Af Thorkild Olesen, afdelingsleder i Dansk Blindesamfund

Det er formentlig ikke nogen hemmelighed længere: Dansk Blindesamfund støtter helhjertet, at der indføres rettighedslovgivning i Danmark. Vi har gennem de seneste 10-15 år oplevet, at de gode viljer, som dansk handicappolitik ellers har levet godt sammen med siden 2. Verdenskrig, ikke længere sikrer blinde og stærkt svagsynede tilstrækkelig støtte.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at Dansk Blindesamfund selvfølgelig ikke forventer store ændringer hen over natten. Men rettighedslovgivning og forbud mod diskrimination vil være signaler til hele det danske samfund om, at der skal ske forbedringer, således at mennesker med funktionsnedsættelse bliver inkluderet i samfundslivet. Det vil tage sin tid at udmønte disse ændringer.

Gamle og nye principper kan forenes

Endelig afsværger Dansk Blindesamfund sig ikke de handicappolitiske principper om sektoransvar og kompensation, som har været hovedhjørnesten i dansk handicappolitik i 40 år. Rettighedslovgivning og forbud mod diskrimination er ikke – sådan som det har været fremført fra politisk hold – i modsætning til disse to principper. Tværtimod hænger sektoransvar, kompensation og rettighedslovgivning sammen som fod i hose.

Rettighedslovgivning skal sikre, at forholdene for mennesker med funktionsnedsættelser tænkes ind i alle sektorers planlægning, og kompensation skal der til, når man ikke kan sikre, at alle kan være med inden for de forskellige sektorer pga. funktionsnedsættelsen.

Dansk Blindesamfund har altså store forventninger til indførelse af rettighedslovgivning. Vi har nemlig mange problemer, som rettighedslovgivning kan være med til at løse. Her skal nævnes nogle få, men principielle problemer, som bør løses hurtigst muligt.

Synstolkning

I Dansk Blindesamfund mener vi, at public service-udbydere som Danmarks Radio og TV2 skal forpligtes til at lave synstolkning (audio description) på deres udsendelser samt sikre oplæsning af undertekster. Det er af vital betydning for blinde og stærkt svagsynedes deltagelse i kulturlivet og den demokratiske proces, at billederne forklares, og at teksterne læses op. Det burde egentlig være lige så soleklart, som at døve og hørehæmmede har behov for tekstning af det talte sprog. Hidtil har vi mødt argumenter om, at det er meget omkostningskrævende at synstolke og lade undertekster læse op, argumenter som falder bort med indførelsen af digital tv-teknologi.
Rettighedslovgivning vil kunne løse dette problem, idet manglende synstolkning af tv-billeder og oplæsning af undertekster vil være indirekte diskrimination.

Vi vil fra Dansk Blindesamfunds side forsøge at få Folketinget til at tage dette spørgsmål op i den kommende samling. Folketinget vil kunne pålægge Danmarks Radio og TV2 at sikre synstolkning og oplæsning af undertekster. Hvis det ikke lykkes, må vi forsøge via rettighedslovgivning.

Det umiddelbare ønske er altså synstolkning og oplæsning af undertekster på tv-udsendelser. På lidt længere sigt er det imidlertid ønsket, at film, museumsudstillinger og andre kulturelle og underholdningsmæssige tilbud skal være synstolket, så blinde og svagsynede kan opleve de samme ting som andre medborgere. Vi forventer i Dansk Blindesamfund ikke, at dette indføres i løbet af et, to eller fem år, men vi forventer, at der lægges planer inden for de berørte sektorer, så synstolkning indføres inden for en overskuelig fremtid.

Tilgængelighed til digital forvaltning

Siden midten af 1990’erne har Dansk Blindesamfund søgt at påvirke alle politiske tiltag, der har handlet om tilgængelighed til informationsteknologiske løsninger. Det seneste skud på denne stamme er digital forvaltning og selvbetjening. Der har været mange gode viljer fra ministre og andre beslutningstagere, men det har vist sig, at indførelsen af digital forvaltning og selvbetjening rent faktisk har medført mindre tilgængelighed for blinde og svagsynede. Efter Dansk Blindesamfunds opfattelse skyldes dette, at der er et godt stykke mellem de politiske beslutningstageres gode viljer og dem, der skal udføre beslutningerne i praksis. Erfaringen er klar: Uden klare og præcise krav om tilgængelighed for mennesker med funktionsnedsættelser bliver der ikke tænkt tilgængelighed ind i de projekter, der skal gennemføre de politiske ønsker om digital forvaltning og mere selvbetjening.

Folketinget har senest ved folketingsbeslutning B40 i folketingsåret 2005/2006 udstukket politiske ønsker om, at den digitale forvaltning skal være tilgængelig, og at borgere, der for eksempel er blinde og svagsynede, skal kunne bruge offentlige digitale løsninger. Det er vi meget glade for i Dansk Blindesamfund, og det sidste skridt for at sikre blinde og svagsynedes tilgængelighed til digital forvaltning og selvbetjening vil være, at dem, der skal gennemføre løsningerne, får et egentligt krav om, at løsningerne skal være tilgængelige.

Så langt har Folketinget dog ikke ønsket at gå endnu, så det må vi vente på at kunne få indført ved hjælp af rettighedslovgivning. Desværre bliver det så meget dyrt for samfundet at sikre tilgængeligheden for mennesker med funktionsnedsættelser, men det er et politisk valg, man træffer i disse år, ved ikke at kræve tilgængelighed allerede ved indførelsen af nye løsninger.

Livslang læring – også for blinde og svagsynede

Det har været et mantra i dansk politik de seneste 10 år, at danskerne skal uddanne sig livet igennem, og at uddannelse skal være for alle. Det er vi i Dansk Blindesamfund meget enige i, men ’alle’ er åbenbart ikke ensbetydende med, at blinde og svagsynede også skal uddanne sig livet igennem.

I dag er det sådan, at blinde og svagsynede, der for eksempel ønsker at tage en 10. klasse udvidet afgangsprøve eller et fag på hf-enkeltfagskursus, ikke har nogen steder at gå hen for at få undervisningsmaterialer i tilgængelig form eller nødvendige hjælpemidler til at gennemføre undervisningen. Blinde og svagsynede kan heller ikke forvente at få tilgængelige undervisningsmaterialer og hjælpemidler ved deltagelse i folkeoplysende undervisning. End ikke på videregående uddannelser er der muligheder for, at blinde og stærkt svagsynede kan deltage i åbne uddannelser eller få støtte til anden videre- og efteruddannelse.

Efter Dansk Blindesamfunds opfattelse er det et skoleeksempel på indirekte diskrimination. Også her er argumenterne mod at støtte blinde og svagsynede økonomiske: Man har ikke overblik over, hvad det vil koste, og så opgiver man fra politikere og embedsmænds side simpelthen at gøre noget.

I Dansk Blindesamfund vil vi presse på for, at blinde og svagsynede skal have mulighed for at få undervisningsmaterialer og hjælpemidler i forbindelse med fritidsundervisning og videre- og efteruddannelse. Hvis vi ikke får adgang til livslang uddannelse for alle, må vi afvente, at rettighedslovgivningen sikrer os mulighederne. Det vil så bare udskyde pinen for beslutningstagerne og ventetiden for blinde og svagsynede, som gerne vil udvikle sig.

Selvbetjeningssamfundet

Generelt er medborgere i Danmark hjælpsomme og venlige og giver gerne en hånd i bussen eller ved fodgængerfeltet. Men som det fremgår af artiklen længere inde i bladet om den manglende hjælp i supermarkeder, udebliver den nødvendige håndsrækning ofte, hvis hjælpen er behæftet med en udgift for den, der skal hjælpe.
Rigtig mange af Dansk Blindesamfunds medlemmer oplever, at de ikke kan få assistance til at købe ind, fordi butiksejere ikke vil stille hjælp til rådighed. Også her er der tale om en form for indirekte diskrimination, som forhindrer blinde og svagsynede i at leve som andre borgere i det danske samfund.

Vi mener i Dansk Blindesamfund, at de penge, som blinde og svagsynede lægger i butikkers pengekasser, er lige så gode som andre borgeres penge. I det store billede er det ikke en ekstraudgift at hjælpe en blind. Og hvis alle butikker har pligt til at gøre det, sker der ingen konkurrenceforvridning mellem butikkerne. Rettighedslovgivning vil her kunne sikre blinde og svagsynede ret til at være en del af samfundet og få den hjælp, der er behov for.

Så alt i alt må vi sige, at vi i Dansk Blindesamfund ser frem til, at rettighedslovgivning indføres i Danmark. Der er mange ønsker, vi gerne vil have gennemført, ønsker som Dansk Blindesamfunds medlemmer giver udtryk for ved enhver lejlighed. Egentlig burde det ikke være nødvendigt med rettighedslovgivning. Som sagt kunne Folketinget bestemme, at man ønsker de gode viljer gennemført. Man kunne stille krav til dem, man overlader opgaveløsningen, nemlig regering, kommuner, embedsværk, offentlige og private instanser og virksomheder. Så længe man ikke gør det, må vi afvente rettighedslovgivningen, så vi som blinde og svagsynede på lige fod med andre kan være produktive og engagerede samfundsborgere.