Af Merete Rømer Engel, journalist

Der står toiletpapir, basilikum, frugt, grønt og hakket oksekød på Jesper Holtens huskeseddel. Den 31-årige Jesper er født blind, har taget en bachelor i statskundskab og arbejder i dag som informatør i Dansk Blindesamfund. Egentlig bor han i Århus, men kæresten bor i Søborg, så hver 14. dag pakker han den bærbare computer i rygsækken og tager toget til hovedstaden med førerhunden Rix.

I dag har han lovet at handle på vej til Søborg, og han har lovet os at bruge lejligheden til at lave en lille test på, hvor svært eller nemt det er blevet at få hjælp til at handle, når man er blind. Der er intet videnskabeligt over vores forsøg. Vi udvælger seks supermarkeder tæt på hinanden i området omkring Jagtvej på Nørrebro i København, og så går Jesper og Rix på indkøb. For sjov skyld uddeler han blindestokke. Nul for den absolut dårlige oplevelse og fem for den sublime.

I en Netto

Jesper fortæller: ”Som så ofte før følger jeg bip-lyden hen til en af kasserne og spørger, om jeg kan få hjælp til at handle.” ”De ringer straks efter en mand, som går rundt i butikken med mig. Han er lidt usikker i forhold til at give mig en arm, men det er jo helt almindeligt, hvis man ikke kender en blind i forvejen. Han er god til at fortælle om tilbuddene inden for forskellige varekategorier, hvad langtfra alle er. Da vi kommer op til kassen tilbyder en venlig kunde straks at hjælpe mig med at lægge varerne på båndet og pakke, men ellers havde han helt sikkert hjulpet. En positiv oplevelse. Dér kunne jeg sagtens finde på at handle igen.”

(4 blindestokke)

I en Fakta

”En kunde hjælper mig straks hen til kassen, hvor jeg spørger efter hjælp til at handle. Kassedamen ringer efter en kollega. Nogle minutter senere kommer en ung mand, som jeg tipper til at være en flaskedreng. Han er meget genert og usikker på det hele og siger ikke meget. Vi går hen i frugtafdelingen, og jeg spørger, om der er nogle tilbud. Han fortæller, at der er nogle løse pærer og bananer. På mit spørgsmål, om de ser pæne ud, svarer han: ’ja, ja,’ men jeg får lov til selv at mærke på dem. Så beder jeg om en pakke smør. Han går ud fra, at jeg mener Kærgården, men jeg fortæller ham, at det er rigtigt smør, Lurpak, jeg skal bruge. Alligevel får jeg Kærgården. Jeg opdager det, fordi jeg kommer til at røre ved det nede i kurven. Han bytter det ud og følger mig op til kassen, hvor han spørger, om han skal hjælpe mig med at pakke. Han er hverken uhøflig eller uvenlig bare meget usikker. Og så er det ret irriterende ikke at være sikker på at få de varer, som man beder om.”

(2 blindestokke) 

I en Kvickly

”Jeg kan ikke umiddelbart høre kasseapparaterne, men kan til gengæld dufte bagerafdelingen, så jeg går derhen og spørger igen om hjælp til at handle. ’Ja,’ siger damen venligt og ringer på en kollega. Efter fem minutter får hun en tilbagemelding og må sige til mig, at desværre. ’Der er ikke så meget personale her i eftermiddag, så kan jeg ikke komme igen en anden dag?’ Hun lyder ret flov. Jeg svarer, at det er der jo ikke noget at gøre ved, så må jeg handle et andet sted. Det er en meget stor Kvickly. Klokken er 15.30. Der er en del mennesker, men ikke proppet.”

(0 blindestokke)

I en Aldi

”Jeg går hen til den ene kasse, der er åben og spørger, om jeg kan få hjælp til at handle: ’Det gør vi normalt ikke’, svarer manden i kassen, og en anden mand kommer til. ’Det gør vi bare ikke, for vi er kun to i butikken til at ordne det hele’, bekræfter han. En ung kvinde med barnevogn er lige færdig med at handle, men tilbyder sig straks og går med mig rundt.”

(0 blindestokke) 

I en anden Fakta

”En af ekspedienterne kommer mig faktisk i møde og spørger, om jeg skal have hjælp. Hun kalder straks på en pige, som viser sig at være meget bange for hunde. De andre forsøger at berolige hende, men da vi går rundt, kan jeg fornemme, at hun stadig er anspændt. Hun er dog meget meddelsom og viser mig forskellige frugter og fortæller om dem. Jeg spørger efter krydderurter. ’Nej, det har vi ikke,’ siger hun. Jeg undrer mig lidt, og en kunde siger da også, at der er krydderurter. Jeg tror ikke, det var ond vilje, men hun forstod simpelthen ikke ordet krydderurter. Det er selvfølgelig irriterende, når jeg nu skal bruge basilikum til aftensmaden, for så skal jeg ind i endnu en butik og igennem samme tur. Hun følger mig op til kassen, hjælper med at pakke og følger mig desuden helt ud til døren.”

(3 blindestokke) 

I en DøgnNetto

”Der er kun en og samme mand i hele butikken, alligevel spørger han selv straks, hvad han kan hjælpe mig med. Jeg svarer, at jeg bare skal have to ting, hvorefter han lukker kassen ned og går rundt i butikken med mig. Jeg skal have rugbrød, og han spørger på eget initiativ ind til, hvad for en slags og mærke. Vi har en rigtig god og afslappet dialog. Da vi kommer tilbage til kassen, står der et par kunder i kø, fornemmer jeg. En rigtig god oplevelse.”

(5 blindestokke)  

Coops informationsdirektør: ”Få en fast aftale”

Ud af de to negative oplevelser (i Kvickly og Aldi) var Kvickly umiddelbart den mest overraskende. Som danskere har vi nok en forventning om, at man i det gamle andelsforetagende Coop, som ejer Kvicklykæden, har lidt mere overskud, end det Jesper Holten oplevede. Vi ringer derfor til Coop Danmarks informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, forelægger ham Jespers afvisning i Kvickly og beder om hans reaktion:

”Det er ikke noget, vi har en nedskrevet politik for. Man skal give den enkelte kunde service, men det er en selvbetjeningsbutik. Måden, vi typisk gør det på, er, at vi med de faste kunder aftaler et bestemt tidspunkt, hvor de kan komme og få hjælp. Det kunne f.eks. være mandag formiddag. Så ville det være nemmere,” siger informationsdirektøren.

Men det er jo så i Kvickly og Irma, hvor der er forholdsvis meget personale. Hvad med Fakta, som også hører under Coop?
”Der skal man nok virkelig ud i nogle ydertidspunkter. Generelt tror jeg, det er svært i discountbutikkerne. Generelt vil jeg sige, at vi er positive, men det kører skarpt med medarbejderne, så jeg vil anbefale, at man tager kontakt til den enkelte butiksindehaver og får en fast aftale.”

Politikerne må ind og regulere adfærd og holdninger

Jens Bromann, formand for Dansk Blindesamfund, er ikke forundret over Jesper Holtens oplevelser i supermarkederne på Nørrebro. Og han forstår til dels Coop Danmarks informationsdirektør. Det er bare ikke en holdbar situation for de blinde.

”Der er en klar tendens til, at vi i mindre og mindre grad har mulighed for at handle, når vi har tid og lyst, ligesom andre mennesker. Hvis jeg står fredag eftermiddag og mangler en flaske vin til mine gæster om aftenen, så kan det jo ikke hjælpe, at jeg kan købe den næste mandag formiddag. Og hvis jeg har job, kan jeg jo slet ikke handle mandag formiddag, desuden er det umuligt for mig at slæbe så mange varer hjem. Det her er ved at blive et stort problem, som vi hurtigt skal have rejst politisk. Det er ikke længere nok med ’de gode viljers vej,’” siger Jens Bromann.

Selvbetjeningssamfundet diskriminerer

Han oplever, at vi har bevæget os ind i et selvbetjeningssamfund, som får uligheden mellem en lang række handicapgrupper og flertallet af befolkningen til at stige. En konflikt, som politikerne er nødt til at forholde sig til.
”Politikerne må tage stilling til, om problemerne skal løses forbrugerpolitisk eller socialpolitisk”, siger Jens Bromann.

Fra sine mange rejser rundt i Europa for Dansk Blindesamfund er han ikke et øjeblik i tvivl om, at landene omkring os er langt foran, når det gælder ligestilling af handicappede med resten af befolkningen. I Finland har man således skrevet ind i grundloven, at det er forbudt at diskriminere handicappede, og derefter gjort det til et forbrugerpolitisk spørgsmål. Den enkelte butik eller butikskæde har dermed ansvar for, at alle kunder får samme muligheder for at handle. Sker det ikke, kan borgeren klage til forbrugerombudsmanden, og butikken kan straffes med bøde.

I Sverige har man i stedet valgt den socialpolitiske løsning. Her får blinde en støtteperson med ud at handle. Der er ingen fast øvre grænse for støttetimerne. Det afgøres efter behov mellem den blinde og sagsbehandleren.

Flere rettigheder via lovgivning

Kommer valget i Danmark til at stå mellem de to ordninger – den forbrugerpolitiske og den socialpolitiske – vil Jens Bromann absolut foretrække finnernes forbrugerpolitiske løsning.

”Jeg synes, det er urimeligt, hvis jeg skal gå op til socialrådgiveren og bede om hjælp, når jeg skal købe ind. Vi er simpelthen nødt til i Danmark at indtænke en rettighedslovgivning. Vi er bagefter,” siger han.

Og meget tyder på, at de danske politikere snart bliver tvunget til at forholde sig til problemet. En FN-konvention om ligestilling af handicappede er på trapperne, og den får Danmark selvsagt meget svært ved ikke at tiltræde.

Vores samfund har simpelthen ændret sig, og lovgivningen må nødvendigvis følge med. Jens Bromann mener ikke, at det er rimeligt i dag udelukkende at lade ansvaret for handicappedes ligeret hvile på den enkelte samfundsborgers indsigt og gode vilje.

”Vores samfund er blevet så komplekst og individualiseret, at det er svært at overskue. Det er umuligt selv for en intelligent mand som Coop Danmarks informationsdirektør at sætte sig ind i, hvad det vil sige at være blind og have de samme behov for at handle spontant som alle andre. Man kan ikke længere forlange, at alle mennesker skal have holdninger til alt. Politikerne må ind og regulere adfærd og holdninger ved hjælp af love. Men det betyder ikke, at vi skal holde op med at forsøge at få folk til at forstå, hvad det vil sige at være blind. Slet ikke. Vi vil altid have brug for folks forståelse. Det er bare ikke længere nok,” siger formanden for Dansk Blindesamfund.