Den sansende hjerne
Myterne er mange, når det gælder blinde og svagsynedes evne til at smage, lugte, høre og føle deres omverden. Men hvad sker der med sanserne, når synet falder bort? Blindesagen har talt med to førende forskere på området. Svaret finder man i hjernen.Af Thomas Danielsen, kommunikationsmedarbejder i Dansk Blindesamfund
En kvinde, der går ned ad en gågade og ser på butikker, bliver hvert sekund bombarderet med tusindvis af sanseindtryk. Langt den største del kommer ind via synet, men hørelsen og de øvrige sanser modtager også deres del.
Vores sanser er i stand til at registrere enorme mængder af information. Gør man regnestykket op i bits, svarer det til cirka 11 megabits pr. sekund, hvilket formentligt er op mod en million gange mere, end vi kan sanse bevidst. Heldigvis skal vi ikke forholde os til alle de sanseindtryk, vi bliver bombarderet med. Hjernen sorterer langt det meste fra, så vi kan koncentrere os om at tage stilling til det væsentlige. Som fx hvor man kan købe flødeskumskager.
Som sagt står synet for langt den største del af sanseindtrykkene. Hele 85 pct. af informationsmængden kommer ind via synet. Så en person, der mister synet, mister groft sagt evnen til at opleve 85 pct. af sin omverden.
Når det alligevel kan lade sig gøre for mennesker med synshandicap at gå ned ad en gågade og finde stedet, hvor der sælges flødeskumskager, skyldes det, at de er gode til at udnytte de resterende 15 pct.
Anders Gade, der er lektor i neuropsykologi på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, forklarer: ”Både ud fra forskningen og ud fra almindelige dagligdags iagttagelser ved vi, at hvis man bruger en sans mere intensivt, bliver den skærpet. Det gælder også for blinde. For eksempel er der undersøgelser, som ret entydigt viser, at blinde har en forfinet rumfornemmelse, således at de er bedre til at fornemme, hvor lyde kommer fra.”
Hvis sanserne bliver skærpet ved at blive brugt, må det ved hjælp af målrettet træning være muligt at udvikle dem yderligere. Det er den grundlæggende tankegang bag den mobilitytræning, som de fleste blinde og svagsynede modtager. En del af forklaringen på dette fænomen skal søges i hjernen.
Hjernen er plastisk
Nerveimpulser fra vores primære sanser (syn, hørelse, smag, lugt, balance og følelse) finder vej til hvert sit center i hjernen. Synsindtryk bearbejdes fx i et synscenter, der er placeret bagtil i de såkaldte nakkelapper. Også andre områder i hjernen modtager impulser fra øjnene, fx isselapperne og tindingelapperne.
Hos de fleste blinde modtager nakkelapperne intet input fra øjnene. Men undersøgelser har vist, at når blindfødte personer læser punktskrift, finder der alligevel aktivitet sted i deres synscenter. Forklaringen er, at følecentret, der befinder sig relativt tæt på synscentret, låner noget af kapaciteten i den del af hjernen, som ikke bliver brugt.
Troels Wesenberg Kjær, som er neurofysiolog og overlæge på Rigshospitalet, forklarer det således: ”Man har fundet ud af, at noget af følesansen populært sagt flytter ned i nakkelapperne. Blinde har så at sige noget ledig hjernekapacitet, som kan udnyttes til andre formål, og det gør dem i stand til at skærpe deres øvrige sanser.”
Forudsætningen for, at dette kan lade sig gøre, er, at træningen kommer i gang allerede i barndommen. ”Hjernen er det, vi kalder plastisk, det vil sige, at den er i stand til at forandre sig, hvis den bliver stimuleret. Plasticiteten er størst i barneårene, så en blindfødt, der lærer punktskrift tidligt i livet, har gode muligheder for at blive rigtig skrap til det,” siger Troels W. Kjær.
På samme måde forholder det sig givetvis med de andre sanser. Og for den sags skyld også med indlæringen af andre færdigheder, fx evnen til at spille skak eller beherske et musikinstrument. Men hvad med personer, der bliver blinde senere i livet? Kan de også udnytte synsbarken til alternative formål?
”Det kan de formentlig i nogen grad, for de nyeste forskningsresultater peger på, at plasticiteten bevares i længere tid, end man tidligere har antaget.” På spørgsmålet om, hvorvidt også svagsynede personer kan udnytte synsbarken til alternative formål, svarer neurofysiologen derimod: ”Nej, vi må formode, at så længe der kommer synsindtryk ind via synsnerven, vil synsbarken ikke blive brugt til andet end at bearbejde synsindtryk. Men det udelukker ikke, at svagsynede kan have skærpede sanser.”
Selvom blinde tilsyneladende har større potentiale for at udnytte de øvrige sanser, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at de gør det. For det første kræver bedre hørelse, bedre følesans eller bedre smags- og lugtesans, at man er bevidst om at udvikle disse måder at mærke verden på. For det andet kan mere plads på ’harddisken’ jo ikke kompensere for, at man har en hørenedsættelse, fordi man fx har været rockmusiker i sin ungdom.
At hævde, at blinde og svagsynede i almindelighed har skærpede sanser, er derfor misvisende. Men som Anders Gade konkluderer: ”Mennesker med synshandicap er naturligvis motiverede for at bruge de sanser, de nu engang har, og hvis du som blind skal løse de samme opgaver ved hjælp af de øvrige sanser, så bliver de efterhånden bedre.”
Fakta om sanser
- Blinde og svagsynede har ikke automatisk bedre sanser end seende.
- Blinde og svagsynede har skærpede sanser i det omfang, de træner dem.
- Vi er i stand til at udnytte inaktive dele af hjernen til andre formål.
- Blindfødte punktlæsere kan fx udnytte hjernens synscenter til at bearbejde sansepåvirkninger fra fingerspidserne.
Tema om sanser
I de følgende artikler sætter Blindesagen fokus på smags-, lugte-, høre- og følesansen. Én efter én gennemgår vi de sanser, som blinde og svagsynede bruger til at kompensere deres synshandicap. Dog er smags- og lugtesansen så tæt forbundet, at de behandles under et. Vi taler med forskere så vel som med blinde og svagsynede og forsøger på den måde at belyse emnet fra forskellige vinkler.
Sidst opdateret 28. august 2006 09:10