Leder: Den rette balance
Af Jens Bromann
Meget er sket, siden jeg i begyndelsen af 1960’erne som en af de første i landet fik lov til at vende tilbage til min folkeskoleklasse, efter jeg pludseligt var blevet blind på begge øjne. Dengang var reglen ellers, at blinde børn skulle undervises særskilt på statens blindeskoler.
Efter 1980, hvor blindeforsorgen blev nedlagt, er elever med synshandicap blevet integreret enkeltvis i den almindelige folkeskole, og det er positivt. Men ikke alle har haft det lige let. Nogle er i for høj grad blevet overladt til sig selv. Andre er i urimelig grad blevet pakket ind i vat.
Det kræver stor faglig såvel som menneskelig indsigt og kompetence at kunne give den rette støtte til et blindt barn, der er enkeltintegreret. Succesen afhænger af, om omgivelserne – det vil sige kammerater, forældre, skole og det synsfaglige system – holder den rette balance og hverken støtter for meget eller for lidt.
Fagfolk taler om vertikale relationer, der går mellem elev og lærer, og horisontale relationer, der går imellem eleverne. Børn har ret til en tilværelse, hvor de i en stor del af tiden får lov til at bevæge sig i den horisontale verden. En tilværelse, hvor de kan spejle sig i deres jævnaldrende og ikke skal forholde sig rationelt og voksent til livet. Det gælder også blinde børn i folkeskolen.
Folkeskolens støttelærerordning er grundlæggende udmærket, men hvis der skal være tale om reel inklusion af den blinde eller svagsynede elev, er det ikke tilstrækkeligt, at de formelle rammer er til stede i form af hjælpemidler og støttelærere. Der må også eksistere den rette balance i støtten, så Peter og Lise hverken bliver en klods om benet på kammeraterne eller bliver curlingbørn, foran hvem alle forhindringer er blevet fejet af banen.
Kun med den rette balance kommer der hele og sunde mennesker ud på den anden side.
Forfatter: Jens Bromann
Sidst opdateret 14. april 2009 14:52