Af studerende Sarah Glerup

Blinde er særligt musikalske og har udsøgte næser. De føler sig utrygge i større forsamlinger, med mindre de holder nogen i hånden, og bliver de for mange, går lov og moral i forfald. Så kategoriske konklusioner ville den, der kun kender til synshandicap fra massemedierne, kunne drage. Ikke at der er det store materiale at tage udgangspunkt i. En svensk undersøgelse fra 2007 viser, at mennesker med handicap, der udgør 10 procent af befolkningen, kun optager 0,7 promille af sendetiden i de svenske tv-nyheder. Når de endelig optræder, er det i en af få fortærskede handicaproller.

Disse handicaproller – eller stereotyper – trives ikke blot i nyhedsudsendelser, men i film og fjernsyn generelt, som er med til at forme millioner af menneskers opfattelse af hinanden. At bekæmpe fordomme om livet med fx et synshandicap forudsætter derfor et opgør med de mediestereotyper, der dagligt fodrer dem.

De fem firkantede arketypiske fremstillinger af handicap

For at reagere på og undgå stereotyper må vi lære at genkende dem. Det er arketyper et godt redskab til. De er per definition firkantede, men netop derfor velegnede til at tydeliggøre, hvilke klicheer der går igen. Engelske og amerikanske forskere på Disability Studies har udviklet adskillige, men jeg vil nøjes med at introducere fem, som efter min mening dækker hele feltet: Staklen, Barnet, Den Særlige, Taberen og Dæmonen.

Staklen og Taberen

”Har jeg ikke nok mørke i forvejen?” spørger Elena i thrilleren Jennifer Eight (1992), og filmens bipersoner stemmer i med ”Sådan en skam, hun er en virkelig sød pige.” Der er ingen tvivl: Vi må forstå, at det er synd for Elena, at hun ikke kan se. Når hun farer vild blandt mennesker, bliver jaget af en seriemorder og som en søvngænger bevæger sig omkring med fremstrakte arme, eksemplificerer hun Staklen. Hun er et defekt offer, og der er ikke meget at gøre ved hendes situation. For problemet er Elenas egen krop og sættes aldrig ind i en større kontekst, der fx kunne handle om, hvad andres fordomme eller Elenas isolerede liv på en institution medfører.

Staklen trives også i faktaprogrammer, ikke mindst nyhedsmagasiner som Aftenshowet, der lægger vægt på human interest. Her optræder mennesker med handicap ofte som ’cases’ for at illustrere fx offentlige forsømmelser, men det er symptomatisk, at der spørges mere ind til personlig lidelse end fejlslagen socialpolitik. Den tidligere nævnte svenske undersøgelse fastslog endog, at i tv-nyheder optræder mennesker med handicap ofte som baggrundsbilleder uden selv at få lov at udtale sig. Det er tydeligvis Staklen, ikke en ekspert, der er inviteret i studiet.

Hvis Staklen fratrækkes al sympati, får man Taberen. Han er også et sørgeligt tilfælde, men først og fremmest en klods om benet for samfundet og sine nærmeste; ofte bitter, altid værdiløs. Herhjemme aner vi blandt andet Taberen mellem linjerne, når overlæger roser Danmark for sin verdensrekord i abortering af fostre med Down’s Syndrom.

Barnet

Hos Elena i Jennifer Eight er Staklen tæt forbundet med Barnet. Da politimanden John forelsker sig i hende, bliver han kraftigt advaret af direktøren for det blindeinstitut, hvor Elena bor: ”Elena virker måske moden, men lad mig forsikre dig om, at det er hun ikke. End ikke efter sin egen opfattelse. Kunne hun kigge i spejlet, ville hun forvente at se et 14-årigt barn.”

Der er ingen medicinsk grund til, at Elena skulle være mindre moden end andre – hun er ikke mentalt tilbagestående. Alligevel skal hun behandles som et barn. Og her synes Staklen, Barnet og kvindekønnet at gå op i en højere enhed, som muligvis er unik for mediefremstillingen af synshandicap: Staklens skrøbelighed og afhængighed, Barnets naivitet og uskyld synes at gøre den smukke Elena ultimativt feminin. Styringen er helt og holdent overladt til John, der kan tage hende i hånden og tage hende i det hele taget som en ægte machomand.

Den Særlige

Modsat de forrige arketyper er Den Særlige defineret ved at kunne noget. Når det drejer sig om blinde karakterer, har det typisk med sanser at gøre. Som hovedpersonen i DareDevil (2003) forklarer: “Jeg havde mistet synet, men fik noget til gengæld – mine resterende fire sanser blev overmenneskeligt skarpe. Og mest utroligt af det hele ... min hørelse fungerede som en slags radar.”

I superhelteuniverser sættes arketyper på spidsen, men Den Særlige stortrives også i knapt så fantastiske genrer. I Scent of a Woman (1992) kan den tidligere militærmand, der har mistet synet, øjeblikkeligt genkende fremmede kvinders parfumer. Og i ugeblade som Ude og Hjemme optræder Den Særlige ofte i portrætter af ’ugens glade krøbling’. Det er opbyggelseshistorier, der sætter andres hverdagsproblemer i perspektiv ved at fremvise fightere, som udretter noget ’på trods af’ et handicap.

Heller ikke Den Særlige er uproblematisk, idet fokus generelt er flyttet fra menneske som alle andre til handicap og anderledeshed. Den overmenneskelige hørelse er direkte koblet til det dårlige syn, og når ugens glade krøbling bevarer livsglæden eller tager en uddannelse, er det kun en præstation, fordi hun netop opfattes som fundamentalt anderledes fra mennesker uden handicap.

Den Dæmoniske

Både Taberen og Den Dæmoniske handicaparketype kan være bitre, men sidstnævnte er det på en faretruende facon, for han reagerer udad. Det ser vi i Blindness (2008), der bruger blindhed som en metafor for det moderne menneskes forfald og er blevet kritiseret af blindeorganisationer verden over. I filmen bryder al civilisation sammen, da en mystisk epidemi gør folk blinde. For snart, som var det en naturlig konsekvens af synstabet, begynder de smittede at stjæle og voldtage og lade personlig hygiejne stå til.

I danske faktaprogrammer er Den Dæmoniske handicaparketype relativt sjælden, men den kunne anes i mediedækningen af den prostitutionsdebat, der ind i mellem har fremstillet mænd med handicap som perverterede sexmonstre.

Tænk, hvis vi begyndte at tro på fjernsynet

Den firkantede persontegning er ikke unik for blinde, men gælder sådan set Hollywoods og massemediernes håndtering af mennesker med alle mulige slags handicap. Hvad enten man har en førerhund eller sidder i kørestol, løber dejavu’et én ned ad ryggen, når bitre, stakkels eller heftigt kompenserende karakterer og tv-gæster med handicap marcherer henover skærmen. For stereotyperne frustrerer på mange planer.

Før det første mangler der realistiske, positive rollemodeller at spejle sig i, hvis man har et handicap. Tænk, hvis alle de mennesker, der lever med et handicap, begynder at tro på alt, hvad de ser i fjernsynet! Så kunne de blive hjemme og holde kæft som sørgelige Stakler eller sprænge Københavns Rådhus i luften som dæmoniske superskurke. Eller de kunne tro på, at de stort set ikke eksisterer, og forsvinde med et puf ligesom feen Klokkeblomst.

For det andet risikerer vi, at alle de mennesker, der ikke har personligt kendskab til handicap, forveksler medieklicheerne med virkelighed. I bedste fald må vi, der har et handicap, bagefter rydde op i fordomme hos folk, der fx tror, at alle blinde skal holdes i hånden. I værste fald kan stereotyperne blokere for nuancer i politiske diskussioner, hvis de kommer til at overskygge de virkelige, tredimensionelle mennesker, der berøres af en sag. De kan faktisk gøre det svært at få politisk ørenlyd i det hele taget, for fælles for de fem handicaparketyper er manglen på autoritet. Staklen, Taberen og Barnet er ikke ligeværdige borgere, Den Særliges evner måles kun på en handicapskala, mens Den Dæmoniske kan afskrives som en bitter galning.

Sidst, men ikke mindst er handicapstereotyper i bund og grund udslag af fantasiforladt historiefortælling. Så lad en opfordring lyde fra fjernsynsstuen: Kære journalister og manuskriptforfattere – det er en ommer! I kan afgjort gøre det bedre.

OM Sarah Glerup

Sarah Glerup, født 1985, har en bachelor i film- og medievidenskab og tager pt. en kandidat i medievidenskab fra Københavns Universitet.

Hun beskæftiger sig især med medierepræsentation af minoriteter, både gennem sine studier, frivilligt arbejde og i den offentlige debat. Siden 2007 har hun været programlægger for Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival, der fokuserer på seksuelle minoriteter, mens hendes blog, handifikation.dk, omhandler mennesker med handicap i medierne.

Hvis du vil læse mere ...

Der findes ingen dansksproget litteratur om medierepræsentation af mennesker med handicap, men på Sarah Glerups blog handifikation.dk, kan hendes egne projekter rekvireres:

Superhelte og -skurke med skavanker. Handicap, seksualitet og fremmedgørelse i Batman Returns og V for Vendetta, Københavns Universitet 2008.

Metafysiske monstre – monstrøs metafysik. Medialisering af religion og handicap i Twin Peaks og Riget, Københavns Universitet 2009.

I øvrigt anbefaler Sarah Glerup følgende udenlandske titler:

Ghersetti, Gina (2007): Bilden af funktionshinder. En studie av nyheter i Sveriges Television, Göteborgs Universitet.

Church, David (2006): ”Fantastic Films, Fantastic Bodies: Speculations on the Fantastic and Disability Representation”, i: OffScreen, Volume 10, Issue 10.

Mitchell, David T. & Snyder, Sharon L. (2000): Narrative Prosthesis. Disability and the Dependencies of Discourse, The University of Michigan Press.

Thomson, Rosemary Garland (1997): Extraordinary Bodies. Figuring Physical Disability in American Culture and Literature, Columbia University Press.

Norden, Martin F. (1994): The Cinema of Isolation: a History of Physical Disability in the Movies, Rutgers University Press.

Gartner, Alan & Joe, Tom (1987, red.): Images of the Disabled, Disabling Images, Praeger Publishers.