Blindesagen
Nr.2 · april 2009

Det er ikke kun mig, du skal hjælpe

Støttefunktionen til blinde børn i folkeskolens almindelige klasser skal afpasses nøje, hvis eleverne skal føle sig som en del af fællesskabet. Bedst er det, når støttelæreren indgår i undervisningen som en teamlærer på lige fod med fag- eller klasselæreren.

Af Hans Nørgaard, viceforstander og synskonsulent, Synscentralen i Vordingborg

”Det er dejligt, at støttelæreren ligesom er integreret i selve klassen!”

Denne udtalelse faldt i et interview, som jeg lavede med fire unge mennesker. Alle fire er blinde og har fulgt folkeskolens undervisning i almindelige klasser forskellige steder i landet. Interviewet var et af flere i en undersøgelse, hvor jeg forsøgte at pejle mig ind på elevernes opfattelse og oplevelse af den støtte, som de modtog gennem en årrække i folkeskolen.

Spørgsmålet om udmåling og udmøntning af støtte afgøres altid af de voksne, der er omkring barnet (forældre, lærere, skoleledelse, forvaltninger) og ud fra hver deres perspektiv og opfattelse af, hvad der tjener eleven bedst. Men jeg var interesseret i de unges mening.

Indledningscitatet rammer ganske godt et af de hovedtemaer, som de unge beskrev: At støttefunktionen skal være en integreret del af lærerteamet og ikke af den type, hvor en støttelærer tager en stol og sætter sig hen ved siden af eleven og fungerer som en oversætter af det, der foregår i klassen. Sker det sidste, afskærmes eleven fra aktiv deltagelse, som er helt centralt for inkluderende undervisning. Desuden reducerer det muligheden for, at den blinde elev kan være i en såkaldt horisontal kammeratskabsrelation, som er afgørende for alle børns udvikling. I stedet bliver barnet/eleven tvunget ind i en vertikal voksenrelation. Dette relationsforhold vil være tydeligt for klassens øvrige elever og af den grund bidrage yderligere til en ekskludering af det fællesskab, som den blinde elev ellers skulle være en del af.

At være blind elev i en almindelig folkeskoleklasse fordrer en særlig indsats af alle: Lærere, skoleledelse, forældre, klassekammeraterne og eleven selv. Men det er ganske afgørende, hvordan denne indsats udformes. I undersøgelsen om støttefunktionen rulles en række temaer op, som har stor betydning for den blinde elevs oplevelse af at være en værdig del af fællesskabet.

Alle børn har brug for støtte

”Der var jo det særlige ved støtten, at det ikke kun var mig, der fik støtte, eller fik glæde af den, men hele klassen fik glæde af den, selv om læreren altid var der, når jeg havde brug for ham eller hende. Jeg fik den hjælp, jeg skulle bruge, og det fik de andre jo så også.”

Den sidste sætning viser, at det er vigtigt for den unge informant at være som andre: En, der får den nødvendige hjælp, og da der er forskel på mennesker, er der også forskel på, hvor meget hjælp, der er brug for. Hjælpen opfattes her som en naturlig hjælp på linje med den, alle andre i klassen får.

Når støtten er integreret i klassen, er der skabt et grundlag for, at den blinde elev også kan opleve sig som en ligeværdig del af klassen, og grundlaget for inkluderende undervisning er forstærket.

Ekskluderende træk i støttefunktionen

Selv om alle de blinde informanter, jeg interviewede, generelt udtrykker sig positivt om den støtte, de har fået i folkeskolen og finder, at den har været nødvendig, så peger de også på en række forhold, som de har oplevet som problematiske.

Et gennemgående træk i oplevelserne hos de interviewede er oplevelsen af at være under skarpere opsyn end de øvrige elever. En elev beskriver sine lærere positivt, men hun beskriver også, hvordan hun havde en følelse af, at hendes støttelærer sad og holdt øje med hende, selv om hun samtidig erkendte, at det måske slet ikke var tilfældet. Følelsen var dog til stede og blev fremkaldt af det faktum, at hun overhovedet havde en støttelærer.

”Jeg kunne ikke lide, når de stod henne ved mig og ikke lavede noget, for så tænkte jeg: Nej, hvis jeg nu laver noget forkert, så kunne de se det, så jeg havde det egentlig bedst med, at de bare var i klassen og hjalp de andre.”

I flere udsagn kædes støttefunktionen sammen med spørgsmålet om uafhængighed og realistisk opfattelse af sine egne evner og muligheder. Informanterne peger på, at støttefunktionen har en indbygget risiko for at stille sig i vejen for udvikling af uafhængighed, når den overdrives. En konsekvens af dette er nemlig, at den blinde elev får vanskeligt ved at lære eller erfare, hvad han eller hun i virkeligheden selv formår, og at evnerne og mulighederne måske rækker længere, end man selv tror. Skal oplevelsen af at være under særligt opsyn nedtones, må støttefunktionen integreres i klassens undervisning på linje med de øvrige undervisere.

Det må dog ikke betyde, at den blinde elev ikke får den nødvendige hjælp. Der er derfor god grund til at være opmærksom på retten til forskellighed. Mange af informanternes udsagn peger på andre dilemmaer i støtteforholdet, som berører meget personlige og følelsesmæssige forhold. Det er ikke kun et spørgsmål om at få den nødvendige hjælp, men at få den på den rigtige måde.

En af informanterne beskriver, hvordan erkendelsen af at have brug for hjælp kan føles pinlig, fordi det understreger oplevelsen af utilstrækkelighed: ”Det er svært at bedømme, om det er, fordi jeg er dum, eller om det er, fordi jeg er blind, eller det er en kombination, og så undlader jeg tit at spørge om noget, fordi jeg synes, jeg tager nok tid.”

Behovet for hjælp ses således indlejret i en række modstridende følelser, idet det på den ene side er nødvendigt og rigtigt at få hjælpen, men på den anden side kan opleves som stemplende og ekskluderende i forhold til resten af klassen. Det ser ud til, at den måde, hjælpen gives på, er meget afgørende for, om den blinde elev oplever sig inkluderet.

Støttens dobbelte forpligtelse

Støttelærere kan føle sig forpligtede til at udfylde rollen som støtte på en måde, som skaber situationer, hvor læreren sidder ved siden af den blinde elev, også uden at der nødvendigvis er behov for hjælp. Denne måde at anvende støtten på kan fremkaldes af flere omstændigheder: Støttelæreren oplever det som sin opgave at tage sig decideret af det blinde barn og udfylde rollen mest muligt set i et tidsmæssigt perspektiv. Eller støttelæreren kan føle en omsorgsforpligtelse over for det blinde barn, som kan ende med overdreven støtte, eller støttelæreren kan føle sig tvunget ud i rollen som eneansvarlig for den blinde elevs undervisning, fordi faglæreren eller klasselæreren ikke påtager sig et ansvar og giver plads til et teamarbejde.

Men det er ikke kun støttelærerne, der føler sig forpligtede af støtteforholdet. Informanterne peger i interviewet på, at de også føler sig forpligtede i forhold til støtten. Forpligtede til, at den skal anvendes og anvendes rigtigt. Dermed føler den blinde elev et ansvar for støttefunktionen, som ikke er rimeligt. Når støttefunktionen fremtræder som meget tydeligt til stede for den blinde elev, bliver den gensidige forpligtelse også stærkere, og til tider kan den opleves som en forhindring for at kunne agere lige som de andre børn i klassen. Den kan skabe en form for ufrihed for den blinde elev: ”Det var da tit, man sad og havde lyst til lige ikke at lave noget, men så kunne man ikke, for ens lærer sad ved siden af, og alle de andre sad og snakkede, og det kunne man ikke.”

Synsfaglig viden og indsigt

Informanterne peger på vigtigheden af, at lærerne har en synsfaglig indsigt. At de for eksempel har kendskab til kompenserende indsatser og grundigt kendskab til elevernes forudsætninger. Standardiserede måder at anvende en støttefunktion på skaber begrænsninger, og lærerne må holde den erhvervede viden om mulighederne op mod den kontekst, i hvilken støtten anvendes. Men det skal ske med baggrund i både en fag-faglig og en syns-faglig viden.

Integreret støtte

Alle informanterne lægger vægt på, at støttelæreren fungerer som integreret støtte. Informanterne har mange eksempler på, hvordan det opleves som noget meget positivt for dem, når dette lykkes. Den gode støttelærer karakteriseres som den, der er meget god til at give den hjælp, eleven har brug for, men sideløbende hjælper de andre.

”Det var bare lige, som når de andre sagde til matematiklæreren, at nu har jeg forstået det. Støttelæreren er bare en ekstra matematiklærer, kan man sige.”

Til indholdsfortegnelsen

---

Jeg er Jonathan

I folkeskolen var hans handicap i fokus, og han oplevede isolation og udstødelse. På Midtsjællands Efterskole er han bare en dreng på 16 år. Her bliver han mødt som, den han er: Jonathan.

Af Nana Toft, journalist

Hun tager hans hånd. Fører den over til kniven. Lægger sin hånd ovenpå, så de sammen kan skære den store klump kalkunkød i strimler. Jonathan Agerbak følger med uden at sige noget. Følger hendes bevægelser, mærker kødet mellem sine lange, slanke fingre og fornemmer, hvor tykke strimlerne skal være.

Jonathans krop er en anelse ranglet. Endnu. Det mellemblonde hår er klippet kort. Under det grå køkkenforklæde med knapper sidder en lysegrå hættetrøje. Cowboybukserne hænger et stykke nede på hofterne.

Han står foroverbøjet. Hovedet er ti centimeter fra kalkunen. Cecilie har sluppet hans hånd og er gået i gang med en anden klump på skærebrættet ved siden af ham. Jonathan føler centimeterne med sine fingre, stopper op og spørger Cecilie, om strimlerne har den rigtige tykkelse. Cecilie skærer et par af dem igennem en ekstra gang og kaster dem over i et fad foran dem.

Kokken kommer gående tværs over køkkengulvet, forbi de tre stålfarvede køleskabe, hylderne med ti liter rapsolie og kilopakkerne med gær, hen til Jonathan. Siger, at Jonathan skal vaske sine hænder, fører ham over til vasken og forklarer, at der er sæbe ’klokken 12’.

Der lyder et mindre udbrud ovre fra skærebrættet. Cecilie har skåret sig i fingeren.

I dag bliver Jonathan mødt som Jonathan. Kammerater og lærere går til ham som enhver anden. Rækker ham, som det mest naturlige, en arm, når han har brug for det. Spørger ind til ham, og Jonathan føler, at interessen er oprigtig. Men i mange år var han først og fremmest blind. Han oplevede udstødelse og isolation i folkeskolen, hvor især 8. klasse var slem.

Bussen stopper. Jonathan rejser sig fra sit sæde. Som den eneste har han siddet alene i bussen. Han er ikke forbavset. Havde faktisk ikke forventet, at nogen ville sidde sammen med ham. Han er snart vant til at høre på, at hans klassekammerater ’også gerne vil have fri’ eller ’vi bliver trætte af at gå med dig’.

Sommeren er ved at gå på hæld, og hele klassen er på lejrskole på Bornholm. Bussen er en turistbus. Lejet for at tage klassen rundt på øen for at besøge en række seværdigheder. Folk møver sig forbi ham, stemmerne fortoner, og snart er bussen tømt. Han går ned ad de store trin ved fordøren og mærker græs under sine fødder. Står stille et øjeblik. Lytter. Men kan ikke høre en eneste af sine klassekammeraters stemmer. Han er efterladt. Igen. Igen er han nødt til at gå rundt med en af de voksne. Igen bliver han ’lærerens kæledægge’.

På Midtsjællands Efterskole er der 96 elever. Tre af dem er blinde. Men ved hver skolestart skal samtlige lærere og elever være blinde for en dag. Alle får udleveret bind for øjnene, og får dermed et lille indblik i, hvad det betyder at være blind. Her er budskabet, at alle elever skal lære at holde fast på hinanden. Her er man sammen 24 timer i døgnet. Man spiser, snakker, lærer, griner, græder og sover sammen. Spørger man forstander Christian Hougaard-Jakobsen, danner folkeskolen rammen om de unges liv fra 8 om morgenen til 14 om eftermiddagen, hvor efterskolen har fokus på ’det hele liv’ og ’det hele menneske’. Her er fokus rettet mod det menneskelige møde.

Store regndråber gennembryder det sorte vand. Efterlader et hul i overfladen, der dog hurtigt trækker sig sammen igen. Indtil en ny regndråbe melder sin ankomst. Og endnu en.

Det er september 2008. Jonathan har gået på Midtsjællands Efterskole i lidt over en måned.

”Så padl dog, Jonathan”, griner en stemme. Jonathan rykker på sig. Mærker rafternes ru overflade stikke på lårene, mens han krampagtigt forsøger ikke at falde af den tømmerflåde, han og fire af hans kammerater på efterskolen har brugt tre timer på at bygge. Han finder en åre. Stikker den i det iskolde vand og trækker åren mod sig selv.

Han hører råb og grin omkring sig. Pludselig lyder et plask. En af de andre elever på en af de andre tømmerflåder i søen må være faldet i vandet. Han sidder i badebukser og redningsvest, og han fryser. Han fryser som en sindssyg. Men han smiler. Han smiler stort.

Jonathan hiver i tovværket. ”Kom nu, hiv til”, lyder det fra en stemme i nærheden af ham. Tømmerflåden glider stille op på søbredden. Jonathan bobler. Indeni. Jeg faldt ikke i. Jeg klarede den. Vi klarede den. Sammen.

Til indholdsfortegnelsen

---

Jævnaldrende er altafgørende

For teenagere er vennerne det vigtigste i deres liv. Relationerne til jævnaldrende udvikler dem og former dem som mennesker. Men for unge blinde kan det være svært at få kammerater i folkeskolen. Og det får konsekvenser. Unge blinde risikerer at blive begrænset i deres identitetsudvikling, siger synskonsulent.

Af Nana Toft, journalist

Historien om en ung blind folkeskoleelev, der har følt sig udenfor, besværlig eller som en klods om benet – ”Hvem følges med Jonathan i denne uge” – er ikke unik. Der er mange blinde og stærkt svagsynede, der kan nikke genkendende til den fortælling. På den måde er den ikke særlig usædvanlig. Tværtimod.

Det er den heller ikke for synskonsulent Jens Norrinder. Han arbejder til dagligt på Center for Syn og Kommunikation i Region Hovedstaden. Han har hørt og set den historie mange gange før: På Synscenter Refsnæs, hvor han i 18 år arbejdede som lærer, og undervejs i sin masteruddannelse i specialpædagogik fra Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han gik i dybden med de problematikker, der rejser sig omkring blinde og svagsynede børn i folkeskolen, herunder inklusion, læring, marginalisering og ikke mindst støttelærernes funktion.

Udelukket fra socialt fællesskab

For ham at se har folkeskolen det grundlæggende problem, at den sætter de ’horisontale’ relationer – altså relationerne mellem jævnaldrende – ud af kraft hos børn med synshandicap.

”Det er i teenageårene, man begynder at finde ud af, hvem man er. Og det gør man tit og ofte i relation til sine venner. Til jævnaldrende. Det er her, man får afprøvet forskellige måder at agere på, og hvor man oplever de andres reaktion. Man viser, hvem man er, og hvad man kan. Men i folkeskolen er blinde børn tit flankeret af en støttelærer. Det udelukker dem ofte fra det sociale fællesskab”, forklarer Jens Norrinder, der også peger på det faktum, at mange blinde børns dagligdag er meget planlagt. De bliver for eksempel ofte kørt til og fra skole, og hvis aftaler mellem kammerater bliver indgået på cyklen på vej hjem eller på skolegangene i et hurtigt tempo, så er det uundgåeligt, at mange sociale kontakter går tabt.

”Konsekvensen er, at blinde børn får sat en begrænsning på deres mulighed for at udvikle den sociale del af deres identitet. De må stå udenfor og kigge ind på de andres fællesskab i stedet for selv at være en del af det”, fortæller synskonsulenten.

Jens Norrinder nævner også, at undervisningsformen i folkeskolen ofte er baseret på tavleundervisning. Hvis der er gruppearbejde, opstår der tit det problem, at grupperne – hvis der er lagt op til, at det er eleverne selv, der skal etablere disse grupper – skabes via øjenkontakt mellem de seende elever.

”Det udelukker jo blinde elever, der ofte ender med at være i gruppe med de fagligt svageste børn i klassen”, forklarer Jens Norrinder.

Efterskole – uden støttelærer

Hvor en folkeskole danner en ramme omkring børns liv fra 8 til 14 hver dag, tilbyder efterskolen ifølge Jens Norrinder et helt andet miljø. Et miljø, der blot ud fra det faktum, at man er sammen 24 timer i døgnet og derfor har mere tid sammen kammerater imellem, skaber rum og plads til, at det enkelte menneske kan vise langt flere sider af sig selv. Derfor har flere blinde børn været begejstret for at være på efterskole.

”På efterskoler benytter man ikke støttelærere i nær så stor udstrækning som i folkeskolen, hvor blinde børn, i de seende børns øjne, tit ’smelter sammen’ med deres støttelærer, som dermed står i vejen for sociale relationer med kammeraterne. Og det er ikke givtigt for nogen”, lyder det fra synskonsulenten.

”På efterskoler ser vi pludselig, at blinde og svagsynede børn folder sig ud og viser, at de kan spille musik, fortælle og ikke mindst illustrere, hvor fantastisk en hukommelse, de har. Det er ressourcer, der i mange sammenhænge er meget givtige. Ligesom de på en efterskole også får lov til at vise, at de rent faktisk kan klare sig selv – både over for andre og sig selv. Her får de et helt år på lige fod med andre, og det er noget, der for alvor er væsentligt i så vigtige år i et ungt menneskes liv”, siger Jens Norrinder.

Til indholdsfortegnelsen

---

Det er vigtigt at klare sig selv

Karen Koch Rasmussen er født stærkt svagsynet. Hun er 20 år og går i 3. g på Vordingborg Gymnasium. Karen har flere gange holdt oplæg for både pædagoger og folkeskolelærere om, hvad det vil sige at have en blind elev i klassen. Hun mener selv, hun har haft et usædvanlig godt skoleforløb med et godt team af lærere og andre kompetente mennesker omkring sig. De erfaringer vil hun gerne give videre.

Af Nana Toft, journalist

Hvad er det, du forsøger at formidle til de pædagoger og lærere, du holder oplæg for?
”Jeg forsøger at give en række gode råd til dem om, hvad jeg selv har erfaret er en god metode. Især omkring rollen som støttelærer, men også omkring det at få sat ord på så mange begreber og situationer som muligt.”

Kunne du komme med et eksempel?
”I matematik for eksempel. Her har mine lærere og jeg valgt, at vi altid, hvis læreren skal introducere en ny figur, starter nede fra venstre og arbejder med uret, når vi navngiver vinkler og sider. I stedet for at sige: Her har vi A, B og C, så udarbejder matematiklæreren og jeg en fælles strategi for, hvor vi starter og slutter. Mit budskab er ikke, at alle bør gøre det samme, men at man i fællesskab planlægger metoder, der fungerer for den respektive lærer og elev.”

Du nævnte støttelæreren?
”Ja, der er mange blinde, der har en støttelærer. Det havde jeg også selv i folkeskolen.

Men det er ofte et problem, hvis de sidder ved siden af og hele tiden hjælper med alle typer af problemer. Så opstår der nemt en barriere mellem den blinde elev og resten af klassen, der gør det sværere at deltage i det sociale liv i klassen. Mange elever sidder jo tit og laver en del andre ting end lige at lytte efter læreren. Jeg lægger vægt på, at støttelæreren forsøger at være der, når man har brug for det, men giver plads til, at eleven selv administrerer tiden. At man altså omdefinerer støttelærerens rolle. I mit tilfælde var der således to lærere til rådighed for hele klassen, men hvis jeg havde brug for hjælp, havde jeg, om man så må sige, førsteret på hjælpen. Det er væsentligt, at man som blind elev føler, at man kan klare sig selv. Og det får man ikke lov til, hvis støttelæreren sidder op ad en.”

Hvad siger du til lærerne omkring balancen mellem at hjælpe for lidt eller hjælpe for meget?
”Netop det spørgsmål optager mange lærere og pædagoger. For flere af dem er det første gang, de skal have en blind i klassen. Og her fornemmer jeg stor utryghed. De er opmærksomme på, at de skal give ekstra hjælp, men samtidigt vil de ikke overbeskytte. Og her understreger jeg også, at blinde børn bør få lov til at begå samme fejl som seende. Det er ikke sådan, at man som blind elev bør få hjælp til at klare sig bedre end seende børn. Man bør blot få hjælp til at kunne klare sig på lige fod. Ellers får man ikke mulighed for at udvikle sig.”

Men hvordan formidler man den visuelle verden bedst muligt?
”Det er et godt spørgsmål. Det er meget individuelt. Men generelt handler det vel om at sætte så mange ord på som muligt. Beskrive så meget som muligt og stole på, at blinde børn nok selv siger fra, hvis det bliver for meget. Man bør også gå væk fra at fortolke, hvad der foregår til mere at kommentere. Hvis døren for eksempel går op, så er det typisk, at læreren siger: ”Nu er Kristian kommet ind i klassen”. Her er det bedre at sige: ”Hej Kristian”. Det gør situationen væsentlig mere naturlig. Og så handler det om at være klar over, at der er ting, blinde elever ofte går glip af i forbindelse med den nonverbale kommunikation, for eksempel øjenkontakt eller folk, der smiler til hinanden.”

Hvad skal man ellers være opmærksom på, ud over at sætte så mange ord på som muligt?
”Det handler om at se, hvilket menneske der sidder foran en i stedet for at tænke på, hvilket handicap, barnet har. Det kan være personen er mere orienteret omkring noget fysisk. Ligesom seende børn, der fungerer bedst, hvis de får tingene i hænderne. Sådan er vi så forskellige. Gør dig de samme tanker, som du ville gøre, hvis det drejede sig om seende børn. I virkeligheden handler det om at prøve sig frem og se, hvad der virker for den enkelte, og have en konstant dialog med den, det hele drejer sig om, nemlig barnet.”

Til indholdsfortegnelsen

---

"Her lærer blinde børn at blive selvstændige"

På Akropong School for the Blind i Ghana får 350 børn en uddannelse, som giver dem muligheder i livet, de ellers aldrig ville have opnået.

Af Helene Bagger, fotograf

Piger i fikse rødternede sommerkjoler og drenge i blåternede skjorter fylder området med latter og snak. Nogle af pigerne går rask af sted med en spand vand på hovedet. Andre går med hinanden i hånden, snakker og pjatter både med hinanden og dem, de møder på vej op ad bakken.

Først når man ser på børnenes ansigter, opdager man, at de fleste er blinde, mens andre kun kan se ganske lidt.

Vi er på Akropong School for the Blind nord for Ghanas hovedstad Accra. Børnene færdes på vejen, som seende gør. Som gæst skal man enten gå helt inde i siden eller tale højlydt med hinanden, ellers støder de blinde børn ind i én.

Hjælpsomhed

Nogle af børnene kan se en smule, og de tager sig kærligt af kammeraterne, enten ved at holde dem i hånden eller lade kammeraterne have en hånd på deres skulder, når de går af sted.

Når biler kører ind på skolens område, lyder der et højt ’dyyyt’, så børnene er advaret om, at de skal trække ind til siden og give plads.

Skolen blev bygget af skotske missionærer i 1945. Den har 350 elever, flest drenge, og der er omkring 50 børn på venteliste. Børnene bor på skolen. De går i skole fra otte om morgenen til 14 om eftermiddagen. Derefter spiller de fodbold, spiller i skolens band eller laver andre fritidsaktiviteter. Nogle gange om året rejser de hjem på ferie.

”Halvdelen af arbejdet er at få børnene til at føle sig godt tilpas her. Mange af børnene har bogstaveligt talt været gemt af vejen hjemme hos forældrene. Nogle af eleverne kan hverken gå eller tale, når de kommer til skolen”, fortæller skoleinspektøren John Annor.

Rollemodeller

Foruden den almindelige skolegang, som koncentrerer sig om undervisning i punktskrift og engelsk, arbejder skolen fra dag ét på, at eleverne skal kunne klare sig selv i samfundet. Til det hører også træning i at færdes med blindestok.

”De får selvtillid, og mange kan leve alene, når de forlader skolen”, fortæller skoleinspektøren.

Fem af skolens 53 lærere er blinde, og de underviser i blandt andet kurveflet på de værksteder, som også er en del af skolens tilbud. Der skal nemlig også være noget for dem, som ikke kan klare en boglig uddannelse. ”Disse lærere er rollemodeller. De er med til at give eleverne en fornemmelse af, at selv om man er blind, så kan man godt få en uddannelse”, siger John Annor.

På stierne i området fortsætter eleverne med at lege, snakke og bære vand. En større gruppe vasker tøj på vaskepladsen ved skolens port. Tøjet vaskes i hånden, og på skift pumper eleverne vand fra pumpen.

Eleverne bor i større grupper. I hvert hus er en ’husmor’, som hjælper med de praktiske opgaver, som børnene ikke kan klare, helt på samme måde som i en almindelig familie.

Peter på 18 har forladt sin familie for at gå på blindeskolens rehabiliteringsafdeling. Han er født blind. Han gik først i en almindelig skole, men kom senere på blindeskolen. Han er rigtig glad for at gå her, selv om han er langt hjemmefra. Når skoledagen er slut, spiller han fodbold, og han synger i skolens band.

Til indholdsfortegnelsen

---

Få en fod på arbejdsmarkedet

Nyt landsdækkende beskæftigelsesprojekt er netop skudt i gang i et samarbejde mellem Dansk Blindesamfund og Marselisborg – Center for Beskæftigelse, Kompetence og Viden. Målet er, at flere blinde og stærkt svagsynede får en tilknytning til arbejdsmarkedet. Metoden er en afklaring af kompetencer og muligheder og ikke mindst: At have det enkelte menneske i centrum.

Af Nana Toft, journalist

Så er et nyt, stort beskæftigelsesprojekt netop startet. Det landsdækkende projekt ’En fod på arbejdsmarkedet’ er et samarbejde mellem Dansk Blindesamfund og Marselisborg – Center for Beskæftigelse, Kompetence og Viden, og projektet skal i de kommende to år forsøge at få flere blinde og stærkt svagsynede ind på det danske arbejdsmarked.

En netop offentliggjort undersøgelse – udarbejdet af Dansk Blindesamfund – viser nemlig, at kun 30 % af blinde og stærkt svagsynede i Danmark i den erhvervsaktive alder er i kontakt med arbejdsmarkedet. Og at kun 11 % er beskæftiget på helt ordinære vilkår. Projekt ’En fod på arbejdsmarkedet’ har derfor som mål, at minimum 100 blinde – fortrinsvis førtidspensionister og andre på overførselsindkomster – skal opnå en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet. Målet er ikke nødvendigvis 37 timer i et ordinært job. Udgangspunktet er den enkeltes kompetencer og ønsker. At give så mange som muligt muligheden for at prøve kræfter med arbejdslivet.

Med andre ord handler projektet i bund og grund om livskvalitet. At få flere til at føle, at også de yder deres til samfundet.

De særlige behov og udfordringer

Lige nu befinder projektet sig i sin spæde startfase. Første fase handler om, at Marselisborg, som har den praktiske tovholderrolle, danner sig et klart og præcist billede af målgruppen: Hvad er det for særlige udfordringer, som netop blinde og stærkt svagsynede står over for, når det handler om at få en fod på arbejdsmarkedet? Hvor skal man sætte ind?

Projektleder Lene Lodberg Michaelsen, der har det daglige ansvar for projektets praktiske gennemførelse, sidder lige nu og lægger sidste hånd på en ’indsatsmanual’, der skal ud til alle de beskæftigelseskonsulenter, der fra 1. maj i år skal gennemføre op mod 300 personlige coachingforløb i hele Danmark.

”Indsatsmanualen er en måde at klæde beskæftigelseskonsulenterne på. Så alle har den samme forståelse for målgruppens forudsætninger og behov. Det gør, at alle får samme rammer og vil vide, hvor de effektivt kan sætte ind”, forklarer Lene Lodberg Michaelsen, der fortæller, at alle de involverede beskæftigelseskonsulenter har stor erfaring med mennesker, der enten ingen eller ganske lidt erfaring har med arbejdsmarkedet.

Den enkelte i centrum

Når man fra Marselisborg har valgt at gøre coachingforløbene individuelt baserede, er det ikke, fordi gruppeforløb er ineffektive. Men i dette tilfælde, hvor målgruppen er meget forskellig og er spredt ud over hele landet, vil et individuelt forløb være det mest optimale. Også fordi det vil være meget forskelligt, hvor og hvordan folk har lyst til at være i arbejde.

”Jeg tror, vi vil se, at det med motivationen bliver helt centralt. Som med andre grupper uden så meget erhvervserfaring, forestiller jeg mig, at det med netop den her målgruppe bliver det enkelte menneskes lyst og drivkraft, vi vil arbejde mest med. Og her er de individuelle sessioner mere effektive”, forklarer projektlederen.

”Målet er, som jeg ser det, jo i virkeligheden ikke kun at få et job. Det handler om at arbejde med det enkelte menneskes muligheder; hvad vil jeg, og hvor er der en plads til mig? Projektets vigtigste mål er vel i virkeligheden at give blinde og svagsynede muligheden for at deltage på lige fod med alle andre. Få et ’almindeligt liv’”, siger Lene Lodberg Michelsen.

Eksemplets magt – og på med arbejdshandskerne

I Dansk Blindesamfund glæder næstformand Thorkild Olesen sig over det nye projekt. Især fordi man i Dansk Blindesamfund er med i projektet fra start til slut – noget som foreningen ikke er vant til i andre lignende beskæftigelsesprojekter, hvor synshandicappet ofte er blevet betragtet som et problem.

”I det her projekt er det os, der styrer det. Vi er garant for, at det er blinde og svagsynede, som er i fokus. Og især, at det er det menneskelige aspekt, der får førsteprioritet. I andre sammenhænge er synshandicappet noget mystisk noget. Her er det præmissen. Vi ser mulighederne frem for begrænsningerne”, forklarer næstformanden.

”Hertil kommer, at projektet jo baserer sig på individuelle forløb. Det, tror jeg, bliver alfa og omega for projektets succes. Her er ikke tale om mennesker på et samlebånd. Her er vi målrettede, og vi er der også og følger op. Det er projektets klare styrke”, lyder det fra Thorkild Olesen.

Dansk Blindesamfund har skrevet meget om de barrierer, der både ligger i blinde selv og hos sagsbehandlere og arbejdsgivere, når det kommer til at få blinde i arbejde. Et temanummer af ’Blindesagen’ fra oktober 2008 ridsede en lang række af både indre og ydre barrierer op.

Ifølge Mariann Lillemose, interessepolitisk konsulent i Dansk Blindesamfund, er det nu på tide at komme videre.

”Vi ved, hvad barriererne er. Nu er der brug for handling”, lyder det.

Men hvordan ser næstformand Thorkild Olesen, at netop det her beskæftigelsesprojekt dæmmer op for de famøse barrierer?

”Jeg tror, at vi kan vise, at det godt kan lade sig gøre. Det vil blive eksemplets magt. Blinde vil føle, at de godt kan – alligevel – og sagsbehandlere vil få øjnene op for, at det ikke er så besværligt at få blinde i job. Jeg tror, vi mangler noget succes, som kan slå barriererne ned. Og det tror jeg, det her projekt kan”, siger Thorkild Olesen.

Til indholdsfortegnelsen

---

Til indholdsfortegnelsen

---

Blindesagen udgives af:

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark

Thoravej 35, 2400 København NV

Telefon 38 14 88 44
Telefax 38 14 88 00
Giro 3 00 22 17

E-mail: info@dkblind.dk
Web: www.dkblind.dk

Ansvarshavende: Jens Bromann

Redaktør: Thomas Danielsen

Redaktionsgruppe: Finn Amby, Jens Bromann, Nina Maria Mørk Hansen, Jens Hørby Jørgensen

Forsidefoto: Polfoto

Oplag: 5.000 trykte eksemplarer, 350 DAISY-lydbøger

Layout/tryk: FL Reklame/Zeuner Grafisk

Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93 37 91

Ekspedition: Dansk Blindesamfund. Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd i stat, regioner, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse.

Næste nummer af Blindesagen udkommer juni 2009

Dansk Blindesamfund er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 11.000 medlemmer, opdelt i 21 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.

Protektor for Dansk Blindesamfund:
Alexandra, grevinde af Frederiksborg

Til indholdsfortegnelsen