Blindesagen
Nr.6 · december 2009

Billeder på samlebånd

10 procent af befolkningen lever med et handicap, men alligevel ser man dem sjældent i film og på tv. Når de så endelig dukker op, bliver de oftest fremstillet som stereotyper. Blindesagen har bedt Sarah Glerup, studerende på film- og medievidenskab og indehaver af bloggen handifikation.dk, om at belyse, hvordan mennesker med synshandicap fremstilles i medierne.

Af studerende Sarah Glerup

Blinde er særligt musikalske og har udsøgte næser. De føler sig utrygge i større forsamlinger, med mindre de holder nogen i hånden, og bliver de for mange, går lov og moral i forfald. Så kategoriske konklusioner ville den, der kun kender til synshandicap fra massemedierne, kunne drage. Ikke at der er det store materiale at tage udgangspunkt i. En svensk undersøgelse fra 2007 viser, at mennesker med handicap, der udgør 10 procent af befolkningen, kun optager 0,7 promille af sendetiden i de svenske tv-nyheder. Når de endelig optræder, er det i en af få fortærskede handicaproller.

Disse handicaproller – eller stereotyper – trives ikke blot i nyhedsudsendelser, men i film og fjernsyn generelt, som er med til at forme millioner af menneskers opfattelse af hinanden. At bekæmpe fordomme om livet med fx et synshandicap forudsætter derfor et opgør med de mediestereotyper, der dagligt fodrer dem.

De fem firkantede arketypiske fremstillinger af handicap

For at reagere på og undgå stereotyper må vi lære at genkende dem. Det er arketyper et godt redskab til. De er per definition firkantede, men netop derfor velegnede til at tydeliggøre, hvilke klicheer der går igen. Engelske og amerikanske forskere på Disability Studies har udviklet adskillige, men jeg vil nøjes med at introducere fem, som efter min mening dækker hele feltet: Staklen, Barnet, Den Særlige, Taberen og Dæmonen.

Staklen og Taberen

”Har jeg ikke nok mørke i forvejen?” spørger Elena i thrilleren Jennifer Eight (1992), og filmens bipersoner stemmer i med ”Sådan en skam, hun er en virkelig sød pige.” Der er ingen tvivl: Vi må forstå, at det er synd for Elena, at hun ikke kan se. Når hun farer vild blandt mennesker, bliver jaget af en seriemorder og som en søvngænger bevæger sig omkring med fremstrakte arme, eksemplificerer hun Staklen. Hun er et defekt offer, og der er ikke meget at gøre ved hendes situation. For problemet er Elenas egen krop og sættes aldrig ind i en større kontekst, der fx kunne handle om, hvad andres fordomme eller Elenas isolerede liv på en institution medfører.

Staklen trives også i faktaprogrammer, ikke mindst nyhedsmagasiner som Aftenshowet, der lægger vægt på human interest. Her optræder mennesker med handicap ofte som ’cases’ for at illustrere fx offentlige forsømmelser, men det er symptomatisk, at der spørges mere ind til personlig lidelse end fejlslagen socialpolitik. Den tidligere nævnte svenske undersøgelse fastslog endog, at i tv-nyheder optræder mennesker med handicap ofte som baggrundsbilleder uden selv at få lov at udtale sig. Det er tydeligvis Staklen, ikke en ekspert, der er inviteret i studiet.

Hvis Staklen fratrækkes al sympati, får man Taberen. Han er også et sørgeligt tilfælde, men først og fremmest en klods om benet for samfundet og sine nærmeste; ofte bitter, altid værdiløs. Herhjemme aner vi blandt andet Taberen mellem linjerne, når overlæger roser Danmark for sin verdensrekord i abortering af fostre med Down’s Syndrom.

Barnet

Hos Elena i Jennifer Eight er Staklen tæt forbundet med Barnet. Da politimanden John forelsker sig i hende, bliver han kraftigt advaret af direktøren for det blindeinstitut, hvor Elena bor: ”Elena virker måske moden, men lad mig forsikre dig om, at det er hun ikke. End ikke efter sin egen opfattelse. Kunne hun kigge i spejlet, ville hun forvente at se et 14-årigt barn.”

Der er ingen medicinsk grund til, at Elena skulle være mindre moden end andre – hun er ikke mentalt tilbagestående. Alligevel skal hun behandles som et barn. Og her synes Staklen, Barnet og kvindekønnet at gå op i en højere enhed, som muligvis er unik for mediefremstillingen af synshandicap: Staklens skrøbelighed og afhængighed, Barnets naivitet og uskyld synes at gøre den smukke Elena ultimativt feminin. Styringen er helt og holdent overladt til John, der kan tage hende i hånden og tage hende i det hele taget som en ægte machomand.

Den Særlige

Modsat de forrige arketyper er Den Særlige defineret ved at kunne noget. Når det drejer sig om blinde karakterer, har det typisk med sanser at gøre. Som hovedpersonen i DareDevil (2003) forklarer: “Jeg havde mistet synet, men fik noget til gengæld – mine resterende fire sanser blev overmenneskeligt skarpe. Og mest utroligt af det hele ... min hørelse fungerede som en slags radar.”

I superhelteuniverser sættes arketyper på spidsen, men Den Særlige stortrives også i knapt så fantastiske genrer. I Scent of a Woman (1992) kan den tidligere militærmand, der har mistet synet, øjeblikkeligt genkende fremmede kvinders parfumer. Og i ugeblade som Ude og Hjemme optræder Den Særlige ofte i portrætter af ’ugens glade krøbling’. Det er opbyggelseshistorier, der sætter andres hverdagsproblemer i perspektiv ved at fremvise fightere, som udretter noget ’på trods af’ et handicap.

Heller ikke Den Særlige er uproblematisk, idet fokus generelt er flyttet fra menneske som alle andre til handicap og anderledeshed. Den overmenneskelige hørelse er direkte koblet til det dårlige syn, og når ugens glade krøbling bevarer livsglæden eller tager en uddannelse, er det kun en præstation, fordi hun netop opfattes som fundamentalt anderledes fra mennesker uden handicap.

Den Dæmoniske

Både Taberen og Den Dæmoniske handicaparketype kan være bitre, men sidstnævnte er det på en faretruende facon, for han reagerer udad. Det ser vi i Blindness (2008), der bruger blindhed som en metafor for det moderne menneskes forfald og er blevet kritiseret af blindeorganisationer verden over. I filmen bryder al civilisation sammen, da en mystisk epidemi gør folk blinde. For snart, som var det en naturlig konsekvens af synstabet, begynder de smittede at stjæle og voldtage og lade personlig hygiejne stå til.

I danske faktaprogrammer er Den Dæmoniske handicaparketype relativt sjælden, men den kunne anes i mediedækningen af den prostitutionsdebat, der ind i mellem har fremstillet mænd med handicap som perverterede sexmonstre.

Tænk, hvis vi begyndte at tro på fjernsynet

Den firkantede persontegning er ikke unik for blinde, men gælder sådan set Hollywoods og massemediernes håndtering af mennesker med alle mulige slags handicap. Hvad enten man har en førerhund eller sidder i kørestol, løber dejavu’et én ned ad ryggen, når bitre, stakkels eller heftigt kompenserende karakterer og tv-gæster med handicap marcherer henover skærmen. For stereotyperne frustrerer på mange planer.

Før det første mangler der realistiske, positive rollemodeller at spejle sig i, hvis man har et handicap. Tænk, hvis alle de mennesker, der lever med et handicap, begynder at tro på alt, hvad de ser i fjernsynet! Så kunne de blive hjemme og holde kæft som sørgelige Stakler eller sprænge Københavns Rådhus i luften som dæmoniske superskurke. Eller de kunne tro på, at de stort set ikke eksisterer, og forsvinde med et puf ligesom feen Klokkeblomst.

For det andet risikerer vi, at alle de mennesker, der ikke har personligt kendskab til handicap, forveksler medieklicheerne med virkelighed. I bedste fald må vi, der har et handicap, bagefter rydde op i fordomme hos folk, der fx tror, at alle blinde skal holdes i hånden. I værste fald kan stereotyperne blokere for nuancer i politiske diskussioner, hvis de kommer til at overskygge de virkelige, tredimensionelle mennesker, der berøres af en sag. De kan faktisk gøre det svært at få politisk ørenlyd i det hele taget, for fælles for de fem handicaparketyper er manglen på autoritet. Staklen, Taberen og Barnet er ikke ligeværdige borgere, Den Særliges evner måles kun på en handicapskala, mens Den Dæmoniske kan afskrives som en bitter galning.

Sidst, men ikke mindst er handicapstereotyper i bund og grund udslag af fantasiforladt historiefortælling. Så lad en opfordring lyde fra fjernsynsstuen: Kære journalister og manuskriptforfattere – det er en ommer! I kan afgjort gøre det bedre.

Til indholdsfortegnelsen

---

FNs handicapkonvention og medierne

Af Redaktionen

I foråret 2009 besluttede Folketinget at ratificere FNs Handicapkonvention. Det særlige ved denne konvention er, at den handler om langt mere end social- og sundhedspolitik. Den handler fx også om medierne, og det ansvar de har, når de fremstiller mennesker med handicap – hvis de altså overhovedet gør det.

I konventionens artikel 8, der handler om ”bevidstgørelse”, står der, at deltagerstaterne, dvs. nu også Danmark, skal tilskynde:

”... alle medier om at fremstille personer med handicap på en måde, der er i overensstemmelse med denne konventions formål.”

Det kræver selvfølgelig, at medierne er klar over – og forstår – konventionens formål. Og her står der, når det drejer sig om ”bevidstgørelse” (igen artikel 8), at deltagerstaterne er forpligtet til at vedtage umiddelbare, effektive og passende foranstaltninger til:

a) at øge bevidstheden i hele samfundet, herunder i familien, om personer med handicap, og at skabe respekt for de rettigheder og den værdighed, der tilkommer personer med handicap,

b) at bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis i forhold til personer med handicap, herunder stereotyper, fordomme og skadelig praksis på grund af køn og alder, på alle livsområder,

c) at fremme bevidstheden om evner hos og bidrag fra personer med handicap.

Til indholdsfortegnelsen

---

Bedste veninder på Skype

Skype, Facebook, Messenger. De sociale medier er det helt store hit på internettet. Og man kan sagtens være med, selvom man er blind eller stærkt svagsynet. For Lise Lund og Line Hjul Qvaade betyder Skype, at de kan være bedste veninder, selvom de bor i hver sin ende af landet.

Af journaliststuderende Kira Madsen

Lise Lund, 19, mødte Line Hjul Qvaade, 21, da hun for tre år siden skulle besøge den idrætsefterskole, hun skulle starte på året efter. Line gik der i forvejen, og ved et tilfælde kom Lise til at overnatte på Lines værelse. De to piger faldt straks i snak og har været veninder lige siden. Som piger er flest, kan Lise og Line snakke i timevis. Men da Lise bor i Århus, og Line bor i København, kan de ikke lige mødes og gå på café eller besøge hinanden. Derfor bruger de Skype.

”Vi snakker sammen cirka hver anden dag. En fredag eller lørdag aften kan vi sagtens få 5-6 timer til at gå. Vi har tit talt om, at vi slet ikke turde se vores telefonregning, hvis vi ikke kunne bruge Skype,” fortæller Lise.

Det har stor betydning for både Lise og Line at kunne holde kontakten ved lige over Skype. Gennem de sidste 30 - 40 år, hvor blinde og svagsynede skoleelever er blevet enkeltintegrerede i den almindelige folkeskole, er elever med synshandicap spredt ud over hele landet.

Lise møder andre blinde og svagsynede på kurser og ture med Dansk Blindesamfund, og ved hjælp af de sociale medier på internettet bliver kontakten til de nye venner holdt ved lige. Lise bruger mest Skype, når hun taler med Line, og er slet ikke i tvivl om, at det har en positiv indflydelse på deres venskab.

”Det har gjort, at vi har et dybere venskab. Vores venskab er blevet bedre, i og med vi har Skype. Vi ville ringe til hinanden alligevel, men vi ville ikke kunne ringe lige så længe og lige så tit, så Skype er en stor fordel,” siger Lise.

De sociale medier på internettet som Facebook, Skype, Twitter og Messenger er de senere år vokset eksplosivt. Langt de fleste under 30 har en profil på Facebook, hvor de tjekker statusopdateringer, mens de chatter på Messenger og følger en af de kendtes Twitter-meddelelser. De sociale medier har gjort det nemmere at danne netværk og holde kontakt til andre. Ikke mindst for blinde og svagsynede er det en kæmpe fordel.

Lise har også, som mange andre af Dansk Blindesamfunds yngre medlemmer, en profil på Facebook. Her chatter hun med sine venner, følger med i deres statusopdateringer og kommenterer lidt hist og pist. Hun er også flittig bruger af Messenger, dog mest til smalltalk, da det hurtigt bliver en smule overfladisk. Begge dele bruger hun til, sammen med Skype, at pleje venskaber med andre blinde og svagsynede.

For det betyder meget for Lise at have kontakt med andre, der er i samme situation. For selvom forældre, lærere og seende kammerater kan være gode til at lytte og komme med ideer, så betyder det nogle gange alt at kunne tale med én, som er i samme situation. For eksempel når Lises seende klassekammerater kigger på tøj en hel fredag eftermiddag eller vil på diskotek om aftenen, så kan hun godt føle sig lidt udenfor.

”De vil ikke bare sidde en hel aften og snakke og drikke te, som der er mange blinde og svagsynede, der vil. Det er der ikke så mange seende, der forstår, men det gør Line, hun er jo også blind. Så er det rart at kunne sidde en fredag aften og sludre på Skype med en kop te,” fortæller Lise.

I det hele taget har Lise svært ved at forestille sig sit liv uden Skype, Facebook eller Messenger. På den måde kan hun holde kontakt med de venner, hun ellers kun ser to eller tre gange om året. Og specielt Skype har en afgørende betydning i Lises liv, for det er over Skype, hun kan snakke med Line om de ting, der nager hende. Eller bare sludre med én, som forstår, hvad Lise går igennem.

”Det betyder meget, at man ikke står alene, og at der er andre, der forstår én og kan sætte sig helt ind i min situation,” siger Lise og understreger, at selvom man har et synshandicap, så behøver man ikke være blind over for de muligheder, der ligger i de sociale medier.

Til indholdsfortegnelsen

---

Motivationen er i top

Beskæftigelsesprojektet ”En fod på arbejdsmarkedet” er en succes; antallet af tilmeldte er ´overvældende´. Projektleder Lene Lodberg Michaelsen ser interessen som udtryk for, at indsatsen rammer et stort behov: ”Folk er topmotiverede for at få lov til at yde deres på arbejdsmarkedet – på lige fod med alle andre.”

Af journalist Nana Toft

Beskæftigelsesprojektet ”En fod på arbejdsmarkedet” har nu været i gang i lidt over et halvt år og er ifølge projektleder fra Marselisborg Praksisvidencenter Lene Lodberg Michaelsen en succes. Hun fortæller, at hun nok havde forventet, at en del blinde og stærkt svagsynede ville tilmelde sig projektet, men hun er alligevel blevet overvældet af, hvor stor interessen har været.

Stort latent behov

”Vi må have ramt et kæmpe latent behov hos borgerne, for motivationen er virkelig stor,” fortæller Lene Lodberg Michaelsen, der samtidigt står med det luksusproblem, at flere tilmeldte må vente lidt med at starte i et indsatsforløb.

”I bund og grund vil folk bare gerne have et arbejde. Ligesom alle andre. Det handler jo om at bidrage med noget til samfundet. Være en del af et arbejdsfællesskab med kolleger og faglige udfordringer. Det har stor betydning, at der er brug for en,” forklarer Lene Lodberg Michaelsen.

”Folk vil bare gerne i gang. Den her store interesse fortæller mig, at der mangler noget i de kanaler, der er i dag,” siger Lene Lodberg Michaelsen.

”De tilbagemeldinger vi har fået fra deltagerne i projektet er, at de oplever, at ´her er nogen med kendskab til blinde og svagsynede´. Mange er også fristet af coachingforløbet, der er individuelt baseret, og tilbyder mange ressourcer til den enkelte,” fortæller Lene Lodberg Michaelsen.

Lene Lodberg Michaelsen fortæller desuden, at hun har stor respekt for de mange sagsbehandlere rundt om i Danmark, der ifølge hende gør et flot stykke arbejde.

”Men de har ikke de samme rammer og ressourcer, som vi har i et målrettet projekt. Der er naturligvis institutioner med viden og ekspertise, men tager vi det store brede blik ud over Danmark, så er der mange uden særligt kendskab til blinde og svagsynede. Og det har altså gjort, at mange blinde og svagsynede har givet op. Når det her projekt så kommer, så har mange reageret med ’hey, det er min mulighed’,” siger Lene Lodberg Michaelsen.

”Derfor er det også vigtigt, at deltagerne føler, de har fået et udbytte af forløbet uanset om deltagelsen fører til job. Det ligger os meget på sinde at sikre livskvaliteten for deltagerne,” siger Lene Lodberg Michaelsen.

En jobrettet indsats

Når indsatsperioden afslutter 1. juni 2010, er det projektets mål at udarbejde en såkaldt indsatsmodel. En model der detaljeret forklarer, hvordan man laver en jobrettet indsats for folk med handicap.

”Det her projekt er jo både et udviklingsprojekt og et projekt med det formål at skabe jobs. Målet er at skabe en model, der beskriver, hvordan man gør det. Og det er jo det, vi erfarer nu gennem de mange coachingforløb, vi har på nuværende tidspunkt. Modellen vil vi så sende ud til brug i alle landets jobcentre – og til andre handicaporganisationer, der forhåbentlig tager den til sig. Der er jo store fællestræk i de barrierer, alle handicappede møder. Det gør, at andre med fordel kan bruge vores erfaringer,” fortæller Lene Lodberg Michaelsen.

Til indholdsfortegnelsen

---

En plads til mig

Katrine Petersen har tilmeldt sig beskæftigelsesprojektet ”En fod på arbejdsmarkedet”. Lige nu ligger der en ansøgning om at blive graver i det lokale menighedsråd. Håbet er klart: ”Jeg vil bare gerne have et arbejde. Så viser det jo, at der også er en plads til mig,” lyder det.

Af journalist Nana Toft

Katrine Petersen har altid haft grønne fingre. Hun har altid elsket at rode med blomster, planter, jord og muld, og har drømt om et job som gartner. Men det er ikke blevet til så meget – i hvert fald ikke på arbejdsmarkedet. Siden hun gik ud af folkeskolen tilbage i 1981, har hun haft en meget sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, og i 1992 fik hun tildelt en pension.

En dag surfede hun lidt på internettet, røg forbi hjemmesiden hos Dansk Blindesamfund og læste om projektet ”En fod på arbejdsmarkedet”. Det tiltalte hende med det samme.

”Jeg var godt nok lidt i tvivl om projektet i starten. Om det var noget, jeg kunne holde til. Ud over min synsnedsættelse har jeg nemlig også slidgigt. Men jeg har altid gerne villet have et arbejde. Det har jeg så været afskåret fra. Jeg har bare fået pension. Kommunen mente ikke, at jeg ´passede ind på arbejdsmarkedet ´, som de sagde,” forklarer Katrine Petersen.

”Kommunen sendte mig i alle mulige arbejdsprøvninger, hvor jeg blandt andet skulle samle ting. Det er ikke lige så optimalt for en svagsynet. Jeg har ikke følt, at de har tænkt over, at jeg faktisk har et synstab,” siger Katrine Petersen.

Jobansøgning

Tvivlen blev dog fjernet, da Katrine fik besøg af en af jobcoachene fra Marselisborg Praksisvidencenter. Han overbeviste hende om, at det var muligt for hende at komme ud og arbejde med noget, hun både fysisk var i stand til – og som hun ikke mindst kunne lide.

”Det forløb, jeg har været igennem indtil nu, har været rigtig fint, og det har gjort, at jeg ikke føler mig så isoleret. Det har givet mig et håb om, at der måske også er en plads til mig ´derude´,” siger Katrine Petersen, der sammen med sin jobcoach har skrevet en ansøgning til det lokale menighedsråd om at blive ansat i en 20 timers stilling som graver på den lokale kirkegård.

”Hvis det ikke bliver gartner, så er graver det helt rigtige. Her kan jeg klippe hækkene, passe gravstederne, ordne ukrudt og den slags ting. Ifølge min jobcoach er de positivt indstillede over for min ansøgning, så jeg er lidt spændt på at høre, hvad de siger. Hvis det lykkes, beviser det, at der er plads til mig. Det vil sende et signal om, at man jo sagtens kan bruges, selvom man har et synshandicap,” siger Katrine Petersen.

”Jeg vil jo bare gerne have et arbejde og nogle kolleger. Ligesom alle andre.”

Til indholdsfortegnelsen

---

Befordringsforsøg skaber stor glæde

Blinde og svagsynede har i et nyt forsøg haft mulighed for at anvende den individuelle handicapkørselsordning. Normalt er den kun beregnet for bevægelseshandicappede, men blinde og svagsynede har længe gerne villet køre med.

Af journalist Merete Rømer Engel

”De blinde og svagsynede har været meget glade, nærmest taknemmelige, for dette tilbud,” fortæller Lykke Magelund fra konsulentfirmaet Tetraplan. De er af Transportministeriet blevet bedt om at lave en evaluering af forøget med at give blinde og svagsynede i de tidligere Storstrøms og Vestsjællands amter mulighed for at bruge den individuelle handicapkørselsordning.

Befordringsforsøget startede 1. januar 2009 og løber i et år. 135 blinde og svagsynede fra området har deltaget, og Lykke Magelund har netop afsluttet interviews med 22 af brugerne, hvis tilbagemeldinger skal med i den endelige evalueringsrapport.

Fungerer i resten af Norden

Bedre befordringsmuligheder har længe stået højt på Dansk Blindesamfunds dagsorden. Og Tetraplan har tidligere udarbejdet en analyse af de forskelligartede behov, blinde og svagsynede har for befordringsordninger og tilbud. Den individuelle handicapkørselsordning løser langtfra alle problemer i den sammenhæng, men den gør livet lettere, sjovere og mere værdigt for rigtig mange, viser de foreløbige resultater af kørselsforsøget.

”Det er jo helt besynderligt, at blinde og svagsynede ikke som i resten af Norden har kunnet få lov at bruge ”Den individuelle handicapkørselsordning” på lige fod med bevægelseshandicappede,” siger landsformand for Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen.

I forsøget med den individuelle handicapkørselsordning får den enkelte mulighed for 104 ture om året. Altså en tur om ugen tur/retur. Man kan køre langt eller kort, og servicen er fra dør til dør. På den måde minder ordningen om taxakørsel. Der er dog den forskel, at Movia, som står for ordningen, samler passagerer op undervejs, så en tur kan vare noget længere, end den ville gøre med taxa. Altafgørende er det desuden, at egenbetalingen er væsentligt mindre end med taxa – især på de lange ture.

Værdighed og selvstændighed

Hos Tetraplan kan man se, at forbrugsmønstret for kørslen hos blinde og svagsynede ligger meget tæt op af forbrugsmønstret for de bevægelseshandicappede, som i mange år har anvendt ordningen.

”Nogle få bruger ordningen meget aktivt og er næsten oppe at ramme loftet på de 104 ture. Lige så få har slet ikke brugt ordningen, men føler en frihed bare ved at have muligheden. Og langt hovedparten har kørt 15-20 ture i løbet af året,” siger Lykke Magelund fra konsulentfirmaet.

Hun har været overvældet over alle de positive tilbagemeldinger, hun har fået. ”Det handler for mange om værdighed, om at kunne transportere sig selv engang imellem uden at skulle være afhængig af ægtefæller, familie og naboer, der ellers altid må hente og bringe og vente,” fortæller Lykke Magelund.

Det skal stå i loven

Befordringsforsøget kører foreløbig året ud, men der arbejdes lige nu ihærdigt på at gøre ordningen permanent og landsdækkende.

”Vi taler om noget så grundlæggende som at kunne besøge sine voksne børn og børnebørn 100 km væk nogle gange om året. Det burde være en menneskeret,” siger landsformanden for Dansk Blindesamfund.

Han vil gøre alt for, at politikerne nu laver en lovændring, så blinde og svagsynede får samme ret til individuel handicapkørsel, som de bevægelseshandicappede har i dag.

”Det skal stå helt utvetydigt i loven, at det er en ret. Det er jo kommunerne, der skal betale, så hvis det bare bliver en mulighed, er vi lige vidt,” siger landsformanden for Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen.

Kamma Helle Rasmussen

Kamma Helle Rasmussen, Nørreballe ved Maribo, 81 år, er senblind. Hun har arbejdet som overfysioterapeut på Maribo Sygehus, indtil hun gik på pension.

”Jeg har kæmpet for denne ret i flere år. Jeg ville gerne have besøgt min søster i Skælskør lidt oftere. Men hun døde desværre for et år siden, så da kom det lidt for sent. Men ordningen er rigtig dejligt. Jeg kører især til koncerter i kirken og i musikforeningen inde i Maribo. Jeg har da også besøgt en veninde, og jeg har planer om at besøge nogle kusiner inde i København. Siden jeg mistede synet, har de jo vænnet sig til, at de altid kommer til mig, så jeg skal lige have fortalt dem, at de nu godt kan invitere mig. Og så har jeg en drøm om at komme ind i DRs nye koncerthus og høre en koncert.”

Inge Wallin

Inge Wallin, Holbæk, 58 år og single, er født med orienteringssyn og i dag blind. Ved siden af sin pension har hun en lille selvstændig virksomhed som afspændingspædagog.

”Jeg synes simpelthen, det er så fantastisk vidunderligt. Bare det at kunne sige ja til alt, hvad jeg har lyst til at deltage i og komme til. Jeg har været i teater, til koncert, til foredrag, besøgt venner i Frederikssund og min datter i København.Jeg plejer at sige nej til det meste, for jeg kan kun selv transportere mig til steder, hvor jeg er vant til at komme. Når jeg fx besøger mine venner i Frederikssund, plejer de at hente og bringe mig. Nu kan jeg bare komme selv og tage hjem, når jeg har lyst. Det er helt vildt. Mit liv er blevet helt anderledes. Jeg kører nok fleks (med den individuelle handicapkørselsordning) for mellem 1.000 kr. og 2.500 kr. om måneden, da det især er de lange ture, fx til København, jeg bruger det til. Hvis jeg skal meget kort, tager jeg en almindelig taxa, for ellers rammer jeg for hurtigt loftet for flekskørsel, som er 104 ture om året. Dem har jeg med garanti brugt til nytår.”

Til indholdsfortegnelsen

---

Politisk korrekt sprogbrug

I sidste nummer af Blindesagen beskrev ph.d. stipendiat René Ruby fra Københavns Universitet begrebet ”handicap”. I dette nummer af Blindesagen har René Ruby kigget nærmere på politisk korrekt sprogbrug.

Af ph.d. stipendiat René Ruby

Betegnelser er ikke blot ord, men også ladet med værdimæssige betydninger. En betydning kan over tid blive så negativt belastet, at betegnelsen må udskiftes. Nye betegnelser med en positiv betydning vil således erstatte den gamle betegnelse, der med tiden havde fået en negativ værdimæssig betydning – og over tid sker det selvfølgelig, at den nye betegnelse med den nye betydning bliver forældet og må udskiftes igen.

Samtidig er den måde, som betegnelserne anvendes på, absolut ikke ligegyldig. Det drejer sig om politisk korrekt sprogbrug – og så drejer det sig for en række grupper, herunder handicapgrupper, også om, at korrekt sprogbrug kan anvendes som middel til at skabe en positiv nyvurdering.

Et meget illustrativt eksempel på, hvordan sprogbrug kan være både politisk korrekt eller ukorrekt og samtidig bruges som led i den handicappolitiske kamp, er debatten om, hvorledes man skal nævne mennesket eller handicappet først, når man taler om handicappede. Skal man skrive ’mennesker med handicap’ eller ’handicappede mennesker’? Debatten har længe verseret internationalt og er nu også ved at nå Danmark.

Mennesket først

Internationale deklarationer, konventioner og lignende er de steder, hvor betegnelsen ”mennesker med handicap”, altså mennesket nævnt før handicappet, først er trængt igennem som politisk korrekt. FNs handicapkonvention bruger fx konsekvent betegnelsen ”mennesker med handicap”. Denne betegnelse gør sig også gældende i den danske oversættelse af handicapkonventionen – og både inden for dansk lovgivning og blandt de danske handicapbevægelser lader det til, at det er denne betegnelse, der, bevidst eller ubevidst, er den anvendte.

Argumentet for at stille mennesket før handicappet er, at handicappede først og fremmest er mennesker og dernæst handicappede. Det betyder, at handicappede ikke skal identificeres primært gennem deres handicap, men som mennesker med et handicap, der er sekundært.

Handicappet først

Internationalt er der dog imidlertid inden for handicapbevægelserne også en modsatrettet bevægelse – en bevægelse, som man møder inden for Disability Studies i England, som jeg omtalte i sidste nummer af Blindesagen. Bevægelsen med den engelske professor Mike Oliver i spidsen har gennem de seneste par årtier afvist betegnelsen ’mennesker med handicap’ og i stedet krævet, at man bruger betegnelsen ’handicappede mennesker’.

Argumentet for at stille handicappet før mennesket er, at man ikke sprogligt skal forsøge at fornægte realiteten ved at have et handicap. Handicappede er ikke mennesker, der ”bare” har fået et handicap. Deres handicap er derimod en essentiel del af deres identitet og ikke blot et vedhæng, der kan fornægtes eller forvises. Mike Oliver mener dermed, at betegnelsen ’mennesker med handicap’ er en fornægtelse af handicappedes oplevelse af at være handicappede og den nyere historie i forhold til handicapbevægelsernes kamp for rettigheder.

Også den amerikanske handicapforsker Edvin C. Vaughan afviser betegnelsen, hvor mennesket er stillet før handicappet. Som nævnt er hensigten med at stille mennesket før handicappet at understrege, at mennesket kommer i første række og handicappet i anden række. Argumentet her imod er imidlertid også, at handicappet skyldes samfundsskabte barrierer, og at ordstillingen med mennesket først placerer problemet og ansvaret hos den enkelte. Edvin C. Vaughan og den største amerikanske blindeorganisa tion, National Federation of the Blind (NFB), mener, at betegnelsen mennesker med handicap med sin usædvanlige og markante sprogbrug netop påpeger, at handicappede er anderledes – ved at understrege, at handicappede også er mennesker.

Mennesket eller handicappet først?

Betegnelserne ’mennesker med handicap’ eller ’handicappede mennesker’ er således ikke ligegyldige, men fulde af betydning. ’Handicappede mennesker’ vil sikkert lyde stødende i nogles ører, netop fordi vendingen ’mennesker med handicap’ allerede er trængt ind i dansk sprogbrug. Det lader sig imidlertid heller ikke gøre at slippe uden om at tage stilling ved blot at bruge betegnelserne ’handicappede’ og ’synshandicappede’, som jeg har gjort her. Ved blot at anvende betegnelsen ’handicappede’ har man indirekte taget stilling ved at påpege handicappet og ikke pointere mennesket som det primære.

Til indholdsfortegnelsen

---

Fra hvalp til fotomodel

”Nåååh, hvor er den sød” og ”Prøv liiige at se dem her!” Der var begejstring i Dansk Blindesamfunds postafdeling den dag i november, da førerhundekalenderen for 2010 ankom. Processen bag kalenderen har været lang. For hvordan får man egentlig en otte uger gammel labrador til at kigge ind i kameraet? Eller en flok hvalpe til at løbe i samme retning? Kom med Blindesagen back stage til produktionen af førerhundekalenderen.

Af Redaktionen

Hvert år bliver 15-18 hundehvalpe forvandlet til førerhunde af Dansk Blindesamfunds førerhundeordning. Hvalpene kommer fra mange forskellige steder; nogle bliver købt fra kenneler, andre bliver doneret af private og endnu andre bliver hentet på Norsk Blindeforbunds førerhundeskole i Oslo.

Det er svært at komme gennem nåleøjet som førerhund. Ikke mange hvalpe findes egnede. Der er dog få udvalgte hvalpe, der får smagt på livet i rampelyset længe inden, de er blevet rigtige førerhunde. Nemlig de hvalpe der er fotomodeller i den førerhundekalender, som Dansk Blindesamfund laver i samarbejde med Norsk Blindeforbund.

Når hvalpene er mest søde og charmerende

Når billederne bliver taget, er hvalpene otte uger gamle, fortæller Poul Erik Benthin, der er projektleder hos Dansk Blindesamfund. Alderen er god, både fordi det hundefagligt er trygt at tage hvalpene med på location, og fordi de simpelthen er mest søde og charmerede på netop det tidspunkt.

Annika Aarstad er projektleder i Norsk Blindeforbund. Det er hende, der sammen med fotografen Thomas Barstad Eckhoff står bag de billeder, der bliver taget til henholdsvis den danske og den norske førerhundekalender. ”Ulempen ved otte uger gamle hvalpe er, at de ikke på nogen måde er opdraget. Prøv at forstil dig, hvordan man tackler to-tre legesyge hvalpe og samtidig sørger for, at de alle er i nogenlunde fokus foran kameraet? Normalt står jeg og laver lokkelyde, så hvalpene kigger i samme retning, men nogle gange må jeg simpelthen løbe og så ellers håbe, at de følger efter mig. Det kan blive til mange løbeture, før billedet er i kassen,” fortæller Annika Aarstad.

Sov mellem æblerne

Der kan ske lidt af hvert, når man er ude på location. Det er vanskeligt at forberede alt. Regn eller for mange kuldegrader er ikke en god ide for hverken små poter eller billeder. Det kan også ske, at hvalpene bare ikke er i humør den dag. Fx skete det en gang, at en af hvalpene pludselig besluttede sig for at tage en lille rask svømmetur, da der skulle tages billeder ved en dam i skoven. Noget der ikke var planlagt.

”Vi ved jo ikke altid, hvilket sind de har. Og i en søskendeflok kan der være helt forskellige personligheder. Men det går stort set altid godt. Stikordene er at lave en god research på både hvalpe og location. Og så måske i tillæg have en lille godbid i inderlommen ...,” forklarer Annika Aarstad.

”En anden ting, som vi har gode erfaringer med, er at placere hvalpene i kurve og lignende. Det virker som om, de hurtigt falder til ro, når de ligger i et afgrænset område. Faktisk var der engang en lille fyr, der fandt sig så godt tilpas i en kurv med æbler, at han faldt i søvn. Han lå og snorkede længe efter, at fotografen var blevet færdig med at knipse.”

Labrador retriever er de nemmeste

I kalenderne er der altid billeder af forskellige hunderacer, så alle de racer, der bruges som førerhunde, er repræsenteret. Og præcis på samme måde som Dansk Blindesamfunds førerhundeordning oplever, at der er forskel på racerne, når de skal uddannes, så kommer forskellene også til udtryk, når der skal arbejdes med hundene i en fotosession.

”Labrador retrievere er helt klart nemmest at arbejde med. Storpudlerne er vældig livlige, noget der jo kan være en udfordring. Og så er der schæferne, der ofte er lidt stædige. Derudover kommer det helt an på omgivelserne og på den enkelte hvalps personlighed”, fortæller Annika Aarstad.

En lang proces

Der ligger en lang proces bag produktionen af de to hundekalendere. Mange mennesker er involveret i arbejdet – lige fra idé til det færdige produkt. Der finder en samproduktion af billeder sted mellem Dansk Blindesamfund og Norsk Blindeforbund. De to interessepolitiske organisationer har i forvejen et tæt samarbejde, så derfor er det naturligt også at arbejde tæt sammen om billederne til kalenderne.

”De to kalendere er ikke helt identiske, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Både årstider og omgivelser er forskellige i vores lande, så derfor er det ikke de samme billeder, der er i kalenderne. Det ville fx se helt mærkeligt ud, hvis der lå en hvalp på en kælk og slikkede sol i april i den danske kalender, mens sådan et billede passer fint til den norske kalender. Derfor tilpasser vi billederne, så de passer til årstider, omgivelser og hunderacer i de to lande,” forklarer Poul Erik Benthin fra Dansk Blindesamfund.

Til indholdsfortegnelsen

---

Til indholdsfortegnelsen

---

Til indholdsfortegnelsen

---

Blindesagen udgives af:

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark

Thoravej 35, 2400 København NV

Telefon 38 14 88 44
Telefax 38 14 88 00
Giro 3 00 22 17

E-mail: info@dkblind.dk
Web: www.dkblind.dk

Ansvarshavende: Thorkild Olesen

Redaktør: Nina Maria Mørk

Redaktionsgruppe: Thorkild Olesen, Nina Maria Mørk, Mariann Lillemose

Forsidefoto:Christian Grønne

Oplag: 5.000 trykte eksemplarer, 350 DAISY-lydbøger

Layout/tryk: FL Reklame/Zeuner Grafisk

Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93 37 88

Ekspedition: Dansk Blindesamfund. Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd i stat, regioner, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse.

Dansk Blindesamfund er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 11.000 medlemmer, opdelt i 21 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.

Protektor for Dansk Blindesamfund:
Alexandra, grevinde af Frederiksborg

Til indholdsfortegnelsen