Mod og stolthed
Det handler ikke primært om medaljer, men om mod og stolthed, når Blinde og Svagsynedes Idrætsforenings børnehold spiller goalball.Af Kristian Bang Larsen, kommunikationskonsulent i DHIF
Børnene på BSI’s børnehold i goalball er i gang med opvarmningen. Træner Tom Freiling, der selv er blind, står med sin stok og dirigerer tropperne fra midten af gymnastiksalen, mens børnene træner koordination, kondition og balance. De har besøg af en journalist og en fotograf i dag, og fotografen sludrer lidt med en af børnenes forældre.
”Og vi vil godt have ro i salen til det her!” siger Tom Freiling med hævet stemme. ”Ti stille!” råber de ni børn i kor.
Hård disciplin og højt humør
Der er både hård disciplin og højt humør på holdet. De 9 til 12-årige børn træner hver torsdag eftermiddag i Instituttet for Blinde og Svagsynedes gymnastiksal i Hellerup. Det har de gjort i tre år, og de er det første børnegoalball hold i Danmark.
”Jeg fik vel idéen, fordi jeg altid har haft med børn at gøre”, fortæller Tom Freiling, der ud over at være træner og initiativtager til holdet også er formand for Blinde og Svagsynedes Idrætsforening.
BSI havde en hal-tid ledig, og så gik Tom Freiling i gang med at kontakte synskonsulenterne i københavnsområdet for at finde børn til holdet. Synskonsulenterne har kontakt til alle synshandicappede børn og har derfor været centrale for rekrutteringen. Men det er ikke gået af sig selv.
”Det er ikke svært at ringe til synskonsulenten, men viljen skal være der hos dem”, fortæller Tom Freiling. ”Man er nødt til at gå ud og fortælle dem, hvor vigtigt idræt er, og der har Dansk Handicap Idræts-Forening også en opgave.”
Mod og stolthed
Inde i hallen er børnene færdige med englehop og mavebøjninger og får endelig lov til at spille. De bliver delt på tre tremandshold og spiller en lille turnering. De bedst seende får tildækkede skimasker på.
I goalball kaster man med en stor bold med bjælder i, så spillerne kan høre den. Børnene bruger to hænder til at kaste den tunge bold.
De er ivrige og koncentrerede og en gang i mellem er der en dreng eller en pige, der falder i kastet. Tit stopper Tom spillet for at korrigere eller rose spillerne. Mange af børnene har forældre med, og de hjælper med at dømme og hente bolde.
”Tom er virkelig god, og de har respekt for ham”, fortæller Henrik Gregersen, der er far til 10-årige Marc, som har spillet i små to år. ”Marc mangler lidt, for han er startet senere end de andre, men Tom er god til at opmuntre ham med de ting, han er nervøs for, og til at rose ham, når han lærer noget nyt”, fortæller Henrik, der tit træner med Marc derhjemme.
”Det sociale er en stor del af det – de andre har jo de samme vilkår som Marc, så han skal ikke kæmpe for at følge med, når de leger eller dyrker sport. Det giver mod, og også stolthed. De har jo vundet medaljer, og så er han pavestolt, når han kommer hjem”, fortæller Henrik Gregersen.
Stærke blinde
”Selvfølgelig kan det give medaljer, når landsholdsspillerne er startet allerede som 7-årige, men det handler ikke kun om medaljer”, fortæller Tom Freiling efter træningen. ”Det handler om mod. Prøv at se hende”, siger han og peger på en af pigerne, der står og snakker med en kammerat henne ved væggen: ”De første gange sagde hun ikke et ord, og nu står hun og ævler. De her børn, de bliver stærke blinde, når de bliver voksne, og det er på grund af det sociale.”
Tom Freiling drømmer om at få børnegoalball udbredt i resten af landet, og man har allerede så småt fået et hold op at stå i Roskilde.
”Mine erfaringer er, at der skal være træning hver uge. Der skal ikke laves kom-og-prøv arrangementer. Man skal starte et hold. Hvis de kommer for at prøve, skal der jo være et tilbud bagefter, så de kan komme ud og spille”, understreger han.
Scor på mor!
Efter kampene er børnene trætte, men der er lige en sidste ting, de skal have gjort, inden træningen er slut. Tom vælger en af forældrene ud og giver hende skimaske på. Hun sætter sig på hug ved det ene mål, og så får alle børnene to forsøg til at score på en forælder.
Da det er datterens tur, råber Tom: ”Skid hul i, om det er din mor, I er gode venner bagefter!” Og pigen kaster bolden. Og hun scorer.
Artiklen har været trykt i Handicapidræt.
Goalball for børn over hele landet
De gode erfaringer med goalballhold for børn i københavnsområdet har inden for det seneste år spredt sig til flere andre byer. I Svendborg er der for nyligt startet et hold op med foreløbig fire spillere mellem otte og 12 år. Træneren Mads Baulund, der i øvrigt selv spiller med på PL-landsholdet, håber at få flere spillere i løbet af sommeren. Også i Vanløse, Vejle og Aalborg er der etableret goalballhold for synshandicappede børn.
Forfatter: Kristian Bang Larsen, kommunikationskonsulent i DHIF
Sidst opdateret 08. august 2008 10:54