En oplevelse for alle sanser
”Er her nogle singlekvinder?”, er der pludselig en mand, der råber på dansk. Jeg sidder sammen med min hollandske veninde Marielle ved bordet lige ved siden af, men han kan ikke se os. Vi er på den tyske restaurant Unsicht-Bar i Berlin – restauranten, hvor gæsterne spiser i mørke.Af Nina Maria Mørk, pressemedarbejder i Dansk Blindesamfund
’Unsicht-Bar’ betyder usynlig, og det er et passende navn til restauranten i Østberlin, hvor gæsterne spiser i mørke. Restauranten er den ene af to ’usynlige’ restauranter i Tyskland – der er også en i Köln – og vi har fundet frem til den via rygter om, ”at der vist nok er sådan et sted i Berlin,” og ”at det er blevet meget trendy at spise i mørke.”
En blind guide i mørket
Mens vi stadig er i lyset, bestiller vi aftenens mad og drikke. Herefter bliver vi overladt i tjeneren Hedis varetægt. Det er nemlig hans opgave at guide os ind i den verden, som er fremmed for os, men velkendt for ham. Hedi er én af i alt seks blinde tjenere, der arbejder fuldtid på restauranten, og med hænderne på hans skuldre danner vi futtog og snor os ind i mørket. Indgangen er labyrintisk, og da vi endelig er inde i selve restauranten, er stedsansen helt væk. Det er fornemmelsen af rummets form og størrelse også, men at dømme ud fra den mumlen, der strømmer mod os fra alle sider, er der mange gæster – ergo: rummet er ikke helt lille.
Vi bliver sat ved et bord, og da vi er færdige med at fnise over vores klodsethed, lader Hedi os føle på bordet, så vi kan ’se’, hvor tallerkener, bestik og glas er. Vi lærer at holde en finger i kanten af glasset, så vi ved hjælp af følesansen kan bedømme, hvornår glasset er fyldt. Og vi opdager, at det er en fordel, at bordet er kantet, så vi kan orientere os ud fra kanterne, når vi skal finde og stille tingene.
Morsomheder i mørket
Den første ret er en slags salat – det smager i hvert fald af tomat, og konsistensen af salat fornægter sig ikke. At kokken har brugt tid på at anrette tallerkenen farvemæssigt spændende, kan vi ikke se, men til gengæld undrer vi os over, at tomaten smager mere saftig end normalt, og at salaten virker ualmindelig sprød på den gode måde. Den er også ganske svær at spise, og i den situation er det godt at være skjult af mørke.
Den anden ret er suppe. Det er nemt. I med skeen og op til munden. Vi har nu siddet i mørket snart en time, og mine øjne er på en underlig måde både afslappede og spændte. Jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal kigge hen, og flere gange tager mig selv i at sidde med lukkede øjne og dvask kropsholdning. Det er der alligevel ingen, der kan se. Efter den første time er vi blevet trygge ved mørket – så trygge, at der går sport i at flytte rundt på hinandens bestik og andre fjollerier. Det er tydeligt, at man er noget ’lost’, når tingene ikke ligger, hvor man lagde dem.
Når mænd er værst
Selvom der er mange mennesker i rummet, sidder vi i vores egen boble. Der er en massiv summen af stemmer, men det er svært at lokalisere lydene. Freden forstyrres af et nyt selskab, der ankommer. En af de nye gæster har glemt at lægge sit ur, og det er slående, at bare en lille smule lys fra uret kan ødelægge øjnenes tilvænning til mørket.
Til min store fortrydelse består det nye selskab af syv danske mænd på herretur. Og det er både dansk og herretur, når det er værst. ”Er der nogen danskere til stede?”, bræger én af dem ud i lokalet. Jeg tier – heldigvis – og så begynder den store samtale om kvinder. Det er tydeligt, at kombinationen af mad, drikke og mørke gør alle til helte – i hvert fald når det drejer sig om damer.
Fortrolighed med tjeneren
”Skal vi ikke være nøgne, når Hedi kommer tilbage?”, foreslår en af de danske mænd. De er nu ikke helt uden humor ved nabobordet, og spørgsmålet vidner også om, at det er et helt specielt forhold, som gæsterne får til tjenerne. Handicappet er byttet om: I mørket er den seende blind og den blinde ’seende’. I restauranten er tjenere og gæster på fornavn med hinanden, og det er imponerende, at tjeneren kan holde redde på det hele. Som gæster er vi afhængige af ham på en helt speciel måde. Det er ham, der kommer med maden, det er ham, der fortæller, hvad vi skal spise, og ikke mindst er det ham, der følger os ud af lokalet, hvis vi skal på toilettet, ryge – eller bare ud.
Udmast budding
Vi er nået til hovedretten. Et eller andet sted i lokalet er der en tåbe, der taber sin kniv på gulvet. Der bliver klappet, og da jeg har grinet færdig, opdager jeg, at tåben er mig. Lidt spagt hvisker jeg efter Hedi, men da han ikke kommer mig til undsætning, må jeg fikse problemet selv. Altså hele kyllingestykket på gaflen og herefter op til munden – godt det ikke kun er mig, der er blind.
Desserten kommer ind. Den føles mildest talt ulækker. Det er en tallerken med en underlig klump blødt stads på midten. Det smager også dårligt, og jeg er overbevist om, at det er udmast budding. Som et lille barn skubber jeg tallerkenen fra mig, og Marielle smager på det. Hun proklamerer, at det er pandekage med is – og nu smager det pludseligt langt bedre. Et godt måltid er åbenbart ikke kun et spørgsmål om smag, men også om, hvordan øjne, næse, mund og læber oplever maden.
Efter 2 1/2 timer er vi færdige med at spise, og det slår mig, at vi ikke kun har haft en madoplevelse. Marielle og jeg har netop delt en smags-, høre-, lugte- og føleoplevelse ud over det sædvanlige. I futtog passerer vi de danske mænds bord, og for første gang hele aftenen taler jeg dansk. Ud i mørket siger jeg med høj stemme ”fortsat god ferie i Berlin”, og for første gang hele aftenen er de helt stille.
Forfatter: Nina Maria Mørk
Sidst opdateret 16. januar 2007 14:22