Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Udgivelser > Blindesagen > Blindesagen 2009 > Blindesagen nr. 5 2009 > Leder: De mange og de enkelte

Leder: De mange og de enkelte

Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund


Af Thorkild Olesen, landsformand, Dansk Blindesamfund

I slutningen af august udkom Arbejdsmarkedskommissionens længe ventede rapport med forslag til reformer af arbejdsmarkedet. Forslagene blev straks dødsdømt, så derfor har vi taget det ganske roligt her hos Dansk Blindesamfund – og dog. Vi har nemlig hæftet os ved, at rapporten skærer alle med en funktionsnedsættelse over én kam og placerer blinde og stærkt svagsynede i samme kategori som fx mennesker, der sidder i kørestol eller har adfærdsmæssige forstyrrelser. Ikke at der er noget i vejen med at sidde i kørestol eller have en adfærdsmæssig forstyrrelse, men de barrierer, vi bliver mødt med i samfundet, er altså langt fra de samme.

Problemstillingen med at skære alle over én kam gør sig også gældende i de nye regler for stemmeafgivelse, som folketinget har indført dette år. For at beskytte mennesker med en intellektuel funktionsnedsættelse skal der nu en myndighedsperson med ind i stemmeboksen, så der ikke bliver fusket med vedkommendes stemme. Denne regel gælder nu alle med en funktionsnedsættelse – ligegyldigt om denne er fysisk, psykisk eller intellektuel – og dette er en klar forringelse for blinde og svagsynede og desuden også for mange andre handicapgrupper, da langt de fleste personer med handicap sagtens selv kan kontrollere, at krydset bliver sat det ønskede sted, selvom de ikke selv sætter det.

En opfordring fra Dansk Blindesamfund til landets politikere her på tærsklen til et nyt folketingsår og inden et kommunal- og regionalvalg skal derfor være at nærlæse artiklen her i Blindesagen om handicapbegrebet. I en tid, hvor Danmark har tilsluttet sig FNs handicapkonvention og i snart 20 år har tilsluttet sig FNs standardregler om lige muligheder for alle, er det påfaldende, at man ikke kan se en handicappolitisk udvikling, som går i retning af lovgivning og regler, der skal fjerne barrierer for mennesker med handicap. I stedet tror politikere og embedsmænd stadigvæk, at man blot kan anvende begrebet funktionsnedsættelse, og så er alle handicapgruppers behov automatisk taget i betragtning. Blinde og svagsynede oplever hver dag, at sådan er det ikke – tværtimod bliver barriererne for vores samfundsdeltagelse bare højere og højere.

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Forfatter: Thorkild Olesen
Sidst opdateret 12. oktober 2009 16:06