I en biograf i det centrale London sidder en mand med bind for øjnene og ser en film. Fra sit sæde på 9. række følger han opmærksomt med i Lost in Translation-instruktøren Sofia Coppolas nye udstyrsstykke 'Marie Antoinette'. Når han forlader salen, aner han ikke, hvordan filmens hovedpersoner ser ud. Alligevel kan han bagefter referere handlingen i detaljer.

Manden med bind for øjnene er forfatteren til denne artikel, og når det kan lade sig gøre at få en solid filmoplevelse på trods af de lukkede øjne, er det fordi filmen er udstyret med en feature, der kaldes audio description. Det vil sige en hørbar beskrivelse af, hvad der foregår på det store lærred. På dansk kaldes teknikken synstolkning, og i en ikke så fjern fremtid vil danske biografgængere og tvseere forhåbentligt også kunne opleve fænomenet.

Blinde ser også tv

Men inden vi ser nærmere på, hvad synstolkning er, vil det måske være på sin plads at slå fast, at blinde og svagsynede mennesker selvfølgelig ser tv som alle andre. En del går også i biografen. Selvom de af naturlige årsager ikke har det samme udbytte af de visuelle medier, er der gode grunde til dette.

For det første har synshandicappede, ligesom alle andre, behov for at følge med i, hvad der rører sig i samfundet. Her er der som bekendt ingen vej uden om tv. Tv-mediet sætter dagsordenen både politisk og i forhold til den offentlige meningsdannelse. Selvfølgelig kan man følge med, uden at se billederne. Men der er jo en grund til, at Tvavisen bringer billeder af fanger i Abu Ghraibfængslet, oversvømmelser i New Orleans og Mogens Amdi Petersen på vej til Landsretten. Billeder giver os mulighed for at danne vores egen mening om overgrebene, naturkatastrofen og den tavse mand med regnfrakken. Denne mulighed bør blinde og svagsynede også have. Her er synstolkning løsningen.

En anden vigtig faktor er behovet for at føle sig som en del af fællesskabet. Nok er de tider forbi, hvor alle havde set den samme Leif Panduro-krimi lørdag aften. Men biograffilm og tv-udsendelser er fortsat noget, man taler med kollegaer, venner og familie om. De visuelle medier skaber kulturhistorie i ordets egentlige forstand. En visuel kanon, om man vil. 800.000 har set 'Italiensk for begyndere' i biografen. Hvor mange af disse er mon blinde?

Både i forhold til det at kunne følge med i politik og samfundsforhold, og når det gælder adgangen til kultur og underholdning er synstolkning med til at lukke synshandicappede ind i fællesskabet.

Kom inden for i cirkusteltet

Lad os vende tilbage til biografen i London. Ved billetlugen får jeg udleveret et sæt trådløse hovedtelefoner, og der bliver givet besked til operatørrummet om at slå synstolkningen til. Systemet er indrettet sådan, at den visuelle beskrivelse kun kan høres i hovedtelefonerne. På den måde bliver de øvrige biografgæster ikke forstyrret.

Fra 9. række lytter jeg med bind for øjnene til skuespillernes replikker og ud fra lydende prøver jeg at danne mine egne billeder inde i hovedet. I pauserne, hvor der ikke bliver talt, fortæller en speakerstemme i mine hovedtelefoner, hvor de forskellige scener foregår, og hvordan personerne ser ud. Ansigtsudtryk, kropssprog, kostumer og et hav af andre visuelle detaljer bliver beskrevet, men oplysningerne er nøje udvalgt, så kun det relevante er med.

Beskrivelserne er en kæmpe hjælp til at forstå handlingen, men de gør det også muligt at leve sig ind i filmen og opsuge stemningen. For sammenligningens skyld tager jeg hovedtelefonerne af - men føler mig efter få minutter som den lille dreng, der står uden for cirkusteltet og lytter til løjerne derinde.

Synstolkning trin for trin

Igennem hele filmen er stemmen i hovedtelefonerne min livline til den visuelle verden. Men forud for den detaljerede beskrivelse er gået et forarbejde, som i princippet tager sin begyndelse i det øjeblik filmen er klippet færdig. Et arbejde der i øvrigt er det samme, hvad enten det drejer sig om biograffilm eller tv-udsendelser.

Først overføres filmen til en computer. Firmaet Softel har udviklet et program, der kan styre hele processen. Det er en gylden regel, at man ikke taler ind over dialogen, så det gælder i første omgang om at finde pauserne. Med en særlig funktion i computerprogrammet kan man markere pausens begyndelse og slutning og dermed straks få at vide, hvor mange sekunder der er til rådighed for synstolkning. Når pausen er udmålt, går synstolken i gang med at skrive ned, hvad der foregår på skærmen, og undervejs læser han eller hun teksten op for sig selv for at sikre sig, at den lyder godt og ikke er for lang.

Nogle produktioner kræver mere forberedelse end andre, men som regel foregår processen i en enkelt arbejdsgang. Efter at have set filmen igennem, bevæger synstolken sig frem scene for scene og nedskriver sine umiddelbare indtryk. Der skal ikke grubles og analyseres for meget, for det gælder om at formidle filmens billedside som en gennemsnitlig seer ville gøre det. Af og til må man dog gå tilbage og rette, hvis en overset detalje viser sig at have betydning for handlingen senere hen.

Når manuskriptet er færdigt, går synstolken i studiet og indtaler sin tekst, og så er lydsporet klar til enten at blive lagt på en dvd sammen med filmen, udsendt på tv eller vist i biografen. I det sidste tilfælde brændes der som regel en cd-rom, som vedlægges filmkopien.

Hele processen tager et sted mellem én og tre dage alt efter, om det drejer sig om et afsnit af en tv-serie eller en helaftensfilm. Som tommelfingerregel gælder, at jo mere der bliver snakket i filmen, jo mindre plads er der til synstolkning, og jo hurtigere går produktionen.

"Det man hører er det vi ser"

Et af de firmaer, der har specialiseret sig i at fremstille synstolkning på det britiske marked, er medievirksomheden ITFC, som holder til i det vestlige London. Hos ITFC arbejder seks fastansatte og 20 freelancebeskæftigede synstolke. Omkring 90 pct. af produktionen er tv-udsendelser, primært for den store kommercielle kanal ITV, men virksomheden har også stået for store filmproduktioner som fx 'Ringenes Herre'.

I spidsen for afdelingen står James O'Hara, der er pioner inden for synstolkning i Storbritannien. Tilbage i 1994 deltog han i tekniske eksperimenter sammen med bl.a. BBC, og i dag har han opbygget en betydelig ekspertise inden for sit felt.

James O'Hara arbejder ud fra et princip om, at synstolkningen skal være så objektiv som muligt: "Seerne ønsker ikke at blive madet med ske, så vi forsøger på ikke at fortolke handlingen. Jeg diskuterede engang med en instruktør, som ville have mig til at sige noget bestemt i slutscenen. Jeg skulle sige 'de tager hinanden i hånden og drager sammen ud i livet'. Men jeg ville ikke sige det sidste, for det må være publikums egen fortolkning, hvor de to hovedpersoner drager hen. Vi beskriver kun det, vi ser."

Et andet dilemma, som synstolken ofte møder, er hvor mange detaljer, der skal tages med. O'Hara indrømmer, at de i starten havde tendens til at udfylde hvert eneste sekund, men senere fandt de ud af, at filmen skal have lov til at 'ånde'.

Med tiden har ITFC fået godt styr på processen: "Vi har fundet ud af, at man opnår det bedste resultat, hvis det er den samme person, der både skriver manuskriptet til synstolkningen og indlæser det. Det gør sproget mere naturligt. Vores folk skal derfor både være gode til at skrive og til at tale." Hos ITFC bruger man ikke kendte skuespillere til indlæsningen, for det flytter opmærksomheden væk fra indholdet, hvis stemmen er for kendt. De ansatte er derimod en sammensat gruppe af journalister, lærere, sangere og studerende, og de har nok at tage fat på.

I den londonske biograf er forestillingen forbi. På vejen ud indkasserer jeg undrende blikke fra de øvrige gæster. Måske tænker de, at det er spild af penge at se film med bind for øjnene. I så fald tager de fejl. Jeg fik i hvert fald en glimrende filmoplevelse. Selvom der ved nærmere eftertanke nok snarere var tale om en hørespil med usædvanlig fremragende lyd.

Hvad bliver synstolket:

• ansigtsudtryk, kropssprog, fysiske kendetegn, alder, tøj
• skuespillernes handlinger
• locations og sceneskift
• undertekster, rulletekster, skilte

Hvornår bliver der synstolket: 

• når der er pauser i dialogen
• når der bliver talt på et fremmedsprog
• når der høres musik (hvis den ikke er vigtig for handlingen)

For god synstolkning gælder at: 

• sproget er beskrivende, præcist og let at forstå
• sproget er neutralt og passer til genren
• man benytter et stort ordforråd og mange synonymer, fx 'hun skrider ind i rummet' fremfor blot 'hun kommer ind i rummet'
• man undgår 'filmiske' udtryk som fx kameravinkel
• filmen får lov til at 'ånde'

Kilde: ITFC