Det er tilladt at se med fingrene
Blinde og svagsynede bruger konstant deres følesans. Både når de færdes i det offentlige rum. Når de skal genkende store og små genstande. Og selvfølgelig når de læser. Hjerneforskningen viser, at nogle blinde tilsyneladende kan se med fingrene.Af Nina Maria Mørk og Thomas Danielsen, hhv. pressemedarbejder og kommunikationsmedarbejder i Dansk Blindesamfund
Menneskets største sanseorgan er huden, og huden påvirkes både af blid berøring, tryk, temperatur og smerte. Ifølge Thomas Raab, der er videnskabelig skribent med speciale i hjerner, er der stor forskel på, hvor følsomme vi er over for berøring forskellige steder på kroppen. Mest følsomme er vi i og omkring munden og på fingerspidserne. Her sidder særligt mange såkaldte sansereceptorer.
Receptorerne i fingerspidserne kan være mere eller mindre kvikke til at reagere på sanseindtryk. De hurtigtreagerende celler registrerer først og fremmest smerte, hvilket som regel forårsager en hurtig, refleks-baseret tilbagetrækning af hånden, fx når man skærer sig på en kniv. Andre hurtigtvirkende receptorer er med til at sørge for, at vi uden at tænke over det griber bedre fat om en genstand, vi er ved at tabe.
”De hurtige sansereceptorer er gode til at registrere trykforskelle, og det udnytter vi konstant,” forklarer Thomas Raab. ”Holder man fx en blyant mellem fingerspidserne og lader den løbe over en genstand, er receptorerne i stand til at danne et så fint billede af forskellene i tryk mod fingerspidserne, at hjernen kan skabe oplevelsen af, at vi kan ’føle’ verden med spidsen af blyanten.”
Det samme princip benyttes af blinde og svagsynede, når de fører deres blindestok hen over jorden. Vibrationerne i stokken forplanter sig til hånden, og i kombination med hørelsen giver det informationer om underlagets beskaffenhed.
Fingerspidsernes magi
De langsomtreagerende receptorer bruger vi derimod til at mærke overflader og tekstur. ”Lader vi fingrene glide over en ru overflade, fx et stykke sandpapir, vil disse receptorer registrere trykforskellene på to receptorer, der ligger ved siden af hinanden, alt afhængig af om de ligger oven på et af ’kornene’ i sandpapiret eller i en af fordybningerne. Omvendt vil trykfordelingen være jævn på en glat overflade, fx glas,” fortæller Thomas Raab.
”Receptorerne er så fint fordelt, at vi kan registrere selv meget små ’riller’ på helt ned til en halv millimeter.” Evnen til at mærke små genstande udnyttes som bekendt af blinde og svagsynede til at læse punktskrift, og noget tyder på, at især blindfødte har særlige forudsætninger for at lære at læse med fingrene.
Adskillige videnskabelige undersøgelser har vist, at når blindfødte læser punktskrift, finder der hjerneaktivitet sted i den del af hjernebakken, hvor synscentret sidder. Det samme er tilfældet for personer, der tidligt i livet har mistet synet, blot i mindre udstrækning. Følecentret flytter så at sige ned i synscentret, der jo ikke benyttes.
Følesansen kan måske erstatte synet
Hjernens evne til at flytte rundt på de forskellige sansecentre kan muligvis en gang i fremtiden udnyttes til at give blinde en form for syn. I adskillige år har PET-centret ved Århus Universitetshospital forsket i sammenhængen mellem føle- og synsindtryk, og man har lavet forsøg, der viser, at sanseimpulser fra elektroder på tungen kan opfanges som synsindtryk i hjernens synscenter. ”Vi har netop offentliggjort nye interessante resultater, der viser, at vores blinde forsøgspersoner nu beretter om følelse i tungen, når synsbarken stimuleres udefra,” siger lederen af PET-centret professor Albert Gjedde. ”Vi arbejder fortsat med at forstå, hvad der sker, når sanseindtryk vandrer fra én del af hjernen til en anden”. Med tiden kan man forestille sig, at blinde kan komme til at ’se’ ved hjælp af en elektrode i munden, som er forbundet med et kamera placeret i brillestangen. Indtil denne teknologi er tilstrækkelig udviklet, må blinde og svagsynede bruge deres følesans på mere traditionel vis.
Sidst opdateret 28. august 2006 09:10