Af Per Vinther, journalist ved Periskop

Dennis Madsen er en glad mand. Han er netop udtaget til de Paralympiske Lege (PL) i Beijing, og sammen med sin makker og pilot, Ryan Sørensen, er han så godt kørende, at der reelt er chance for en medalje til september.

De to har skabt gode resultater ved VM og ved andre mesterskaber, men der skal også noget særligt til, når man som eneste deltager i tandemcykling fra Danmark er oppe mod store tandemcykelnationer som Spanien, Holland, Frankrig og Polen, hvor de kører professionelt og ikke laver andet. Det er unægteligt noget af en forskel til Dennis Madsens virkelighed, hvor hårdt slid i fritiden i flere år og mange penge til udstyr af egen lomme har været vejen til succes.

Dennis Madsen tager åbent imod i hjemmet i Silkeborg, hvor han bor med sin kone, der også er synshandicappet, og så sine to teenagebørn fra et tidligere ægteskab. Dennis mistede synet på grund af nethindeløsning i 1999. Da havde han allerede cyklet et par år. ”Min bror har kørt cykel i mange år, og han fik mig overtalt i 1997 til at køre Vättern rundt i Sverige. Dengang var jeg i salgschef-klassen, som min bror sagde: 96 kg tung. Jeg kom igennem de 300 km sammen med en flok motionister her fra Silkeborg, der havde trænet sammen hele foråret, men det holdt hårdt”, fortæller Dennis med et grin.

I dag ser tingene anderledes ud. Han er sportstrænet, ser godt ud og er nede på en ’kampvægt’ på 73 kg. Han er 47 år og i sit livs form, men det er også ved at være sidste udkald til PL for ham.

Sadlede om

Dennis er egentlig uddannet isenkræmmer i Silkeborg, og han har arbejdet med salg i mange år. Han har altid beskæftiget sig med handel, og han er desuden merkonom i markedsføring. Han var ansat på dagbladet Børsen, da han pludseligt mistede synet.

”Jeg er vant til at sælge, skabe ting og motivere folk. Det har jeg overført til idrætten og har stor glæde af det. Jeg arbejder stadig med salg og opfølgning samt mødebooking for vore kunder hos NCOM i Silkeborg. Virksomheden er også min sponsor og er meget engageret i min idræt. Mit job er meget alsidigt og spændende, og det udvikler sig hele tiden”, siger Dennis Madsen. Han har normalt sin arbejdsbase derhjemme, hvor telefon og computer er arbejdsredskaberne.

Engagement i idrætten

Efter at have læst en artikel i Blindesagen i 2001 om cykling blev han inspireret til at få mere gang i cyklingen for synshandicappede. Han meldte sig som interesseret, og pludselig var han formand for cykeludvalget i Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) i 2002. Og det er han stadig. I 2003 stod han sammen med cykeludvalget og idrætsudvalget i Dansk Blindesamfund bag Tandemkaravanen fra Brønderslev til Rådhuspladsen i København, hvor 300 handicappede deltagere kørte dele af turen eller hele turen. Dennis Madsens energi smittede af på arrangementet, og uden hans gå-på-mod og evner som sælger var det nok ikke lykkedes, fordi han tiltrak mange sponsorer.

Senere blev cykeludvalget i DHIF omstruktureret og satser i dag mere bredt, og det glæder Dennis Madsen, der som formand ser en stor udfordring i at få de unge til at dyrke mere idræt.

”I det nye cykeludvalg favner vi ikke kun synshandicappede, men også kørestolsbrugere, spastikere og andre med nedsat funktionsevne. Vi favner også både bredde og elite, og vi har fået elitestatus med specialbudgetter og sponsorer. Som formand skal jeg se hele vejen rundt, men det er ved at være så stort, at det er svært. Vi har derfor nu delt udvalget og arbejdet i to: bredde og elite. Men jeg må med skam sige, at det ikke har den store indflydelse på cyklisterne i Dansk Blindesamfund – de kommer sjældent til vores arrangementer. Tandemklubberne har nok i sig selv og deres eget sociale netværk, og desuden er aldersnittet højt og derfor ikke tiltrækkende for nye unge ryttere”, mener Dennis Madsen. Unge mennesker skal have en idrætslig opdragelse i et godt klubmiljø for senere i livet at værdsætte idræt. Men de er svære at aktivere. Han kommer med et godt eksempel på det paradoks:

”I cykeludvalget fik vi fem juniortandems for nogle år siden til de 10-14-årige synshandicappede, men vi kan ikke finde nogen, der er interesseret i at bruge dem! Sidste år ansatte vi to koordinatorer til ungdomsprojektet og fik støtte fra Kulturministeriet. Min idé var at sluse de unge ud med støtte i de mange gode cykelklubber, vi har i landet. Indtil nu spildte kræfter, men vi fortsætter kampen.”

Bryd isolationen – dyrk idræt

Han kæmper aktivt for, at synshandicappede skal have samme muligheder for idræt som alle andre. Fordi idræt giver energi og selvtillid.

”Jeg vil så gerne have, at de unge synshandicappede skal prøve det, så de får samme overskud fra idrætten i deres hverdag som andre unge i samfundet. Socialt er det også meget vigtigt at smage på normerne i samfundet. Få de klø, det giver og blive stærkere. Det vil styrke både deres mulighed for uddannelse og job i fremtiden”, mener Dennis Madsen.

Han er selv et lysende eksempel på det at bryde isolationen og gennem idrætten at få et helt andet og positivt syn på tilværelsen. Det handler om at se på, hvad man kan og ikke fokusere på sine begrænsninger som handicappet. Sport giver livsindhold og er vigtigt som bagage i livet.

”Idrætten giver også udadvendthed i forhold til almindelige mennesker, hvor man ofte ser en tendens til, at folk med synshandicap isolerer sig. Ungdomsprojektet har også vist mig et andet problem. Der mangler forældreopbakning til de unge synshandicappedes idræt. Både forældre og unge virker meget forvænte med, at deres unge bliver hentet og bragt til og fra arrangementer. De unge bliver pakket ind i vat af både forældre og af systemet, og det er en usund tendens”, mener Dennis Madsen og tilføjer: ”Vi arbejder stadig på at få de unge i gang, og der er masser af opbakning fra vores side i projektet.”

Nytænkning

Han synes selvsagt, at cykling er en super sport for synshandicappede. Men erkender også, at der skal arbejdes med idrætten. Han håber selv at være medvirkende til, at tandemcyklingen får et bedre image – mange tror, at det kun er kaffe og hygge.

”Der er mange idrætsgrene at vælge imellem for synshandicappede: løb, cykling, svømning og goalball er blandt de mest udbredte. De har alle elitestatus i DHIF, så der er gode muligheder for at udvikle sig med sin idræt, hvis man har ambitioner om det”, pointerer Dennis Madsen.

Han retter også et kritisk blik indad: ”Vi skal blive bedre til at rekruttere, og i handicapidrætten skal vi støtte hinanden i stedet for at konkurrere om de få potentielle udøvere. Dermed kan vi opdyrke udøvernes potentiale for den sport, hvor de kan klare sig bedst. Vores idrætskonsulenter skal arbejde hårdere sammen med os om en målrettet rekruttering. Her er det også vigtigt, at de unge kommer tæt på de nuværende stjerner i handicapidrætten. Det er som i alt sport vigtigt med forbilleder. Jeg håber for eksempel, at jeg kan inspirere andre, og jeg er også selv ked af, at jeg ikke kom i gang med cykling noget før”, siger Dennis Madsen.