Blindesagen
Nr.1 · februar 2009

Punktskrift er frihed, kærlighed og respekt

Punktskrift betyder frihed og fleksibilitet. Du kan læse en bog, hvor og hvornår det skal være. Stoppe op og tænke over en sætning. Komme med din egen fortolkning. Men punkt handler også om kærlighed og respekt; om at møde blinde på deres egne præmisser. Det gør det i hvert fald for Ditte og Lene, der taler næsten forelsket om deres forhold til punktskrift.

Af Nana Toft, journalist

”Jeg kan huske dengang, jeg var på dramaskole i London. På et tidspunkt slap pengene op, og jeg blev nødt til at tage hjem. Mine studiekammerater havde skrevet et brev til mig. Da jeg fik det, troede jeg, at det var skrevet med almindelig sort skrift. Men det var på punkt. Jeg tudede af glæde”.

Ordene kommer fra Ditte Junge. Hun er efter eget udsagn inkarneret punktlæser, 31 år gammel og måske en af de personer i Danmark, der er hurtigst til at læse punktskrift. Hendes veninde Lene Johannsen er 29 år og punktbruger. Lene har en synsrest og bruger primært sit CCTV, der forstørrer bogsider op på en skærm. Hun læser almindelig sort skrift, men er i virkeligheden ganske misundelig på sin veninde. For ifølge både Ditte og Lene giver punktskrift både større frihed og fleksibilitet. Og så handler det i øvrigt også om kærlighed og respekt; som da Dittes medstuderende havde gjort sig umage med at skrive et afskedsbrev i punktskrift.

For punkt er ikke bare punkt. Punkt er både kulturbærende og identitetsskabende. Det giver ikke kun større fleksibilitet og frihed. Det handler også om at blive set – og ’mødt’, som Ditte så poetisk udtrykker det.

Men lad os først kigge lidt på folkeskolen og tage temperaturen på det gamle skriftsprog, hvis opfinder, Louis Braille, ville være fyldt 200 år i år.

Punkt på vej frem

I den danske folkeskole er der omkring 50 blinde elever, som er punktlæsere. I den danske befolkning generelt er tallet 300-500 punktlæsere, altså personer, der sætter sig ned og læser en bog i punkt. Det er de tal, man får, hvis man spørger Svend Thougaard.

Svend Thougaard er seende, og nogen betegner ham som en af de dygtigste punktlæsere i Danmark – vel at mærke med øjnene. Han har arbejdet med punktskrift i alle afskygninger i over 35 år og er fast tilknyttet Synscenter Refsnæs, hvor han i 20 år har været leder af materialeproduktionen for alle blinde børn i folkeskolen. Efter han i nogle år var ganske bekymret og angst for, at punkt ville forsvinde, er han nu fortrøstningsfuld. Han vurderer, at skriftsproget er på vej frem.

”Punktskrift har været nede i en bølgedal, men jeg fornemmer, at den er på vej op. Jeg er ikke længere bange for, at der vokser en hel generation op af blinde, der føler sig som analfabeter – hvilket var tilfældet i USA i 1990’erne. Lærere og forældre har forstået betydningen af punkt”, fortæller Svend Thougaard.

I sit arbejde på Synscenter Refsnæs oplever han en lang række meget dedikerede folkeskolelærere, der, efter at have overvundet den første skræk, bliver bidt af punktskrift. Refsnæs får også besøg af alle blinde folkeskolebørn; også her er det hans oplevelse, at børnene tager skriftsproget til sig. Men han anerkender, at der er stor forskel på, hvor gode børnene bliver til sproget, og at der sagtens kan gøres mere fra både forældre og folkeskolelæreres side i forhold til at skabe et mere aktivt miljø omkring punktskrift.

”Blinde børn kan sagtens lære punkt i en tidlig alder. Der er for eksempel mulighed for at oversætte børnebøger fra sort til punkt og klistre punkt ind i bøgerne med selvklæbende tape. Det vil give de små børn mulighed for at få punkt i fingrene i en tidlig alder. Og omvendt; blinde forældre kan læse børnebøger for deres seende børn”, forklarer Svend Thougaard, der, ligesom Ditte og Lene, gør meget ud af at understrege væsentligheden af punktskriftalfabetet.

”Det har en uhyggelig stor betydning. Det er for eksempel aldrig til diskussion, hvorvidt vores seende børn skal lære at læse, vel? Min holdning er, at blinde børn først bør læse punktskrift. Så kan de lære syntetisk tale bagefter. Lidt ligesom med matematik, hvor børnene først skal lære at lægge 2 og 2 sammen. Herefter kan de få en lommeregner”, lyder det fra Svend Thougaard.

Nøglen til visdom

Det er som at høre et ekko af Svend Thougaard, når Ditte Junge og Lene Johannsen ivrigt fortæller om deres kærlighed til punktskrift. De anerkender alle de fordele, computeren giver i dag. De anerkender lydbøger og skærmlæsere med talesyntese, men modsat Svend Thougaard oplever begge kvinder, at stemningen i miljøet går fra punktskrift til en meget ensidig fokusering på syntetisk tale og lydbøger. Og det er ifølge Ditte og Lene, for at sige det på godt gammeldags jysk, brandærgerligt.

Ditte: ”Der er mange blinde i dag, der ikke gider lære punkt.”
Lene: ”Ja, det er rigtigt. Mange på vores alder synes jo, at lyd er nemmere.”
Ditte: ”Men i virkeligheden begrænser man sig selv.”
Lene: ”Ja, for pokker. Jeg ville jo ønske, jeg var bedre til det. Ligeså god som dig, Ditte. Punkt er fedt.”
Ditte: ”Ja, alt det andet bliver sgu’ så overfladisk. Jeg ved godt, at punkt er sværere at lære. Men tag nu for eksempel fagbøger; her hænger stoffet jo ikke ved, hvis du bare lytter til det. Du skal have det i fingrene, for at det sidder fast.”
Lene: ”Jeg læser bøger på sort, men punkt ville give mig flere muligheder. Så kunne jeg stå overalt i verden, på et hvilket som helst tidspunkt, og læse. Som situationen er nu, skal jeg have alt ind under mit CCTV. Og selvom de kommer i bærbare udgaver, er det altså tungt, og i øvrigt får jeg kvalme af at bruge mit bærbare CCTV i længere tid.”
Ditte: ”Jeg kan krybe ind under dynen og have min Pacmate under armen. Ligge på siden og bare hygge mig. Jeg kan stoppe op. Tænke over en sætning. Navnet på en person eller et sted. Lave mine egne fortolkninger. En indlæserstemme farver tingene, og den farve vil jeg altså selv give.”

Punktskrift er identitet

Både Ditte og Lene er efter deres eget udsagn læseheste. Siden de har kunnet sætte to ord sammen, har de ædt den ene bog efter den anden. Venner og bekendte synes, de er småsindsyge, når de fortæller, at de køber bøgerne på sort og stiller dem på hylderne. Men for dem er en bog også en fysisk oplevelse. De finder en tilfredsstillelse i både at røre ved dem og vide, at de står på reolen. Ditte har en poesibog derhjemme, hvor alle vennerne har skrevet på punkt. Hun fremhæver den flere gange i samtalen som noget ganske særligt. Begge fortæller desuden, at de som små børn opfordrede deres venner til at sende dem breve i punktskrift.

Ditte: ”Når jeg fik de her breve på punkt, var det noget særligt. Det er stadigvæk noget særligt. Når jeg kan se, at folk har gjort sig umage. Så føler jeg mig mødt. Så punkt handler vel i bund og grund om...kærlighed, tror jeg. Og respekt. Når Lene skriver på punkt til mig, så anerkender hun min måde at læse på. Hun sidestiller punkt med sort og siger: Sprogene er lige meget værd.”
Lene: ”Punkt er vel en del af identiteten, tænker jeg.”
Ditte: ”Ja, netop.”

Ønsket tekst på ønsket medie

Lene og Ditte oplever altså, at punktskrift glider ud. Til fordel for ’nemmere’ løsninger som lydbøger og skærmlæsere med talesyntese. Især Ditte føler sig som en ’uddøende race’, som hun kalder det og er oprigtigt bekymret.

Ditte: ”Hvis punkt forsvinder, og alt bare bliver computer, så forsvinder vores skriftsprog, og for mig er det altså nøglen til viden og visdom.”
Lene: ”Man skal passe på med, hvad man udrydder. Punkt handler jo ikke kun om flere praktiske muligheder. Vi taler om værdier og traditioner. En kultur, der forsvinder.”
Ditte: ”Hvad vil unge gøre den dag, lydbogen forsvinder? Så er de altså på den.”
Lene: ”Længe leve computeren. Men den kan ikke erstatte punkt. Det er i virkeligheden et spørgsmål om at kunne vælge.”
Ditte: ”Ønsket tekst på ønsket medie.”
Lene: ”Lige præcis.”
Hvor Svend Thougaard altså oplever en række dedikerede lærere i folkeskolen, har pigerne en modsat oplevelse.

”Jeg har en grum mistanke om, at det ikke er alle folkeskolelærere, der tager til Refnæs. At de ikke er dedikerede nok. Jeg oplever jo, at der er flere i min omgangskreds, der ikke kan læse. Det er jo skræmmende. Det er analfabetisme”, siger Ditte.

Hvor Svend Thougaard oplever, at punkt er på vej op, er pigernes oplevelse altså en anden. Men at punkt er, og skal være, en vital del af blindes liv, er der ingen, der er i tvivl om.

Til indholdsfortegnelsen

---

Ny viden om hvordan blinde læser

På Lunds Universitet forsker man i, hvordan blinde personer læser punktskrift. Ved at videofilme fingrenes bevægelser hen over papiret uddrager forskerne nyttig viden, som på sigt kan gavne undervisningen i punktskrift. Lederen af projektet giver her et indblik i resultaterne og opridser perspektiverne.

Af Sven Strömqvist, professor ved Lunds Universitet

Skriftsprog er en vigtig ressource for alle sprogbrugere i et moderne samfund. Punktskrift giver blinde og stærkt svagsynede adgang til et skriftsprog med alt, hvad det indebærer. En anden måde at få adgang til skrevne tekster er gennem lydbøger, men det er ikke et alternativ til et skriftsprog, kun et supplement.

Taktil læsning i realtid

Når en rutineret punktskriftlæser har læst en sætning eller en tekst til ende, er han nået frem til en tolkning af teksten, som formodentlig ligger meget tæt på den tolkning, en seende læser er nået frem til efter at have læst den samme sætning eller tekst i visuel skrift. Men vejen fra perception og afkodning af skrifttegnene til den endelige tolkning ser meget forskellig ud for den, som læser med øjnene, og den, som læser med fingrene.

Denne vej – og processerne bag den – er mindst lige så interessante og betydningsfulde som selve læseforståelsen.

At registrere og analysere den taktile læseaktivitet i realtid, det vil sige, hvordan den skrider frem millisekund for millisekund, kræver en metode. Talestrømmen kan registreres med en lydindspilning. Øjnenes bevægelser, når de læser, kan registreres med en øjenbevægelsesmåler. I forskningsprojekterne ”Att läsa med händerna” og ”Den taktila läsprocessen” har vi udviklet en metode til at registrere hændernes/fingrenes bevægelser i realtid under taktil læsning. Vi kan dermed sammenligne visuel og taktil læseaktivitet og få en dybere forståelse af, hvordan læsning finder sted, hvad der er let og svært, tidsrøvende og hukommelseskrævende.

Se på figur 1a nedenfor. Den består af et kort afsnit af en tekst af Astrid Lindgren (Pippi Langstrømpe). Den mellemste del af figuren, 1b, viser, hvordan øjnene bevæger sig hen over tekstafsnittet i 1a, når en seende læser det. 1b er fremstillet ved hjælp af en øjenbevægelsesmåler i Humanistlaboratoriet på Lunds Universitet. Begge øjne ser næsten altid på det samme sted, når man læser en tekst eller afsøger et billede, og det er derfor sædvanligt kun at måle det dominerende øjes bevægelser. For at opfange information må øjet stå nogenlunde stille, hvilket kaldes fikseringer.

I 1b gengives fikseringerne hos det dominerende øje med cirkler. Ved læsning varer de fleste fikseringer mellem 200 og 250 millisekunder. Efter en fiksering flytter øjet sig hurtigt – i såkaldte sakkader – til næste fikseringsområde, og under selve flytningen er øjet blindt, selvom den visuelle læser ikke oplever det sådan. Sakkaderne gengives med linjer i figur 1b.

Den tredje del af figuren, 1c, viser, hvordan venstre og højre hånds pegefinder bevæger sig over tilsvarende tekstafsnit i punktskrift. 1c er fremstillet ved hjælp af den fingerbevægelsesmåler, som vi konstruerede i projektet ”Att läsa med händerna”.

For at gøre eksemplet i 1c tilgængeligt for seende læsere er punktskrifttegnene oversat til latinske bogstaver. Den røde streg angiver venstre pegefingers bevægelser over tekstafsnittet, og den grønne streg den højre pegefingers. I modsætning til øjet, der må stå stille for at opfange information, er fingrene hele tiden nødt til at bevæge sig. Den taktile læser, hvis læseaktivitet afbildes i figur 1c, læser med begge hænder samtidig.

I modsætning til den seende læser, der hele tiden kigger på det samme sted med begge øjne, anvender den taktile læser venstre hånd og højre hånds fingre – først og fremmest pegefingrene – til at afsøge delvist forskellige dele af tekstlinjerne.

Hænderne (pegefingrene) følges altså ikke ad hele tiden, men deler arbejdet med at opfange tekstinformationen. Venstre pegefinger læser begyndelsen af den nye linje, samtidig med at højre pegefinder flytter sig fra slutningen af forrige linje til midten af næste linje, hvor den møder venstre pegefinger, der nu har læst begyndelsen af den nye linje. Derefter læser begge pegefingre parallelt en kort periode, for siden at skilles, inden linjen slutter. Højre pegefinger læser nu linjen færdig, mens venstre finder begyndelsen af næste linje for at læse den. Og så videre.

Andre taktile læsere har andre måder at læse på. Nogle læser hele linjen parallelt med begge pegefingre, og atter andre deler læsningen fuldstændig op mellem de to pegefingre og læser ikke noget af linjen parallelt (se Breidegard m.fl., 2006). At fordele læsningen på begge hænder er antageligt en måde at øge læsehastigheden på (se desuden Strömqvist 2009).

Hvad kan det bruges til?

De nye registrerings- og analysemetoder, vi har udviklet, baner vejen for ny viden og praktiske tilretninger på mindst tre områder: Yderligere forskning i, hvordan taktil læsning finder sted, evidensbaseret testning og diagnosticering af læsefærdigheder og læsevanskeligheder samt evidensbaseret udvikling og evaluering af taktilt læsemateriale.

Forskningsmæssigt har vi nu forudsætningerne for at analysere den taktile læseproces i detaljer. Hvad karakteriserer hændernes/fingrenes bevægelser under dybdelæsning? Hvor almindeligt er det, at taktile læsere går tilbage i teksten sammenlignet med visuelle læsere? Hvilke strategier udvikler taktile læsere for at balancere mellem kravet om læsehastighed og læseforståelse? Hvordan udvikler disse handlemåder og strategier sig fra tidlig skolealder til voksenalder?

Vores nye metoder gør det også muligt at udvikle mere evidensbaseret testning og diagnoser af taktile læsefærdigheder og læsevanskeligheder. I kombination med en læseforståelsestest giver realtidsmålingen af hændernes/fingrenes bevægelser tydeligere besked om, hvad der læses med besvær, og hvad der læses med lethed. Hvilke lavniveauprocesser – såsom afkodning af punkttegnet – har læseren automatiseret, og hvilke kræver fortsat bevidst arbejde?

Denne slags information er meget anvendelig både for den taktile læser selv og for læsepædagogen. Den hjælper med til at øge bevidstheden om, hvordan læsning går til, og den kan ligge til grund for en analyse af, hvad man skal øve sig på, eller hvordan man skal skræddersy støtten til den enkelte bruger.

Endelig åbnes der mulighed for at udvikle og evaluere taktile undervisningsmaterialer og udvikle nye måder at læse på, der i højere grad er baseret på videnskabelige observationer. Hvordan påvirkes for eksempel læseadfærden helt nøjagtigt af størrelsen på punkttegnene? Hvordan bør billeder og tekst arrangeres på et ark for at gøre læsningen mere effektiv? Hvilke delmomenter af læsningen er lettere, og hvilke er sværere, hvis man bruger begge hænder frem for bare den ene?

Artiklen er oversat af Thomas Danielsen.

Til indholdsfortegnelsen

---

Kampen om den blinde læser

Omkring 1825 færdiggjorde Louis Braille arbejdet med det skriftsprog, der fortsat bruges over det meste af verden. Punktskriften var dog ikke det første skriftsprog for blinde, og i næsten 100 år kæmpede de seks prikker en indædt kamp mod konkurrerende systemer.

Af René Ruby, historiker, ph.d.-studerene

Det første blindeinstitut blev oprettet i Paris i 1784. Her udviklede Valentin Haüy en reliefskrift, som blev brugt i undervisningen. Den bestod af almindelige latinske eller gotiske bogstaver, som var præget fra papirets bagside, så de kunne føles med fingrene.

Ud fra kendskabet til bogstavernes form lærte eleverne at skrive, men de kunne ikke læse, hvad de havde skrevet. Reliefskriften havde åbenlyse ulemper. Den var dyr at trykke, og den var meget svær og tidskrævende at tyde. Alligevel blev den anvendt på en række af de blindeinstitutioner, som blev grundlagt i 1800-tallet i Europa og USA.

Fra skyttegrav til skrivebord

Det franske militær havde omkring 1819 udviklet en særlig natskrift, så soldater kunne læse militære ordrer i mørke. Skriften bestod af streger og prikker, og allerede året efter blev den afprøvet på eleverne på det parisiske blindeinstitut. En af eleverne var den kun 11-årige Louis Braille. Han fandt flere mangler og fejl ved systemet og gik derfor i gang med at udvikle sit eget system. I 1825 havde Louis Braille i hovedtræk færdigudviklet systemet. Senere udviklede han også et nodesystem, der ligeledes var baseret på punkter.

Punktskriften blev flittigt brugt af eleverne ved blindeinstituttet i Paris. Men reliefskriften var fortsat den officielt anerkendte skrift for blinde. I 1840 kom en ny direktør, der var modstander af punktskriften, som derfor blev forbudt og bøgerne brændt. I bogen ”De læsende fingre” af Jean Roblin forklares modstanden med frygt for, at punktskriften skulle gøre blinde for selvstændige og dermed uafhængige af det seende personale. Forbudet medførte protester blandt eleverne, men i 1851 søgte instituttet om officiel tilladelse til at anvende Louis Brailles punktskriftsystem. Tilladelsen blev imidlertid først givet efter opfinderens død i 1852.

Uden for Frankrig fortsatte blindeinstitutternes favorisering af reliefskriften op gennem 1800-tallet. Ved en kongres i 1888 blev det imidlertid besluttet, at Louis Brailles alfabet skulle være det internationalt gældende punktalfabet, men samtidig blev reliefskriften, om end kun med latinske bogstaver, fastholdt som sidestillet.

Danmark kommer med

I 1811 etablerede det filantropiske selskab Kjæden et blindeinstitut i København. Også her indførte man reliefskriften. Da staten i 1858 overtog forpligtelsen med undervisningen af blinde, opførtes et nyt institut med plads til langt flere elever. Den nye forstander hed Johannes Moldenhawer.

Moldenhawer hentede punktskriften hjem fra Paris, men han gav den kun en sideordnet status i forhold til reliefskriften. Bøger skulle fortsat trykkes i relief, og punkt skulle kun anvendes til privat brug og i skriftligt arbejde.

Begrundelsen var, at ”[b]enyttelsen af et særegent Blindealphabet nødvendigvis maa forøge Adskillelsen mellem de Seende og de Blinde og derved blive til Skade for disse sidste.” Moldenhawer fastholdt til sin afgang i 1905, at reliefskriften skulle læres før punktskriften.

E. T. Wildau, der var lærer ved blindeinstituttet, havde dog en anden mening om den sag. Efter en studierejse til Storbritannien og Frankrig i 1888 skrev han i en rapport: ”Institutet i Kjøbenhavn, der straks ved sin Stiftelse optog Punktskrivningen blandt sine Fag maa have haft saa rig Lejlighed til at lære Punktalfabetets Fortrin at kjende, at man ikke kan værge sig mod den Tanke, at de Seende Pædagoger har villet vide bedre end den Blinde selv, hvad der egner sig for den Blinde.”

Wildau fortsætter polemisk: ”Man mener altsaa at isolere den Blinde mindre ved med en større Bekostning at trykke et mindre Antal Bøger, som den Blinde vel daarligt kan og slet ikke vil læse, end ved paa en forholdsvis billig Maade at tilvejebringe et Bibliotek, ... i hvilket han med Lethed vil kunde tilegne sig al mulig Kundskab. ...”

Tog sagen i egen hånd

Kampen mellem de to systemer var indædt. Nogle år forinden havde en gruppe tidligere elever fra blindeinstituttet i 1883 stiftet foreningen De Blindes Understøttelses- og Læseforening af 1883, også kaldet Danmarks Blinde. Som det fremgår af det fulde navn, var det ene af foreningens to hovedformål tilvejebringelse af underholdende og belærende litteratur for blinde. Vel at mærke i punktskrift.

Wildau blev tilknyttet Danmarks Blinde og foreningens punkttrykkeri. Udbudet af litteratur voksede. Efterhånden kom der også gang i trykningen af punktbøger på selve blindeinstituttet, og op mod århundredeskiftet havde punktskriften fortrængt reliefskriften. Der blev dog frem til 1905 fortsat undervist i reliefskrift, og først herefter blev de velkendte prikker enerådende som blindes skriftsprog.

Til indholdsfortegnelsen

---

Politisk indsats for ældre med synshandicap

Dansk Blindesamfunds ældrepolitik blev i december 2008 vedtaget af foreningens hovedbestyrelse. Området har høj prioritet, for 70 % af medlemmerne har rundet de 67 år.

Af Arne Pedersen, medlem af forretningsudvalget, og Zen A. Donen, interessepolitisk konsulent

I Dansk Blindesamfund har vi vedtaget en ældrepolitik. Vi har nemlig oplevet et stigende behov for, at der bliver sat fokus på de særlige problemer, man rammes af, når man som ældre skal leve med et synshandicap.

Udgangspunktet for politikken er, at vores ældre medlemmer skal sikres dét, der i virkeligheden må betragtes som grundlæggende menneskerettigheder. Nemlig at der skabes mulighed for, at ældre blinde og stærkt svagsynede kan deltage på lige fod med andre borgere i samfundet.

Lige vilkår

Dansk Blindesamfunds ældrepolitik er nødvendig og vigtig, fordi langt hovedparten af vores medlemmer er ældre, og fordi de i dag ikke har de samme muligheder som andre borgere for at deltage i samfundet. Vi kæmper sådan set ikke for, at vores medlemmer skal have det bedre end alle andre. Vi arbejder for, at de ikke skal opleve forskelsbehandling og ringere adgang til goderne i samfundet, blot fordi de har et synshandicap.

I foreningens ældrepolitik tager vi udgangspunkt i en inklusionstankegang. Det vil sige, at vi helt generelt ønsker, at samfundet skal indrettes tilgængeligt for alle, for så behøver vi ikke at få særbehandling. Nu kan der imidlertid være tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre af økonomiske eller praktiske årsager. I disse tilfælde, hvor generel tilgængelighed ikke er muligt, arbejder vi for, at ældre blinde og stærkt svagsynede ligestilles med andre borgere ved hjælp af kompensation eller særlige tilbud.

Denne tankegang ses for eksempel i forhold til botilbud og dagcentre. Her er udgangspunktet, at vi ønsker, at kommunerne indtænker de behov, som er særlige for ældre borgere med synshandicap, i deres tilbud. Det drejer sig både om den fysiske indretning af et botilbud og om aktiviteter for brugerne. I det omfang kommunerne ikke kan løfte denne opgave, er der brug for, at Dansk Blindesamfund stiller specialviden til rådighed. Det gør vi blandt andet på vores fem Solgavehjem i Vejle, Næstved, Farum og København.

Blinde overrepræsenteret

Forhåbentlig vil dele af ældrepolitikken på lidt længere sigt blive overflødige, fordi det lykkes at få gennemført de punkter, vi arbejder for. Det kunne for eksempel gælde kravet om, at ældre synshandicappede kun skal møde én fast hjemmehjælper. Der er også punkter i foreningens ældrepolitik, der sigter mod at forbedre forholdene for ældre handicappede generelt – og ikke kun synshandicappede. Det gælder eksempelvis afskaffelse af aldersgrænserne i serviceloven.

For os er det i særlig grad nødvendigt at være opmærksom på disse punkter, da problemer med synet er overrepræsenteret i gruppen af ældre med handicap.

Udadtil kan ældrepolitikken bruges til at synliggøre de problemer, vores ældre blinde og stærkt svagsynede medlemmer oplever. Indadtil er den et redskab, der skal hjælpe os med at fokusere vores arbejdsindsats. Der er tale om et dynamisk arbejdsredskab, som løbende kan justeres.

Nok at tage fat på

I 2009 vil ældrepolitikken formentlig blive særlig aktuel af tre grunde. For det første fordi der til efteråret er kommunalvalg og dermed mulighed for en åben diskussion om, hvilken service kommunerne leverer til ældre.

For det andet vil den kommende tid indebære store udfordringer for vores Solgavehjem med specialiserede botilbud og dagcentre, fordi lovgivningen er blevet så vanskelig i forhold til, at selvejende institutioner kan bevare det økonomiske grundlag, når de har et specialiseret tilbud.

For det tredje kan vi imødese, at aldersdiskrimination i serviceloven vil blive drøftet politisk. I Dansk Blindesamfund mener vi ikke, det kan være i overensstemmelse med hverken internationale forpligtelser eller almindelig sund fornuft, at der er bestemmelser i serviceloven, som indebærer, at når man når en vis alder, kan man ikke forvente at have hverken en bæredygtig økonomi eller et aktivt liv. 64-årige Mogens Sigerstrøm, der fortæller sin historie i dette nummer af Blindesagen, er et eksempel på dette.

Til indholdsfortegnelsen

---

"Jeg bliver ikke seende af at fylde 65"

Når du som blind fylder 65 år, forsvinder tilskuddet til de merudgifter, du har, fordi du er blind.

Af Merete Rømer Engel, journalist

Mogens Sigerstrøm arbejdede i 35 år som grafiker og tegner i et reklamebureau – de sidste år kun med syn på ét øje. Det gik fint, indtil han som 58-årig også mistede synet på det andet øje. Nethinden løsnede sig, og der kom mange andre komplikationer til. I dag forsøger lægerne stadig at redde bare et lille restsyn, men i langt de fleste perioder er Mogens totalt blind.

”Jeg vidste godt, at det ville komme en dag. Min læge havde faktisk i sin tid givet mig 30 år med syn på øje nr. to. Det blev til 33 år, så det var jo en ret præcis vurdering”, smiler Mogens Sigerstrøm.

Synet tilbage i fødselsdagsgave?

Han er en mand med masser af humor og mange talenter, så han er hverken blevet bitter eller ensom i løbet af de seks år, hvor han har været helt blind og selvfølgelig har måttet opgive sit elskede arbejde.

”Jeg savner mit job, og vores økonomi er selvfølgelig blevet mindre. Jeg gik jo på førtidspension, og min kone måtte droppe sit job for at tage sig af mig i løbet af dagen. Det hjælper på det, at vi hver måned får 1.500 kr. efter skat til de merudgifter, der er forbundet med at være blind”, siger Mogens Sigerstrøm.

Men tilskuddet på 1.500 kr. til medicin, hjælp til havearbejde, hjælp til småreparationer i huset og en taxi en gang om ugen ind til Nyborg, slutter lige om lidt. For da fylder Mogens Sigerstrøm 65 år.

”Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor tilskuddet stopper. Jeg har jo de samme merudgifter efter min fødselsdag i oktober til medicin, hjælp til praktiske ting og en enkelt taxi, som jeg har i dag. Jeg regner ikke med at få synet tilbage på min fødselsdag”, siger han.

Hækken skal stadig klippes

Heller ikke hans flinke sagsbehandler i Nyborg Kommune har kunnet give nogen begrundelse for, at tilskuddet til merudgifter pludselig stopper den dag, man fylder 65. Men det står i loven. Det er ikke op til nogen form for individuel vurdering, så hun kan intet gøre for at hjælpe ham.

”Jeg ville da rigtig gerne selv kunne male soveværelset i stedet for at skulle betale mig fra det. Jeg elskede faktisk at være en handyman, men det kan jo ikke lade sig gøre mere”, siger Mogens Sigerstrøm.

Hans kone har dårlig ryg og kan derfor ikke gøre de bevægelser, som kræves, når man skal male, klippe hæk eller reparere på huset. Og hans to voksne børn har heller ikke mulighed for at hjælpe til med det praktiske i særligt stort omfang. Hans datter bor nemlig i Australien, mens sønnen, der bor i Vejle, selv har en meget hårdt presset hverdag med små børn og arbejde.

”Jeg vil da nødig hele tiden skulle bede ham om at gøre mig tjenester”, siger Mogens.

Der er fortsat småreparationer

Mogens Sigerstrøm er faktisk en mand, der hader at beklage sig. Men ophøret af tilskuddet fra den ene dag til den anden er så ulogisk, at han gerne vil stå frem.

”Jeg synes ikke, at vi bare kræver ind. Men stoppet får virkelig betydning for os”, siger han. Han har ikke noget imod at bede naboer og venner om hjælp i en snæver vending, men han synes, det er ydmygende altid at skulle bede andre om at gøre ting for sig.

”Naboen er meget hjælpsom og kravler gerne op og tømmer mit garagetag for regnvand efter en ordentlig byge. Men han har sin egen travle hverdag, så jeg vil nødig hele tiden bede ham om at gøre mig tjenester. Han skal da ikke stå og male mit soveværelse.”

Jeg vil stadig dirigere orkestret

Den ene taxi om ugen til Nyborg, hvor Mogens underviser i samspil og dirigerer et orkester, er han også ked af at miste. ”I det omfang min kone eller en god ven ikke kan transportere mig til undervisning, koncerter, møder, læge, m.m. er jeg meget glad for, at jeg får tilskud til taxi”, siger Mogens Sigerstrøm. Det at kunne holde fast i musikken betyder fantastisk meget for ham.

”Musikken er min store lidenskab. Da jeg blev blind, kunne jeg ikke længere spille selv, fordi jeg ikke kunne følge en dirigent. Nu er det mig, der dirigerer. Det går glimrende”, fortæller han.

Musikken er hele familiens passion, og da de havde hjemmeboende børn, tog de ofte alle fire instrumenterne med på sommerferie og spillede rundt omkring i Europa. I dag bruger Mogens Sigerstrøm rigtig meget tid på at forberede sig til den ene gang om ugen, hvor han underviser.

Han kunne selvfølgelig selv betale taxien til Nyborg den ene gang om ugen, hvor hans kone er optaget andet steds og derfor ikke kan køre ham. Men er det rimeligt? Det er jo en merudgift godkendt af kommunen, fordi han er blind og ikke selv kan køre.

”Fordi jeg fylder 65 år, holder alting jo ikke lige pludselig op. Heldigvis! Huset skal stadig holdes ved lige, jeg skal stadig have øjenmedicin, og jeg vil meget gerne ind og dirigere mit orkester”, siger Mogens Sigerstrøm.

Til indholdsfortegnelsen

---

Personalet på Solgaven lærer af beboerne

I plejeboligerne på Solgaven i Vejle er de 54 beboere hver eneste dag med til at uddanne personalet. Den gradvist opbyggede viden om, hvordan man omgås mennesker med synshandicap, efterspørges overalt i landet.

Af Thomas Danielsen, kommunikationskonsulent

Centerleder på Solgaven i Vejle, Anita Ladegaard, er en kvinde med en mission. Hun tror på, at hun ved hjælp af nytænkning og beboerinddragelse kan skabe et botilbud til mennesker med synshandicap, der kan fungere som rollemodel for andre institutioner. Meget tyder på, at Anita Ladegaards indsats bærer frugt. Fra alle egne af landet kommer kommunalpolitikere, visitatorer, brugerråd og pensionistforeninger på besøg for at studere, hvordan de 75 medarbejdere i Vejle løser opgaven.

”Vores fornemmeste opgave – ud over at skabe trygge rammer omkring vores beboere – er at hjælpe andre i plejesektoren til at blive bedre til at have med synshandicappede at gøre. Det er en del af vores eksistensberettigelse”, fortæller Anita Ladegaard, der oprindeligt er uddannet sygeplejerske og har været leder af Solgaven i 14 år.

Hjælpen spænder fra telefonisk rådgivning af pårørende til specialiserede kurser for ansatte i andre kommuner. Et nyt kursuskoncept er netop blevet udviklet.

Bygger på erfaringer

En vigtig egenskab ved rådgivningsvirksomheden er, at den er praksisforankret, det vil sige, at den bygger på de erfaringer, som personalet igennem dialogen med beboerne løbende har opsamlet. Det var for eksempel beboerne selv, der gjorde opmærksom på, at hvis alle tallerkner havde en mørk kant, var det lettere at holde styr på maden. Det var også en beboer, der fandt på, at salt- og peberbeholderne skulle være henholdsvis firkantede og runde.

Det at udnytte beboernes viden går fint i spænd med Solgavens værdigrundlag, der slår fast, at beboerne er selvstændigt tænkende og handlende mennesker, der oftest er i stand til at tage ansvaret for sig selv. Ved at inddrage de ressourcer og erfaringer, beboerne har, opnår man ikke kun faglige forbedringer, man øger også selvværdet og livsglæden hos alle.

”Vi anstrenger os for, at beboerne ikke skal drukne i omsorg. De bliver glade og stolte, når man giver dem noget ansvar, og når man bruger deres ressourcer”, fastslår Anita Ladegaard. Det er formanden for beboerrådet Inger Rasmussen enig i: ”Der skal være så meget frihed som muligt. Næsten alle her er i stand til at sige deres mening og deltage. Men for dem, der ikke er, er det selvfølgelig i orden at holde sig udenfor.”

Forklaringen på det høje engagement giver Anna Davidsen, der også er beboerrådsrepræsentant: ”Alle, der flytter ind hos os, har selv valgt det. Nogen flytter hertil fra den anden del af landet, selvom de er nær de 100 år.

Ikke flove over at spilde på tøjet

Demokrati gør det naturligvis ikke alene. De fysiske rammer og de daglige aktiviteter må også være i orden – og det er de i Vejle. Eksemplerne er mange: Vinduer med specialglas for at undgå reflekser, klædeskabe med indbygget lys, vandresti med solidt gelænder, så alle kan finde ud og hjem igen og så videre. Det kan lyde som luksus, men i virkeligheden er det bare med til at sikre, at den enkelte beboer kan bevare sin selvstændighed længere, fordi omgivelserne er indrettet til det.

Anna Davidsen er desuden glad for de mange aktiviteter: ”Jeg kender andre steder, hvor beboerne bliver kørt ind i dagligstuen, og så sidder de der hele dagen. Her har vi for eksempel træningslokale og fysioterapi, vi har oplæsning, bowling og træværksted. Og i aktivitetsrådet vælger vi selv, hvilke aktiviteter, der skal være. Og så er der det med, at man forventer noget af os. Man forventer, at vi kommer ud af vores bolig.”

Men det vigtigste er måske, at man er blandt ligesindede. Anna Davidsen forklarer: ”Her behøver vi ikke at være flove over at spilde på vores tøj, for det gør vi alle sammen. Og aktiviteterne er tilrettelagt, så alle kan være med.”

Det koster ikke en formue

Alt dette lyder måske som en kostbar affære, men ifølge centerlederen er driftsbudgettet ikke meget højere end andre steder. Til gengæld er ledelsen flittig til at søge puljer, og en del af aktiviteterne kører i perioder med støtte fra Velfærdsministeriet.

Anita Ladegaards pointe er, at man kan foretage mange forbedringer for blinde og svagsynede beboere, uden at det koster en herregård. Rådet til andre botilbud er klart: ”Man skal begynde med at uddanne personalet. Det behøver ikke at være langvarige kurser. For eksempel er det kursus, vi udbyder, ganske overkommeligt i både tid og penge. Kig desuden på den fysiske indretning. Her kommer man langt med sund fornuft. Hvis det er muligt, er det også en god idé at samle synshandicappede i særlige enheder. Det betyder meget at være sammen med ligestillede, og personalet lærer hurtigere.”

Måske lyder det meget enkelt alt sammen, og det er det selvfølgelig ikke. At opbygge et botilbud, der både skaber trygge rammer og fungerer som rollemodel, kræver hårdt slid. På trods af det tøver Anita Ladegaard ikke med at erklære, at ”det, der driver Solgaven, er humør.”

Til indholdsfortegnelsen

---

Fokus på ældre - hvorfor og hvordan?

Dansk Blindesamfund vil gerne sikre gode vilkår for mennesker med synshandicap. Kaster man et blik på foreningens alderssammensætning, står det klart, at de fleste medlemmer er oppe i årene. Så en særlig politik på ældreområdet har længe været ønsket. Arne Pedersen, der er medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg, formulerer det således:

”Nedsat syn rammer mest ældre mennesker, og jo længere vi lever, jo større er risikoen for at få en aldersrelateret synsnedsættelse. Vores princip er, at man ikke skal stilles ringere end andre borgere, blot fordi man er ældre. Det er i øvrigt i tråd med holdningen i både dansk og international handicappolitik.”

En af dem, der har været dybt involveret i processen med at formulere ældrepolitikken, er Freddy Nielsen, formand for Dansk Blindesamfunds social- og sundhedspolitiske udvalg. Han fører argumentationen et skridt videre og siger:

”Ældre blinde og stærkt svagsynede har nøjagtig den samme ret til et liv med selvbestemmelse og deltagelse i samfundslivet som alle andre. Retten bliver ikke mindre, bare fordi man når pensionsalderen. Dette synspunkt støttes heldigvis af FNs handicapkonvention, som Danmark har underskrevet. Når regeringen har ratificeret konventionen, kommer kommunerne på arbejde med at give ældre blinde de samme menneskerettigheder som alle andre borgere.”

Et vigtigt forarbejde til formuleringen af ældrepolitikken er den undersøgelse, som Dansk Blindesamfund udarbejdede i begyndelsen af 2008. Hovedresultaterne af undersøgelsen er beskrevet i faktaboksen.

Til indholdsfortegnelsen

---

En karismatisk landsformand takker af

Han er oberst i Sydkorea. Han har været præsident for handicap OL. Og så har han gjort Dansk Blindesamfund langt mere synligt og operationelt. Mød Jens Bromann.

Af Merete Rømer Engel, journalist

Rettigheder er et af de ord, Jens Bromann bruger flest gange i vores tre timer lange samtale. Rettigheder frem for almisser. Han mener selv, at han har været med til at åbne danske politikeres øjne for, at synshandicappede skal have rettigheder og ikke almisser. Den 31. marts går han af som formand, og nogenlunde samtidig skal det danske folketing efter planen ratificere FNs konvention om lige rettigheder for handicappede borgere.

”Det bliver en stor dag og den allerbedste afskedsgave, jeg overhovedet kunne få. Dermed bliver det ikke længere tilladt i Danmark at diskriminere synshandicappede og andre handicappede”, siger Jens Bromann.

Der diskrimineres hver dag

Men mener den afgående formand virkelig, at der i dag foregår en generel diskriminering af synshandicappede i Danmark? Ja, det gør han. Jens Bromann nævner som det første, at otte ud af ti synshandicappede er arbejdsløse.

”De har bolig, tøj og mad på kroppen, men er parkeret. Det er ikke det liv, de fleste mennesker ønsker”, siger han.

Og der er masser af andre helt grundlæggende forhold, hvor synshandicappede diskrimineres. Et af dem er transport. De synshandicappede, der er så heldige at være på arbejdsmarkedet, har et stort problem, hvis de bor i et område uden tilstrækkelig offentlig transport. De må selv ansætte en chauffør, og det er dyrt. Og de 80 % uden job har også brug for at kunne komme rundt, så de ikke bliver totalt isolerede.

Danmark er rent faktisk bagud, når det handler om ikke at diskriminere handicappede. Både USA og Storbritannien indskrev i 1995 forbudet imod diskrimination af handicappede i deres forfatninger, og en lang række lande som Sverige, Ungarn og Spanien har for længst ratificeret FNs charter.

”Danmark har en god velfærd sammenlignet med andre lande. Vi lader heldigvis ikke folk dø af sult. Men når det gælder handicappolitikken, er vi bagud”, siger Jens Bromann. Han oplever dog, at der er ved at opstå en ny bevidsthed blandt danske politikere.

Dalai Lama og synlighed

Bevidsthed er et af de andre ord, som Jens Bromann ofte bruger. Han interesserer sig meget for både psykologi, filosofi og forskellige religioner, fx er den tibetanske leder og buddhist Dalai Lama et af hans store forbilleder.

”Det handler om at ændre menneskers bevidsthed. Vi danskere opfatter os selv som meget tolerante. Hvis du spørger hr. og fru Jensen, om synshandicappede skal have samme muligheder, som alle andre danske borgere, vil de sige: ”Selvfølgelig, men har de ikke allerede det?”” forklarer Jens Bromann.

I den forbindelse har det være helt afgørende for ham som landsformand for Dansk Blindesamfund at få organisationen gjort mere synlig for danskerne.

”Så længe vi ikke har haft skrevet ind i loven, at handicappede ikke må diskrimineres, ligesom man ikke må diskriminere pga. seksualitet, race eller religion, så skal vi forhandle fra sag til sag. Derfor har vi hele tiden brug for danskernes forståelse. Uden den er politikerne ikke motiverede for at forhandle med os”, siger Jens Bromann.

At få gjort Dansk Blindesamfund mere synligt har altså været et led i en meget bevidst strategi og er det fortsat, for selv om FNs konvention ratificeres, er kampen for lige rettigheder langt fra slut.

”Med ratificeringen får Dansk Blindesamfund et grundlag for at kræve ændringer af en lang række andre love. Og det kræver jo også danskernes forståelse”, siger Jens Bromann.

Modernisering af magasinet Blindesagen, brug af internettet og i det hele taget en langt mere offensiv pressekontakt og kommunikation udadtil har ifølge Jens Bromann gjort Dansk Blindesamfund meget mere synlig i løbet af de seks år, hvor han har været formand. Et resultat, som han godt synes, organisationen og medarbejderne kan være stolte af.

Den dynamiske organisation

Når jeg beder ham trække andre områder frem, hvor der er sket store fremskridt i hans tid som landsformand, er udviklingen af selve organisationen Dansk Blindesamfund hans bud.

”Der manglede dynamik i organisationen. Den havde i en periode været næsten usynlig i offentligheden. Det duer ikke, hvis man skal skabe resultater. Jeg ville have det til at boble med idéer nedefra. Jeg ville have åbne diskussioner, hvor man kunne sige alt”, fortæller Jens Bromann.

Den del af hans arbejde er kun til dels lykkedes ifølge ham selv, der er stadig sten på vejen, som skal flyttes, inden Dansk Blindesamfund bliver så dynamisk en organisation, som han kunne ønske sig. Beslutningsprocessen er stadig for træg, og han mener dybest set, at foreningens sociale del med banko, kaffe og udflugter skulle være mere adskilt fra den politiske del med overordnede strategier. En del af hovedbestyrelsens 21 kredsformænd er mest optaget af det lokale foreningsarbejde. Der findes ikke en landsdækkende generalforsamling, som kan tage de helt overordnede diskussioner og beslutninger.

”Banko og sociale arrangementer er vigtige. Dem burde vi faktisk have endnu flere af. Men den langsigtede politiske kamp for rettigheder er også vigtig, og den kræver hurtige beslutninger af folk, der interesserer sig for den del af det”, siger Jens Bromann. Han oplever stadig, at formændene ude i kredsene hovedsageligt bliver valgt, fordi de laver gode sociale arrangementer, og ikke fordi de interesserer sig for den strategiske politiske planlægning.

”Men debatten er da blevet langt mere åben, og det er lykkedes at få etableret et landsmøde en gang om året, hvor vi diskuterer politik, og alle medlemmer kan komme med deres mening. Det er et stort fremskridt”, siger Jens Bromann.

Gammel hippie

Der er noget gammel hippie over juristen Jens Bromann – altså på den gode måde. Han er et menneske, der tænker og handler udogmatisk, og han er ikke bange for at sætte sig store mål og gå efter det, der for andre synes uopnåeligt. Således har han i løbet af sine 55 år her på kloden nået mere, end de fleste seende nogen sinde ville drømme om i løbet af hele deres liv. Han er uddannet jurist, og karrieremæssigt begyndte han som fuldmægtig i Socialstyrelsen, startede senere eget management firma og fortsatte som konsulent i Socialministeriet. Derudover har han altid været en meget aktiv idrætsmand inden for både længdespring, skiløb og goalball. Og også der følte han trang til at gå ind i det politiske og organisatoriske arbejde. Det startede helt tilbage i 1971, da han blev bestyrelsesmedlem i og senere formand for Blinde og Svagsynedes Idrætsforening og kulminerede i 1988-1992, da han var præsident for Det Internationale Handicapidrætsforbund (ICC). Det førte ham bl.a. til Sydkorea, hvor han i 1988 stod i spidsen for de Paralympiske Lege. Og ikke nok med det. Forud for legene satte han sig for at ændre sydkoreanernes syn på handicappede. Igen denne interesse for menneskers bevidsthed og syn på andre mennesker og troen på, at man kan flytte bjerge.

”Sydkoreanerne havde en misforstået religiøst begrundet opfattelse af, at når man er handicappet, er det Guds straf. Derfor var det en meget svær ting for landets ledelse at skulle være værtsland for et handicap OL, men det fulgte med, når man var blevet valgt som OL-værtsland. Derfor måtte vi gøre noget for at ændre denne opfattelse af handicappede”, fortæller Jens Bromann.

Oberst og præsident

Og han kunne virkelig flytte bjerge. Hele Sydkoreas befolkning ændrede nok ikke i løbet af et par måneder deres syn på handicappede, og så alligevel lidt måske. Landets ledelse var i hvert fald så glade for hans foredrag rundt på landets universiteter og skoler forud for Handicap OL samt interviews til en lang række sydkoreanske medier, at de gjorde ham til oberst af den sydkoreanske hær – og dermed den højest dekorerede udlænding i Sydkorea.

”Juan Antonio Samaranch (præsidenten for IOC) blev ret sur, da han skulle gå bagefter mig på et besøg i Seoul, men sådan var det. Jeg havde den højeste rang”, griner Jens Bromann.

Han har i de år, hvor han har været formand for Dansk Blindesamfund, lagt sporten og det idrætspolitiske engagement på hylden. Men han er stadig såkaldt hvilende medlem af IOC, og overvejer at blive aktiv igen, når han takker af hos Dansk Blindesamfund.

Til Brasilien eller ’klog mand’ i Roskilde

Hvad han ellers skal lave efter 1. april, har han ikke endeligt besluttet. Han vil selvfølgelig fortsat drive sit økologiske landbrug i Hornsherred. Og firmaet Handi Life Sport, der producerer sportsrekvisitter til handicappede, og som han driver sammen med sin kone, skal naturligvis drives videre.

”Vi var i Brasilien for at se på mulighederne for at lægge en del af produktion der, og jeg kunne da godt drømme om at tage over og se på det”, siger han.

Derudover mener han, at han skal starte med at sove i to måneder, for det har været nogle hektiske år. Men ærlig talt, det har man svært ved at forestille sig. Han er også bagud med at læse romaner, og endelig er der drømmen om at blive ’klog mand’ i Roskilde, hvor han bor med kone og to børn til daglig.

”Jeg kunne godt tænke mig at arbejde videre med selvudvikling professionelt. Jeg har taget en række kurser i selvudvikling og har altid læst meget psykologi og filosofi, så måske”, siger han. Og umiddelbart lyder det egentlig til at være den drøm, han har mest lyst til at følge. Og mon ikke det lykkes. Når man kan blive oberst i Sydkorea, kan man vel også blive ’klog mand’ i Roskilde.

Til indholdsfortegnelsen

---

Til indholdsfortegnelsen

---

Blindesagen udgives af:

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark

Thoravej 35, 2400 København NV

Telefon 38 14 88 44
Telefax 38 14 88 00
Giro 3 00 22 17

E-mail: info@dkblind.dk
Web: www.dkblind.dk

Ansvarshavende: Jens Bromann

Redaktør: Thomas Danielsen

Redaktionsgruppe: Finn Amby, Jens Bromann, Nina Maria Mørk Hansen, Jens Hørby Jørgensen

Forsidefoto: Christian Grønne

Oplag: 5.000 trykte eksemplarer, 350 DAISYlydbøger

Layout/tryk: FL Reklame/Zeuner Grafisk

Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93 37 91

Ekspedition: Dansk Blindesamfund. Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd i stat, regioner, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse.

Næste nummer af Blindesagen udkommer april 2009

Dansk Blindesamfund er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 11.000 medlemmer, opdelt i 21 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.

Protektor for Dansk Blindesamfund:
Alexandra, grevinde af Frederiksborg

Til indholdsfortegnelsen