Fuld fart over fodgængerfeltet?
Klokken er 7.05. Lene Fritzbøger Andersen og førerhunden Benson har nu stået i tre minutter 30 meter fra Snekkersten Station. Det gør de ofte. Det er myldretid ved stationen, og Lene skal nå et tog – men først skal hun over vejen.Af Nina Maria Mørk, pressemedarbejder
Stedet, hvor fodgængere skal passere den tosporede vej, er markeret med brosten langs siderne og en ledelinje henover kørebanen. Ledelinjen fører hele vejen til stationsbygningen, og der er ikke tvivl om, at det er her, fodgængere forventes at krydse vejen. Tidligere lå der et traditionelt fodgængerfelt på samme sted, men nu er feltet arkitektonisk blevet opfrisket, og det har ført til, at de velkendte zebrastriber er fjernet.
Det er dette fodgængerfelt, som Lene Fritzbøger Andersen krydser hver morgen sammen med førerhunden Benson. Lene arbejder i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og for at komme på arbejde tager hun hver morgen toget fra Snekkersten til Vesterport Station.
”Når jeg skal hjemmefra om morgenen, går jeg altid fem minutter før, det egentlig er nødvendigt. Jeg ved, at jeg kommer til at stå ved fodgængerfeltet og vente. Det er ikke sjældent, at jeg står der 5-7 minutter. Problemet er, at i myldretiden er der en konstant, jævn trafikstøj her. Biler og cyklister kører forbi i en lind strøm, og bussen holder og brummer foran stationsbygningen. Jeg kan jo ikke have overblik over hele trafikbilledet på samme måde som seende, så jeg er afhængig af min hørelse, og jeg må stole på mine medtrafikanter,” fortæller Lene Fritzbøger Andersen. Hendes storebror, der også er synshandicappet og bor i Snekkersten, har i øvrigt præcis de samme oplevelser med fodgængerfeltet.
Det tager lang tid at krydse
”Jeg tror, at de fleste blinde har en naturlig respekt for fodgængerfelter generelt og især felter, som ikke er regulerede med enten lys- eller lydsignal, fx feltet her ved Snekkersten Station. Når du som blind skal passere sådan et felt, er der intet tidspunkt, der så at sige er dit. Du skal selv vurdere, hvornår du finder det trygt at tage skridtet ud på vejen. Jeg står tit rigtig længe, for jeg er nødt til at lytte mig frem til, om det er sikkert at gå. Fx tør jeg ikke gå, når jeg hører en bil i det fjerne. Jeg kan jo ikke vide, hvor hurtigt den kører, og jeg kan slet ikke vide mig sikker på, om bilisten har tænkt sig at standse. Cyklister er også et problem, fordi de er svære at høre – specielt inde i byerne, hvor der er så mange andre lyde, og så er cyklister generelt en gene for os blinde i trafikken, fordi de har deres helt egen fornemmelse af færdselsreglerne,” siger Lene Fritzbøger Andersen.
Bedre trakfikkultur, tak
”Det er klart, at det gør mig utryg, at jeg ikke selv har mulighed for at gøre noget ved situationen. Jeg ville gerne kunne vurdere trafikbilledet og få øjenkontakt med medtrafikanter, men det kan jeg nu en gang ikke. Derfor vil jeg egentlig først og fremmest ønske, at der var nogle bedre transportordninger for os blinde her i Danmark. Det havde jo været en befrielse, hvis vi selv kunne vælge, hvornår vi vil bevæge os rundt i trafikken på egen hånd, og hvornår vi vil bruge transportordningen. Danske politikere er åbenbart noget sløve i optrækket i forhold til deres kollegaer i andre lande, så inden vi får ordentlige transportordninger, så vil det da være et skridt på vejen med en bedre trafikkultur i Danmark,” siger Lene og fortsætter med at beskrive en bedre trafikkultur:
”Det ville være dejligt, hvis både cyklister og bilister tog mere hensyn, når de ser os med enten den hvide stok eller førerhunden i gadebilledet. Cyklisterne skal vide, at vi ikke kan høre dem. For os er de usynlige. Og bilisterne skal vide, at vi ikke selv er i stand til at vurdere hele trafiksituationen. Det havde jo været rart, hvis der var garanti for, at bilister stopper ved fodgængerfelterne som i vores nordiske nabolande, men det er der ikke i dag – og det er det, jeg mener, er dårlig trafikkultur. Til sidst vil jeg også opfordre andre gående til at give os en håndsrækning, når de møder os i trafikken, fx ved at fortælle, hvornår der er frit ved fodgængerfeltet, så jeg selv kan gå over. Det sker heldigvis ofte, og hver gang er hjælpen en kæmpe lettelse for mig,” siger Lene Fritzbøger Andersen.
Lene Fritzbøger Andersen er 38 år og blind som følge af medfødt grøn stær. Hun er uddannet korrespondent og arbejder i dag fire dage om ugen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Lene Fritzbøger fortæller:
Kørt ned i fodgængerfelt
For nogle år siden blev jeg kørt ned af en cyklist i et reguleret fodgængerfelt på Nørrebrogade. Vi skulle begge over for grønt, men hun skulle svinge til højre gennem fodgængerfeltet, mens jeg skulle lige ud af fodgængerfeltet. Det resulterede i, at hun drønede lige ind i mig og hunden. Hun fik mig på benene og kørte videre, men jeg var noget rundt på gulvet og havde fået ødelagt noget tøj. Hunden var løbet ind på fortovet – heldigvis, hvad var der ikke sket, hvis den var løbet ud i trafikken?
Førerhunde kan ikke vurdere trafikbilledet
En dag skulle jeg ud at handle. Jeg havde Benson med mig, og vi stod og ventede på at komme over et ureguleret fodgængerfelt. Ved siden af mig stod en mand, men han gik ikke, han blev bare stående. Derfor stod jeg der ekstra længe, og til sidst tog jeg chancen og begyndte at gå. I det øjeblik sagde han: ”Jeg skulle lige se, om hunden kunne finde ud af det.” Til det kan jeg kun slå fast, at førerhunde altså hverken kan vurdere, om vejen er fri, eller om der er grønt lys. Førerhunde kan gå frem til kanten af vejen, og de kan sørge for, at vi går lige over vejen, resten af arbejdet er den blindes ansvar.
Den hvide stoks dag
Søndag den 15. oktober er den internationale mærkedag for blinde og svagsynede. Dansk Blindesamfund benytter lejligheden til at sætte fokus på utryghed i trafikken.
Læs mere på: www.dkblind.dk
Sidst opdateret 13. oktober 2006 08:23