Af Merete Rømer Engel, journalist

”De fleste af vores brugere er jo lige så blinde som jeg, så det er ikke ligesom at ringe ind til TDC. Vi skal som supportere passe på ikke at træde folk over tæerne”, siger Tom Fraenkel med et smil. For det kræver selvsagt et helt særlig kommunikationstalent, når en næsten blind it-ansvarlig skal løse et problem over telefonen for en næsten blind bruger et andet sted.

Tilgængelighed en selvfølge

Dansk Blindesamfunds it-afdeling med Tom Fraenkel i spidsen servicerer cirka 60 af foreningens ansatte i København og Fredericia samt 50 konsulenter og 50 tillidsfolk rundt om i landet. En stor del af de ansatte er seende, men samtlige konsulenter og tillidsfolk er blinde eller svagsynede. Og for demokratiet i foreningen er det helt afgørende, at samtlige tillidsfolk, konsulenter og ansatte via deres computere kan få adgang til alt det materiale, de har behov for, hvad enten de er synshandicappede eller seende. Tilgængeligheden har naturligvis topprioritet i en forening som Dansk Blindesamfund.

Førerhund, forstørrelsesprogram og talesyntese

Førerhunden Nero ligger under Toms skrivebord og vender bare lige hovedet, da telefonen ringer. Det er en konsulent fra Sønderjylland. Hendes ZoomText (program til at forstørre et udsnit af teksten på skærmen) virker ikke. Tom beder hende om at afprøve nogle muligheder, og de får ved fælles hjælp programmet i gang.

”Hvis vi ikke kan få det til at virke med mundtlig vejledning, kan vi selvfølgelig gå ind på hendes computer herfra og se, hvad der er galt. Vi har to fjernstyringsprogrammer”, fortæller Tom.

Han bruger stadig det fjernstyringsprogram, som ikke er tilgængeligt for blinde, men han tror ikke, at det går an så meget længere.

”Jeg har kun 3-4 graders synsfelt tilbage, og med min øjensygdom Retinitis Pigmentosa (RP) forsvinder der lidt hvert år, så jeg er ved at indstille mig på at skulle gå helt over til talesyntese (program der læser op fra skærmen)”, siger Tom.

At overskride grænser

Men det er ikke så enkelt for Tom at droppe forstørrelsesprogrammet mere og mere for at træne talesyntesen som hjælpemiddel.

”Jeg vil jo gerne bruge mit lille restsyn. Så jeg bruger begge hjælpemidler, indtil jeg slet ikke kan se mere”, siger Tom.

Og faktisk er han også begyndt at lære punktskrift intensivt. At læse ved hjælp af ørerne kan godt være trættende i længden. Derfor vil han gerne kunne supplere talesyntesen med et punktdisplay, der kan vise teksten fra skærmen ved hjælp af punktskrift.

Dét overhovedet at takke ja til hjælpemidler – i hvert fald dem, der er synlige for omverdenen, har været en meget lang og svær proces for Tom.

”Da jeg blev ansat i Dansk Blindesamfund for syv år siden, brugte jeg ikke engang markeringsstok, og jeg cyklede rundt hjemme i Måløv. I dag kan jeg godt spørge mig selv, hvor ansvarsfuldt det lige var”, siger Tom.

Først en lille markeringsstok

 Men holdningsændringen kom lige så langsomt, da han begyndte at arbejde et sted, hvor man ikke skilte sig ud ved for eksempel at gå med stok. Så Tom lagde forsigtigt ud med lille markeringsstok – men stadig kun på arbejde.

”Jeg ville jo ikke rende rundt hjemme i Måløv med en blindestok den ene dag og cykle op ad hovedgaden den næste”, smiler Tom.

Men cyklen blev efterhånden overtaget af et af hans fire børn, og i dag kunne han ikke drømme om at sætte sig op på den.

”Jeg tager S-tog og bus fra Måløv herind til Københavns nordvestkvarter hver dag, men det kan jeg kun, fordi jeg har gjort det så mange gange. Hvis jeg har et ærinde inde på Strøget, kører min kone, som er seende”, fortæller Tom.

At vide uden at se

Men hvor tydeligt kan Tom for eksempel se mig, som sidder lige over for ham på kontoret og interviewer?

”Hvis jeg er heldig, kan jeg med mit kikkertsyn finde dit ene øje, men jeg kan ikke se begge dine øjne samtidig. Og hvis jeg skulle gætte på din alder, ville jeg først og fremmest gætte ud fra stemmen”, siger han.

I dagligdagen kan han sagtens færdes rundt i de mange gange hos Dansk Blindesamfund uden markeringsstok. For her kender han alle kroge. Og han ved også altid, om det er kollegerne Charlotte og Kim, som han deler kontor med, der sidder i lokalet.

”Der er jo mange andre ting end deres udseende, der beskriver dem. Stemmerne, lyden af deres gang, duftene, måden de sukker på, lyden af deres fingre hen over tastaturet”, siger Tom. Og så tilføjer han:

”Men hvis jeg gik forbi Charlotte på gaden, så kunne jeg nok ikke kende hende.”

Lytte og være kreativ

Toms telefon ringer igen. Det er en tillidsmand fra Vestsjælland, som ikke kan komme på nettet. Selv om det er en ret enkel ting, kan det godt være besværligt at løse med en meget svagsynet bruger i den anden ende af telefonen. Tom kan jo ikke bare bede ham om at kigge på adsl-tilslutningen og se, hvilke lamper der lyser. Men efter at have prøvet forskellige muligheder, finder de ud af det.

Gik ind i skraldespandene

Da Tom blev ansat for syv år siden, var det netop et plus, at han ikke så ret meget. Det giver ham automatisk en større forståelse for brugernes situation. Tom har tidligere arbejdet som it-supporter i andre firmaer blandt seende.

”Det gik udmærket, men jeg fik ikke taget hul på den proces med at vise offentligt, at jeg er blind. Nu, hvor jeg har taget nogle skridt i den retning, kan jeg mærke, at det gør livet meget lettere”, siger Tom.

Tidligere sagde han undskyld flere gange i løbet af en dag, og tilbage i folkeskolen blev han anset for klodset, fordi han gik ind i skraldespandene. Men nu er det ofte andre, der siger undskyld til ham.

”Det er svært for andre at se, at jeg er næsten blind, hvis jeg ikke viser det ved hjælp af et tydeligt symbol. I dag har jeg Nero med, og de mørke solbriller i al slags vejr gør også, at folk med det samme ved, at jeg er blind. Og så oplever jeg en stor hjælpsomhed både arbejdsmæssigt og privat”, siger den it-ansvarlige i Dansk Blindesamfund Tom Fraenkel.

Billedtekster:
Førerhunden Nero er med på kontoret hver dag. (Foto: Christian Grønne)

”Nogle kender jeg jo efterhånden så godt, så jeg ved, hvor meget de kan se, og hvad jeg kan bede dem om. Med andre må jeg være meget lyttende og bruge min intuition. Det er med til at gøre jobbet ekstra interessant”, siger Tom Fraenkel om den daglige telefonkontakt til Dansk Blindesamfunds it-brugere.