Lydbøger hitter
Danske forlag er kommet sent i gang med at udgive lydbøger. Men efter et salgsmæssigt flot år i 2008 ser det ud til, at succesen har bidt sig fast. Blinde og svagsynede litteraturelskere er begejstrede.Af Thomas Danielsen, kommunikationskonsulent
Lydbøger har – bedre sent end aldrig – fået tag i danskerne. Ifølge Bogbarometeret, der dækker 85 % af det danske bogmarked, blev der solgt næsten 200.000 lydbøger i 2008. Det er en fremgang på 30 % i forhold til året før.
Danskerne har åbenbart fundet ud af, at der er mange fordele ved at høre en bog frem for at læse den. Måske er det vores fokus på effektivitet, der medfører, at vi gerne vil udnytte tiden, mens vi for eksempel kører bil eller vasker op.
I Sverige har man i mange år kunnet plukke lydbøger ned fra boghandlernes hylder. Den store udbredelse på den anden side af Øresund er blevet forklaret med, at de svenske bilister sidder og keder sig på de vidtstrakte landeveje.
En gammel kending
For Dansk Blindesamfunds medlemmer er lydbogen ingen ny opfindelse. På det, der dengang hed Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde (SBTB), kunne blinde fra midten af 1950’erne låne lydbøger på spolebånd. Senere fulgte kassettebånd, og nu sker al udlån på cd i det særlige DAISY-format, der giver mulighed for at navigere i teksten.
SBTB kom senere til at hedde Danmarks Blindebibliotek, og institutionen har netop skiftet navn til Nota.
Nota har 15.000 titler i sin samling, og de blev i 2008 udlånt 850.000 gange til de 17.500 registrerede brugere. Udlånet er steget markant og forventes at stige endnu mere, efter at også ordblinde for nogle år siden fik adgang til biblioteket.
Så hvad betyder det egentlig, at de kommercielle forlag er kommet med på vognen? Henning Rasch, der er med i Dansk Blindesamfunds korps af lydbogsanmeldere, er ikke i tvivl: ”Jeg synes, det tilfører en særlig dimension, når det er forfatteren selv, der læser op. Forfatteren kender hver en betoning og ved, hvornår noget er ironisk ment. Det er spændende at høre deres egen fortolkning. Så der står altid lydbøger på min ønskeseddel til jul”.
Blindesagen møder Henning Rasch på en temadag for Dansk Blindesamfunds korps af lydbogsanmeldere. På foreningens hjemmeside anmelder korpset lydbøger, og på temadagen mødes de med en professionel kritiker og en underviser for at snakke anmelderi og diskutere, hvad der egentlig karakteriserer den gode lydbog.
Mange meninger
Ikke overraskende er der mange meninger om, hvordan en god lydbog skal være. Nogen foretrækker en medrivende fortæller. Andre er til det mere neutrale. Henning Raschs bemærkning om, at det er spændende at lytte til forfatterens egen oplæsning, bakkes op af andre deltagere. Men der er samtidig enighed om, at langt fra alle forfattere er lige gode til at læse deres egne værker op. Anmelder Jytte L. Nielsen mener for eksempel, at nogle forfattere kan være for tilbageholdende, ja nærmest blufærdige, når de læser deres tekster.
Alle er enige om, at smag og behag har meget at sige. Er man vokset op med Poul Kernns radiooplæsning af Martin A. Hansens Løgneren, er Jens Albinus’ udgave ikke imponerende. Andre synes, at Albinus gør det fremragende.
Generelt er der ros til de kommercielle forlag for at levere spændende oplæsninger. Til gengæld er det skidt, at udgivelserne ikke er opmærket efter det særlige DAISY-format, der gør det muligt at springe frem og tilbage mellem kapitler og afsnit. Og så er der det med prisen: Det er gratis for synshandicappede og ordblinde at ’låne’ på Nota, og cd’erne kan tilmed beholdes.
Salget af lydbøger i Danmark stiger støt
151.333 lydbøger i 2007
196.204 lydbøger i 2008
Kilde: Bogbarometeret, der registrerer bogsalget på ca. 85 % af det danske bogmarked. Til sammenligning blev der i Sverige i 2007 solgt 939.000 lydbøger.
Skarpe ører og spidse penne
Dansk Blindesamfunds korps af lydbogsanmeldere består af 11 litteraturglade medlemmer. Syv af dem mødtes til temadag i april, hvor de diskuterede litteraturkritik med Erik Skyum-Nielsen og Søren Langager Høgh. Korpsets anmeldelser kan læses på hjemmesiden www.anmelderkorps.dk
Lydbogens historie
I USA blev bøger indtalt på grammofonplade allerede i 1930’erne. I Danmark begyndte Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde (SBTB) at udlåne lydbøger på spolebånd i 1955. En lydbog kunne let fylde 20 spoler, der som regel blev sendt frem og tilbage med posten.
I slutningen af 1970’erne blev spolebånd afløst af kassettebånd, der fyldte mindre og var meget lettere at betjene. Men bøgerne skulle stadig sendes med posten i tunge pakker. Omkring årtusindeskiftet indledte SBTBs afløser, Danmarks Blindebibliotek, en digitalisering af sin bogsamling, og i dag sker al udlån på DAISY-skiver, som låneren må beholde efter brug.
Læs mere om lydbogens historie i anmelder Henning Eriksens artikel på www.anmelderkorps.dk
Billedtekst
Henning Rasch læser mange lydbøger. Nogle af dem anmelder han på Dansk Blindesamfunds hjemmeside. Henning hilser de kommercielle lydbøger velkommen og synes især, at det er interessant, når forfatteren selv læser op.
Sidst opdateret 03. juni 2009 12:58
