Af Merete Rømer Engel, journalist

Rettigheder er et af de ord, Jens Bromann bruger flest gange i vores tre timer lange samtale. Rettigheder frem for almisser. Han mener selv, at han har været med til at åbne danske politikeres øjne for, at synshandicappede skal have rettigheder og ikke almisser. Den 31. marts går han af som formand, og nogenlunde samtidig skal det danske folketing efter planen ratificere FNs konvention om lige rettigheder for handicappede borgere.

”Det bliver en stor dag og den allerbedste afskedsgave, jeg overhovedet kunne få. Dermed bliver det ikke længere tilladt i Danmark at diskriminere synshandicappede og andre handicappede”, siger Jens Bromann.

Der diskrimineres hver dag

Men mener den afgående formand virkelig, at der i dag foregår en generel diskriminering af synshandicappede i Danmark? Ja, det gør han. Jens Bromann nævner som det første, at otte ud af ti synshandicappede er arbejdsløse.

”De har bolig, tøj og mad på kroppen, men er parkeret. Det er ikke det liv, de fleste mennesker ønsker”, siger han.

Og der er masser af andre helt grundlæggende forhold, hvor synshandicappede diskrimineres. Et af dem er transport. De synshandicappede, der er så heldige at være på arbejdsmarkedet, har et stort problem, hvis de bor i et område uden tilstrækkelig offentlig transport. De må selv ansætte en chauffør, og det er dyrt. Og de 80 % uden job har også brug for at kunne komme rundt, så de ikke bliver totalt isolerede.

Danmark er rent faktisk bagud, når det handler om ikke at diskriminere handicappede. Både USA og Storbritannien indskrev i 1995 forbudet imod diskrimination af handicappede i deres forfatninger, og en lang række lande som Sverige, Ungarn og Spanien har for længst ratificeret FNs charter.

”Danmark har en god velfærd sammenlignet med andre lande. Vi lader heldigvis ikke folk dø af sult. Men når det gælder handicappolitikken, er vi bagud”, siger Jens Bromann. Han oplever dog, at der er ved at opstå en ny bevidsthed blandt danske politikere.

Dalai Lama og synlighed

Bevidsthed er et af de andre ord, som Jens Bromann ofte bruger. Han interesserer sig meget for både psykologi, filosofi og forskellige religioner, fx er den tibetanske leder og buddhist Dalai Lama et af hans store forbilleder.

”Det handler om at ændre menneskers bevidsthed. Vi danskere opfatter os selv som meget tolerante. Hvis du spørger hr. og fru Jensen, om synshandicappede skal have samme muligheder, som alle andre danske borgere, vil de sige: ”Selvfølgelig, men har de ikke allerede det?”” forklarer Jens Bromann.

I den forbindelse har det være helt afgørende for ham som landsformand for Dansk Blindesamfund at få organisationen gjort mere synlig for danskerne.

”Så længe vi ikke har haft skrevet ind i loven, at handicappede ikke må diskrimineres, ligesom man ikke må diskriminere pga. seksualitet, race eller religion, så skal vi forhandle fra sag til sag. Derfor har vi hele tiden brug for danskernes forståelse. Uden den er politikerne ikke motiverede for at forhandle med os”, siger Jens Bromann.

At få gjort Dansk Blindesamfund mere synligt har altså været et led i en meget bevidst strategi og er det fortsat, for selv om FNs konvention ratificeres, er kampen for lige rettigheder langt fra slut.

”Med ratificeringen får Dansk Blindesamfund et grundlag for at kræve ændringer af en lang række andre love. Og det kræver jo også danskernes forståelse”, siger Jens Bromann.

Modernisering af magasinet Blindesagen, brug af internettet og i det hele taget en langt mere offensiv pressekontakt og kommunikation udadtil har ifølge Jens Bromann gjort Dansk Blindesamfund meget mere synlig i løbet af de seks år, hvor han har været formand. Et resultat, som han godt synes, organisationen og medarbejderne kan være stolte af.

Den dynamiske organisation

Når jeg beder ham trække andre områder frem, hvor der er sket store fremskridt i hans tid som landsformand, er udviklingen af selve organisationen Dansk Blindesamfund hans bud.

”Der manglede dynamik i organisationen. Den havde i en periode været næsten usynlig i offentligheden. Det duer ikke, hvis man skal skabe resultater. Jeg ville have det til at boble med idéer nedefra. Jeg ville have åbne diskussioner, hvor man kunne sige alt”, fortæller Jens Bromann.

Den del af hans arbejde er kun til dels lykkedes ifølge ham selv, der er stadig sten på vejen, som skal flyttes, inden Dansk Blindesamfund bliver så dynamisk en organisation, som han kunne ønske sig. Beslutningsprocessen er stadig for træg, og han mener dybest set, at foreningens sociale del med banko, kaffe og udflugter skulle være mere adskilt fra den politiske del med overordnede strategier. En del af hovedbestyrelsens 21 kredsformænd er mest optaget af det lokale foreningsarbejde. Der findes ikke en landsdækkende generalforsamling, som kan tage de helt overordnede diskussioner og beslutninger.

”Banko og sociale arrangementer er vigtige. Dem burde vi faktisk have endnu flere af. Men den langsigtede politiske kamp for rettigheder er også vigtig, og den kræver hurtige beslutninger af folk, der interesserer sig for den del af det”, siger Jens Bromann. Han oplever stadig, at formændene ude i kredsene hovedsageligt bliver valgt, fordi de laver gode sociale arrangementer, og ikke fordi de interesserer sig for den strategiske politiske planlægning.

”Men debatten er da blevet langt mere åben, og det er lykkedes at få etableret et landsmøde en gang om året, hvor vi diskuterer politik, og alle medlemmer kan komme med deres mening. Det er et stort fremskridt”, siger Jens Bromann.

Gammel hippie

Der er noget gammel hippie over juristen Jens Bromann – altså på den gode måde. Han er et menneske, der tænker og handler udogmatisk, og han er ikke bange for at sætte sig store mål og gå efter det, der for andre synes uopnåeligt. Således har han i løbet af sine 55 år her på kloden nået mere, end de fleste seende nogen sinde ville drømme om i løbet af hele deres liv. Han er uddannet jurist, og karrieremæssigt begyndte han som fuldmægtig i Socialstyrelsen, startede senere eget management firma og fortsatte som konsulent i Socialministeriet. Derudover har han altid været en meget aktiv idrætsmand inden for både længdespring, skiløb og goalball. Og også der følte han trang til at gå ind i det politiske og organisatoriske arbejde. Det startede helt tilbage i 1971, da han blev bestyrelsesmedlem i og senere formand for Blinde og Svagsynedes Idrætsforening og kulminerede i 1988-1992, da han var præsident for Det Internationale Handicapidrætsforbund (ICC). Det førte ham bl.a. til Sydkorea, hvor han i 1988 stod i spidsen for de Paralympiske Lege. Og ikke nok med det. Forud for legene satte han sig for at ændre sydkoreanernes syn på handicappede. Igen denne interesse for menneskers bevidsthed og syn på andre mennesker og troen på, at man kan flytte bjerge.

”Sydkoreanerne havde en misforstået religiøst begrundet opfattelse af, at når man er handicappet, er det Guds straf. Derfor var det en meget svær ting for landets ledelse at skulle være værtsland for et handicap OL, men det fulgte med, når man var blevet valgt som OL-værtsland. Derfor måtte vi gøre noget for at ændre denne opfattelse af handicappede”, fortæller Jens Bromann.

Oberst og præsident

Og han kunne virkelig flytte bjerge. Hele Sydkoreas befolkning ændrede nok ikke i løbet af et par måneder deres syn på handicappede, og så alligevel lidt måske. Landets ledelse var i hvert fald så glade for hans foredrag rundt på landets universiteter og skoler forud for Handicap OL samt interviews til en lang række sydkoreanske medier, at de gjorde ham til oberst af den sydkoreanske hær – og dermed den højest dekorerede udlænding i Sydkorea.

”Juan Antonio Samaranch (præsidenten for IOC) blev ret sur, da han skulle gå bagefter mig på et besøg i Seoul, men sådan var det. Jeg havde den højeste rang”, griner Jens Bromann.

Han har i de år, hvor han har været formand for Dansk Blindesamfund, lagt sporten og det idrætspolitiske engagement på hylden. Men han er stadig såkaldt hvilende medlem af IOC, og overvejer at blive aktiv igen, når han takker af hos Dansk Blindesamfund.

Til Brasilien eller ’klog mand’ i Roskilde

Hvad han ellers skal lave efter 1. april, har han ikke endeligt besluttet. Han vil selvfølgelig fortsat drive sit økologiske landbrug i Hornsherred. Og firmaet Handi Life Sport, der producerer sportsrekvisitter til handicappede, og som han driver sammen med sin kone, skal naturligvis drives videre.

”Vi var i Brasilien for at se på mulighederne for at lægge en del af produktion der, og jeg kunne da godt drømme om at tage over og se på det”, siger han.

Derudover mener han, at han skal starte med at sove i to måneder, for det har været nogle hektiske år. Men ærlig talt, det har man svært ved at forestille sig. Han er også bagud med at læse romaner, og endelig er der drømmen om at blive ’klog mand’ i Roskilde, hvor han bor med kone og to børn til daglig.

”Jeg kunne godt tænke mig at arbejde videre med selvudvikling professionelt. Jeg har taget en række kurser i selvudvikling og har altid læst meget psykologi og filosofi, så måske”, siger han. Og umiddelbart lyder det egentlig til at være den drøm, han har mest lyst til at følge. Og mon ikke det lykkes. Når man kan blive oberst i Sydkorea, kan man vel også blive ’klog mand’ i Roskilde.