Leder: Retten til at lade sig påvirke
Af Thorkild Olesen, landsformand, Dansk Blindesamfund
Først en indrømmelse: Som blind er det ofte befriende at slippe for den propaganda, seende bliver bombarderet med dagligt. Reklamer i toget og bussen, annoncer i aviser og blade – ja, Blindesagen er ingen undtagelse – alt det er vi blinde fri for, og det er jeg personligt godt tilfreds med.
Men der findes en anden slags visuel påvirkning i det offentlige rum, jeg er ked af at gå glip af. Det drejer sig om de offentligt betalte oplysningskampagner om alt lige fra ”6 om dagen” til ”Ta’ 10 af farten”. Fælles for disse kampagner, som det offentlige årligt spytter millioner af kroner i, er, at de i vid udstrækning er baseret på skriftlig kommunikation i form af pjecer, plakater, postkort, annoncer og så videre. Alt det er vi af naturlige grunde afskåret fra.
Offentlige informationskampagner opererer altid med målgrupper, og den primære målgruppe består af dem, hvis adfærd man først og fremmest vil ændre. Det kan være fartbøller, gravide, solbadere eller folk, der drikker for meget. Sådanne personer findes inden for alle samfundslag, og en vis procentdel af dem er med stor sandsynlighed blinde – måske med undtagelse af fartbøllerne. Derfor er det betænkeligt, at disse kampagner ikke er udformet, så de rammer alle.
Det kan godt være, at det koster ekstra at få alle med på vognen. Men hvis man ikke vil ofre det, så må vi i det mindste kræve, at man kompenserer ved at tilbyde informationen på en anden måde – for eksempel som lydbog. Blinde vil også påvirkes.
Sidst opdateret 03. juni 2009 12:58
