Af Maria Ventegodt Liisberg, ph.d.-stipendiat, Institut for Menneskerettigheder

I langt de fleste lande verden over har man i årtusinder anset handicap som et vilkår, der i sig selv førte til, at man ikke kunne deltage på lige fod med andre mennesker i samfundslivet. Man var ikke til nogen nytte på arbejdsmarkedet, man kunne ikke forvente at få et familieliv, man evnede ikke at få sig en uddannelse. Den manglende deltagelse blev opfattet som en følge af selve funktionsnedsættelsen.

Når udelukkelsen fra det almindelige samfundsliv opfattedes som givet, måtte man gøre livet så godt som muligt for de handicappede: De skulle have velfærdsydelser, fordi de ikke kunne tjene penge på arbejdsmarkedet, de skulle bo i særlige institutioner indrettet efter deres særlige behov, de skulle have særlige skoler, fordi de ikke kunne forventes at få noget ud af undervisningen på en almindelig skole.

Inden for de seneste 20-30 år er man begyndt at indse, at udelukkelse fra det almindelige samfundsliv ikke så meget skyldes selve funktionsnedsættelsen, men derimod i vidt omfang den måde, samfundet er indrettet på.

Hvis undervisningen er indrettet hensigtsmæssigt, er der i de fleste tilfælde ikke noget i vejen for, at børn med og uden funktionsnedsættelser kan gå i skole sammen. Hvis fordomme over for svagsynede mennesker blev afskaffet, hvis arbejdet blev tilpasset den enkeltes behov, og hvis det offentlige rum og transportmidler var tilgængelige for mennesker med nedsat syn, ville deres muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet være meget bedre.

Kvinder og sorte viser vejen

I 1970’erne i USA gik det op for handicaporganisationer, at deres problemer egentlig var meget lig de problemer, kvinder og sorte havde kæmpet imod i årtier: fordomme og en samfundsindretning, som blev ved med at holde dem ude. For eksempel dårlige skoler til sorte børn og fordomme om, at kvinder og sorte ikke er lige så dygtige medarbejdere som hvide mænd. Handicaporganisationerne så, at det redskab, kvinderne og de sorte gjorde brug af, var rettighedslovgivning – altså lovgivning, som giver ret til lige muligheder, eller sagt med andre ord: Lovgivning, som gør det forbudt at forskelsbehandle på grundlag af tilhørsforhold til den udsatte gruppe. Siden 1970’ernes USA har dette krav om rettighedslovgivning spredt sig til næsten samtlige lande i verden, og det har vundet genklang i menneskeretten.

FN-konvention på trapperne

Den 25. august 2006 blev et udkast til en FN-handicapkonvention færdig. Denne konvention slår fast med syvtommersøm, at en menneskeretlig tilgang til at fremme lige mulig- heder for mennesker med handicap indebærer bekæmpelse af samfundsmæssige barrierer for handicappedes lige muligheder. Hvis en medlemsstat skal overholde menneskerettighederne, er det ikke længere tilstrækkeligt at forsøde de handicappedes liv med almisser og særordninger. Den menneskeretlige tilgang kræver endvidere, at der indføres forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser.

Hvad er en rettighedstilgang til lige muligheder?

Rettighedstilgangen er udtryk for, at man i bindende lovgivning giver enkeltpersoner rettigheder, som kan håndhæves ved domstolene. En rettighedstilgang til fremme af lige muligheder for handicappede indebærer først og fremmest en rettighed til lighed, dvs. en rettighed til ikke at blive diskrimineret på grund af sit handicap.

Herudover kan man styrke individers rettigheder ved helt generelt at indføre bindende og klare rettigheder, som man kan støtte ret på. For eksempel har vi i Danmark haft tradition for forholdsvis skønsbaserede rettigheder i sociallovgivningen, som kun i begrænset omfang kan kræves håndhævet ved domstolene, da domstolene ikke vil tilsidesætte forvaltningens skøn. En styrket rettighedstilgang på dette område kan medføre klarere formulerede rettigheder for enkeltpersoner, som overlader et mindre skøn til forvaltningen, og som derfor i videre omfang kan søges håndhævet ved domstolene.

Et andet område er tilgængeligheden til transportmidler, informationer, offentlige bygninger osv. I dag findes der meget få muligheder for enkeltpersoner til at stille krav om handicaptilgængelighed. En styrket rettighedstilgang kan medføre, at der indføres mulighed for, at enkeltpersoner kan klage over, at f.eks. offentlige bygninger ikke opfylder gældende byggestandarder.

I det følgende ses nærmere på, hvad et forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser indebærer.

Hvad er et diskriminationsforbud?

Et forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser kan naturligvis formuleres på mange forskellige måder, men kernen vil typisk være et forbud mod at forskelsbehandle alene på grund af en funktionsnedsættelse. For eksempel vil det være forbudt ikke at ville udleje sin lejlighed til en blind person. Herudover vil det typisk indeholde et forbud mod at forskelsbehandle på grund af neutrale kriterier, som fører til en indirekte forskelsbehandling af mennesker med funktionsnedsættelser. For eksempel vil et forbud mod dyr på restauranter være et neutralt forbud, som ikke desto mindre vil ramme mennesker, som har førerhund, hårdere end andre og derfor vil kunne udgøre indirekte diskrimination.

Herudover har man i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser anerkendt, at det ikke er tilstrækkeligt at forbyde forskelsbehandling på grund af funktionsnedsættelsen. Hvis man vil opnå reel lighed, vil der være situationer, hvor det er nødvendigt at yde tilpasning for funktionsnedsættelsen. For eksempel hvis en studerende skal læse på universitetet, er det nødvendigt at yde en vis tilpasning således, at den studerende kan få adgang til sit pensum i god tid, så det kan blive gjort tilgængelig for ham eller hende. Tilpasningspligten giver stor mening på f.eks. uddannelsesområdet, på arbejdsmarkedet, i adgangen til offentlige myndigheders ydelser, på sundhedsområdet og i adgangen til kultur.

I december 2004 implementerede Danmark EU-direktivet 2000/78 i Lov om Forbud mod Forskelsbehandling på Arbejdsmarkedet, hvorefter det er forbudt at diskriminere på grund af handicap på det danske arbejdsmarked. Ud over at forbyde forskelsbehandling på grund af handicap, forpligter loven også arbejdsgiver til at yde tilpasning i rimeligt omfang for de særlige behov, som måtte følge af et handicap. Loven har til dato ført til to sagsanlæg, som endnu ikke er afgjort ved domstolene.

Danmark har imidlertid fortsat ikke noget forbud mod diskrimination uden for arbejdsmarkedet på f.eks. uddannelsesområdet, på boligområdet eller i adgangen til varer og tjenesteydelser. Således vil en person med funktionsnedsættelser ikke kunne gøre sin rettighed til ligebehandling gældende over for et rejsebureau, som ikke ønsker at sælge rejser til person med funktionsnedsættelser eller over for en udlejer, som ikke ønsker at udleje boliger til en person med funktionsnedsættelser.

Nye tider for dansk handicappolitik

Der er ingen tvivl om, at der i Danmark er ved at ske en bevægelse i retning af rettighedsbaseret handicappolitik. Regeringen har i juni 2006 udmeldt en interesse for at udforske mulighederne for at indføre et generelt forbud mod diskrimination. Også De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har tidligere i år meldt ud, at DSI arbejder for indførelsen af et generelt forbud mod diskrimination.

Men hvis man skal beskrive den danske tilgang, som den har set ud indtil for nylig og for det meste stadig gør det, så er der tale om en politik baseret på tre principper: lighed, kompensation og sektoransvar. Udgangspunktet for denne tankegang har været, at det offentlige i videst muligt omfang skal aflaste den enkelte med funktionsnedsættelser for den byrde, som funktionsnedsættelsen udgør. Der gælder et sektoransvar, som siger, at hver sektor skal løse sine egne problemer. Sociale problemer skal løses via sociallovgivningen, sundhedsmæssige udfordringer skal løses inden for sundhedssektoren osv. I det omfang mennesker med funktionsnedsættelser møder barrierer i forhold til samfundslivet, antages det endvidere at påhvile det offentlige at kompensere herfor. Sektoransvaret og princippet om kompensation er dog langt hen af vejen ikke sanktioneret, hvis de ikke opfyldes.

Fordelene ved den danske tilgang er, at niveauet for sociale ydelser til personer med funktionsnedsættelser er så højt, så funktionsnedsættelser ikke fører til økonomisk eksklusion fra samfundet. Den høje støtte til tilpasninger af boliger og arbejdspladser osv. er endvidere positiv ved, at samfundet påtager sig en del af de ekstraudgifter, som følger af funktionsnedsattes deltagelse i samfundslivet. Sektoransvaret er endvidere positivt ved, at det i nogen grad tilskynder offentlige myndigheder at tænke på personer med funktionsnedsættelser i tilrettelæggelsen af deres virke.

Der er ingen modsætning mellem disse eksisterende fordele ved den danske tilgang og en rettighedsbaseret tilgang – tværtimod. Men hvis den rettighedsbaserede tilgang vinder indpas, kan det skabe forbedringer på en række områder:

• Myndighederne bliver retligt bundet til at forebygge diskrimination og sikre lige muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser.
• Behovet for individuel tilpasning bliver mindre, men muligheden for individuel tilpasning bliver sikret gennem individuelle rettigheder.
• Et generelt forbud mod diskrimination vil medføre, at også private virksomheder får et incitament til at indrette deres virke, så mennesker med funktionsnedsættelser får adgang til deres produkter eller tjenesteydelser.
• Et generelt forbud mod diskrimination vil endvidere give mulighed for, at mennesker med funktionsnedsættelser, som udsættes for diskrimination uden for arbejdsmarkedet, kan gå rettens vej.

Det skal være lettere at klage

En mere rettighedsbaseret tilgang vil efter min mening fremme lige muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser, og et generelt forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser vil være et stort skridt i den retning.

Administrativ klageadgang er en forudsætning for, at et diskriminationsforbud bliver virksomt og håndhævelsen af forbuddet ikke overlades til det enkelte individ gennem retssager ved domstolene. I dag har vi Ligestillingsnævnet og Klagekomiteen for etnisk ligebehandling, som behandler klager over diskrimination på grund af henholdsvis køn og etnicitet. Men vi savner et organ til at behandle klager over diskrimination på grund af handicap. Det vil være en forudsætning for, at et generelt forbud mod diskrimination får gennemslagskraft, at der tillige indføres en administrativ klageadgang.