Jeg er Jonathan
I folkeskolen var hans handicap i fokus, og han oplevede isolation og udstødelse. På Midtsjællands Efterskole er han bare en dreng på 16 år. Her bliver han mødt som, den han er: Jonathan.Af Nana Toft, journalist
Hun tager hans hånd. Fører den over til kniven. Lægger sin hånd ovenpå, så de sammen kan skære den store klump kalkunkød i strimler. Jonathan Agerbak følger med uden at sige noget. Følger hendes bevægelser, mærker kødet mellem sine lange, slanke fingre og fornemmer, hvor tykke strimlerne skal være.
Jonathans krop er en anelse ranglet. Endnu. Det mellemblonde hår er klippet kort. Under det grå køkkenforklæde med knapper sidder en lysegrå hættetrøje. Cowboybukserne hænger et stykke nede på hofterne.
Han står foroverbøjet. Hovedet er ti centimeter fra kalkunen. Cecilie har sluppet hans hånd og er gået i gang med en anden klump på skærebrættet ved siden af ham. Jonathan føler centimeterne med sine fingre, stopper op og spørger Cecilie, om strimlerne har den rigtige tykkelse. Cecilie skærer et par af dem igennem en ekstra gang og kaster dem over i et fad foran dem.
Kokken kommer gående tværs over køkkengulvet, forbi de tre stålfarvede køleskabe, hylderne med ti liter rapsolie og kilopakkerne med gær, hen til Jonathan. Siger, at Jonathan skal vaske sine hænder, fører ham over til vasken og forklarer, at der er sæbe ’klokken 12’.
Der lyder et mindre udbrud ovre fra skærebrættet. Cecilie har skåret sig i fingeren.
I dag bliver Jonathan mødt som Jonathan. Kammerater og lærere går til ham som enhver anden. Rækker ham, som det mest naturlige, en arm, når han har brug for det. Spørger ind til ham, og Jonathan føler, at interessen er oprigtig. Men i mange år var han først og fremmest blind. Han oplevede udstødelse og isolation i folkeskolen, hvor især 8. klasse var slem.
Bussen stopper. Jonathan rejser sig fra sit sæde. Som den eneste har han siddet alene i bussen. Han er ikke forbavset. Havde faktisk ikke forventet, at nogen ville sidde sammen med ham. Han er snart vant til at høre på, at hans klassekammerater ’også gerne vil have fri’ eller ’vi bliver trætte af at gå med dig’.
Sommeren er ved at gå på hæld, og hele klassen er på lejrskole på Bornholm. Bussen er en turistbus. Lejet for at tage klassen rundt på øen for at besøge en række seværdigheder. Folk møver sig forbi ham, stemmerne fortoner, og snart er bussen tømt. Han går ned ad de store trin ved fordøren og mærker græs under sine fødder. Står stille et øjeblik. Lytter. Men kan ikke høre en eneste af sine klassekammeraters stemmer. Han er efterladt. Igen. Igen er han nødt til at gå rundt med en af de voksne. Igen bliver han ’lærerens kæledægge’.
På Midtsjællands Efterskole er der 96 elever. Tre af dem er blinde. Men ved hver skolestart skal samtlige lærere og elever være blinde for en dag. Alle får udleveret bind for øjnene, og får dermed et lille indblik i, hvad det betyder at være blind. Her er budskabet, at alle elever skal lære at holde fast på hinanden. Her er man sammen 24 timer i døgnet. Man spiser, snakker, lærer, griner, græder og sover sammen. Spørger man forstander Christian Hougaard-Jakobsen, danner folkeskolen rammen om de unges liv fra 8 om morgenen til 14 om eftermiddagen, hvor efterskolen har fokus på ’det hele liv’ og ’det hele menneske’. Her er fokus rettet mod det menneskelige møde.
Store regndråber gennembryder det sorte vand. Efterlader et hul i overfladen, der dog hurtigt trækker sig sammen igen. Indtil en ny regndråbe melder sin ankomst. Og endnu en.
Det er september 2008. Jonathan har gået på Midtsjællands Efterskole i lidt over en måned.
”Så padl dog, Jonathan”, griner en stemme. Jonathan rykker på sig. Mærker rafternes ru overflade stikke på lårene, mens han krampagtigt forsøger ikke at falde af den tømmerflåde, han og fire af hans kammerater på efterskolen har brugt tre timer på at bygge. Han finder en åre. Stikker den i det iskolde vand og trækker åren mod sig selv.
Han hører råb og grin omkring sig. Pludselig lyder et plask. En af de andre elever på en af de andre tømmerflåder i søen må være faldet i vandet. Han sidder i badebukser og redningsvest, og han fryser. Han fryser som en sindssyg. Men han smiler. Han smiler stort.
Jonathan hiver i tovværket. ”Kom nu, hiv til”, lyder det fra en stemme i nærheden af ham. Tømmerflåden glider stille op på søbredden. Jonathan bobler. Indeni. Jeg faldt ikke i. Jeg klarede den. Vi klarede den. Sammen.
Jonathan Agerbak, 16 år
• Går i 9. klasse på Midtsjællands Efterskole.
• Planlægger at tage 10. klasse med.
• Blind med ganske lille orienteringssyn.
• Ud over Jonathan går også Nina Schneidermann og Danni Kristensen på skolen.
Sidst opdateret 14. april 2009 14:52