Leder: Tillykke til en 200-årig
Af Jens Bromann, landsformand
Den 4. januar 2009 fejrede blinde mennesker over hele verden 200-års fødselsdagen for franskmanden Louis Braille, opfinderen af punktskriftalfabetet. Som stor knægt puslede den blinde Louis Braille med de seks små prikker, og omkring 1825 havde han udviklet det system, der siden hen har fået kolossal betydning for dannelsen af blindekultur og blindeidentitet i alle lande.
Når vi har valgt at lade denne leder trykke i visuel punktskrift, er det for at vise, hvor smukt et skriftsprog, punktskriften er. Men det er også for at gøre opmærksom på et mere alvorligt faktum. Mængden af punktskrift i verden er uendelig lille set i forhold til mængden af almindelig skrift. Det gælder bogtitler på alverdens biblioteker så vel som breve fra offentlige instanser til den enkelte borger. Derfor synes jeg, at vi for en gangs skyld skal vende tingene lidt på hovedet, så alle kan fornemme, hvor frustrerende det er at blive holdt udenfor. Tak til jer, der – på trods af denne lille barriere – læste med.
Til sidst en varm tak til alle, der har bakket mig op i kampen for bedre forhold for blinde og stærk svagsynede mennesker. Efter seks år på posten som landsformand i Dansk Blindesamfund er tiden kommet, hvor jeg vil overlade roret til nye og yngre kræfter.
Kærlig hilsen Jens Bromann
Redaktionel bemærkning: I bladet er lederen gengivet i visuel punktskrift på side 3 og i almindelig sort skrift på side 38.
Forfatter: Jens Bromann
Sidst opdateret 20. februar 2009 10:01
