Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Udgivelser > Blindesagen > Blindesagen 2006 > Blindesagen nr. 5 2006 > Tiden er inde til synstolkning

Tiden er inde til synstolkning

Dvd med synstolkning - filmen Ray. Foto: Klaus Sletting
Fjernsyn er en primær kilde til information, læring og uddannelse. Med ny teknologi kan fjernsyn gøres tilgængeligt for blinde og svagsynede. Hvad venter vi på?

Af Søren Grotum, næstformand i Dansk Blindesamfund

Ligesom de fleste andre mennesker i samfundet vil blinde og svagsynede gerne se tv. Vi gør det også, men udbyttet er selvfølgelig noget begrænset. Undersøgelser i Storbritannien har vist, at mindst 94 pct. af blinde og svagsynede mennesker ser tv.

Tv er ikke kun underholdning. Tv understøtter den demokratiske dialog og de kulturelle og sociale værdier i samfundet. Men i Danmark er mere end 25.000 mennesker med et alvorligt synshandicap uden for det fællesskab, som tv-mediet skaber. Det er vi på trods af, at der med den digitale tv-teknologi er skabt mulighed for, at vi kan komme med på vognen. Teknikken kaldes synstolkning.

Bagud i forhold til nabolandene

I Storbritannien er det lovpligtigt, at en vis del af film- og tv-produktionerne leveres med synstolkning, eller audio description som det kaldes på engelsk. I USA har man brugt teknologien i adskillige år. Og i Sverige har systemet netop været anvendt med stort udbytte ved EM i atletik i Göteborg. Her forklarede en sportskommentator konstant, hvad der skete i arenaen, så de blinde og svagsynede tilskuere kunne følge med via hovedtelefoner.

Det er på høje tid, at vi tager udfordringen op i Danmark og indfører synstolkning og oplæsning af undertekster som en helt naturlig del af film- og tv-produktionen. I mange år er vi blevet spist af med, at det var for dyrt at oplæse undertekster på det traditionelle analoge tv, men når der kom digitalt tv, ville det blive anderledes. Nu har vi fået digitalt tv, så nu er tiden inde til at få blinde og svagsynede med på vognen.

Det bør desuden være en naturlig del af kulturelle begivenheder såsom sportsarrangementer, teaterforestillinger, udstillinger og andet, at der synstolkes.

Hvad er synstolkning?

Synstolkning, eller audio description som det også kaldes, er en revolutionerende måde at gøre tv-mediet tilgængeligt for blinde og svagsynede. Ældre mennesker med nedsat syn kan også have glæde af teknikken.

Synstolkning består af et ekstra lydspor, der sendes ud i æteren samtidig med det egentlige tv-program. De, der vælger at lytte med, kan høre en mundtlig beskrivelse af, hvad der foregår på skærmen. Det kan fx være beskrivelse af ansigtsudtryk og bevægelser eller forklaring af grafer og tabeller. Den mundtlige beskrivelse er som regel kortfattet, så udsendelsens originale lydside ikke forstyrres.

Synstolkning kræver ekstra tv-kanaler, hvilket hidtil har været umuligt at skaffe. Men med indførelsen af digitalt tv i Danmark i 2006 er det blevet både teknisk muligt og økonomisk rentabelt.

Døve og hørehæmmede har længe haft tekstning og tegnsprogstolkning. Nu er det på tide, at også blinde og svagsynede får adgang til tv-mediets mange muligheder.

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 13. oktober 2006 08:23