Af John Heilbrunn, leder af International afdeling

Arbejdet for at sikre handicappede lige muligheder bygger i dag på en rettighedsbaseret tilgang, der oprindeligt udspringer af FNs menneskerettighedsdeklaration. Den internationale handicapbevægelse har igennem årene fremmet et rettighedsperspektiv på integrationen af handicappede i samfundet. Inspirationen er blandt andet kommet fra FN og EU.

FN – basale principper

I 1981 vedtog FN en deklaration, der fastslog princippet om, at mennesker med handicap havde de samme sociale, kulturelle og borgerlige rettigheder som deres ikke-handicappede medborgere. Det var noget nær første gang, at man i FN-systemet specifikt fokuserede på handicappedes behov og krav, og dette initiativ blev fulgt op af udnævnelsen af et tiår, hvor man i særlig grad skulle sætte fokus på handicappedes ret til selvbestemmelse, lige behandling og lige adgang til samfundets tilbud.

I 1993 vedtog FNs generalforsamling enstemmigt de såkaldte Standardregler for Lige Muligheder for Handicappede. Standardreglerne indeholder en række principper for staters moralske og politiske ansvar og engagement på handicapområdet, men er dog ikke bindende. Adgang til jobmarkedet, adgang til uddannelse, tilgængelighed, revalidering, personlig og religiøs frihed er eksempler på områder, som er kon- kretiseret i dette regelsæt. Standardreglerne giver samtidig handicappede og deres organisationer medindflydelse på lovgivningsprocessen.

Den 25. august 2006 vedtog et forberedende udvalg en færdig konventionstekst med regler, som pålægger de stater, der tiltræder konventionen, at træffe foranstaltninger, der kan fremme handicappede personers rettigheder og respekt. Reglerne berører vigtige områder som personlig frihed, juridisk kapacitet, forbud mod frihedsberøvelse som følge af handicap, retten til uddannelse, beskæftigelse, adgang til sundhedsvæsenet m.m. Repræsentanter fra handicapbevægelsen har været særdeles involveret i forhandlingerne i New York, og de har drevet en kraftig og målrettet lobby- og fortalervirksomhed for at blive hørt og for at sikre, at handicapbevægelsen får sat sit fingeraftryk på konventionen.

Det bliver interessant at se, hvornår og med hvilken styrke konventionen kan blive sat i kraft. USA, som er en af pionererne på rettighedsområdet med Americans with Disabilities Act, har udtalt, at landet ikke agter at ratificere konventionen, da der allerede er omfattende national lovgivning på området.

EU – en motor i rettighedsarbejdet

EU har i sine regler og sine politiske udtalelser vist sig at være mere progressiv end den danske regering, der måned for måned forringer den service og de støtteforanstaltninger, der ideelt set skulle være med til at fjerne diskrimination og ulige muligheder for handicappede. I den forstand er EU et vigtigt værn for handicappede – også i Danmark.

Amsterdamtraktaten, der trådte i kraft 1. maj 1999, indførte med sin artikel 13 et vigtigt forbud mod diskrimination inden for EU's rammer bl.a. i forhold til køn, race, religion og handicap. Denne regel har været grundstammen i en række tiltag, som EU har støttet. Her skal nævnes nogle få:

• Anvendelsen af den internationale handicapdag den 3. december til at sætte fokus på områder af særlig betydning for handicappede.
• Økonomisk støtte til den europæiske handicapparaply European Disability Forum.
• Vedtagelse af direktivet 2000/78, som fastslår forbud mod diskrimination af handicappede på arbejdsmarkedet.
• Udnævnelsen af året 2003 som det Europæiske Handicapår.
• En række politiske udtalelser og EU-støttede handlingsprogrammer vedrørende informationsteknologi.
• En forordning vedrørende lufthavnes og luftfartsselskabernes service over for handicappede.

Men lad os nu vende os mod Skandinavien og se på, hvordan vore brødre og søstre i de øvrige nordiske lande er stillet, hvad angår lige muligheder for synshandicappede.

Rettighedsarbejde i Norge

I Norge findes der på nuværende tidspunkt meget få retsregler og andre foranstaltninger, som kan styrke handicappedes adgang til samfundets tilbud. I den norske bygnings- og planlovgivning er der vage regler om fysisk tilgængelighed. Reglerne giver fx anvisninger om, at bygninger skal gøres tilgængelige ved installation af elevatorer. Såkaldt orienteringshæmmede skal ifølge reglerne have mulighed for at betjene fx elevatorer. Det burde bl.a. indebære, at betjeningsknapper gerne skulle mærkes på passende taktil vis. Disse regler bliver imidlertid overhovedet ikke håndhævet. Det samme gælder kravet om fx markeringsstriber, som skulle være en sikkerhed for svagsynede, der nærmer sig gennemsigtige (glas)flader.

På beskæftigelsesområdet må man ikke diskriminere pga. handicap, men mulighederne for at følge op på eventuelle krænkelser og reelt håndhæve sådanne regler er særdeles begrænsede. Til gengæld ønsker det norske arkitektforbund strengere krav til planlæggere og entreprenører, hvilket lover godt for tilgængelighedsproblematikken.

Til efteråret forventes der at blive fremsat et forslag til lov om antidiskriminering. Det sker som en konsekvens af det såkaldte Syse-udvalgs omfattende udredningsarbejde. Den norske regering ønsker at inkludere regler om adgang til information for synshandicappede og tillige adgang til transport. Hermed er regeringen i sit udgangspunkt mere progressiv og mere imødekommende end de anvisninger, som fremgik af betænkningens anvisninger.

Rettighedsarbejde i Sverige

I Sverige havde man indtil 2003 ikke specifikke regler om forbud mod diskrimination af handicappede. De eneste regler, som har været gældende, udspringer af EU-lovgivningen, og de fokuserer på lige adgang til arbejdsmarkedet. I 2003 trådte en særlig lov i kraft, der indebærer, at en handicappet ikke kan nægtes adgang til en restaurant eller et forlystelsesetablissement med den begrundelse, at pågældende er handicappet. Derimod har en retssag fastslået, at eksempelvis en blind kan nægtes adgang til en restaurant, fordi pågældende ønsker at medtage sin førerhund.

I skrivende stund er den svenske regering ved at lægge sidste hånd på et nyt lovgivningskompleks, som i 2007 forventes at blive vedtaget med bred opbakning i den svenske Riksdag. Loven vil pålægge de ansvarlige at fjerne hindringer, der kan føre til ulige adgang og dermed til diskrimination i forhold til fx race, køn, religion og handicap. De kommende regler vedrører handicappedes ret til varer og tjenesteydelser. Sådan som reglerne på nuværende tidspunkt er forstået, vil en handicappet kunne kræve at købe en hvilken som helst vare, men dette indebærer ikke, at varen af den grund skal være tilgængelig for personer med et handicap. Hvis en vaskemaskine således har et display, kan der ikke stilles krav om, at displayet skal kunne vise større skrift eller kunne aflæses via syntetisk tale. Derimod kan det tænkes, at fx brugsanvisninger vil kunne kræves konverteret til et tilgængeligt format.

Hvad angår adgangen til tjenesteydelser vil loven få en større betydning, idet hele spørgsmålet om tilgængelighed til sådanne ydelser fremover vil kunne kræves håndhævet. En person, som er bevægelseshandicappet, skal kunne skaffe sig adgang til offentlige rum og ydelser, fx biblioteker, rådhuse og turistinformation. Synshandicappede vil formentlig også kunne kræve information i et tilgængeligt format på offentlige og private hjemmesider, der tilbyder service og tjenesteydelser.

Lovens rækkevidde skal dog vurderes ud fra et rimelighedskriterium. Hvis foranstaltningerne er for byrdefulde, vil den ansvarlige kunne fritages for at gennemføre dem. Det er domstolene, der skal fastsætte grænserne for, hvad der skal forstås ved ’urimelig byrdefuld’.

Rettighedsarbejde i Finland

I Finland danner selve den finske grundlov basis for forbud mod diskrimination af personer med handicap. Fortolkning af forbudets rækkevidde sker ved behandling af konkrete klager til domstolene. Ifølge den finske blindeorganisation har man i løbet af de seneste år taget initiativ til to retssager, som begge er faldet ud til fordel for den blinde klager. Indehavere af restauranter er blevet idømt bøder for at nægte en førerhundebruger adgang i følgeskab med førerhunden. Dette betragtes som et tilfælde af diskrimination. Billedet er imidlertid ikke entydigt. Fx er ansøgninger om tilpasning af arbejdspladsen blevet afslået.

Fra handicapbevægelsens side har man rettet henvendelse til den finske regering for at få oprettet en stilling som ombudsmand på handicapområdet. Sagen overvejes, men afgørelsen trækker ud, selv om en betænkning om handicappolitik udsendt i foråret 2006 udtrykkeligt peger på en sådan institution som noget positivt.

I foråret 2006 rettede den finske blindeorganisation henvendelse til rigsdagen for at få vedtaget en særlig lov, som skulle opstille udtrykkelige forbud mod diskrimination af handicappede, men initiativet blev afvist af regeringen med henvisning til, at en generel reform er på vej inden for handicapområdet som helhed.

Planen er – til blindeorganisationens store utilfredshed – at sammenlægge flere eksisterende love. Der hersker frygt for, at en sådant initiativ vil mindske fokus på de specifikke handicapgruppers særlige behov og vil generalisere området med en svækkelse og uhensigtsmæssig sammenblanding til følge.