Af Line Raae Lund, projektkoordinator

Vi befinder os i Vientiane, hovedstaden i Laos, hvor blindeorganisationen afholder deres første kvindeseminar nogensinde. Der er isnende koldt i mødelokalet, og det lyder som om regnen trommer mod bliktaget. Men det er i virkeligheden lyden af mange hænder, der skriver punktskrift på samme tid.

”Kvinder skal ikke kun opfattes som elefantens bagerste ben. I stedet skal alle arbejde sammen for at drive elefanten fremad”, fortæller oplægsholderen.

Der er ligestilling på programmet for de 18 synshandicappede kvinder, der noterer ivrigt ned og stiller mange spørgsmål til oplægsholderen. For mange er det første gang, de bliver præsenteret for deres rettigheder, og en af kvinderne spørger, om blinde har lov til at stemme i Laos?

Præsidenten for blindeorganisationen, Kong Keo, griber mikrofonen og bekræfter, at det bestemt er en menneskeret at få lov til at stemme – også for blinde. Problemet er, at mange blinde ikke har fået udleveret et idkort, og uden beviset på deres person kan de ikke blive registreret som vælgere.

”Mange lokale myndigheder ser ingen grund til at udlevere id-kort til synshandicappede, og det er et tydeligt tegn på, at de ikke anses som fuldgyldige samfundsborgere”, fortæller Kong Keo.

Opfattelsen af synshandicappede som mindreværdige er en stor barriere for arbejdet i den unge organisation, og ofte smitter opfattelsen af på de synshandicappede selv.

Ledertræning og oplysningsarbejde

Arbejdet med at oplyse og ændre synet på blinde og svagsynede er derfor kernen i organisationens nye strategi. Og det er også kernen i samarbejdet mellem Dansk Blindesamfund og blindeorganisationen i Laos, der sammen gennemfører et projekt finansieret af DANIDA. Formålet med projektet er at styrke blindeorganisationen, og det gør man ved at tilbyde lederuddannelse og træning i oplysningsarbejde og lobbyvirksomhed. Målet er, at blinde og svagsynede opnår ligestilling, og at organisationen og dens medlemmer selv kan kæmpe for ligestilling og deltagelse i samfundet.

Blindeorganisationen er stadig en ung organisation, der er i gang med det kæmpe arbejde at opsøge blinde og svagsynede i hele landet. Der findes ingen dokumentation for, hvor mange laoter, der lever med et synshandicap, og der er ikke noget overblik over, hvor de bor. Så organisationens folk må gå fra dør til dør.

Dansk Blindesamfund har finansieret en undersøgelse af blinde menneskers forhold i Laos, og resultaterne af undersøgelsen bliver fremlagt for kvinderne til seminaret. Men de kender alt for godt de mange udfordringer for blinde mænd og kvinder i Laos. 30 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og langt de fleste synshandicappede har meget svære vilkår. Den største udfordring er at finde en levevej for at forsøge sig selv og sin familie, når man har mistet synet.

Lokalafdelinger oprettes

Sammen med præsidenten tager vi natbussen og når frem til byen Savannakhet, der ligger ved Mekongfloden, otte timer senere. I en pælehytte uden for byen besøger vi 53-årige Siboie, der har været blind siden 1984. Gensynsglæden er stor, da præsidenten engang har undervist Siboie. Siboie arbejdede tidligere som offentlig ansat, men nu hjælper han sin kone for at tjene til føden. Sammen tager de i skoven og samler brænde, frugt og grønt, som de sælger videre, og det er Siboies job at skubbe den hjemmelavede trillebør med dagens høst.

Det er organisationens store drøm at kunne oprette lokalafdelinger i landet, og den første skal være i Savannakhet. Siboie har også været på ledertræningskurser støttet af Dansk Blindesamfund, og han stiller gerne op som formand for en ny lokalafdeling.

”Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet i lokalafdelingen. Vi er blevet trænet, men nu er det på høje tid at prøve det af i praksis. Det er helt afgørende for os her at få en lokalafdeling, da der er langt til hovedstaden, og mulighederne for at få støtte er mere begrænset her. Blinde har brug for at organisere sig, at udveksle erfaringer og hjælpe hinanden”, siger Siboie.

Siboie fortæller, at mange blinde lever isoleret fra lokalsamfundet. Selv er han en af de heldige, da han ofte bliver inviteret til at være konferencier ved lokale arrangementer.

”Vi kan se, at træningen har givet vores medlemmer mod på at engagere sig i organisationens arbejde, og i Savannakhet rykker de os hele tiden for støtte til at oprette den første egentlige lokalafdeling. En sidegevinst ved, at vi i organisationen nu tilbyder træning, er, at flere føler et ansvar i forhold til foreningen og nu betaler deres medlemsbidrag til tiden”, siger Kong Keo med et smil.

Inden vi forlader Siboie, fortæller Kong Keo ham om organisationens seneste aktiviteter. Og om udgivelsen af organisationens første nyhedsbrev. Da mange medlemmer ikke kan læse punktskrift, har organisationen fået fremstillet udgaver på cd også. Men der er ingen strøm og ingen afspiller hos Siboie, så han må tage turen ind til byen, hvis han vil høre nyhedsbrevet.

En blindeorganisation fødes

Præsidenten for Laos’ blindeorganisation, Kong Keo, mistede selv synet som 29-årig og blev sendt til Thailand på rehabilitering. Det var en god ven af familien, der overtalte hendes forældre til at sende hende afsted, og hun har derfor fået mulighed for at tage en uddannelse, som mange i Laos ikke får. Kun en brøkdel kommer i skole, og endnu er der ingen synshandicappede, der læser på universitet i Laos.

Da Kong Keo vendte tilbage til Laos, blev hun tilbudt en stilling som lærer på en af landets blindeskoler, dog uden løn. Men Kong Keo nægtede at arbejde gratis, når de seende lærere fik udbetalt løn. Hun underviste derfor selv elever i sine forældres hjem. Langsomt blev hun mere og mere involveret i arbejdet for blindes rettigheder og blev siden valgt som lederen af ’blindesektionen’ under regeringens paraplyorganisation for handicappede. Siden har hun og resten af bestyrelsen arbejdet hårdt for deres egen organisation, og i 2007 lykkedes det endelig. At have deres egen organisation har betydet meget for arbejdet med blindes rettigheder, da arbejdet i paraplyen oftest drejede sig om mennesker med fysisk handicap. Men det har ikke været muligt at afholde en egentlig generalforsamling endnu.

”Regeringen har sagt, at vi først skal bevise, at vi kan overleve som organisation, før de vil tillade, at vi afholder en bred generalforsamling. Men vi bliver ved med at spørge om lov. Forhåbentlig sker det allerede næste år”, fortæller Kong Keo.

Men ting tager tid i Laos. Arbejdet med at få godkendt organisationen har taget tre år allerede. Der arbejdes dog ufortrødent videre, og man føler sig bedre og bedre rustet til at tackle de mange udfordringer, der ligger i at sikre blinde en stemme.

”Vi er meget ivrige efter at lære af de mange organisationer, der har eksisteret i længere tid end os. Vi kan lære så meget af deres erfaringer”, siger Kong Keo, der har svært ved at forestille sig, at Dansk Blindesamfund har eksisteret i snart 100 år.

I august besøger Kong Keo Danmark og Dansk Blindesamfund. Sammen med repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds søsterorganisationer i Rwanda og Mongoliet vil hun få indblik i, hvordan handicapproblematikker håndteres i det danske samfund, og hvordan vi arbejder i Dansk Blindesamfund.