Rettighedslovgivning
- hvor trykker skoen for blinde og stærkt svagsynede?

Af Thorkild Olesen, afdelingsleder i Dansk Blindesamfund

Dansk handicappolitik står over for store forandringer. Rettighedslovgivning kommer til at erstatte ’de gode viljers vej’. Det vil få betydning for en række væsentlige problemer, som blinde og svagsynede i øjeblikket slås med.

Det er formentlig ikke nogen hemmelighed længere: Dansk Blindesamfund støtter helhjertet, at der indføres rettighedslovgivning i Danmark. Vi har gennem de seneste 10-15 år oplevet, at de gode viljer, som dansk handicappolitik ellers har levet godt sammen med siden 2. Verdenskrig, ikke længere sikrer blinde og stærkt svagsynede tilstrækkelig støtte.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at Dansk Blindesamfund selvfølgelig ikke forventer store ændringer hen over natten. Men rettighedslovgivning og forbud mod diskrimination vil være signaler til hele det danske samfund om, at der skal ske forbedringer, således at mennesker med funktionsnedsættelse bliver inkluderet i samfundslivet. Det vil tage sin tid at udmønte disse ændringer.

Gamle og nye principper kan forenes

Endelig afsværger Dansk Blindesamfund sig ikke de handicappolitiske principper om sektoransvar og kompensation, som har været hovedhjørnesten i dansk handicappolitik i 40 år. Rettighedslovgivning og forbud mod diskrimination er ikke – sådan som det har været fremført fra politisk hold – i modsætning til disse to principper. Tværtimod hænger sektoransvar, kompensation og rettighedslovgivning sammen som fod i hose.

Rettighedslovgivning skal sikre, at forholdene for mennesker med funktionsnedsættelser tænkes ind i alle sektorers planlægning, og kompensation skal der til, når man ikke kan sikre, at alle kan være med inden for de forskellige sektorer pga. funktionsnedsættelsen.

Dansk Blindesamfund har altså store forventninger til indførelse af rettighedslovgivning. Vi har nemlig mange problemer, som rettighedslovgivning kan være med til at løse. Her skal nævnes nogle få, men principielle problemer, som bør løses hurtigst muligt.

Synstolkning

I Dansk Blindesamfund mener vi, at public service-udbydere som Danmarks Radio og TV2 skal forpligtes til at lave synstolkning (audio description) på deres udsendelser samt sikre oplæsning af undertekster. Det er af vital betydning for blinde og stærkt svagsynedes deltagelse i kulturlivet og den demokratiske proces, at billederne forklares, og at teksterne læses op. Det burde egentlig være lige så soleklart, som at døve og hørehæmmede har behov for tekstning af det talte sprog. Hidtil har vi mødt argumenter om, at det er meget omkostningskrævende at synstolke og lade undertekster læse op, argumenter som falder bort med indførelsen af digital tv-teknologi.

Rettighedslovgivning vil kunne løse dette problem, idet manglende synstolkning af tv-billeder og oplæsning af undertekster vil være indirekte diskrimination.
Vi vil fra Dansk Blindesamfunds side forsøge at få Folketinget til at tage dette spørgsmål op i den kommende samling. Folketinget vil kunne pålægge Danmarks Radio og TV2 at sikre synstolkning og oplæsning af undertekster. Hvis det ikke lykkes, må vi forsøge via rettighedslovgivning.

Det umiddelbare ønske er altså synstolkning og oplæsning af undertekster på tv-udsendelser. På lidt længere sigt er det imidlertid ønsket, at film, museumsudstillinger og andre kulturelle og underholdningsmæssige tilbud skal være synstolket, så blinde og svagsynede kan opleve de samme ting som andre medborgere. Vi forventer i Dansk Blindesamfund ikke, at dette indføres i løbet af et, to eller fem år, men vi forventer, at der lægges planer inden for de berørte sektorer, så synstolkning indføres inden for en overskuelig fremtid.

Tilgængelighed til digital forvaltning

Siden midten af 1990’erne har Dansk Blindesamfund søgt at påvirke alle politiske tiltag, der har handlet om tilgængelighed til informationsteknologiske løsninger. Det seneste skud på denne stamme er digital forvaltning og selvbetjening. Der har været mange gode viljer fra ministre og andre beslutningstagere, men det har vist sig, at indførelsen af digital forvaltning og selvbetjening rent faktisk har medført mindre tilgængelighed for blinde og svagsynede. Efter Dansk Blindesamfunds opfattelse skyldes dette, at der er et godt stykke mellem de politiske beslutningstageres gode viljer og dem, der skal udføre beslutningerne i praksis. Erfaringen er klar: Uden klare og præcise krav om tilgængelighed for mennesker med funktionsnedsættelser bliver der ikke tænkt tilgængelighed ind i de projekter, der skal gennemføre de politiske ønsker om digital forvaltning og mere selvbetjening.

Folketinget har senest ved folketingsbeslutning B40 i folketingsåret 2005/2006 udstukket politiske ønsker om, at den digitale forvaltning skal være tilgængelig, og at borgere, der for eksempel er blinde og svagsynede, skal kunne bruge offentlige digitale løsninger. Det er vi meget glade for i Dansk Blindesamfund, og det sidste skridt for at sikre blinde og svagsynedes tilgængelighed til digital forvaltning og selvbetjening vil være, at dem, der skal gennemføre løsningerne, får et egentligt krav om, at løsningerne skal være tilgængelige.

Så langt har Folketinget dog ikke ønsket at gå endnu, så det må vi vente på at kunne få indført ved hjælp af rettighedslovgivning. Desværre bliver det så meget dyrt for samfundet at sikre tilgængeligheden for mennesker med funktionsnedsættelser, men det er et politisk valg, man træffer i disse år, ved ikke at kræve tilgængelighed allerede ved indførelsen af nye løsninger.

Livslang læring – også for blinde og svagsynede

Det har været et mantra i dansk politik de seneste 10 år, at danskerne skal uddanne sig livet igennem, og at uddannelse skal være for alle. Det er vi i Dansk Blindesamfund meget enige i, men ’alle’ er åbenbart ikke ensbetydende med, at blinde og svagsynede også skal uddanne sig livet igennem.

I dag er det sådan, at blinde og svagsynede, der for eksempel ønsker at tage en 10. klasse udvidet afgangsprøve eller et fag på hf-enkeltfagskursus, ikke har nogen steder at gå hen for at få undervisningsmaterialer i tilgængelig form eller nødvendige hjælpemidler til at gennemføre undervisningen. Blinde og svagsynede kan heller ikke forvente at få tilgængelige undervisningsmaterialer og hjælpemidler ved deltagelse i folkeoplysende under- visning. End ikke på videregående uddannelser er der muligheder for, at blinde og stærkt svagsynede kan deltage i åbne uddannelser eller få støtte til anden videre- og efteruddannelse.

Efter Dansk Blindesamfunds opfattelse er det et skoleeksempel på indirekte diskrimination. Også her er argumenterne mod at støtte blinde og svagsynede økonomiske: Man har ikke overblik over, hvad det vil koste, og så opgiver man fra politikere og embedsmænds side simpelthen at gøre noget.

I Dansk Blindesamfund vil vi presse på for, at blinde og svagsynede skal have mulighed for at få undervisningsmaterialer og hjælpemidler i forbindelse med fritidsundervisning og videre- og efteruddannelse. Hvis vi ikke får adgang til livslang uddannelse for alle, må vi afvente, at rettighedslovgivningen sikrer os mulighederne. Det vil så bare udskyde pinen for beslutningstagerne og ventetiden for blinde og svagsynede, som gerne vil udvikle sig.

Selvbetjeningssamfundet

Generelt er medborgere i Danmark hjælpsomme og venlige og giver gerne en hånd i bussen eller ved fodgængerfeltet. Men som det fremgår af artiklen længere inde i bladet om den manglende hjælp i supermarkeder, udebliver den nødvendige håndsrækning ofte, hvis hjælpen er behæftet med en udgift for den, der skal hjælpe.

Rigtig mange af Dansk Blindesamfunds medlemmer oplever, at de ikke kan få assistance til at købe ind, fordi butiksejere ikke vil stille hjælp til rådighed. Også her er der tale om en form for indirekte diskrimination, som forhindrer blinde og svagsynede i at leve som andre borgere i det danske samfund.

Vi mener i Dansk Blindesamfund, at de penge, som blinde og svagsynede lægger i butikkers pengekasser, er lige så gode som andre borgeres penge. I det store billede er det ikke en ekstraudgift at hjælpe en blind. Og hvis alle butikker har pligt til at gøre det, sker der ingen konkurrenceforvridning mellem butikkerne. Rettighedslovgivning vil her kunne sikre blinde og svagsynede ret til at være en del af samfundet og få den hjælp, der er behov for.

Så alt i alt må vi sige, at vi i Dansk Blindesamfund ser frem til, at rettighedslovgivning indføres i Danmark. Der er mange ønsker, vi gerne vil have gennemført, ønsker som Dansk Blindesamfunds medlemmer giver udtryk for ved enhver lejlighed. Egentlig burde det ikke være nødvendigt med rettighedslovgivning. Som sagt kunne Folketinget bestemme, at man ønsker de gode viljer gennemført. Man kunne stille krav til dem, man overlader opgaveløsningen, nemlig regering, kommuner, embedsværk, offentlige og private instanser og virksomheder. Så længe man ikke gør det, må vi afvente rettighedslovgivningen, så vi som blinde og svagsynede på lige fod med andre kan være produktive og engagerede samfundsborgere.

 

Til indholdsfortegnelsen

---

Kom igen en anden dag

Af Merete Rømer Engel, journalist

Den besked får flere og flere blinde, når de beder om hjælp til at handle i supermarkeder. I Danmark er der i dag ingen lov, der sikrer handicappede lige ret til eksempelvis at handle. Vi tager med Jesper Holten ud for at købe dagligvarer på Nørrebro i København.

Der står toiletpapir, basilikum, frugt, grønt og hakket oksekød på Jesper Holtens huskeseddel. Den 31-årige Jesper er født blind, har taget en bachelor i statskundskab og arbejder i dag som informatør i Dansk Blindesamfund. Egentlig bor han i Århus, men kæresten bor i Søborg, så hver 14. dag pakker han den bærbare computer i rygsækken og tager toget til hovedstaden med førerhunden Rix.

I dag har han lovet at handle på vej til Søborg, og han har lovet os at bruge lejligheden til at lave en lille test på, hvor svært eller nemt det er blevet at få hjælp til at handle, når man er blind. Der er intet videnskabeligt over vores forsøg. Vi udvælger seks supermarkeder tæt på hinanden i området omkring Jagtvej på Nørrebro i København, og så går Jesper og Rix på indkøb. For sjov skyld uddeler han blindestokke. Nul for den absolut dårlige oplevelse og fem for den sublime.

 

 

 

I en Netto

Jesper fortæller: ”Som så ofte før følger jeg bip-lyden hen til en af kasserne og spørger, om jeg kan få hjælp til at handle.” ”De ringer straks efter en mand, som går rundt i butikken med mig. Han er lidt usikker i forhold til at give mig en arm, men det er jo helt almindeligt, hvis man ikke kender en blind i forvejen. Han er god til at fortælle om tilbuddene inden for forskellige varekategorier, hvad langtfra alle er. Da vi kommer op til kassen tilbyder en venlig kunde straks at hjælpe mig med at lægge varerne på båndet og pakke, men ellers havde han helt sikkert hjulpet. En positiv oplevelse. Dér kunne jeg sagtens finde på at handle igen.”

(4 blindestokke)

I en Fakta

”En kunde hjælper mig straks hen til kassen, hvor jeg spørger efter hjælp til at handle. Kassedamen ringer efter en kollega. Nogle minutter senere kommer en ung mand, som jeg tipper til at være en flaskedreng. Han er meget genert og usikker på det hele og siger ikke meget. Vi går hen i frugtafdelingen, og jeg spørger, om der er nogle tilbud. Han fortæller, at der er nogle løse pærer og bananer. På mit spørgsmål, om de ser pæne ud, svarer han: ’ja, ja,’ men jeg får lov til selv at mærke på dem. Så beder jeg om en pakke smør. Han går ud fra, at jeg mener Kærgården, men jeg fortæller ham, at det er rigtigt smør, Lurpak, jeg skal bruge. Alligevel får jeg Kærgården. Jeg opdager det, fordi jeg kommer til at røre ved det nede i kurven. Han bytter det ud og følger mig op til kassen, hvor han spørger, om han skal hjælpe mig med at pakke. Han er hverken uhøflig eller uvenlig bare meget usikker. Og så er det ret irriterende ikke at være sikker på at få de varer, som man beder om.”

(2 blindestokke)

 

I en Kvickly

”Jeg kan ikke umiddelbart høre kasseapparaterne, men kan til gengæld dufte bagerafdelingen, så jeg går derhen og spørger igen om hjælp til at handle. ’Ja,’ siger damen venligt og ringer på en kollega. Efter fem minutter får hun en tilbagemelding og må sige til mig, at desværre. ’Der er ikke så meget personale her i eftermiddag, så kan jeg ikke komme igen en anden dag?’ Hun lyder ret flov. Jeg svarer, at det er der jo ikke noget at gøre ved, så må jeg handle et andet sted. Det er en meget stor Kvickly. Klokken er 15.30. Der er en del mennesker, men ikke proppet.”

(0 blindestokke)

 

 

I en Aldi

”Jeg går hen til den ene kasse, der er åben og spørger, om jeg kan få hjælp til at handle: ’Det gør vi normalt ikke’, svarer manden i kassen, og en anden mand kommer til. ’Det gør vi bare ikke, for vi er kun to i butikken til at ordne det hele’, bekræfter han. En ung kvinde med barnevogn er lige færdig med at handle, men tilbyder sig straks og går med mig rundt.”

(0 blindestokke)

 

 

I en anden Fakta

”En af ekspedienterne kommer mig faktisk i møde og spørger, om jeg skal have hjælp. Hun kalder straks på en pige, som viser sig at være meget bange for hunde. De andre forsøger at berolige hende, men da vi går rundt, kan jeg fornemme, at hun stadig er anspændt. Hun er dog meget meddelsom og viser mig forskellige frugter og fortæller om dem. Jeg spørger efter krydderurter. ’Nej, det har vi ikke,’ siger hun. Jeg undrer mig lidt, og en kunde siger da også, at der er krydderurter. Jeg tror ikke, det var ond vilje, men hun forstod simpelthen ikke ordet krydderurter. Det er selvfølgelig irriterende, når jeg nu skal bruge basilikum til aftensmaden, for så skal jeg ind i endnu en butik og igennem samme tur. Hun følger mig op til kassen, hjælper med at pakke og følger mig desuden helt ud til døren.”

(3 blindestokke)

 

I en DøgnNetto

”Der er kun en og samme mand i hele butikken, alligevel spørger han selv straks, hvad han kan hjælpe mig med. Jeg svarer, at jeg bare skal have to ting, hvorefter han lukker kassen ned og går rundt i butikken med mig. Jeg skal have rugbrød, og han spørger på eget initiativ ind til, hvad for en slags og mærke. Vi har en rigtig god og afslappet dialog. Da vi kommer tilbage til kassen, står der et par kunder i kø, fornemmer jeg. En rigtig god oplevelse.”

(5 blindestokke)

 

 

Coops informationsdirektør:
”Få en fast aftale”

Ud af de to negative oplevelser (i Kvickly og Aldi) var Kvickly umiddelbart den mest overraskende. Som danskere har vi nok en forventning om, at man i det gamle andelsforetagende Coop, som ejer Kvicklykæden, har lidt mere overskud, end det Jesper Holten oplevede. Vi ringer derfor til Coop Danmarks informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, forelægger ham Jespers afvisning i Kvickly og beder om hans reaktion:

”Det er ikke noget, vi har en nedskrevet politik for. Man skal give den enkelte kunde service, men det er en selvbetjeningsbutik. Måden, vi typisk gør det på, er, at vi med de faste kunder aftaler et bestemt tidspunkt, hvor de kan komme og få hjælp. Det kunne f.eks. være mandag formiddag. Så ville det være nemmere,” siger informationsdirektøren.

Men det er jo så i Kvickly og Irma, hvor der er forholdsvis meget personale. Hvad med Fakta, som også hører under Coop?
”Der skal man nok virkelig ud i nogle ydertidspunkter. Generelt tror jeg, det er svært i discountbutikkerne. Generelt vil jeg sige, at vi er positive, men det kører skarpt med medarbejderne, så jeg vil anbefale, at man tager kontakt til den enkelte butiksindehaver og får en fast aftale.”

Politikerne må ind og regulere adfærd og holdninger

Jens Bromann, formand for Dansk Blindesamfund, er ikke forundret over Jesper Holtens oplevelser i supermarkederne på Nørrebro. Og han forstår til dels Coop Danmarks informationsdirektør. Det er bare ikke en holdbar situation for de blinde.
”Der er en klar tendens til, at vi i mindre og mindre grad har mulighed for at handle, når vi har tid og lyst, ligesom andre mennesker. Hvis jeg står fredag eftermiddag og mangler en flaske vin til mine gæster om aftenen, så kan det jo ikke hjælpe, at jeg kan købe den næste mandag formiddag. Og hvis jeg har job, kan jeg jo slet ikke handle mandag formiddag, desuden er det umuligt for mig at slæbe så mange varer hjem. Det her er ved at blive et stort problem, som vi hurtigt skal have rejst politisk. Det er ikke længere nok med ’de gode viljers vej,’” siger Jens Bromann.

Selvbetjeningssamfundet diskriminerer

Han oplever, at vi har bevæget os ind i et selvbetjeningssamfund, som får uligheden mellem en lang række handicapgrupper og flertallet af befolkningen til at stige. En konflikt, som politikerne er nødt til at forholde sig til.

”Politikerne må tage stilling til, om problemerne skal løses forbrugerpolitisk eller socialpolitisk”, siger Jens Bromann.

Fra sine mange rejser rundt i Europa for Dansk Blindesamfund er han ikke et øjeblik i tvivl om, at landene omkring os er langt foran, når det gælder ligestilling af handicappede med resten af befolkningen. I Finland har man således skrevet ind i grundloven, at det er forbudt at diskriminere handicappede, og derefter gjort det til et forbrugerpolitisk spørgsmål. Den enkelte butik eller butikskæde har dermed ansvar for, at alle kunder får samme muligheder for at handle. Sker det ikke, kan borgeren klage til forbrugerombudsmanden, og butikken kan straffes med bøde.

I Sverige har man i stedet valgt den socialpolitiske løsning. Her får blinde en støtteperson med ud at handle. Der er ingen fast øvre grænse for støttetimerne. Det afgøres efter behov mellem den blinde og sagsbehandleren.

Flere rettigheder via lovgivning

Kommer valget i Danmark til at stå mellem de to ordninger – den forbrugerpolitiske og den socialpolitiske – vil Jens Bromann absolut foretrække finnernes forbrugerpolitiske løsning.

”Jeg synes, det er urimeligt, hvis jeg skal gå op til socialrådgiveren og bede om hjælp, når jeg skal købe ind. Vi er simpelthen nødt til i Danmark at indtænke en rettighedslovgivning. Vi er bagefter,” siger han.

Og meget tyder på, at de danske politikere snart bliver tvunget til at forholde sig til problemet. En FN-konvention om ligestilling af handicappede er på trapperne, og den får Danmark selvsagt meget svært ved ikke at tiltræde.

Vores samfund har simpelthen ændret sig, og lovgivningen må nødvendigvis følge med. Jens Bromann mener ikke, at det er rimeligt i dag udelukkende at lade ansvaret for handicappedes ligeret hvile på den enkelte samfundsborgers indsigt og gode vilje.

”Vores samfund er blevet så komplekst og individualiseret, at det er svært at overskue. Det er umuligt selv for en intelligent mand som Coop Danmarks informationsdirektør at sætte sig ind i, hvad det vil sige at være blind og have de samme behov for at handle spontant som alle andre. Man kan ikke længere forlange, at alle mennesker skal have holdninger til alt. Politikerne må ind og regulere adfærd og holdninger ved hjælp af love. Men det betyder ikke, at vi skal holde op med at forsøge at få folk til at forstå, hvad det vil sige at være blind. Slet ikke. Vi vil altid have brug for folks forståelse. Det er bare ikke længere nok,” siger formanden for Dansk Blindesamfund.

 

Til indholdsfortegnelsen

---

Tiden er inde til synstolkning

Af Søren Grotum, næstformand i Dansk Blindesamfund

Fjernsyn er en primær kilde til information, læring og uddannelse. Med ny teknologi kan fjernsyn gøres tilgængeligt for blinde og svagsynede. Hvad venter vi på?

Ligesom de fleste andre mennesker i samfundet vil blinde og svagsynede gerne se tv. Vi gør det også, men udbyttet er selvfølgelig noget begrænset. Undersøgelser i Storbritannien har vist, at mindst 94 pct. af blinde og svagsynede mennesker ser tv.

Tv er ikke kun underholdning. Tv understøtter den demokratiske dialog og de kulturelle og sociale værdier i samfundet. Men i Danmark er mere end 25.000 mennesker med et alvorligt synshandicap uden for det fællesskab, som tv-mediet skaber. Det er vi på trods af, at der med den digitale tv-teknologi er skabt mulighed for, at vi kan komme med på vognen. Teknikken kaldes synstolkning.

Bagud i forhold til nabolandene

I Storbritannien er det lovpligtigt, at en vis del af film- og tv-produktionerne leveres med synstolkning, eller audio description som det kaldes på engelsk. I USA har man brugt teknologien i adskillige år. Og i Sverige har systemet netop været anvendt med stort udbytte ved EM i atletik i Göteborg. Her forklarede en sportskommentator konstant, hvad der skete i arenaen, så de blinde og svagsynede tilskuere kunne følge med via hovedtelefoner.

Det er på høje tid, at vi tager udfordringen op i Danmark og indfører synstolkning og oplæsning af undertekster som en helt naturlig del af film- og tv-produktionen. I mange år er vi blevet spist af med, at det var for dyrt at oplæse undertekster på det traditionelle analoge tv, men når der kom digitalt tv, ville det blive anderledes. Nu har vi fået digitalt tv, så nu er tiden inde til at få blinde og svagsynede med på vognen.

Det bør desuden være en naturlig del af kulturelle begivenheder såsom sportsarrangementer, teaterforestillinger, udstillinger og andet, at der synstolkes.

Til indholdsfortegnelsen

---

Fuld fart over fodgængerfeltet?

Af Nina Maria Mørk, pressemedarbejder

Klokken er 7.05. Lene Fritzbøger Andersen og førerhunden Benson har nu stået i tre minutter 30 meter fra Snekkersten Station. Det gør de ofte. Det er myldretid ved stationen, og Lene skal nå et tog – men først skal hun over vejen.

Stedet, hvor fodgængere skal passere den tosporede vej, er markeret med brosten langs siderne og en ledelinje henover kørebanen. Ledelinjen fører hele vejen til stationsbygningen, og der er ikke tvivl om, at det er her, fodgængere forventes at krydse vejen. Tidligere lå der et traditionelt fodgængerfelt på samme sted, men nu er feltet arkitektonisk blevet opfrisket, og det har ført til, at de velkendte zebrastriber er fjernet.

Det er dette fodgængerfelt, som Lene Fritzbøger Andersen krydser hver morgen sammen med førerhunden Benson. Lene arbejder i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og for at komme på arbejde tager hun hver morgen toget fra Snekkersten til Vesterport Station.
”Når jeg skal hjemmefra om morgenen, går jeg altid fem minutter før, det egentlig er nødvendigt. Jeg ved, at jeg kommer til at stå ved fodgængerfeltet og vente. Det er ikke sjældent, at jeg står der 5-7 minutter. Problemet er, at i myldretiden er der en konstant, jævn trafikstøj her. Biler og cyklister kører forbi i en lind strøm, og bussen holder og brummer foran stationsbygningen. Jeg kan jo ikke have overblik over hele trafikbilledet på samme måde som seende, så jeg er afhængig af min hørelse, og jeg må stole på mine medtrafikanter,” fortæller Lene Fritzbøger Andersen. Hendes storebror, der også er synshandicappet og bor i Snekkersten, har i øvrigt præcis de samme oplevelser med fodgængerfeltet.

Det tager lang tid at krydse

”Jeg tror, at de fleste blinde har en naturlig respekt for fodgængerfelter generelt og især felter, som ikke er regulerede med enten lys- eller lydsignal, fx feltet her ved Snekkersten Station. Når du som blind skal passere sådan et felt, er der intet tidspunkt, der så at sige er dit. Du skal selv vurdere, hvornår du finder det trygt at tage skridtet ud på vejen. Jeg står tit rigtig længe, for jeg er nødt til at lytte mig frem til, om det er sikkert at gå. Fx tør jeg ikke gå, når jeg hører en bil i det fjerne. Jeg kan jo ikke vide, hvor hurtigt den kører, og jeg kan slet ikke vide mig sikker på, om bilisten har tænkt sig at standse. Cyklister er også et problem, fordi de er svære at høre – specielt inde i byerne, hvor der er så mange andre lyde, og så er cyklister generelt en gene for os blinde i trafikken, fordi de har deres helt egen fornemmelse af færdselsreglerne,” siger Lene Fritzbøger Andersen.

Bedre trakfikkultur, tak

”Det er klart, at det gør mig utryg, at jeg ikke selv har mulighed for at gøre noget ved situationen. Jeg ville gerne kunne vurdere trafikbilledet og få øjenkontakt med medtrafikanter, men det kan jeg nu en gang ikke. Derfor vil jeg egentlig først og fremmest ønske, at der var nogle bedre transportordninger for os blinde her i Danmark. Det havde jo været en befrielse, hvis vi selv kunne vælge, hvornår vi vil bevæge os rundt i trafikken på egen hånd, og hvornår vi vil bruge transportordningen. Danske politikere er åbenbart noget sløve i optrækket i forhold til deres kollegaer i andre lande, så inden vi får ordentlige transportordninger, så vil det da være et skridt på vejen med en bedre trafikkultur i Danmark,” siger Lene og fortsætter med at beskrive en bedre trafikkultur:

”Det ville være dejligt, hvis både cyklister og bilister tog mere hensyn, når de ser os med enten den hvide stok eller førerhunden i gadebilledet. Cyklisterne skal vide, at vi ikke kan høre dem. For os er de usynlige. Og bilisterne skal vide, at vi ikke selv er i stand til at vurdere hele trafiksituationen. Det havde jo været rart, hvis der var garanti for, at bilister stopper ved fodgængerfelterne som i vores nordiske nabolande, men det er der ikke i dag – og det er det, jeg mener, er dårlig trafikkultur. Til sidst vil jeg også opfordre andre gående til at give os en håndsrækning, når de møder os i trafikken, fx ved at fortælle, hvornår der er frit ved fodgængerfeltet, så jeg selv kan gå over. Det sker heldigvis ofte, og hver gang er hjælpen en kæmpe lettelse for mig,” siger Lene Fritzbøger Andersen.

 

Til indholdsfortegnelsen

---

Lige muligheder ad rettens vej

Af Maria Ventegodt Liisberg, ph.d.-stipendiat, Institut for Menneskerettigheder

Dansk handicappolitik vil ændre sig i den kommende tid. Principperne om lighed, kompensation og sektoransvar vil få følgeskab af den rettighedsbaserede tilgang. Udviklingen har været længe undervejs.

I langt de fleste lande verden over har man i årtusinder anset handicap som et vilkår, der i sig selv førte til, at man ikke kunne deltage på lige fod med andre mennesker i samfundslivet. Man var ikke til nogen nytte på arbejdsmarkedet, man kunne ikke forvente at få et familieliv, man evnede ikke at få sig en uddannelse. Den manglende deltagelse blev opfattet som en følge af selve funktionsnedsættelsen.

Når udelukkelsen fra det almindelige samfundsliv opfattedes som givet, måtte man gøre livet så godt som muligt for de handicappede: De skulle have velfærdsydelser, fordi de ikke kunne tjene penge på arbejdsmarkedet, de skulle bo i særlige institutioner indrettet efter deres særlige behov, de skulle have særlige skoler, fordi de ikke kunne forventes at få noget ud af undervisningen på en almindelig skole.

Inden for de seneste 20-30 år er man begyndt at indse, at udelukkelse fra det almindelige samfundsliv ikke så meget skyldes selve funktionsnedsættelsen, men derimod i vidt omfang den måde, samfundet er indrettet på.

Hvis undervisningen er indrettet hensigtsmæssigt, er der i de fleste tilfælde ikke noget i vejen for, at børn med og uden funktionsnedsættelser kan gå i skole sammen. Hvis fordomme over for svagsynede mennesker blev afskaffet, hvis arbejdet blev tilpasset den enkeltes behov, og hvis det offentlige rum og transportmidler var tilgængelige for mennesker med nedsat syn, ville deres muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet være meget bedre.

Kvinder og sorte viser vejen

I 1970’erne i USA gik det op for handicaporganisationer, at deres problemer egentlig var meget lig de problemer, kvinder og sorte havde kæmpet imod i årtier: fordomme og en samfundsindretning, som blev ved med at holde dem ude. For eksempel dårlige skoler til sorte børn og fordomme om, at kvinder og sorte ikke er lige så dygtige medarbejdere som hvide mænd. Handicaporganisationerne så, at det redskab, kvinderne og de sorte gjorde brug af, var rettighedslovgivning – altså lovgivning, som giver ret til lige muligheder, eller sagt med andre ord: Lovgivning, som gør det forbudt at forskelsbehandle på grundlag af tilhørsforhold til den udsatte gruppe. Siden 1970’ernes USA har dette krav om rettighedslovgivning spredt sig til næsten samtlige lande i verden, og det har vundet genklang i menneskeretten.

FN-konvention på trapperne

Den 25. august 2006 blev et udkast til en FN-handicapkonvention færdig. Denne konvention slår fast med syvtommersøm, at en menneskeretlig tilgang til at fremme lige mulig- heder for mennesker med handicap indebærer bekæmpelse af samfundsmæssige barrierer for handicappedes lige muligheder. Hvis en medlemsstat skal overholde menneskerettighederne, er det ikke længere tilstrækkeligt at forsøde de handicappedes liv med almisser og særordninger. Den menneskeretlige tilgang kræver endvidere, at der indføres forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser.

Hvad er en rettighedstilgang til lige muligheder?

Rettighedstilgangen er udtryk for, at man i bindende lovgivning giver enkeltpersoner rettigheder, som kan håndhæves ved domstolene. En rettighedstilgang til fremme af lige muligheder for handicappede indebærer først og fremmest en rettighed til lighed, dvs. en rettighed til ikke at blive diskrimineret på grund af sit handicap.

Herudover kan man styrke individers rettigheder ved helt generelt at indføre bindende og klare rettigheder, som man kan støtte ret på. For eksempel har vi i Danmark haft tradition for forholdsvis skønsbaserede rettigheder i sociallovgivningen, som kun i begrænset omfang kan kræves håndhævet ved domstolene, da domstolene ikke vil tilsidesætte forvaltningens skøn. En styrket rettighedstilgang på dette område kan medføre klarere formulerede rettigheder for enkeltpersoner, som overlader et mindre skøn til forvaltningen, og som derfor i videre omfang kan søges håndhævet ved domstolene.

Et andet område er tilgængeligheden til transportmidler, informationer, offentlige bygninger osv. I dag findes der meget få muligheder for enkeltpersoner til at stille krav om handicaptilgængelighed. En styrket rettighedstilgang kan medføre, at der indføres mulighed for, at enkeltpersoner kan klage over, at f.eks. offentlige bygninger ikke opfylder gældende byggestandarder.

I det følgende ses nærmere på, hvad et forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser indebærer.

Hvad er et diskriminationsforbud?

Et forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser kan naturligvis formuleres på mange forskellige måder, men kernen vil typisk være et forbud mod at forskelsbehandle alene på grund af en funktions- nedsættelse. For eksempel vil det være forbudt ikke at ville udleje sin lejlighed til en blind person. Herudover vil det typisk indeholde et forbud mod at forskelsbehandle på grund af neutrale kriterier, som fører til en indirekte forskelsbehandling af mennesker med funktionsnedsættelser. For eksempel vil et forbud mod dyr på restauranter være et neutralt forbud, som ikke desto mindre vil ramme mennesker, som har førerhund, hårdere end andre og derfor vil kunne udgøre indirekte diskrimination.

Herudover har man i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser anerkendt, at det ikke er tilstrækkeligt at forbyde forskelsbehandling på grund af funktionsnedsættelsen. Hvis man vil opnå reel lighed, vil der være situationer, hvor det er nødvendigt at yde tilpasning for funktionsnedsættelsen. For eksempel hvis en studerende skal læse på universitetet, er det nødvendigt at yde en vis tilpasning således, at den studerende kan få adgang til sit pensum i god tid, så det kan blive gjort tilgængelig for ham eller hende. Tilpasningspligten giver stor mening på f.eks. uddannelsesområdet, på arbejdsmarkedet, i adgangen til offentlige myndigheders ydelser, på sundhedsområdet og i adgangen til kultur.

I december 2004 implementerede Danmark EU-direktivet 2000/78 i Lov om Forbud mod Forskelsbehandling på Arbejdsmarkedet, hvorefter det er forbudt at diskriminere på grund af handicap på det danske arbejdsmarked. Ud over at forbyde forskelsbehandling på grund af handicap, forpligter loven også arbejdsgiver til at yde tilpasning i rimeligt omfang for de særlige behov, som måtte følge af et handicap. Loven har til dato ført til to sagsanlæg, som endnu ikke er afgjort ved domstolene.

Danmark har imidlertid fortsat ikke noget forbud mod diskrimination uden for arbejdsmarkedet på f.eks. uddannelsesområdet, på boligområdet eller i adgangen til varer og tjenesteydelser. Således vil en person med funktionsnedsættelser ikke kunne gøre sin rettighed til ligebehandling gældende over for et rejsebureau, som ikke ønsker at sælge rejser til person med funktionsnedsættelser eller over for en udlejer, som ikke ønsker at udleje boliger til en person med funktionsnedsættelser.

Nye tider for dansk handicappolitik

Der er ingen tvivl om, at der i Danmark er ved at ske en bevægelse i retning af rettighedsbaseret handicappolitik. Regeringen har i juni 2006 udmeldt en interesse for at udforske mulighederne for at indføre et generelt forbud mod diskrimination. Også De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har tidligere i år meldt ud, at DSI arbejder for indførelsen af et generelt forbud mod diskrimination.

Men hvis man skal beskrive den danske tilgang, som den har set ud indtil for nylig og for det meste stadig gør det, så er der tale om en politik baseret på tre principper: lighed, kompensation og sektoransvar. Udgangspunktet for denne tankegang har været, at det offentlige i videst muligt omfang skal aflaste den enkelte med funktionsnedsættelser for den byrde, som funktionsnedsættelsen udgør. Der gælder et sektoransvar, som siger, at hver sektor skal løse sine egne problemer. Sociale problemer skal løses via sociallovgivningen, sundhedsmæssige udfordringer skal løses inden for sundhedssektoren osv. I det omfang mennesker med funktionsnedsættelser møder barrierer i forhold til samfundslivet, antages det endvidere at påhvile det offentlige at kompensere herfor. Sektoransvaret og princippet om kompensation er dog langt hen af vejen ikke sanktioneret, hvis de ikke opfyldes.

Fordelene ved den danske tilgang er, at niveauet for sociale ydelser til personer med funktionsnedsættelser er så højt, så funktionsnedsættelser ikke fører til økonomisk eksklusion fra samfundet. Den høje støtte til tilpasninger af boliger og arbejdspladser osv. er endvidere positiv ved, at samfundet påtager sig en del af de ekstraudgifter, som følger af funktionsnedsattes deltagelse i samfundslivet. Sektoransvaret er endvidere positivt ved, at det i nogen grad tilskynder offentlige myndigheder at tænke på personer med funktionsnedsættelser i tilrettelæggelsen af deres virke.

Der er ingen modsætning mellem disse eksisterende fordele ved den danske tilgang og en rettighedsbaseret tilgang – tværtimod. Men hvis den rettighedsbaserede tilgang vinder indpas, kan det skabe forbedringer på en række områder:

• Myndighederne bliver retligt bundet til at forebygge diskrimination og sikre lige mu- ligheder for mennesker med funktionsned- sættelser.
• Behovet for individuel tilpasning bliver mindre, men muligheden for individuel tilpasning bliver sikret gennem individuelle rettigheder.
• Et generelt forbud mod diskrimination vil medføre, at også private virksomheder får et incitament til at indrette deres virke, så mennesker med funktionsnedsættelser får adgang til deres produkter eller tjeneste- ydelser.
• Et generelt forbud mod diskrimination vil endvidere give mulighed for, at mennesker med funktionsnedsættelser, som udsættes for diskrimination uden for arbejdsmarke- det, kan gå rettens vej.

Det skal være lettere at klage

En mere rettighedsbaseret tilgang vil efter min mening fremme lige muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser, og et generelt forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser vil være et stort skridt i den retning.

Administrativ klageadgang er en forudsætning for, at et diskriminationsforbud bliver virksomt og håndhævelsen af forbuddet ikke overlades til det enkelte individ gennem retssager ved domstolene. I dag har vi Ligestillingsnævnet og Klagekomiteen for etnisk ligebehandling, som behandler klager over diskrimination på grund af henholdsvis køn og etnicitet. Men vi savner et organ til at behandle klager over diskrimination på grund af handicap. Det vil være en forudsætning for, at et generelt forbud mod diskrimination får gennemslagskraft, at der tillige indføres en administrativ klageadgang.

Til indholdsfortegnelsen

---

Rettighedslovgivning i internationalt perspektiv

Af John Heilbrunn, leder af International afdeling

FN og EU har igennem tiden været vigtige aktører i udformningen af dansk handicappolitik. I denne artikel ser vi nærmere på det internationale lovarbejde, som ligger til grund for indførelsen af rettighedslovgivning i Danmark. Vi kaster også et blik på, hvordan de griber sagen an i vore nordiske broderlande.

Arbejdet for at sikre handicappede lige muligheder bygger i dag på en rettighedsbaseret tilgang, der oprindeligt udspringer af FNs menneskerettighedsdeklaration. Den internationale handicapbevægelse har igennem årene fremmet et rettighedsperspektiv på integrationen af handicappede i samfundet. Inspirationen er blandt andet kommet fra FN og EU.

FN – basale principper

I 1981 vedtog FN en deklaration, der fastslog princippet om, at mennesker med handicap havde de samme sociale, kulturelle og borgerlige rettigheder som deres ikke-handicappede medborgere. Det var noget nær første gang, at man i FN-systemet specifikt fokuserede på handicappedes behov og krav, og dette initiativ blev fulgt op af udnævnelsen af et tiår, hvor man i særlig grad skulle sætte fokus på handicappedes ret til selvbestemmelse, lige behandling og lige adgang til samfundets tilbud.

I 1993 vedtog FNs generalforsamling enstemmigt de såkaldte Standardregler for Lige Muligheder for Handicappede. Standardreglerne indeholder en række principper for staters moralske og politiske ansvar og engagement på handicapområdet, men er dog ikke bindende. Adgang til jobmarkedet, adgang til uddannelse, tilgængelighed, revalidering, personlig og religiøs frihed er eksempler på områder, som er kon- kretiseret i dette regelsæt. Standardreglerne giver samtidig handicappede og deres organisationer medindflydelse på lovgivningsprocessen.

Den 25. august 2006 vedtog et forberedende udvalg en færdig konventionstekst med regler, som pålægger de stater, der tiltræder konventionen, at træffe foranstaltninger, der kan fremme handicappede personers rettigheder og respekt. Reglerne berører vigtige områder som personlig frihed, juridisk kapacitet, forbud mod frihedsberøvelse som følge af handicap, retten til uddannelse, beskæftigelse, adgang til sundhedsvæsenet m.m. Repræsentanter fra handicapbevægelsen har været særdeles involveret i forhandlingerne i New York, og de har drevet en kraftig og målrettet lobby- og fortalervirksomhed for at blive hørt og for at sikre, at handicapbevægelsen får sat sit fingeraftryk på konventionen.

Det bliver interessant at se, hvornår og med hvilken styrke konventionen kan blive sat i kraft. USA, som er en af pionererne på rettighedsområdet med Americans with Disabilities Act, har udtalt, at landet ikke agter at ratificere konventionen, da der allerede er omfattende national lovgivning på området.

EU – en motor i rettighedsarbejdet

EU har i sine regler og sine politiske udtalelser vist sig at være mere progressiv end den danske regering, der måned for måned forringer den service og de støtteforanstaltninger, der ideelt set skulle være med til at fjerne diskrimination og ulige muligheder for handicappede. I den forstand er EU et vigtigt værn for handicappede – også i Danmark.

Amsterdamtraktaten, der trådte i kraft 1. maj 1999, indførte med sin artikel 13 et vigtigt forbud mod diskrimination inden for EU's rammer bl.a. i forhold til køn, race, religion og handicap. Denne regel har været grundstammen i en række tiltag, som EU har støttet. Her skal nævnes nogle få:

• Anvendelsen af den internationale handicapdag den 3. december til at sætte fokus på områder af særlig betydning for handicappede.
• Økonomisk støtte til den europæiske handicapparaply European Disability Forum.
• Vedtagelse af direktivet 2000/78, som fastslår forbud mod diskrimination af handicappede på arbejdsmarkedet.
• Udnævnelsen af året 2003 som det Europæiske Handicapår.
• En række politiske udtalelser og EU-støttede handlingsprogrammer vedrørende informationsteknologi.
• En forordning vedrørende lufthavnes og luftfartsselskabernes service over for handicappede.

Men lad os nu vende os mod Skandinavien og se på, hvordan vore brødre og søstre i de øvrige nordiske lande er stillet, hvad angår lige muligheder for synshandicappede.

Rettighedsarbejde i Norge

I Norge findes der på nuværende tidspunkt meget få retsregler og andre foranstaltninger, som kan styrke handicappedes adgang til samfundets tilbud. I den norske bygnings- og planlovgivning er der vage regler om fysisk tilgængelighed. Reglerne giver fx anvisninger om, at bygninger skal gøres tilgængelige ved installation af elevatorer. Såkaldt orienteringshæmmede skal ifølge reglerne have mulighed for at betjene fx elevatorer. Det burde bl.a. indebære, at betjeningsknapper gerne skulle mærkes på passende taktil vis. Disse regler bliver imidlertid overhovedet ikke håndhævet. Det samme gælder kravet om fx markeringsstriber, som skulle være en sikkerhed for svagsynede, der nærmer sig gennemsigtige (glas)flader.

På beskæftigelsesområdet må man ikke diskriminere pga. handicap, men mulighederne for at følge op på eventuelle krænkelser og reelt håndhæve sådanne regler er særdeles begrænsede. Til gengæld ønsker det norske arkitektforbund strengere krav til planlæggere og entreprenører, hvilket lover godt for tilgængelighedsproblematikken.

Til efteråret forventes der at blive fremsat et forslag til lov om antidiskriminering. Det sker som en konsekvens af det såkaldte Syse-udvalgs omfattende udredningsarbejde. Den norske regering ønsker at inkludere regler om adgang til information for synshandicappede og tillige adgang til transport. Hermed er regeringen i sit udgangspunkt mere progressiv og mere imødekommende end de anvisninger, som fremgik af betænkningens anvisninger.

Rettighedsarbejde i Sverige

I Sverige havde man indtil 2003 ikke specifikke regler om forbud mod diskrimination af handicappede. De eneste regler, som har været gældende, udspringer af EU-lovgivningen, og de fokuserer på lige adgang til arbejdsmarkedet. I 2003 trådte en særlig lov i kraft, der indebærer, at en handicappet ikke kan nægtes adgang til en restaurant eller et forlystelsesetablissement med den begrundelse, at pågældende er handicappet. Derimod har en retssag fastslået, at eksempelvis en blind kan nægtes adgang til en restaurant, fordi pågældende ønsker at medtage sin førerhund.

I skrivende stund er den svenske regering ved at lægge sidste hånd på et nyt lovgivningskompleks, som i 2007 forventes at blive vedtaget med bred opbakning i den svenske Riksdag. Loven vil pålægge de ansvarlige at fjerne hindringer, der kan føre til ulige adgang og dermed til diskrimination i forhold til fx race, køn, religion og handicap. De kommende regler vedrører handicappedes ret til varer og tjenesteydelser. Sådan som reglerne på nuværende tidspunkt er forstået, vil en handicappet kunne kræve at købe en hvilken som helst vare, men dette indebærer ikke, at varen af den grund skal være tilgængelig for personer med et handicap. Hvis en vaskemaskine således har et display, kan der ikke stilles krav om, at displayet skal kunne vise større skrift eller kunne aflæses via syntetisk tale. Derimod kan det tænkes, at fx brugsanvisninger vil kunne kræves konverteret til et tilgængeligt format.

Hvad angår adgangen til tjenesteydelser vil loven få en større betydning, idet hele spørgsmålet om tilgængelighed til sådanne ydelser fremover vil kunne kræves håndhævet. En person, som er bevægelseshandicappet, skal kunne skaffe sig adgang til offentlige rum og ydelser, fx biblioteker, rådhuse og turistinformation. Synshandicappede vil formentlig også kunne kræve information i et tilgængeligt format på offentlige og private hjemmesider, der tilbyder service og tjenesteydelser.

Lovens rækkevidde skal dog vurderes ud fra et rimelighedskriterium. Hvis foranstaltningerne er for byrdefulde, vil den ansvarlige kunne fritages for at gennemføre dem. Det er domstolene, der skal fastsætte grænserne for, hvad der skal forstås ved ’urimelig byrdefuld’.

Rettighedsarbejde i Finland

I Finland danner selve den finske grundlov basis for forbud mod diskrimination af personer med handicap. Fortolkning af forbudets rækkevidde sker ved behandling af konkrete klager til domstolene. Ifølge den finske blindeorganisation har man i løbet af de seneste år taget initiativ til to retssager, som begge er faldet ud til fordel for den blinde klager. Indehavere af restauranter er blevet idømt bøder for at nægte en førerhundebruger adgang i følgeskab med førerhunden. Dette betragtes som et tilfælde af diskrimination. Billedet er imidlertid ikke entydigt. Fx er ansøgninger om tilpasning af arbejdspladsen blevet afslået.

Fra handicapbevægelsens side har man rettet henvendelse til den finske regering for at få oprettet en stilling som ombudsmand på handicapområdet. Sagen overvejes, men afgørelsen trækker ud, selv om en betænkning om handicappolitik udsendt i foråret 2006 udtrykkeligt peger på en sådan institution som noget positivt.

I foråret 2006 rettede den finske blindeorganisation henvendelse til rigsdagen for at få vedtaget en særlig lov, som skulle opstille udtrykkelige forbud mod diskrimination af handicappede, men initiativet blev afvist af regeringen med henvisning til, at en generel reform er på vej inden for handicapområdet som helhed.

Planen er – til blindeorganisationens store utilfredshed – at sammenlægge flere eksisterende love. Der hersker frygt for, at en sådant initiativ vil mindske fokus på de specifikke handicapgruppers særlige behov og vil generalisere området med en svækkelse og uhensigtsmæssig sammenblanding til følge.

 

Til indholdsfortegnelsen

---

Til indholdsfortegnelsen

---

Blindesagen udgives af:

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark

Thoravej 35, 2400 København NV

Telefon 38 14 88 44
Telefax 38 14 88 00
Giro 3 00 22 17

E-mail: info@dkblind.dk
Web: www.dkblind.dk

Ansvarshavende: Jens Bromann

Redaktør: Thomas Danielsen

Redaktionsgruppe:Mariann Lillemose, Nina Maria Mørk og Thorkild Olesen

Forsidefoto: Scanpix/Murat Taner

Oplag: 5.500 trykte eksemplarer, 350 lydbånd

Layout/tryk: FL Reklame/Silkeborg Bogtryk

Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93 37 91

Ekspedition: Dansk Blindesamfund Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd i stat, amter, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse.

Næste nummer af Blindesagen udkommer december 2006

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 12.000 medlemmer, opdelt i 22 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.

Protektor for Dansk Blindesamfund:
Hendes Højhed Prinsesse Alexandra

Til indholdsfortegnelsen