Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Udgivelser > Blindesagen > Blindesagen 2006 > Blindesagen nr. 4 2006 > Leder: Fra sans og samling

Leder: Fra sans og samling

Landsformand Jens Bromann
Da jeg blev blind for godt og vel 40 år siden, mistede jeg ikke kun evnen til at se. Jeg fik samtidig ødelagt min smagssans, så al varm mad kom til at smage råddent i munden på mig. Da jeg som ung spillede trommer, bas og keyboard, måtte jeg på et tidspunkt konstatere, at min hørelse havde taget skade.

Af Jens Bromann

Med tiden er jeg – om jeg så må sige – kommet til at smage bedre, men at hævde, at jeg som blind er udstyret med skærpede sanser i forhold til seende, ville være urimeligt.

Min historie viser, at selvom man er blind eller svagsynet, har man ikke pr. definition bedre sanser end andre. Nogle er, heldigvis, i stand til at kompensere for deres manglende syn, men andre er ikke. Der er derfor fortsat brug for kompensation i form af hjælpemidler og praktisk bistand.

I dette nummer af Blindesagen sætter vi fokus på sanserne. Eller rettere sagt: Vi sætter fokus på de sanser, som blinde og svagsynede er i stand til at udnytte, nemlig hørelsen, smags- og lugtesansen samt følesansen. Vi stiller blandt andet spørgsmålet: ”Hvad sker der med de øvrige sanser, når synet falder bort?”

Når vi vælger dette tema, er det fordi, det er en måde at anskueliggøre nogle fundamentale livsvilkår, som synshandicappede mennesker er stillet over for. Det at forsøge at kompensere for det manglende syn, er en helt grundlæggende udfordring i vores hverdag.

En anden årsag til, at vi sætter fokus på sanserne, er, at vi blinde og svagsynede ganske ofte møder folk, der har en helt urealistisk forventning til, hvad vi kan udrette med vores sanser. Vi vil gerne aflive myten om, at vi kan høre græsset gro. Til gengæld vil vi forsøge at få lidt samling på, hvordan det rent faktisk forholder sig med blinde og svagsynedes måde at bruge sanserne. Jeg håber, at du finder det interessant.

God læsning.

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 28. august 2006 09:10