Blindesagen
Nr.4 · august 2008

Idræt gør stærk

Som synshandicappet kan man ikke uden videre kaste sig op på en cykel eller løbe en tur i skoven, men er idrætten organiseret i en forening, kan det både lade sig gøre at sejle, stå på ski og opleve et fællesskab oveni.

Af Merete Rømer Engel, journalist

Synshandicappede har det samme behov for idræt og motion som alle andre mennesker, eller måske er behovet endda endnu større, mener Helene Bendiksen. Hun er selv stærkt svagsynet, har som ung vundet olympiske medaljer i svømning og svømmer i dag fem gange om ugen. Og så er hun næstformand for idrætsudvalget i Dansk Blindesamfund.

”Det er tydeligt at se, hvem der dyrker idræt og motion, når vi synshandicappede mødes. Det ses i måden at bevæge sig på og selve kroppens holdning. Mange af os får en lidt skæv holdning af at gå med blindestok eller førerhund, men det kan rettes op med idræt og motion”, siger Helene Bendiksen.

Op af sofaen – ud af huset

Hun ser også idrætten som et væsentligt socialt element i en hverdag, hvor de blinde, som ikke er i arbejde, godt kan ende med at få meget få oplevelser og relationer uden for hjemmet.

”Det er stærkt motiverende at komme ud blandt andre. Og har man en fast aftale om at dyrke sport på et hold en eller to gange om ugen, så kommer man lettere op af sofaen. Vi synshandicappede har indimellem endnu sværere ved at komme ud af døren end andre, fordi transporten hen til idrætsoplevelsen eller selve det at få gået en tur er langt mere besværlig for os end for normalt seende”, siger hun.

Og så er der jo ikke mindst kiloene. Næst­formanden i idrætsudvalget tog selv svømningen op igen, fordi hun godt ville tabe sig: ”Jeg gik i gang igen, fordi jeg var blevet for tyk, men så opdagede jeg, hvor glad jeg blev af at svømme, så nu kunne jeg ikke forestille mig at droppe det”, siger hun.

Svømning gav selvtillid og status

Helene Bendiksen mener, at Dansk Blindesamfund kunne få meget ud af at satse endnu mere på idræt og motion, end man gør i dag.

”Jeg er sikker på, at der ligger nogle meget store muligheder, som vi ikke udnytter op­timalt. idrætsudvalget gør meget for at få børnene og de unge synshandicappede i gang med en sport. Men der skal endnu mere opbakning til, hvis det virkelig skal rykke”, siger hun. Selv mener Helene Bendiksen, at svømningen reddede hendes barndom og ungdom.

”Det var ikke spor sjovt at være stærkt svagsynet. Jeg følte mig underligt klumpe-dumpeagtig og blev opfattet som meget passiv, fordi jeg jo ikke kunne se en bold, når den kom. Jeg stod bare der med armene ned langs siden. Men min svømning gav mig både selvtillid og status. Det var fantastisk”, siger Helene Bendiksen.

Fortsæt med din idræt

Arne Pedersen er en af de andre aktive i Dansk Blindesamfund, som altid har haft en stor kærlighed til sport og idræt. Han er tidligere formand for idrætsudvalget og i dag med i organisationens forretningsudvalg.

”Det handler jo i høj grad om at få synshandicappede til overhovedet at se idrætten som en mulighed. I folkeskolen var der gennem mange år en tendens til, at idrætten ikke blev prioriteret. De synshandicappede blev i stedet sat til at læse lektier, og hvis det gik højt, gik de en tur sammen med læreren. Sådan er det heldigvis ikke ret mange steder længere. Argumentet er, at kroppen skal bruges, også når man er synshandicappet”, siger Arne Pedersen.

Han oplever det også som meget væsentligt, at mennesker, der bliver synshandicappede et stykke hen i livet, bliver ved med at dyrke idræt.

”Mange er tilbøjelige til at give op, når blind­heden for alvor sætter ind. Jeg erkender, at det ikke kan lade sig gøre at fortsætte badmintonkarrieren, men mange blinde kan udmærket fortsætte med eksempelvis golf, bowling, dans, løb, svømning, skydning, cykling og så videre. Idrætsgrene, som sagtens kan dyrkes med hjælp fra en ledsager eller særlige tekniske foranstaltninger”, siger Arne Pedersen, medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund, hvor han blandt andet har det politiske ansvar for idrætsområdet. En satsning på et aktivt idrætsliv er ifølge Arne Pedersen med til at inkludere synshandicappede i de sociale netværk, som foreningslivet tilbyder. ”Idrætten nedbryder isolation og giver adgang til fællesskabet.”

Prøv tandemkajak

Helene Bendiksen har ikke bare personligt genoptaget sin gamle idræt svømning, hun er som næstformand for idrætsudvalget også ved at stable en ny tandemkajakordning på benene i Hellerup Kajakklub.

”Vi har før henvendt os til nogle kajakklubber, men de har været meget bekymrede for, om det nu var for farligt at have synshandicap­pede rendende rundt. Men nu har Michael Vestermark, en seende fra Hellerup Kajakklub, selv henvendt sig til os med idéen. Han havde set tandemcykling i skoven og tænkt, at det måtte da også kunne lade sig gøre i kajak, så kunne han hjælpe andre, samtidig med at han dyrkede sin sport. Det åbner nye muligheder for os”, siger Helene Bendiksen.

Men inden Hellerup Kajakklub gik i gang med at søge om penge til tandemkajakker, var man selvfølgelig fra idrætsudvalget nødt til at un­dersøge, hvor stor interessen blandt synshan­dicappede overhovedet var for at kaste sig ud i kajaksporten. Man annoncerede blandt andet i Dansk Blindesamfunds medlemsblad, og hurtigt meldte 20 interesserede sig.

”Nogle få er allerede gået i gang, for kajakklubben havde nogle enkelte tandemkajakker i forvejen, men derudover er de nu i fuld gang med at søge sponsormidler til nye tandemkajakker”, fortæller næstformanden i idrætsudvalget.

Utrygt at sejle alene

Hun har selv en lille synsrest og prøvede for få år siden en enkeltkajak, men det var ikke så let. ”Når det blæste, og jeg derfor ikke kunne høre dem i de andre kajakker, blev jeg utryg, fordi jeg ikke vidste, hvor de var. Så jeg tror, at de fleste med en lille synsrest vil have det bedre med at sejle i tandemkajak”, siger hun.

Selv vil hun, hvis dette projekt bliver vellyk­ket, tage erfaringerne under armen og spørge en klub i nærheden af Ishøj, hvor hun bor, om det ikke også kunne være noget for dem. ”Lige så snart én klub får det til at fungere, er jeg sikker på, det bliver nemmere at få andre klubber rundt i landet med på idéen”, siger Helene Bendiksen.

Hun mener både, at der er behov for, at syns­handicappede dyrker idræt på egne præmisser og sammen med seende. Begge dele giver mulighed for fællesskab.

Fællesskabet i en idrætsklub

Og netop muligheden for at blive en del af fællesskabet i en idrætsklub ser idrætskonsulent i Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) Jens Winther som en af de helt store gevinster for de handicappede, der dyrker idræt.

”Som synshandicappet kan det jo være må­ske endnu sværere end for os andre bare at gå ud og danne nye bekendtskaber, men tilmelder du dig en løbeklub, en svømmeklub eller en kajakklub, så er der sat en masse regler og rammer op på forhånd, som gør det lettere. Det virker ikke påtrængende at tale med andre medlemmer, som man ikke kender, og man har pr. definition en fælles interesse. Man får simpelthen en mulighed for fællesskab serveret. Det er et socialt koblingssted”, siger idrætskonsulent Jens Winther.

At kæmpe og vinde

Helt overordnet oplever han, at handicapidrætten er et middel til at blive set og anerkendt i hverdagslivet. ”Når vi ser en handicappet person i fjernsynet, der får medaljer for en sportspræstation, så kan vi umiddelbart identificere os med hendes begejstring og slid for at nå dertil. Og det bliver lettere for os næste dag at opfatte en kvinde med en hvid stok i Brugsen som et menneske, der ikke kan se og ikke bare som en blind.”

I disse klubber handler det om at møde andre mennesker, men naturligvis også om at dyrke sin sport og få et fysisk velvære.

”Og så skal man nok ikke underkende oplevelsen af at kunne styre sit eget liv og at kunne gøre en indsats selv gennem motion, så man for eksempel taber nogle kilo og føler sig bedre tilpas eller i det hele taget for at få et bedre almenbefindende af at være aktiv. Det gælder jo både for handicappede og ikke-handicappede”, siger Jens Winther.

På tværs af kulturer

Endelig er der de specielle idrætsklubber for synshandicappede og deres familier som for eksempel Blindes Skiunion. De har ifølge Jens Winther ud over det rent sportslige nogle lidt andre formål end de almene klubber.

”Her møder du ikke så mange nye mennesker, men til gengæld kan det føles mere trygt, idet idrætten er tilrettelagt for synshandicappede, og så er der et stort potentiale i at rejse udenlands sammen med sin klub og møde udøvere fra andre lande. En blind skiløber fra Vejle har både idrætten og synshandicappet tilfælles med en blind skiløber fra Japan. Derfor har handicapidrætsforeninger stor glæde af at møde udøvere fra andre lande. Der er et behov, og det skal man ikke underkende”, siger idrætskonsulent i DHIF Jens Winther.

Til indholdsfortegnelsen

---

Dansk medaljehåb kæmper for bredden

Dennis Madsen er den første dansker på tandemcykel, der skal til de Paralympiske Lege. Han er også formand for cykeludvalget i DHIF, hvor han blandt andet kæmper for at få flere unge synshandicappede til at dyrke idræt. Men det er ikke nemt.

Af Per Vinther, journalist ved Periskop

Dennis Madsen er en glad mand. Han er netop udtaget til de Paralympiske Lege (PL) i Beijing, og sammen med sin makker og pilot, Ryan Sørensen, er han så godt kørende, at der reelt er chance for en medalje til september.

De to har skabt gode resultater ved VM og ved andre mesterskaber, men der skal også noget særligt til, når man som eneste deltager i tandemcykling fra Danmark er oppe mod store tandemcykelnationer som Spanien, Holland, Frankrig og Polen, hvor de kører professionelt og ikke laver andet. Det er unægteligt noget af en forskel til Dennis Madsens virkelighed, hvor hårdt slid i fritiden i flere år og mange penge til udstyr af egen lomme har været vejen til succes.

Dennis Madsen tager åbent imod i hjemmet i Silkeborg, hvor han bor med sin kone, der også er synshandicappet, og så sine to teenagebørn fra et tidligere ægteskab. Dennis mistede synet på grund af nethindeløsning i 1999. Da havde han allerede cyklet et par år. ”Min bror har kørt cykel i mange år, og han fik mig overtalt i 1997 til at køre Vättern rundt i Sverige. Dengang var jeg i salgschef-klassen, som min bror sagde: 96 kg tung. Jeg kom igennem de 300 km sammen med en flok motionister her fra Silkeborg, der havde trænet sammen hele foråret, men det holdt hårdt”, fortæller Dennis med et grin.

I dag ser tingene anderledes ud. Han er sportstrænet, ser godt ud og er nede på en ’kampvægt’ på 73 kg. Han er 47 år og i sit livs form, men det er også ved at være sidste udkald til PL for ham.

Sadlede om

Dennis er egentlig uddannet isenkræmmer i Silkeborg, og han har arbejdet med salg i mange år. Han har altid beskæftiget sig med handel, og han er desuden merkonom i markedsføring. Han var ansat på dagbladet Børsen, da han pludseligt mistede synet.

”Jeg er vant til at sælge, skabe ting og motivere folk. Det har jeg overført til idrætten og har stor glæde af det. Jeg arbejder stadig med salg og opfølgning samt mødebooking for vore kunder hos NCOM i Silkeborg. Virksomheden er også min sponsor og er meget engageret i min idræt. Mit job er meget alsidigt og spændende, og det udvikler sig hele tiden”, siger Dennis Madsen. Han har normalt sin arbejdsbase derhjemme, hvor telefon og computer er arbejdsredskaberne.

Engagement i idrætten

Efter at have læst en artikel i Blindesagen i 2001 om cykling blev han inspireret til at få mere gang i cyklingen for synshandicappede. Han meldte sig som interesseret, og pludselig var han formand for cykeludvalget i Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) i 2002. Og det er han stadig. I 2003 stod han sammen med cykeludvalget og idrætsudvalget i Dansk Blindesamfund bag Tandemkaravanen fra Brønderslev til Rådhuspladsen i København, hvor 300 handicappede deltagere kørte dele af turen eller hele turen. Dennis Madsens energi smittede af på arrangementet, og uden hans gå-på-mod og evner som sælger var det nok ikke lykkedes, fordi han tiltrak mange sponsorer.

Senere blev cykeludvalget i DHIF omstruktureret og satser i dag mere bredt, og det glæder Dennis Madsen, der som formand ser en stor udfordring i at få de unge til at dyrke mere idræt.

”I det nye cykeludvalg favner vi ikke kun synshandicappede, men også kørestolsbrugere, spastikere og andre med nedsat funktionsevne. Vi favner også både bredde og elite, og vi har fået elitestatus med specialbudgetter og sponsorer. Som formand skal jeg se hele vejen rundt, men det er ved at være så stort, at det er svært. Vi har derfor nu delt udvalget og arbejdet i to: bredde og elite. Men jeg må med skam sige, at det ikke har den store indflydelse på cyklisterne i Dansk Blindesamfund – de kommer sjældent til vores arrangementer. Tandemklubberne har nok i sig selv og deres eget sociale netværk, og desuden er aldersnittet højt og derfor ikke tiltrækkende for nye unge ryttere”, mener Dennis Madsen. Unge mennesker skal have en idrætslig opdragelse i et godt klubmiljø for senere i livet at værdsætte idræt. Men de er svære at aktivere. Han kommer med et godt eksempel på det paradoks:

”I cykeludvalget fik vi fem juniortandems for nogle år siden til de 10-14-årige synshandicappede, men vi kan ikke finde nogen, der er interesseret i at bruge dem! Sidste år ansatte vi to koordinatorer til ungdomsprojektet og fik støtte fra Kulturministeriet. Min idé var at sluse de unge ud med støtte i de mange gode cykelklubber, vi har i landet. Indtil nu spildte kræfter, men vi fortsætter kampen.”

Bryd isolationen – dyrk idræt

Han kæmper aktivt for, at synshandicappede skal have samme muligheder for idræt som alle andre. Fordi idræt giver energi og selvtillid.

”Jeg vil så gerne have, at de unge synshandicappede skal prøve det, så de får samme overskud fra idrætten i deres hverdag som andre unge i samfundet. Socialt er det også meget vigtigt at smage på normerne i samfundet. Få de klø, det giver og blive stærkere. Det vil styrke både deres mulighed for uddannelse og job i fremtiden”, mener Dennis Madsen.

Han er selv et lysende eksempel på det at bryde isolationen og gennem idrætten at få et helt andet og positivt syn på tilværelsen. Det handler om at se på, hvad man kan og ikke fokusere på sine begrænsninger som handicappet. Sport giver livsindhold og er vigtigt som bagage i livet.

”Idrætten giver også udadvendthed i forhold til almindelige mennesker, hvor man ofte ser en tendens til, at folk med synshandicap isolerer sig. Ungdomsprojektet har også vist mig et andet problem. Der mangler forældreopbakning til de unge synshandicappedes idræt. Både forældre og unge virker meget forvænte med, at deres unge bliver hentet og bragt til og fra arrangementer. De unge bliver pakket ind i vat af både forældre og af systemet, og det er en usund tendens”, mener Dennis Madsen og tilføjer: ”Vi arbejder stadig på at få de unge i gang, og der er masser af opbakning fra vores side i projektet.”

Nytænkning

Han synes selvsagt, at cykling er en super sport for synshandicappede. Men erkender også, at der skal arbejdes med idrætten. Han håber selv at være medvirkende til, at tandemcyklingen får et bedre image – mange tror, at det kun er kaffe og hygge.

”Der er mange idrætsgrene at vælge imellem for synshandicappede: løb, cykling, svømning og goalball er blandt de mest udbredte. De har alle elitestatus i DHIF, så der er gode muligheder for at udvikle sig med sin idræt, hvis man har ambitioner om det”, pointerer Dennis Madsen.

Han retter også et kritisk blik indad: ”Vi skal blive bedre til at rekruttere, og i handicapidrætten skal vi støtte hinanden i stedet for at konkurrere om de få potentielle udøvere. Dermed kan vi opdyrke udøvernes potentiale for den sport, hvor de kan klare sig bedst. Vores idrætskonsulenter skal arbejde hårdere sammen med os om en målrettet rekruttering. Her er det også vigtigt, at de unge kommer tæt på de nuværende stjerner i handicapidrætten. Det er som i alt sport vigtigt med forbilleder. Jeg håber for eksempel, at jeg kan inspirere andre, og jeg er også selv ked af, at jeg ikke kom i gang med cykling noget før”, siger Dennis Madsen.

Til indholdsfortegnelsen

---

På vej til Beijing

Cykelsport er en slidsom sport, hvor der skal trænes mange timer og mange kilometer. Sporten giver også store oplevelser med udtagelse til de Paralympiske Lege i Beijing som kronen på værket. Men det koster på hjemmefronten.

Af Per Vinther, journalist ved Periskop

Dennis Madsen og hans seende makker, den tidligere professionelle cykelrytter Ryan Sørensen, har blikket stift rettet mod PL i Beijing til september, så det bliver til mange træningstimer for tiden på de danske landeveje. Makkerskabet har taget dem år at opbygge, og det er første gang overhovedet, at et dansk par er nået det niveau.

”Det tager tre år at bygge et sådant makkerskab op, og Ryan og jeg er totalt afhængige af hinanden. Vi kører både fællestræning og personlig træning, og da jeg er den første i Danmark på det niveau, har jeg ingen erfaring at trække på fra folk før mig. Det er tidskrævende, og det har også kostet mig mange penge. Niveauet i tandemcykling er meget, meget højt, og de fire bedste nationer lever af det og laver ikke andet. Det er unikt – også i handicapkredse”, siger Dennis Madsen. I begyndelsen skulle han og makkeren finde ud af at udvikle tandemcyklen, så den kunne holde til, at de begge trådte igennem.

”Det er svært at lave en tandem, der kan holde til, at to træder igennem. Komponenterne er taget fra almindelige racercykler og konstrueret til at kunne tåle belastningen af én person. Cyklen gik derfor hele tiden i stykker i starten, men den bliver bedre og bedre, fordi vi hele tiden udvikler den i samarbejde med Ryans far Jack og cykelsmeden Per Pedersen i Snejbjerg, der begge er virkelig engagerede i vores cykling.”

”Godt jeg ikke kan se”

På en god dag kan de tage en medalje i landevejscykling ud af cirka 20 hold med medaljechance. I enkeltstart har de ikke de samme forventninger, da det er en specialistdisciplin. Ved VM i 2006 var de kun en halv meter fra en bronzemedalje, men endte som nummer ni. Så tæt er det.

Der bliver nemlig kørt stærkt, og nogle gange for stærkt med styrt til følge. ”Vi kører 43-48 km i timen i gennemsnit i et løb. Jeg tror derfor, det af og til er godt, at jeg ikke kan se! Det går virkelig vildt for sig ind imellem, og derfor opstår der ofte farlige situationer”, siger han med et grin.

En tandem er jo noget længere end almindelige cykler og derfor sværere at skifte retning med i et tæt opløb. Det kræver også tæt kommunikation mellem piloten og den synshandicappede rytter, specielt når opløbet går ind i sin afgørende fase. Der bliver altså råbt meget i et sådan cykelløb mellem parrene.

”Vores force er, at vi er stærke i svingene. Mit håb er, at feltet kommer samlet til mål i Beijing, så har vi virkelig en chance. En spurt bliver vundet bagfra, og her handler det også om at turde være offensive. For det er vildere end en Tour de France-afslutning”, understreger Dennis Madsen.

Fremtiden med cykling…

Handicapcykelsporten er nu kommet ind under Det Internationale Cykelforbund (UCI). Dennis håber, at det vil øge fokus på udviklingen – også af tandemklassen. I denne idræt er sorteringen af udøvernes reelle handicap utroligt vigtigt for, at der er tale om fair konkurrence.

”Jeg så gerne, at man som i goalball påbød sorte briller til bagerste mand på tandemen. Det er for nemt at snyde omkring synet. Vi skal også sikre sportens image ved en mere udbygget dopingkontrol”, pointerer Dennis Madsen.

Selv om Dennis og Ryan er alene mod de store nationer til de store mesterskaber, er de meget populære, når de kommer rundt til de store stævner som eneste danske repræsentant. Men det er slidsomt at være eliteidrætsudøver.

”Det er hårdt – også for familien. Jeg bruger 20 timer hver uge på det samt rejsetid. Jeg vil trappe ned efter Beijing, det har jeg lovet familien. Ryan er 41 år, og han stopper nu. Derfor står den på motionscykling for mig derefter. Men hvis nu pludselig den rigtige mand står der og har lyst til en tørn, s兔

Fremtiden er altså uvis, men familien skal prioriteres højere, det er helt sikkert. Dennis Madsen vil stadig arbejde for, at flere handicappede bliver interesseret i cykling.

Til indholdsfortegnelsen

---

Mod og stolthed

Det handler ikke primært om medaljer, men om mod og stolthed, når Blinde og Svagsynedes Idrætsforenings børnehold spiller goalball.

Af Kristian Bang Larsen, kommunikationskonsulent i DHIF

Børnene på BSI’s børnehold i goalball er i gang med opvarmningen. Træner Tom Freiling, der selv er blind, står med sin stok og dirigerer tropperne fra midten af gymnastiksalen, mens børnene træner koordination, kondition og balance. De har besøg af en journalist og en fotograf i dag, og fotografen sludrer lidt med en af børnenes forældre.

”Og vi vil godt have ro i salen til det her!” siger Tom Freiling med hævet stemme. ”Ti stille!” råber de ni børn i kor.

Hård disciplin og højt humør

Der er både hård disciplin og højt humør på holdet. De 9 til 12-årige børn træner hver torsdag eftermiddag i Instituttet for Blinde og Svagsynedes gymnastiksal i Hellerup. Det har de gjort i tre år, og de er det første børnegoalball hold i Danmark.

”Jeg fik vel idéen, fordi jeg altid har haft med børn at gøre”, fortæller Tom Freiling, der ud over at være træner og initiativtager til holdet også er formand for Blinde og Svagsynedes Idrætsforening.

BSI havde en hal-tid ledig, og så gik Tom Freiling i gang med at kontakte synskonsulenterne i københavnsområdet for at finde børn til holdet. Synskonsulenterne har kontakt til alle synshandicappede børn og har derfor været centrale for rekrutteringen. Men det er ikke gået af sig selv.

”Det er ikke svært at ringe til synskonsulenten, men viljen skal være der hos dem”, fortæller Tom Freiling. ”Man er nødt til at gå ud og fortælle dem, hvor vigtigt idræt er, og der har Dansk Handicap Idræts-Forening også en opgave.”

Mod og stolthed

Inde i hallen er børnene færdige med englehop og mavebøjninger og får endelig lov til at spille. De bliver delt på tre tremandshold og spiller en lille turnering. De bedst seende får tildækkede skimasker på.

I goalball kaster man med en stor bold med bjælder i, så spillerne kan høre den. Børnene bruger to hænder til at kaste den tunge bold.

De er ivrige og koncentrerede og en gang i mellem er der en dreng eller en pige, der falder i kastet. Tit stopper Tom spillet for at korrigere eller rose spillerne. Mange af børnene har forældre med, og de hjælper med at dømme og hente bolde.

”Tom er virkelig god, og de har respekt for ham”, fortæller Henrik Gregersen, der er far til 10-årige Marc, som har spillet i små to år. ”Marc mangler lidt, for han er startet senere end de andre, men Tom er god til at opmuntre ham med de ting, han er nervøs for, og til at rose ham, når han lærer noget nyt”, fortæller Henrik, der tit træner med Marc derhjemme.

”Det sociale er en stor del af det – de andre har jo de samme vilkår som Marc, så han skal ikke kæmpe for at følge med, når de leger eller dyrker sport. Det giver mod, og også stolthed. De har jo vundet medaljer, og så er han pavestolt, når han kommer hjem”, fortæller Henrik Gregersen.

Stærke blinde

”Selvfølgelig kan det give medaljer, når landsholdsspillerne er startet allerede som 7-årige, men det handler ikke kun om medaljer”, fortæller Tom Freiling efter træningen. ”Det handler om mod. Prøv at se hende”, siger han og peger på en af pigerne, der står og snakker med en kammerat henne ved væggen: ”De første gange sagde hun ikke et ord, og nu står hun og ævler. De her børn, de bliver stærke blinde, når de bliver voksne, og det er på grund af det sociale.”

Tom Freiling drømmer om at få børnegoalball udbredt i resten af landet, og man har allerede så småt fået et hold op at stå i Roskilde.

”Mine erfaringer er, at der skal være træning hver uge. Der skal ikke laves kom-og-prøv arrangementer. Man skal starte et hold. Hvis de kommer for at prøve, skal der jo være et tilbud bagefter, så de kan komme ud og spille”, understreger han.

Scor på mor!

Efter kampene er børnene trætte, men der er lige en sidste ting, de skal have gjort, inden træningen er slut. Tom vælger en af forældrene ud og giver hende skimaske på. Hun sætter sig på hug ved det ene mål, og så får alle børnene to forsøg til at score på en forælder.

Da det er datterens tur, råber Tom: ”Skid hul i, om det er din mor, I er gode venner bagefter!” Og pigen kaster bolden. Og hun scorer.

Artiklen har været trykt i Handicapidræt.

Til indholdsfortegnelsen

---

De hjælper verdens fattige blinde

Der er langt fra Københavns Nordvestkvarter til forhandlingerne om handicaplovgivning i Rwandas hovedstad Kigali. Og så alligevel ikke. For på Dansk Blindesamfunds hovedkontor i København følger medarbejderne i Bistandspolitisk enhed med i nye tiltag, der vedrører blinde og svagsynede rundt om i verden.

Af Thomas Danielsen, kommunikationskonsulent

Synshandicap er et fænomen, der først og fremmest knytter sig til den fattige del af verden. 90 % af klodens synshandicappede mennesker lever i udviklingslande.

Når man sammenholder dette med WHOs vurdering, der siger, at kun 3-4 % af verdens handicappede drager nytte af den udviklingsbistand, der bliver givet til lande i den tredje verden, står det klart, at behovet for at hjælpe blinde og svagsynede i for eksempel Afrika og Fjernøsten er enormt.

Derfor spiller organisationer som Dansk Blindesamfund en vigtig rolle i arbejdet med at sikre, at ressourcer når ud til mennesker med synshandicap, og at udviklingsprojekter er målrettet de særlige problemstillinger, der vedrører mennesker med et synshandicap.

Siden 1980’erne har Dansk Blindesamfund været engageret i solidaritetsarbejde og samarbejdet med blindeorganisationer i Afrika og Asien. Foreningen arbejder primært med at etablere og styrke organisationer, der drives af blinde selv. Det sker ud fra det princip, at synshandicappede selv skal arbejde for ligestilling og inklusion i samfundet.

Fattigdom er en uretfærdighed

Projektkoordinator i Dansk Blindesamfund Line Raae Lund forklarer: ”I vores udviklingsprojekter arbejder vi med en rettighedsbaseret tilgang til udvikling, der tager udgangspunkt i, at handicappede skal have lige muligheder. Det handler om adgang til uddannelse og adgang til jobmarkedet, men også til et værdigt liv.”

”Udfordringerne er mange for organisationerne i syd, der skal arbejde imod marginalisering og diskriminering. Ofte står de uden for det politiske system uden muligheder for at påvirke det. Diskrimineringen og marginaliseringen kan skyldes formel lovgivning, men det bygger ofte på sociale normer og manglende viden om dét at leve med et handicap. I mange lande bliver mennesker med synshandicap ikke regnet for noget og gemt væk”, siger Line Raae Lund.

Blinde og svagsynede skal lære deres rettigheder at kende og lære at kræve deres ret. Men det er ikke nok blot at konfrontere myndighederne med deres forpligtigelser. Det er afgørende også at se på, hvordan ressourcer, viden og opmærksomhed om synshandicappedes forhold kan bygges op.

Line Raae Lund understreger, at det ikke blot handler om at tilføre økonomiske ressourcer. Det handler i høj grad om at sikre lige muligheder og deltagelse for synshandicappede. Derfor er det afgørende at afdække, hvorfor synshandicappede unge ikke får en uddannelse, eller hvorfor synshandicappede kvinder ikke deltager i det sociale liv.

Selvom der er langt til de lande, hvor Dansk Blindesamfunds samarbejdspartnere befinder sig, er medarbejderne i København i tæt kontakt og følger med i de udfordringer og små og store sejre, som organisationerne har. I Rwanda fortsætter arbejdet med handicaplovgivningen, og i parlamentet er der reserveret en plads til en repræsentant for de handicappede. Men som i mange lande rundt om i verden har regeringen endnu ikke underskrevet FNs handicapkonvention.

Til indholdsfortegnelsen

---

Små skridt fremad i Laos

Blindeorganisation i Laos blev sidste år omsider anerkendt af regeringen, og i et samarbejde med Dansk Blindesamfund har den unge organisation taget hul på de mange udfordringer for landets blinde og svagsynede. I juni var Dansk Blindesamfund på besøg i Laos og fik indblik i den lille organisations store indsats.

Af Line Raae Lund, projektkoordinator

Vi befinder os i Vientiane, hovedstaden i Laos, hvor blindeorganisationen afholder deres første kvindeseminar nogensinde. Der er isnende koldt i mødelokalet, og det lyder som om regnen trommer mod bliktaget. Men det er i virkeligheden lyden af mange hænder, der skriver punktskrift på samme tid.

”Kvinder skal ikke kun opfattes som elefantens bagerste ben. I stedet skal alle arbejde sammen for at drive elefanten fremad”, fortæller oplægsholderen.

Der er ligestilling på programmet for de 18 synshandicappede kvinder, der noterer ivrigt ned og stiller mange spørgsmål til oplægsholderen. For mange er det første gang, de bliver præsenteret for deres rettigheder, og en af kvinderne spørger, om blinde har lov til at stemme i Laos?

Præsidenten for blindeorganisationen, Kong Keo, griber mikrofonen og bekræfter, at det bestemt er en menneskeret at få lov til at stemme – også for blinde. Problemet er, at mange blinde ikke har fået udleveret et idkort, og uden beviset på deres person kan de ikke blive registreret som vælgere.

”Mange lokale myndigheder ser ingen grund til at udlevere id-kort til synshandicappede, og det er et tydeligt tegn på, at de ikke anses som fuldgyldige samfundsborgere”, fortæller Kong Keo.

Opfattelsen af synshandicappede som mindreværdige er en stor barriere for arbejdet i den unge organisation, og ofte smitter opfattelsen af på de synshandicappede selv.

Ledertræning og oplysningsarbejde

Arbejdet med at oplyse og ændre synet på blinde og svagsynede er derfor kernen i organisationens nye strategi. Og det er også kernen i samarbejdet mellem Dansk Blindesamfund og blindeorganisationen i Laos, der sammen gennemfører et projekt finansieret af DANIDA. Formålet med projektet er at styrke blindeorganisationen, og det gør man ved at tilbyde lederuddannelse og træning i oplysningsarbejde og lobbyvirksomhed. Målet er, at blinde og svagsynede opnår ligestilling, og at organisationen og dens medlemmer selv kan kæmpe for ligestilling og deltagelse i samfundet.

Blindeorganisationen er stadig en ung organisation, der er i gang med det kæmpe arbejde at opsøge blinde og svagsynede i hele landet. Der findes ingen dokumentation for, hvor mange laoter, der lever med et synshandicap, og der er ikke noget overblik over, hvor de bor. Så organisationens folk må gå fra dør til dør.

Dansk Blindesamfund har finansieret en undersøgelse af blinde menneskers forhold i Laos, og resultaterne af undersøgelsen bliver fremlagt for kvinderne til seminaret. Men de kender alt for godt de mange udfordringer for blinde mænd og kvinder i Laos. 30 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og langt de fleste synshandicappede har meget svære vilkår. Den største udfordring er at finde en levevej for at forsøge sig selv og sin familie, når man har mistet synet.

Lokalafdelinger oprettes

Sammen med præsidenten tager vi natbussen og når frem til byen Savannakhet, der ligger ved Mekongfloden, otte timer senere. I en pælehytte uden for byen besøger vi 53-årige Siboie, der har været blind siden 1984. Gensynsglæden er stor, da præsidenten engang har undervist Siboie. Siboie arbejdede tidligere som offentlig ansat, men nu hjælper han sin kone for at tjene til føden. Sammen tager de i skoven og samler brænde, frugt og grønt, som de sælger videre, og det er Siboies job at skubbe den hjemmelavede trillebør med dagens høst.

Det er organisationens store drøm at kunne oprette lokalafdelinger i landet, og den første skal være i Savannakhet. Siboie har også været på ledertræningskurser støttet af Dansk Blindesamfund, og han stiller gerne op som formand for en ny lokalafdeling.

”Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet i lokalafdelingen. Vi er blevet trænet, men nu er det på høje tid at prøve det af i praksis. Det er helt afgørende for os her at få en lokalafdeling, da der er langt til hovedstaden, og mulighederne for at få støtte er mere begrænset her. Blinde har brug for at organisere sig, at udveksle erfaringer og hjælpe hinanden”, siger Siboie.

Siboie fortæller, at mange blinde lever isoleret fra lokalsamfundet. Selv er han en af de heldige, da han ofte bliver inviteret til at være konferencier ved lokale arrangementer.

”Vi kan se, at træningen har givet vores medlemmer mod på at engagere sig i organisationens arbejde, og i Savannakhet rykker de os hele tiden for støtte til at oprette den første egentlige lokalafdeling. En sidegevinst ved, at vi i organisationen nu tilbyder træning, er, at flere føler et ansvar i forhold til foreningen og nu betaler deres medlemsbidrag til tiden”, siger Kong Keo med et smil.

Inden vi forlader Siboie, fortæller Kong Keo ham om organisationens seneste aktiviteter. Og om udgivelsen af organisationens første nyhedsbrev. Da mange medlemmer ikke kan læse punktskrift, har organisationen fået fremstillet udgaver på cd også. Men der er ingen strøm og ingen afspiller hos Siboie, så han må tage turen ind til byen, hvis han vil høre nyhedsbrevet.

Til indholdsfortegnelsen

---

Frisk havluft og nye venner

Blindesagen er stukket til søs sammen med 18 blinde og stærkt svagsynede unge i alderen 16 til 36 år. Turen var arrangeret af Lions Club Danmark som en del af den verdensomspændende SightFirst II-kampagne, der bekæmper blindhed i fattige lande.

Af Nina Maria Mørk, pressechef

”Baksmønstring” bliver der råbt. Alle samles på dækket, for det er nu, man skal lytte efter, hvis man vil vide, hvad der skal ske, og hvad ens opgaver er de næste otte timer. ”Det er ingen luksustur, vi er på,” fortæller 32-årige Christian fra Hinnerup. Selvom man har et synshandicap, er man ikke fritaget for at deltage i skibets opgaver. Det er Christian dog godt tilfreds med. Han kan nemlig lide at lave noget, at deltage og at bidrage til fællesskabet.

Madlavning i blinde

Turen tog sin begyndelse i Nyborg, og skibet har nu forladt Randers, hvor Blindesagen er steget ombord. De unge har været i Randers Regnskov, og nu er togtets sidste etape begyndt. Knap er skibet ude af Randers Fjord, før jeg bliver sat til at skrælle kartofler til hele selskabets aftensmad. Ikke en gang journalister kan være blinde passagerer, her skal alle hjælpe til – med eller uden synshandicap.

De tre hold er i gang med madlavningen. Da det er sidste dag på togtet, er der festmiddag i aften. Der skal laves steg, salat, sovs og lagkager en masse. Og så skal der De tre hold er i gang med madlavningen. Da det er sidste dag på togtet, er der festmiddag i aften. Der skal laves steg, salat, sovs og lagkager en masse. Og så skal der selvfølgelig skrælles kartofler. Vin er der også til dem over 18 år i aften, men det er en undtagelse, da Fulton normalt er et alkoholfrit skib. Et par enkelte øl ved landgang i ugens løb er det dog blevet til for nogle af de unge. Specielt vakte det furore, da de i Grenå gik på pub med det formål at spille dart.

Som bananer i tønde

Det mest brugte opholdssted på Fulton må være skibets banje. Banjen er det store rum lige under dækket. Det er her, toiletterne er. Det er her, besætningens bagage er. Og det er ikke mindst her, at alle sover. I hængekøjer. Om dagen tages hængekøjerne ned, så der er plads i rummet, men sidst på eftermiddagen bliver de første hængekøjer hængt op igen. Alle har faste pladser, og når alle køjer er hængt op, ligger man side om side og vugger i takt. Nærhed er der nok af, og privatliv er boykottet – i al fald nu, hvor de unge har været sammen 24 timer i døgnet i en uge.

”Jeg kunne altså godt tænke mig, at folk bliver i deres egne køjer om natten”, siger Tanja og fortæller, at da hun kom tilbage fra toilettet i nat, lå der pludselig en anden og sov i hendes køje. Mark mener nu, at personen må have gjort det med vilje, men på den anden side, så kan man jo godt forstå, at det kan være svært at finde sin egen køje blandt mange identiske køjer i et vuggende skib, når synet ikke helt er i top.

Udsigt fra masten

Oppe på dækket er Michael fra Sønderjylland ved at finde en klatresele frem. Michael sidder i bestyrelsen i Dansk Blindesamfunds Ungdom i Region Syd. Næste år falder han for aldersgrænsen på 36 år. Michael føler sig hjemme på Fulton. Han har altid sejlet meget med sin familie og havde indtil sidste år også sin egen motorbåd, så det er ikke uden grund, at han kærligt kalder de andre for ”en flok landkrabber”. Motorbåden blev solgt, fordi det til sidst blev for besværligt altid at skulle have en seende med, der kunne sejle den.

Den gule sele er fundet frem. Gennem hele ugen har de unge på skift været oppe i den 24 meter høje mast. De helt blinde har haft et medlem fra Fultons faste besætning med som ledsager, mens de svagsynede har taget turen op og ned ad rebstigen alene. I dag er det blevet Lises tur. Lise har hele ugen gået og overvejet, om hun turde. Hun har spasticitet i den højre side og er nervøs for, om hun har kræfter nok i armene, og om balancen er god nok. I dag skal det være, og med sig har hun Frank, som er fast besætningsmedlem på Fulton.

Benene ryster under Lise, men op kommer hun – også selvom det går langsomt. ”Jeg har ikke troet, at jeg nåede så højt op, men jeg føler mig helt tryg”, fortæller Lise glad, da Blindesagen snakker med hende oppe i masten. ”Jeg kan jo ikke se, hvor langt vi er oppe, men jeg kan fornemme, at motorstøjen er blevet mindre, og vinden er kraftigere heroppe”, siger Lise.

Nye venner

Nadia og Søren driller hinanden som et søskendepar, der har siddet alt for længe op og ned ad hinanden på bagsædet af bilen. På dækket ligger et andet par i ske og nyder aftenstrålerne. Efter en uge til søs er stemningen rigtig god.

Lise fra masten går til dagligt på Onsild Efterskole, men tilmeldte sig turen, da hun gerne ville opleve noget nyt og møde nogle spændende mennesker. I dag er alle unge blinde enkeltintegreret i folkeskolerne. Det betyder, at de ikke nødvendigvis møder andre unge med et synshandicap. Det gør de kun, hvis de selv gør noget aktivt, for eksempel melder sig ind i Dansk Blindesamfunds Ungdom eller som nu tilmelder sig dette togt.

”Det har simpelthen været så fedt at være med”, fortæller Lise og fortsætter: ”Ugen er gået enormt stærkt. På den ene side føler jeg, at jeg har været her længe, og på den anden side, at jeg netop lige er kommet. Jeg har fået rigtig mange nye venner og har en masse emailadresser med hjem i køjesækken.”

Sofus og Søren er enige med Lise. ”Jeg vil rigtig gerne med næste gang, men så skal der være flere udfordringer og hårdere vejr”, siger Sofus, og Søren giver ham ret med hensyn til udfordringerne. Selvom de unge er inddelt i hold og har løst opgaver på skibet, så ville de gerne have lavet endnu mere. ”Jeg tror, at besætningen er blevet noget overraskede over, hvor meget vi egentlig kan”, forklarer Søren.

I havn

Festmiddagen er overstået, og da solen går ned, ruller de første i seng. Ved ettiden er kun nattevagten tilbage på dækket, og i banjen gynger vi alle. Vi sejler med motor, da der ingen vind er. Kursen går mod Århus, og ved firetiden om natten slukker motoren. Vi er ankommet til Århus, og motorens ophør erstattes af spredt snorken. Når de unge vågner, skal skibet skurres og skrubbes, og derefter skal der tages afsked med besætningen på Fulton, værterne fra Lions og ikke mindst hinanden. Blindesagens udsendte reporter har dog kun én ting i hovedet, og det er at afmønstre, før turens mest effektive rengøring skal påbegyndes. På Fulton er der nemlig ingen, der slipper fri for det sure.

Til indholdsfortegnelsen

---

Til indholdsfortegnelsen

---

Blindesagen udgives af:

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark

Thoravej 35, 2400 København NV

Telefon 38 14 88 44
Telefax 38 14 88 00
Giro 3 00 22 17

E-mail: info@dkblind.dk
Web: www.dkblind.dk

Ansvarshavende: Jens Bromann

Redaktør: Thomas Danielsen

Redaktionsgruppe: Finn Amby, Jens Bromann, Nina Maria Mørk Hansen, Jens Hørby Jørgensen

Forsidefoto: Christian Grønne

Oplag: 5.500 trykte eksemplarer, 350 DAISYlydbøger

Layout/tryk: FL Reklame/Zeuner Grafisk

Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93 37 91

Ekspedition: Dansk Blindesamfund. Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd i stat, regioner, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse.

Næste nummer af Blindesagen udkommer oktober 2008

Dansk Blindesamfund er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 11.000 medlemmer, opdelt i 21 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.

Protektor for Dansk Blindesamfund:
Alexandra, grevinde af Frederiksborg

Til indholdsfortegnelsen