Af Merete Rømer Engel, journalist

Synshandicappede har det samme behov for idræt og motion som alle andre mennesker, eller måske er behovet endda endnu større, mener Helene Bendiksen. Hun er selv stærkt svagsynet, har som ung vundet olympiske medaljer i svømning og svømmer i dag fem gange om ugen. Og så er hun næstformand for idrætsudvalget i Dansk Blindesamfund.

”Det er tydeligt at se, hvem der dyrker idræt og motion, når vi synshandicappede mødes. Det ses i måden at bevæge sig på og selve kroppens holdning. Mange af os får en lidt skæv holdning af at gå med blindestok eller førerhund, men det kan rettes op med idræt og motion”, siger Helene Bendiksen.

Op af sofaen – ud af huset

Hun ser også idrætten som et væsentligt socialt element i en hverdag, hvor de blinde, som ikke er i arbejde, godt kan ende med at få meget få oplevelser og relationer uden for hjemmet.

”Det er stærkt motiverende at komme ud blandt andre. Og har man en fast aftale om at dyrke sport på et hold en eller to gange om ugen, så kommer man lettere op af sofaen. Vi synshandicappede har indimellem endnu sværere ved at komme ud af døren end andre, fordi transporten hen til idrætsoplevelsen eller selve det at få gået en tur er langt mere besværlig for os end for normalt seende”, siger hun.

Og så er der jo ikke mindst kiloene. Næst­formanden i idrætsudvalget tog selv svømningen op igen, fordi hun godt ville tabe sig: ”Jeg gik i gang igen, fordi jeg var blevet for tyk, men så opdagede jeg, hvor glad jeg blev af at svømme, så nu kunne jeg ikke forestille mig at droppe det”, siger hun.

Svømning gav selvtillid og status

Helene Bendiksen mener, at Dansk Blindesamfund kunne få meget ud af at satse endnu mere på idræt og motion, end man gør i dag.

”Jeg er sikker på, at der ligger nogle meget store muligheder, som vi ikke udnytter op­timalt. idrætsudvalget gør meget for at få børnene og de unge synshandicappede i gang med en sport. Men der skal endnu mere opbakning til, hvis det virkelig skal rykke”, siger hun. Selv mener Helene Bendiksen, at svømningen reddede hendes barndom og ungdom.

”Det var ikke spor sjovt at være stærkt svagsynet. Jeg følte mig underligt klumpe-dumpeagtig og blev opfattet som meget passiv, fordi jeg jo ikke kunne se en bold, når den kom. Jeg stod bare der med armene ned langs siden. Men min svømning gav mig både selvtillid og status. Det var fantastisk”, siger Helene Bendiksen.

Fortsæt med din idræt

Arne Pedersen er en af de andre aktive i Dansk Blindesamfund, som altid har haft en stor kærlighed til sport og idræt. Han er tidligere formand for idrætsudvalget og i dag med i organisationens forretningsudvalg.

”Det handler jo i høj grad om at få synshandicappede til overhovedet at se idrætten som en mulighed. I folkeskolen var der gennem mange år en tendens til, at idrætten ikke blev prioriteret. De synshandicappede blev i stedet sat til at læse lektier, og hvis det gik højt, gik de en tur sammen med læreren. Sådan er det heldigvis ikke ret mange steder længere. Argumentet er, at kroppen skal bruges, også når man er synshandicappet”, siger Arne Pedersen.

Han oplever det også som meget væsentligt, at mennesker, der bliver synshandicappede et stykke hen i livet, bliver ved med at dyrke idræt.

”Mange er tilbøjelige til at give op, når blind­heden for alvor sætter ind. Jeg erkender, at det ikke kan lade sig gøre at fortsætte badmintonkarrieren, men mange blinde kan udmærket fortsætte med eksempelvis golf, bowling, dans, løb, svømning, skydning, cykling og så videre. Idrætsgrene, som sagtens kan dyrkes med hjælp fra en ledsager eller særlige tekniske foranstaltninger”, siger Arne Pedersen, medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund, hvor han blandt andet har det politiske ansvar for idrætsområdet. En satsning på et aktivt idrætsliv er ifølge Arne Pedersen med til at inkludere synshandicappede i de sociale netværk, som foreningslivet tilbyder. ”Idrætten nedbryder isolation og giver adgang til fællesskabet.”

Prøv tandemkajak

Helene Bendiksen har ikke bare personligt genoptaget sin gamle idræt svømning, hun er som næstformand for idrætsudvalget også ved at stable en ny tandemkajakordning på benene i Hellerup Kajakklub.

”Vi har før henvendt os til nogle kajakklubber, men de har været meget bekymrede for, om det nu var for farligt at have synshandicap­pede rendende rundt. Men nu har Michael Vestermark, en seende fra Hellerup Kajakklub, selv henvendt sig til os med idéen. Han havde set tandemcykling i skoven og tænkt, at det måtte da også kunne lade sig gøre i kajak, så kunne han hjælpe andre, samtidig med at han dyrkede sin sport. Det åbner nye muligheder for os”, siger Helene Bendiksen.

Men inden Hellerup Kajakklub gik i gang med at søge om penge til tandemkajakker, var man selvfølgelig fra idrætsudvalget nødt til at un­dersøge, hvor stor interessen blandt synshan­dicappede overhovedet var for at kaste sig ud i kajaksporten. Man annoncerede blandt andet i Dansk Blindesamfunds medlemsblad, og hurtigt meldte 20 interesserede sig.

”Nogle få er allerede gået i gang, for kajakklubben havde nogle enkelte tandemkajakker i forvejen, men derudover er de nu i fuld gang med at søge sponsormidler til nye tandemkajakker”, fortæller næstformanden i idrætsudvalget.

Utrygt at sejle alene

Hun har selv en lille synsrest og prøvede for få år siden en enkeltkajak, men det var ikke så let. ”Når det blæste, og jeg derfor ikke kunne høre dem i de andre kajakker, blev jeg utryg, fordi jeg ikke vidste, hvor de var. Så jeg tror, at de fleste med en lille synsrest vil have det bedre med at sejle i tandemkajak”, siger hun.

Selv vil hun, hvis dette projekt bliver vellyk­ket, tage erfaringerne under armen og spørge en klub i nærheden af Ishøj, hvor hun bor, om det ikke også kunne være noget for dem. ”Lige så snart én klub får det til at fungere, er jeg sikker på, det bliver nemmere at få andre klubber rundt i landet med på idéen”, siger Helene Bendiksen.

Hun mener både, at der er behov for, at syns­handicappede dyrker idræt på egne præmisser og sammen med seende. Begge dele giver mulighed for fællesskab.

Fællesskabet i en idrætsklub

Og netop muligheden for at blive en del af fællesskabet i en idrætsklub ser idrætskonsulent i Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) Jens Winther som en af de helt store gevinster for de handicappede, der dyrker idræt.

”Som synshandicappet kan det jo være må­ske endnu sværere end for os andre bare at gå ud og danne nye bekendtskaber, men tilmelder du dig en løbeklub, en svømmeklub eller en kajakklub, så er der sat en masse regler og rammer op på forhånd, som gør det lettere. Det virker ikke påtrængende at tale med andre medlemmer, som man ikke kender, og man har pr. definition en fælles interesse. Man får simpelthen en mulighed for fællesskab serveret. Det er et socialt koblingssted”, siger idrætskonsulent Jens Winther.

At kæmpe og vinde

Helt overordnet oplever han, at handicapidrætten er et middel til at blive set og anerkendt i hverdagslivet. ”Når vi ser en handicappet person i fjernsynet, der får medaljer for en sportspræstation, så kan vi umiddelbart identificere os med hendes begejstring og slid for at nå dertil. Og det bliver lettere for os næste dag at opfatte en kvinde med en hvid stok i Brugsen som et menneske, der ikke kan se og ikke bare som en blind.”

I disse klubber handler det om at møde andre mennesker, men naturligvis også om at dyrke sin sport og få et fysisk velvære.

”Og så skal man nok ikke underkende oplevelsen af at kunne styre sit eget liv og at kunne gøre en indsats selv gennem motion, så man for eksempel taber nogle kilo og føler sig bedre tilpas eller i det hele taget for at få et bedre almenbefindende af at være aktiv. Det gælder jo både for handicappede og ikke-handicappede”, siger Jens Winther.

På tværs af kulturer

Endelig er der de specielle idrætsklubber for synshandicappede og deres familier som for eksempel Blindes Skiunion. De har ifølge Jens Winther ud over det rent sportslige nogle lidt andre formål end de almene klubber.

”Her møder du ikke så mange nye mennesker, men til gengæld kan det føles mere trygt, idet idrætten er tilrettelagt for synshandicappede, og så er der et stort potentiale i at rejse udenlands sammen med sin klub og møde udøvere fra andre lande. En blind skiløber fra Vejle har både idrætten og synshandicappet tilfælles med en blind skiløber fra Japan. Derfor har handicapidrætsforeninger stor glæde af at møde udøvere fra andre lande. Der er et behov, og det skal man ikke underkende”, siger idrætskonsulent i DHIF Jens Winther.

Idræt for blinde

Goalball: Et goalballhold består af seks spillere, hvoraf tre er på banen ad gangen. De tre spillere fra hvert hold forsøger at kaste bolden i modstandernes mål. Bolden har bjælder i midten, så spillerne kan høre den.

Showdown: Bordtennislignende spil, hvor to deltagere kæmper om at skyde bolden i modstanderens mållomme.

Elektronskydning: Et særligt kikkertsigte registrerer lysstyrken på skydeskiven og afgiver en lyd i forhold til, hvor der bliver sigtet.

Desuden dyrker blinde og svagsynede almindelige idrætsgrene som for eksem­pel (tandem)cykling, atletik, svømning, skiløb, sejlsport, bowling og løb. Skak og bridge er også populært blandt blinde.

I Danmark findes omkring 50 klubber under Dansk Blindesamfund, hvor blinde og svagsynede kan dyrke sport på egne præmisser. Størstedelen af idrætsaktiviteterne for blinde er dog organiseret under Dansk Handicap IdrætsForbund. Læs mere om blindeidræt på www.dkblind.dk/tilbud/idraet/ og www.dhif.dk.