Befordringsforsøg skaber stor glæde
Blinde og svagsynede har i et nyt forsøg haft mulighed for at anvende den individuelle handicapkørselsordning. Normalt er den kun beregnet for bevægelseshandicappede, men blinde og svagsynede har længe gerne villet køre med.Af journalist Merete Rømer Engel
”De blinde og svagsynede har været meget glade, nærmest taknemmelige, for dette tilbud,” fortæller Lykke Magelund fra konsulentfirmaet Tetraplan. De er af Transportministeriet blevet bedt om at lave en evaluering af forøget med at give blinde og svagsynede i de tidligere Storstrøms og Vestsjællands amter mulighed for at bruge den individuelle handicapkørselsordning.
Befordringsforsøget startede 1. januar 2009 og løber i et år. 135 blinde og svagsynede fra området har deltaget, og Lykke Magelund har netop afsluttet interviews med 22 af brugerne, hvis tilbagemeldinger skal med i den endelige evalueringsrapport.
Fungerer i resten af Norden
Bedre befordringsmuligheder har længe stået højt på Dansk Blindesamfunds dagsorden. Og Tetraplan har tidligere udarbejdet en analyse af de forskelligartede behov, blinde og svagsynede har for befordringsordninger og tilbud. Den individuelle handicapkørselsordning løser langtfra alle problemer i den sammenhæng, men den gør livet lettere, sjovere og mere værdigt for rigtig mange, viser de foreløbige resultater af kørselsforsøget.
”Det er jo helt besynderligt, at blinde og svagsynede ikke som i resten af Norden har kunnet få lov at bruge ”Den individuelle handicapkørselsordning” på lige fod med bevægelseshandicappede,” siger landsformand for Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen.
I forsøget med den individuelle handicapkørselsordning får den enkelte mulighed for 104 ture om året. Altså en tur om ugen tur/retur. Man kan køre langt eller kort, og servicen er fra dør til dør. På den måde minder ordningen om taxakørsel. Der er dog den forskel, at Movia, som står for ordningen, samler passagerer op undervejs, så en tur kan vare noget længere, end den ville gøre med taxa. Altafgørende er det desuden, at egenbetalingen er væsentligt mindre end med taxa – især på de lange ture.
Værdighed og selvstændighed
Hos Tetraplan kan man se, at forbrugsmønstret for kørslen hos blinde og svagsynede ligger meget tæt op af forbrugsmønstret for de bevægelseshandicappede, som i mange år har anvendt ordningen.
”Nogle få bruger ordningen meget aktivt og er næsten oppe at ramme loftet på de 104 ture. Lige så få har slet ikke brugt ordningen, men føler en frihed bare ved at have muligheden. Og langt hovedparten har kørt 15-20 ture i løbet af året,” siger Lykke Magelund fra konsulentfirmaet.
Hun har været overvældet over alle de positive tilbagemeldinger, hun har fået. ”Det handler for mange om værdighed, om at kunne transportere sig selv engang imellem uden at skulle være afhængig af ægtefæller, familie og naboer, der ellers altid må hente og bringe og vente,” fortæller Lykke Magelund.
Det skal stå i loven
Befordringsforsøget kører foreløbig året ud, men der arbejdes lige nu ihærdigt på at gøre ordningen permanent og landsdækkende.
”Vi taler om noget så grundlæggende som at kunne besøge sine voksne børn og børnebørn 100 km væk nogle gange om året. Det burde være en menneskeret,” siger landsformanden for Dansk Blindesamfund.
Han vil gøre alt for, at politikerne nu laver en lovændring, så blinde og svagsynede får samme ret til individuel handicapkørsel, som de bevægelseshandicappede har i dag.
”Det skal stå helt utvetydigt i loven, at det er en ret. Det er jo kommunerne, der skal betale, så hvis det bare bliver en mulighed, er vi lige vidt,” siger landsformanden for Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen.
Kamma Helle Rasmussen
Kamma Helle Rasmussen, Nørreballe ved Maribo, 81 år, er senblind. Hun har arbejdet som overfysioterapeut på Maribo Sygehus, indtil hun gik på pension.
”Jeg har kæmpet for denne ret i flere år. Jeg ville gerne have besøgt min søster i Skælskør lidt oftere. Men hun døde desværre for et år siden, så da kom det lidt for sent. Men ordningen er rigtig dejligt. Jeg kører især til koncerter i kirken og i musikforeningen inde i Maribo. Jeg har da også besøgt en veninde, og jeg har planer om at besøge nogle kusiner inde i København. Siden jeg mistede synet, har de jo vænnet sig til, at de altid kommer til mig, så jeg skal lige have fortalt dem, at de nu godt kan invitere mig. Og så har jeg en drøm om at komme ind i DRs nye koncerthus og høre en koncert.”
Inge Wallin
Inge Wallin, Holbæk, 58 år og single, er født med orienteringssyn og i dag blind. Ved siden af sin pension har hun en lille selvstændig virksomhed som afspændingspædagog.
”Jeg synes simpelthen, det er så fantastisk vidunderligt. Bare det at kunne sige ja til alt, hvad jeg har lyst til at deltage i og komme til. Jeg har været i teater, til koncert, til foredrag, besøgt venner i Frederikssund og min datter i København.Jeg plejer at sige nej til det meste, for jeg kan kun selv transportere mig til steder, hvor jeg er vant til at komme. Når jeg fx besøger mine venner i Frederikssund, plejer de at hente og bringe mig. Nu kan jeg bare komme selv og tage hjem, når jeg har lyst. Det er helt vildt. Mit liv er blevet helt anderledes. Jeg kører nok fleks (med den individuelle handicapkørselsordning) for mellem 1.000 kr. og 2.500 kr. om måneden, da det især er de lange ture, fx til København, jeg bruger det til. Hvis jeg skal meget kort, tager jeg en almindelig taxa, for ellers rammer jeg for hurtigt loftet for flekskørsel, som er 104 ture om året. Dem har jeg med garanti brugt til nytår.”
Individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede
§ 11. Trafikselskabet skal for svært bevægelseshæmmede over 18 år etablere individuel handicapkørsel, som rækker ud over transport til behandling, terapi og lign.
Stk. 2. Individuel handicapkørsel skal
1) som minimum pr. år omfatte 104 enkeltture så tæt til gadedøren som muligt og
2) foregå i et egnet køretøj.
Stk. 3. Individuel handicapkørsel skal bestilles i rimelig tid inden kørslen.
Stk. 4. Taksterne for individuel handicapkørsel må ikke være væsentligt højere end taksten for øvrig trafik, der varetages af trafikselskabet.
Stk. 5. Trafikselskaberne skal inddrage handicaporganisationerne i forbindelse med tilrettelæggelsen af ordningen for individuel handicapkørsel.
Yderligere information: www.retsinformation.dk
Forfatter: Journalist Merete Rømer Engel
Sidst opdateret 14. december 2009 10:42
