FNs handicapkonvention og medierne
I foråret 2009 besluttede Folketinget at ratificere FNs Handicapkonvention. Det særlige ved denne konvention er, at den handler om langt mere end social- og sundhedspolitik. Den handler fx også om medierne, og det ansvar de har, når de fremstiller mennesker med handicap – hvis de altså overhovedet gør det.Af Redaktionen
I konventionens artikel 8, der handler om ”bevidstgørelse”, står der, at deltagerstaterne, dvs. nu også Danmark, skal tilskynde:
”... alle medier om at fremstille personer med handicap på en måde, der er i overensstemmelse med denne konventions formål.”
Det kræver selvfølgelig, at medierne er klar over – og forstår – konventionens formål. Og her står der, når det drejer sig om ”bevidstgørelse” (igen artikel 8), at deltagerstaterne er forpligtet til at vedtage umiddelbare, effektive og passende foranstaltninger til:
a) at øge bevidstheden i hele samfundet, herunder i familien, om personer med handicap, og at skabe respekt for de rettigheder og den værdighed, der tilkommer personer med handicap,
b) at bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis i forhold til personer med handicap, herunder stereotyper, fordomme og skadelig praksis på grund af køn og alder, på alle livsområder,
c) at fremme bevidstheden om evner hos og bidrag fra personer med handicap.
FNs konvention om rettigheder for personer med handicap
FNs konvention om rettigheder for personer med handicap kan downloades eller bestilles i sin fulde længe hos Center for Ligebehandling af Handicappede på www.clh.dk
Sidst opdateret 14. december 2009 10:45
