Af Hans Nørgaard, viceforstander og synskonsulent, Synscentralen i Vordingborg

”Det er dejligt, at støttelæreren ligesom er integreret i selve klassen!”

Denne udtalelse faldt i et interview, som jeg lavede med fire unge mennesker. Alle fire er blinde og har fulgt folkeskolens undervisning i almindelige klasser forskellige steder i landet. Interviewet var et af flere i en undersøgelse, hvor jeg forsøgte at pejle mig ind på elevernes opfattelse og oplevelse af den støtte, som de modtog gennem en årrække i folkeskolen.

Spørgsmålet om udmåling og udmøntning af støtte afgøres altid af de voksne, der er omkring barnet (forældre, lærere, skoleledelse, forvaltninger) og ud fra hver deres perspektiv og opfattelse af, hvad der tjener eleven bedst. Men jeg var interesseret i de unges mening.

Indledningscitatet rammer ganske godt et af de hovedtemaer, som de unge beskrev: At støttefunktionen skal være en integreret del af lærerteamet og ikke af den type, hvor en støttelærer tager en stol og sætter sig hen ved siden af eleven og fungerer som en oversætter af det, der foregår i klassen. Sker det sidste, afskærmes eleven fra aktiv deltagelse, som er helt centralt for inkluderende undervisning. Desuden reducerer det muligheden for, at den blinde elev kan være i en såkaldt horisontal kammeratskabsrelation, som er afgørende for alle børns udvikling. I stedet bliver barnet/eleven tvunget ind i en vertikal voksenrelation. Dette relationsforhold vil være tydeligt for klassens øvrige elever og af den grund bidrage yderligere til en ekskludering af det fællesskab, som den blinde elev ellers skulle være en del af.

At være blind elev i en almindelig folkeskoleklasse fordrer en særlig indsats af alle: Lærere, skoleledelse, forældre, klassekammeraterne og eleven selv. Men det er ganske afgørende, hvordan denne indsats udformes. I undersøgelsen om støttefunktionen rulles en række temaer op, som har stor betydning for den blinde elevs oplevelse af at være en værdig del af fællesskabet.

Alle børn har brug for støtte

”Der var jo det særlige ved støtten, at det ikke kun var mig, der fik støtte, eller fik glæde af den, men hele klassen fik glæde af den, selv om læreren altid var der, når jeg havde brug for ham eller hende. Jeg fik den hjælp, jeg skulle bruge, og det fik de andre jo så også.”

Den sidste sætning viser, at det er vigtigt for den unge informant at være som andre: En, der får den nødvendige hjælp, og da der er forskel på mennesker, er der også forskel på, hvor meget hjælp, der er brug for. Hjælpen opfattes her som en naturlig hjælp på linje med den, alle andre i klassen får.

Når støtten er integreret i klassen, er der skabt et grundlag for, at den blinde elev også kan opleve sig som en ligeværdig del af klassen, og grundlaget for inkluderende undervisning er forstærket.

Ekskluderende træk i støttefunktionen

Selv om alle de blinde informanter, jeg interviewede, generelt udtrykker sig positivt om den støtte, de har fået i folkeskolen og finder, at den har været nødvendig, så peger de også på en række forhold, som de har oplevet som problematiske.

Et gennemgående træk i oplevelserne hos de interviewede er oplevelsen af at være under skarpere opsyn end de øvrige elever. En elev beskriver sine lærere positivt, men hun beskriver også, hvordan hun havde en følelse af, at hendes støttelærer sad og holdt øje med hende, selv om hun samtidig erkendte, at det måske slet ikke var tilfældet. Følelsen var dog til stede og blev fremkaldt af det faktum, at hun overhovedet havde en støttelærer.

”Jeg kunne ikke lide, når de stod henne ved mig og ikke lavede noget, for så tænkte jeg: Nej, hvis jeg nu laver noget forkert, så kunne de se det, så jeg havde det egentlig bedst med, at de bare var i klassen og hjalp de andre.”

I flere udsagn kædes støttefunktionen sammen med spørgsmålet om uafhængighed og realistisk opfattelse af sine egne evner og muligheder. Informanterne peger på, at støttefunktionen har en indbygget risiko for at stille sig i vejen for udvikling af uafhængighed, når den overdrives. En konsekvens af dette er nemlig, at den blinde elev får vanskeligt ved at lære eller erfare, hvad han eller hun i virkeligheden selv formår, og at evnerne og mulighederne måske rækker længere, end man selv tror. Skal oplevelsen af at være under særligt opsyn nedtones, må støttefunktionen integreres i klassens undervisning på linje med de øvrige undervisere.

Det må dog ikke betyde, at den blinde elev ikke får den nødvendige hjælp. Der er derfor god grund til at være opmærksom på retten til forskellighed. Mange af informanternes udsagn peger på andre dilemmaer i støtteforholdet, som berører meget personlige og følelsesmæssige forhold. Det er ikke kun et spørgsmål om at få den nødvendige hjælp, men at få den på den rigtige måde.

En af informanterne beskriver, hvordan erkendelsen af at have brug for hjælp kan føles pinlig, fordi det understreger oplevelsen af utilstrækkelighed: ”Det er svært at bedømme, om det er, fordi jeg er dum, eller om det er, fordi jeg er blind, eller det er en kombination, og så undlader jeg tit at spørge om noget, fordi jeg synes, jeg tager nok tid.”

Behovet for hjælp ses således indlejret i en række modstridende følelser, idet det på den ene side er nødvendigt og rigtigt at få hjælpen, men på den anden side kan opleves som stemplende og ekskluderende i forhold til resten af klassen. Det ser ud til, at den måde, hjælpen gives på, er meget afgørende for, om den blinde elev oplever sig inkluderet.

Støttens dobbelte forpligtelse

Støttelærere kan føle sig forpligtede til at udfylde rollen som støtte på en måde, som skaber situationer, hvor læreren sidder ved siden af den blinde elev, også uden at der nødvendigvis er behov for hjælp. Denne måde at anvende støtten på kan fremkaldes af flere omstændigheder: Støttelæreren oplever det som sin opgave at tage sig decideret af det blinde barn og udfylde rollen mest muligt set i et tidsmæssigt perspektiv. Eller støttelæreren kan føle en omsorgsforpligtelse over for det blinde barn, som kan ende med overdreven støtte, eller støttelæreren kan føle sig tvunget ud i rollen som eneansvarlig for den blinde elevs undervisning, fordi faglæreren eller klasselæreren ikke påtager sig et ansvar og giver plads til et teamarbejde.

Men det er ikke kun støttelærerne, der føler sig forpligtede af støtteforholdet. Informanterne peger i interviewet på, at de også føler sig forpligtede i forhold til støtten. Forpligtede til, at den skal anvendes og anvendes rigtigt. Dermed føler den blinde elev et ansvar for støttefunktionen, som ikke er rimeligt. Når støttefunktionen fremtræder som meget tydeligt til stede for den blinde elev, bliver den gensidige forpligtelse også stærkere, og til tider kan den opleves som en forhindring for at kunne agere lige som de andre børn i klassen. Den kan skabe en form for ufrihed for den blinde elev: ”Det var da tit, man sad og havde lyst til lige ikke at lave noget, men så kunne man ikke, for ens lærer sad ved siden af, og alle de andre sad og snakkede, og det kunne man ikke.”

Synsfaglig viden og indsigt

Informanterne peger på vigtigheden af, at lærerne har en synsfaglig indsigt. At de for eksempel har kendskab til kompenserende indsatser og grundigt kendskab til elevernes forudsætninger. Standardiserede måder at anvende en støttefunktion på skaber begrænsninger, og lærerne må holde den erhvervede viden om mulighederne op mod den kontekst, i hvilken støtten anvendes. Men det skal ske med baggrund i både en fag-faglig og en syns-faglig viden.

Integreret støtte

Alle informanterne lægger vægt på, at støttelæreren fungerer som integreret støtte. Informanterne har mange eksempler på, hvordan det opleves som noget meget positivt for dem, når dette lykkes. Den gode støttelærer karakteriseres som den, der er meget god til at give den hjælp, eleven har brug for, men sideløbende hjælper de andre.

”Det var bare lige, som når de andre sagde til matematiklæreren, at nu har jeg forstået det. Støttelæreren er bare en ekstra matematiklærer, kan man sige.”

Hans Nørgaard

Hans Nørgaard er viceforstander og synskonsulent ved Synscentralen i Vordingborg. Han har beskæftiget sig med synshandicappede børn og unge i 23 år. Citaterne i artiklen stammer fra hans masterafhandling i specialpædagogik ”Støttefunktionen for blinde elever i folkeskolens almindelige klasser - en undersøgelse” (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, 2005).