om René Ruby

• René Ruby er ph.d stipendiat ved Københavns Universitet, Saxo Instituttet, Afdeling for historie.

• René Ruby, som selv er blind, skriver på en afhandling om blinde i det danske samfund og Dansk Blindesamfunds historie i det 20. århundrede.

• Afhandlingen er samfinansieret mellem Dansk Blindesamfund og Forskerskolen for kultur og kommunikation.