FNs handicapkonvention: uddrag
Teksten til FNs handicapkonvention blev vedtaget den 25. august 2006. Her er et uddrag:Artikel 1 – formål
Formålet med nærværende konvention er at fremme, beskytte og sikre fuld og lige ret til at nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle mennesker med handicap samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed.
Mennesker med handicap omfatter de, som har langvarige fysiske, mentale, intellektuelle eller følelsesmæssige funktionsnedsættelser, der i samspil med forskellige barrierer kan forhindre deres fulde og effektive deltagelse i samfundet på lige plan med andre.
Artikel 3 – generelle principper
Principperne for nærværende konvention er:
- Respekt for naturlig værdighed, individuel autonomi og herunder friheden til at træffe egne valg, samt uafhængighed af andre mennesker.
- Ikke-diskrimination.
- Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundet.
- Respekt for forskellighed og accept af handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og menneskelighed.
- Lige muligheder.
- Tilgængelighed.
- Ligestilling mellem kønnene.
- Respekt for handicappede børns udviklingsmuligheder og respekt for handicappede børns ret til at bevare deres identitet.
Artikel 5 – ligestilling og ikke-diskrimination
1. De i denne konvention deltagende stater anerkender, at alle mennesker er lige for og under loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.
2. De i denne konvention deltagende stater skal forbyde enhver form for diskrimination på grundlag af handicap og garantere handicappede lige og effektiv retlig beskyttelse mod diskrimination på et hvilket som helst grundlag.
3. For at fremme ligestilling og eliminere diskrimination skal de i denne konvention deltagende stater tage alle passende skridt for, at der ydes tilpasning i rimeligt omfang.
4. Særlige tiltag, som er nødvendige for at fremme eller opnå reel ligestilling for handicappede, vil ikke blive betragtet som diskrimination under nærværende konvention.
Oversat af redaktionen. Hele teksten kan læses på FN's hjemmeside: www.un.org/esa/socdev/enable/rights/ahc8adart
På Institut for Menneskerettigheders hjemmeside kan man desuden læse udredningen om handicappedes rettigheder i Danmark. Udredningen findes på: www.humanrights.dk/publikationer/alle/udredning3/
Sidst opdateret 13. oktober 2006 08:23
