Blinde har ikke bedre sanser end andre
Selvom de øvrige sanser til en vis grad kan erstatte det manglende syn, er der brug for kompensation i form af tekniske hjælpemidler og praktisk bistand. Desværre mangler vi overblik over hjælpemidlernes anvendelighed. Og den praktiske bistand er for ufleksibel.Af Thorkild Olesen, afdelingsleder i Dansk Blindesamfund
Lad det være slået fast med det samme: Vi blinde og stærkt svagsynede har ikke pr. definition bedre sanser end seende, men vi bruger dem anderledes. Man kan også udtrykke det sådan, at vi kompenserer for det manglende syn ved at bruge de andre sanser på en anden måde.
Så når en seende borger møder en blind, der på forbløffende vis går lige ud ad gaden uden at mærke med mobilitystokken på fortovskanten, kan det skyldes, at den blinde har en fod placeret på de chausse-sten, der ligger mellem fortovsfliserne, eller det kan være, at han eller hun bruger husmuren ved siden af fortovet som retningspunkt. På samme måde kan det tænkes, at når en blind finder ind i Matas uden at gå ind til frisøren ved siden af, kan det skyldes, at den pågældende kan lugte, at det er en Matas-butik, han eller hun er ved at gå ind i.
De tilbageværende sanser kan imidlertid ikke tilnærmelsesvis kompensere for det manglende syn. Dertil er synssansen alt for vigtig en sans. Og den bliver vigtigere og vigtigere i den samfundsform, vi kalder informationssamfundet.
Borgere, der er blinde og stærkt svagsynede, har derfor behov for, at det manglende syn kompenseres på andre måder. Her må velfærdssamfundet træde til, i overensstemmelse med det handicappolitiske grundprincip om kompensation for en funktionsnedsættelse.
To former for kompensation
Man kan efter Dansk Blindesamfunds opfattelse inddele den nødvendige kompensation i to kategorier, nemlig den kompensation hvor funktionsnedsættelsen kan minimeres eller helt afhjælpes med hjælpemidler, og den kompensation hvor funktionsnedsættelsen kan afhjælpes helt eller delvis ved praktisk bistand fra andre mennesker. De to former for kompensation supplerer hinanden, men de fjerner ikke behovet for økonomisk kompensation for handicapbetingede merudgifter.
”Blinde og stærkt svagsynede kan ikke gøre rent med lugtesansen. De kan ikke sortere vasketøj efter farve ved hjælp af hørelsen. De kan ikke læse post med følesansen.„
Ansvaret for hjælpemidler bør samles
Der findes utroligt mange hjælpemidler, som kan kompensere for hele eller dele af det manglende syn, og hvert år kommer der flere. Det drejer sig om alt lige fra særlige brødknive, der altid skærer brødstykkerne lige, til de mest sofistikerede højteknologiske indretninger, der kan gøre computere tilgængelige for synshandicappede.
I Danmark mangler vi imidlertid overblik over, hvad de forskellige hjælpemidler kan, og om de kan bruges af målgruppen. I Dansk Blindesamfund afprøver vi fra tid til anden enkelte hjælpemidler. Det samme gør de landsdækkende og regionale synsinstitutioner. Men ingen har et egentligt ansvar for at afprøve hjælpemidler og at indsamle erfaringer med de hjælpemidler, som forskellige institutioner afprøver. Der er heller ingen, der har ansvar for at udbrede kendskabet til hjælpemidlerne og deres anvendelighed til kommuner, institutioner og brugere.
I Dansk Blindesamfund mener vi, at dette ansvar bør samles i én instans. Det vil nemlig give de 98 nye kommuner og de synsfaglige miljøer adgang til viden om disse hjælpemidler. Og det ville være en fordel for blinde og stærkt svagsynede, som i højere grad ville få de rigtige hjælpemidler. I sidste ende ville det også gavne samfundsøkonomien, da det offentlige slipper for at give penge ud til hjælpemidler, der alligevel ikke kan bruges af den enkelte.
Dansk Blindesamfund vil derfor arbejde for, at der i det kommende satspuljeforlig bliver afsat penge til et forsøg med en afprøvnings- og dokumentationsenhed for hjælpemidler på synsområdet.
Den praktiske bistand er for ufleksibel
Hjælpemidler gør livet lettere for personer med synshandicap, men de kan ikke erstatte menneskelig kontakt. Serviceloven giver mulighed for, at blinde og stærkt svagsynede kan få praktisk bistand til at klare dagligdagens problemer. Praktisk bistand kan både være hjemmehjælp (rengøring, sortering af vasketøj i de rigtige farver m.m.), og det kan være ledsagelse til og fra fx fritidsaktiviteter. De to ordninger må ifølge reglerne ikke overlappe.
I hele Danmark oplever blinde og stærkt svagsynede, at den praktiske bistand er meget ufleksibel, at den ikke dækker hele behovet for kompensation, og at den er meget forskellig fra kommune til kommune.
Den praktiske bistand til at komme ud af huset i form af ledsagerordninger er ikke tilstrækkelig, for hjælperen må ikke bistå med anden hjælp, som fx at læse post. Hjemmehjælpen er i langt de fleste tilfælde slet ikke tilstrækkelig, fordi kommunerne – naturligt nok – fokuserer på, at ældre medborgere skal have personlig pleje og vask. Individuelt tilrettelagt transport kniber det også gevaldigt med.
Blinde og stærkt svagsynede kan ikke gøre rent med lugtesansen. De kan ikke sortere vasketøj efter farve ved hjælp af hørelsen. De kan ikke læse post med følesansen. Dansk Blindesamfund mener derfor, at der er brug for en sammenhængende, fleksibel løsning af behovet for praktisk bistand. En løsning der indbefatter alt fra rengøring til bistand til kørsel i egen bil. Vi opfordrer til, at der laves forsøg med sådanne løsninger.
Blinde og stærkt svagsynede har ikke bedre sanser end andre. Derfor er kompensation fra samfundet nødvendigt. Kompensationen kan bestå af mere eller mindre sofistikerede hjælpemidler. Eller den kan bestå af praktisk bistand fra enten kommunal hjemmehjælp eller ledsageordninger. Dansk Blindesamfund mener, at der er behov for at forbedre kompensationsmulighederne på to måder: For det første må ansvaret for afprøvning, dokumentation og udbredelse af kendskabet til hjælpemidler samles i én instans. Der bør i første omgang afsættes midler til et forsøg med en afprøvnings- og dokumentationsenhed for hjælpemidler. For det andet må den kommunale hjemmehjælp såvel som ledsageordningerne gøres mere fleksible, mere dækkende og mere ensartede fra kommune til kommune. Kun på den måde nærmer vi os ligestillingen mellem seende og mennesker med synshandicap.
Sidst opdateret 28. august 2006 09:10