Den sansende hjerne

Af Thomas Danielsen, kommunikationsmedarbejder i Dansk Blindesamfund

Myterne er mange, når det gælder blinde og svagsynedes evne til at smage, lugte, høre og føle deres omverden. Men hvad sker der med sanserne, når synet falder bort? Blindesagen har talt med to førende forskere på området. Svaret finder man i hjernen.

En kvinde, der går ned ad en gågade og ser på butikker, bliver hvert sekund bombarderet med tusindvis af sanseindtryk. Langt den største del kommer ind via synet, men hørelsen og de øvrige sanser modtager også deres del.
Vores sanser er i stand til at registrere enorme mængder af information. Gør man regnestykket op i bits, svarer det til cirka 11 megabits pr. sekund, hvilket formentligt er op mod en million gange mere, end vi kan sanse bevidst. Heldigvis skal vi ikke forholde os til alle de sanseindtryk, vi bliver bombarderet med. Hjernen sorterer langt det meste fra, så vi kan koncentrere os om at tage stilling til det væsentlige. Som fx hvor man kan købe flødeskumskager.

Som sagt står synet for langt den største del af sanseindtrykkene. Hele 85 pct. af informationsmængden kommer ind via synet. Så en person, der mister synet, mister groft sagt evnen til at opleve 85 pct. af sin omverden.

Når det alligevel kan lade sig gøre for mennesker med synshandicap at gå ned ad en gågade og finde stedet, hvor der sælges flødeskumskager, skyldes det, at de er gode til at udnytte de resterende 15 pct.

Anders Gade, der er lektor i neuropsykologi på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, forklarer: ”Både ud fra forskningen og ud fra almindelige dagligdags iagttagelser ved vi, at hvis man bruger en sans mere intensivt, bliver den skærpet. Det gælder også for blinde. For eksempel er der undersøgelser, som ret entydigt viser, at blinde har en forfinet rumfornemmelse, således at de er bedre til at fornemme, hvor lyde kommer fra.”

Hvis sanserne bliver skærpet ved at blive brugt, må det ved hjælp af målrettet træning være muligt at udvikle dem yderligere. Det er den grundlæggende tankegang bag den mobilitytræning, som de fleste blinde og svagsynede modtager. En del af forklaringen på dette fænomen skal søges i hjernen.

Hjernen er plastisk

Nerveimpulser fra vores primære sanser (syn, hørelse, smag, lugt, balance og følelse) finder vej til hvert sit center i hjernen. Synsindtryk bearbejdes fx i et synscenter, der er placeret bagtil i de såkaldte nakkelapper. Også andre områder i hjernen modtager impulser fra øjnene, fx isselapperne og tindingelapperne. Hos de fleste blinde modtager nakkelapperne intet input fra øjnene. Men undersøgelser har vist, at når blindfødte personer læser punktskrift, finder der alligevel aktivitet sted i deres synscenter. Forklaringen er, at følecentret, der befinder sig relativt tæt på synscentret, låner noget af kapaciteten i den del af hjernen, som ikke bliver brugt.

Troels Wesenberg Kjær, som er neurofysiolog og overlæge på Rigshospitalet, forklarer det således: ”Man har fundet ud af, at noget af følesansen populært sagt flytter ned i nakkelapperne. Blinde har så at sige noget ledig hjernekapacitet, som kan udnyttes til andre formål, og det gør dem i stand til at skærpe deres øvrige sanser.”

Forudsætningen for, at dette kan lade sig gøre, er, at træningen kommer i gang allerede i barndommen. ”Hjernen er det, vi kalder plastisk, det vil sige, at den er i stand til at forandre sig, hvis den bliver stimuleret. Plasticiteten er størst i barneårene, så en blindfødt, der lærer punktskrift tidligt i livet, har gode muligheder for at blive rigtig skrap til det,” siger Troels W. Kjær.

På samme måde forholder det sig givetvis med de andre sanser. Og for den sags skyld også med indlæringen af andre færdigheder, fx evnen til at spille skak eller beherske et musikinstrument. Men hvad med personer, der bliver blinde senere i livet? Kan de også udnytte synsbarken til alternative formål?

”Det kan de formentlig i nogen grad, for de nyeste forskningsresultater peger på, at plasticiteten bevares i længere tid, end man tidligere har antaget.” På spørgsmålet om, hvorvidt også svagsynede personer kan udnytte synsbarken til alternative formål, svarer neurofysiologen derimod: ”Nej, vi må formode, at så længe der kommer synsindtryk ind via synsnerven, vil synsbarken ikke blive brugt til andet end at bearbejde synsindtryk. Men det udelukker ikke, at svagsynede kan have skærpede sanser.”
Selvom blinde tilsyneladende har større potentiale for at udnytte de øvrige sanser, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at de gør det. For det første kræver bedre hørelse, bedre følesans eller bedre smags- og lugtesans, at man er bevidst om at udvikle disse måder at mærke verden på. For det andet kan mere plads på ’harddisken’ jo ikke kompensere for, at man har en hørenedsættelse, fordi man fx har været rockmusiker i sin ungdom.

At hævde, at blinde og svagsynede i almindelighed har skærpede sanser, er derfor misvisende. Men som Anders Gade konkluderer: ”Mennesker med synshandicap er naturligvis motiverede for at bruge de sanser, de nu engang har, og hvis du som blind skal løse de samme opgaver ved hjælp af de øvrige sanser, så bliver de efterhånden bedre.”

 

Til indholdsfortegnelsen

---

Så du smagen?

Af Nina Maria Mørk, pressemedarbejder i Dansk Blindesamfund

Smag og lugt hænger sammen, og når vi bedømmer, om vi kan lide den middagsret, der bliver serveret for os, bruger vi begge sanser. Synet spiller dog så stor en rolle for vurderingen, at det ofte overskygger smag og lugt. Så når synet falder bort, er der chance for nye oplevelser.

”Formålet med smags- og lugtesansen er kort fortalt at finde ud af, hvad der er ubehageligt, og hvad der er rart. Ved hjælp af disse sanser afklarer vi, om mad er giftig eller fordærvet, om der er fare på færde, om den potentielle partner er tiltrækkende og så videre.”
Forklaringen kommer fra Per Møller, som er lektor ved Institut for Fødevarevidenskab på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Per Møller forsker i sensorik, det vil sige læren om sanserne.

Smagssansen

Vores basale smagsindtryk formidles gennem en række smagsreceptorer på tungen, som sender signaler til hjernen, der så afkoder smagsindtrykket. Receptorerne er ordnet i såkaldte smagsløg, som er placeret i kløfterne mellem de ’bump’, der er på tungens overflade. Traditionelt inddeler man smagsløgene i fire grupper efter de fire smagskvaliteter surt, sødt, salt og bittert, og de har tillige hvert deres område af tungen, som er særligt følsomt over for netop dette smagsindtryk.
Selvom vi har mindst 10.000 smagsløg i mundhulen og på tungen, er vi kun i stand til
at registrere ganske få grundliggende smagskvaliteter. Når vi alligevel kan opfange en rig variation af smagsoplevelser, skyldes det lugtesansen, som er tæt forbundet med smagssansen. Faktisk kommer op mod 90 pct. af det, vi opfatter som smagsindtryk, fra lugtesansen, og det er kombinationen af smags- og lugtesansen, der afgør, om vi synes, en fødevare smager godt eller dårligt.

Lugtesansen

”Lugtesansens basale funktion er at finde ud af, om de ting, vi møder, er noget, som vi gerne vil i tættere kontakt med. Lugte er sjældent neutrale, men vækker gerne positive eller negative følelser i os,” siger Per Møller. Blinde mennesker bruger i høj grad lugtesansen til at orientere sig med, fx lugter en bagerbutik, en togkupé og en græsplæne helt forskelligt.

Når vi spiser, frigiver maden aromastoffer, som passerer vores næse. I næsen har vi
mellem 500 og 1.000 forskellige lugtreceptorer, som er samlet i et såkaldt lugtepitelium, der ligger øverst i begge næsebor. På samme måde som smagsreceptorerne sender lugtreceptorerne signaler til hjernen, som herefter afkoder lugtkvalitet og -intensitet.

Lugtesansen er vigtig for madens smag, og uden den vil vores oplevelse af maden være meget begrænset. De fire smagskvaliteter giver hver sit bidrag til smagoplevelsen, men det er lugtesansen, der skaber den komplekse smagsoplevelse. Tænk fx på, hvor kedeligt mad smager, når man er forkølet, og forbindelsen mellem de to sanser er afbrudt.

Synet er vigtigt

Vores oplevelse af maden afhænger også af andre faktorer. Konsistensen er vigtig, og det samme er madens udseende.

”Synssansen påvirker lugtesansen rigtig meget, fx lugter gulerødder og kartofler ens, hvis man har bind for øjnene. Omvendt kan et og samme stof give anledning til forskellige lugtopfattelser afhængigt af, hvordan det præsenteres visuelt,” forklarer Per Møller.

”Lugten af cheddarost vurderes af de fleste som positiv, når vi samtidig ser osten. Men selve stoffet, som giver osten sin karakteristiske lugt, kan også præsenteres som lugten fra en svedig armhule, og så vurderes lugten pludselig som ubehagelig. Dette er dog ikke en ren visuel effekt, som er knyttet til synet af henholdsvis en cheddarost eller en svedig armhule. Hjerneskanninger viser tydeligt, at forskellige områder i lugtehjernen er aktive, når lugten præsenteres som cheddarost eller svedig armhule. Forventninger skabt af visuelle indtryk har altså stor indflydelse på, hvordan vi vurderer, at noget lugter.”

Men hvad så med blinde og svagsynede? Har de mere veludviklede smagsløg og lugtereceptorer end seende? ”Nej, sådan forholder det sig ikke”, siger Per Møller. ”Hvis man mister synet, betyder det ikke, at smags- og lugtesansen generelt forbedres, men en manglende synssans kan nok gøre blinde bedre i stand til at koncentrere sig om andre sanser, så de fx bliver bedre til orientere sig ved hjælp af lugte. Faktisk er det ganske plausibelt, at blinde har skærpede sanser, da synssansen ikke ’forstyrrer’ de andre sanser,” siger Per Møller.

Næsen har sine begrænsninger

Man kan dog ikke regne med dette som en almen regel, da blinde selvfølgelig er lige så forskellige som alle andre. Derfor er det betænkeligt, når en kommune giver afslag på en farvetester med beskeden om, at den blinde kan kende forskel på mælk og A38 ved at stikke næsten ned og lugte efter. ”A38 er et surmælksprodukt, mens mælk er et frisk produkt, så selvfølgeligt er det muligt at lugte forskel på dem. Men du kan ikke regne med, at det, du lugter som A38, ikke bare er gammel mælk”, siger Per Møller.

Til indholdsfortegnelsen

---

Blindsmagning i mørke

Blindesagen tester, om blinde kan smage og lugte bedre end seende. I den kulsorte café inde i udstillingen Dialog i Mørket på Experimentarium har vi sat to testpersoner stævne. Den blinde er Søren Høg – i musikerkredse kendt under navnet Hawk. Den seende er Henrik Helsgaun, projektleder på Experimentarium.

”Jeg tror ikke, mine smagsløg er bedre end andres,” siger Hawk, da vi går ind i mørket. Det skal vise sig, at han har ret. Hawk og Henrik gætter næsten ens i alle de test, som ’smags- og lugtepiloten’ på Experimentariet, Signe Benzon, har udtænkt i dagens anledning.

Først tester Signe, om smags- og lugtesans egentlig hænger sammen. Hawk får stukket et stykke gulerod i hånden, som han først lugter til og herefter tygger længe på. ”Det er gulerod,” erklærer han med det samme, og Henrik er helt enig. Derefter skal de smage på noget nyt, mens de holder sig for næsen. Henrik genkender den melede konsistens af kartoffel, men Hawk har ingen idé om, hvad det er. I det samme Hawk slipper for næsen kommer smagen dog til ham. ”Jeg har sgu aldrig tænkt på, at man intet kan smage, når man holder sig for næsen,” udbryder Hawk.

Herefter begynder Signe at ’drille’ dem med de fire traditionelle smagskvaliteter. Igen skal de holde sig for næsen. ”Jamen for fanden,” udbryder en halvvejs ulykkelig Hawk, ”jeg kan absolut intet smage, når jeg holder mig for næsen!” Henrik tager chancen og skyder på, at det er fersken, dog undrer han sig over skallen, og i det samme han slipper for næsen, korrigerer han svaret til, at det er en pære, hvilket er helt rigtigt. Signe forklarer, at det er den søde grundsmag, som de netop har smagt.

Sådan fortsætter legen med det sure, det salte og det bitre. Heldet er svingende for de to deltagere. Endelig er turen kommet til lugtesansen. ”Uhmmm,” udbryder Hawk, ”det er en krydderurt, men jeg kan ikke huske hvilken.” Han gætter på timian, og Henrik er enig. Det var oregano. Derimod er der bonus i næste test, hvor de begge gætter på timian.

Testen er overstået, og det er svært at afgøre, hvem der gættede mest rigtigt. ”Det havde jeg nu heller ikke regnet med,” siger Hawk, mens Henrik mener, at det er en større smagsoplevelse, når man spiser med lukkede øjne. Hawk giver ham ikke helt ret. ”Jeg tror, at synet både kan berige os og snyde os,” siger Hawk og forklarer, at han dagen før har spist på en restaurant, hvor han bestemt ikke havde spist maden, hvis han havde kunnet se den.

Synet vil dog være en ekstra gevinst i de fleste situationer, konkluderer Hawk: ”Jeg tror, jeg går glip af mange ting. Forestil dig, at du sidder i Frankrig på en skyggefuld fortovscafe, og du kan se, hvordan hvidvinen dugger i varmen og blåmuslingerne skinner i lyset. På den måde bygger du en forventning op med synet, som du så får bekræftet, når du begynder at spise. Du får altså hele oplevelsen med,” siger Hawk.

Blindesagen påtager sig det fulde ansvar for evt. fejlkilder, da vi på grund af mørket ikke kunne kontrollere om testpersonerne virkelig holdt sig for næsen!

Til indholdsfortegnelsen

---

Hørelsen er hendes vigtigste instrument

Af Thomas Danielsen, kommunikationsmedarbejder i Dansk Blindesamfund

Når Dorte Sehested Brüel er på arbejde, bruger hun først og fremmest sine ører og sine hænder. Synet kommer i anden række for den 45-årige stemmetræner.

”Dit ganesejl hænger en smule. Så når du taler, kommer noget af luften ud igennem næsen.” Diagnosen stilles inden for de første minutter af vores samtale. ”Og så kan jeg høre, at du har en bagtungespænding, men det har de fleste danskere, for dansk er et bagtungesprog. Det lyder også som om, du falder lidt sammen i nakken, må jeg lige mærke efter?”

Dorte Sehested Brüel er timelærer i sang ved Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg og underviser også hjemme i huset i Rungsted.

Når hun får en ny elev, bruger hun først og fremmest sine ører og sine hænder.
Hun lytter sig frem til, hvor stemmeproblemerne sidder, og hun føler sig frem for at få bekræftet, at hun har hørt rigtigt. Synet spiller derimod en sekundær rolle, og det er godt det samme. For når man er blind på det ene øje på grund af sukkersyge og har kikkertsyn på det andet, er det begrænset, hvor mange informationer, man kan indsamle ad den vej.

Fraværet af synsindtryk er faktisk en af årsagerne til, at Dorte er så god til at bruge sine ører. ”Når man kan se, går det meste af bevidstheden over på synet, men det gør det jo ikke for mig. Min bevidsthed bliver ved med at være på ørene. Og det tror jeg er en stor fordel som stemmelærer. Da jeg begyndte at læse på konservatoriet, havde jeg været svagsynet i halvandet år. Det slog mig, at jeg kunne høre nuancer i stemmerne, som mine medstuderende ikke kunne høre.”

Bruger hørelsen bedre

Men har blinde og svagsynede simpelt hen en bedre hørelse? ”Nej, det er en myte, at blinde hører bedre end seende. Vi kan ikke høre lyde eller toner, som seende ikke kan høre, men vi har en større bevidsthed om vores hørelse. Dels fordi vi er afhængige af den information, vi får ind via ørene. Dels fordi synet ikke stjæler opmærksomheden. Derfor er det mere korrekt at sige, at vi bruger hørelsen bedre end seende. Det er ikke det samme som at sige, at vi hører bedre.”

I hverdagen lægger Dorte mærke til langt flere lyde, end hun gjorde, før hun blev svagsynet. Hun hører fuglestemmer og flyvemaskiner som aldrig før, og når hun færdes i trafikken med sin stok, registrerer hun med ørene, når hun går forbi en port, en hæk eller et busstoppested. Forhindringer kaster ’lydskygger’, der er forskellige alt efter, om genstanden er blød eller hård, og ved at lytte sig frem er de fleste blinde og svagsynede i stand til delvist at kompensere for deres synshandicap.
Men selv om ørene i en vis grad kan erstatte øjnene, bliver der aldrig tale om fuld kompensation. ”Jeg har hørt politikere sige, at blinde bare skal have noget mobilitytræning, og så er de ellers klar til at kaste sig ud i trafikken. Men når jeg tager til København og går på café, så er jeg godt træt, når jeg kommer hjem. Det er enormt krævende både fysisk og mentalt hele tiden at skulle koncentrere sig om ikke at støde ind i noget. Du kan jo ikke høre dig ud af alt.”

På hjemmebane

Det er muligvis anstrengende for Dorte Sehested Brüel at færdes på gader og stræder, men når hun går frem og tilbage mellem flyglet og briksen i sin rummelige stue med glasloft, er der ingen slinger i valsen. I de vante omgivelser lærer hun sangere, advokater og skolelærere at bruge deres stemmer bedre. Ved hjælp af ører og hænder retter hun op på deres oratoriske skavanker. Som for eksempel et hængende ganesejl.

Til indholdsfortegnelsen

---

Det er tilladt at se med fingrene

Af Nina Maria Mørk og Thomas Danielsen, hhv. pressemedarbejder og kommunikationsmedarbejder i Dansk Blindesamfund

Blinde og svagsynede bruger konstant deres følesans. Både når de færdes i det offentlige rum. Når de skal genkende store og små genstande. Og selvfølgelig når de læser. Hjerneforskningen viser, at nogle blinde tilsyneladende kan se med fingrene.

Menneskets største sanseorgan er huden, og huden påvirkes både af blid berøring, tryk, temperatur og smerte. Ifølge Thomas Raab, der er videnskabelig skribent med speciale i hjerner, er der stor forskel på, hvor følsomme vi er over for berøring forskellige steder på kroppen. Mest følsomme er vi i og omkring munden og på fingerspidserne. Her sidder særligt mange såkaldte sansereceptorer.

Receptorerne i fingerspidserne kan være mere eller mindre kvikke til at reagere på sanseindtryk. De hurtigtreagerende celler registrerer først og fremmest smerte, hvilket som regel forårsager en hurtig, refleks-baseret tilbagetrækning af hånden, fx når man skærer sig på en kniv. Andre hurtigtvirkende receptorer er med til at sørge for, at vi uden at tænke over det griber bedre fat om en genstand, vi er ved at tabe.

”De hurtige sansereceptorer er gode til at registrere trykforskelle, og det udnytter vi konstant,” forklarer Thomas Raab. ”Holder man fx en blyant mellem fingerspidserne og lader den løbe over en genstand, er receptorerne i stand til at danne et så fint billede af forskellene i tryk mod fingerspidserne, at hjernen kan skabe oplevelsen af, at vi kan ’føle’ verden med spidsen af blyanten.”

Det samme princip benyttes af blinde og svagsynede, når de fører deres blindestok hen over jorden. Vibrationerne i stokken forplanter sig til hånden, og i kombination med hørelsen giver det informationer om underlagets beskaffenhed.

Fingerspidsernes magi

De langsomtreagerende receptorer bruger vi derimod til at mærke overflader og tekstur. ”Lader vi fingrene glide over en ru overflade, fx et stykke sandpapir, vil disse receptorer registrere trykforskellene på to receptorer, der ligger ved siden af hinanden, alt afhængig af om de ligger oven på et af ’kornene’ i sandpapiret eller i en af fordybningerne. Omvendt vil trykfordelingen være jævn på en glat overflade, fx glas,” fortæller Thomas Raab.

”Receptorerne er så fint fordelt, at vi kan registrere selv meget små ’riller’ på helt ned til en halv millimeter.” Evnen til at mærke små genstande udnyttes som bekendt af blinde og svagsynede til at læse punktskrift, og noget tyder på, at især blindfødte har særlige forudsætninger for at lære at læse med fingrene.

Adskillige videnskabelige undersøgelser har vist, at når blindfødte læser punktskrift, finder der hjerneaktivitet sted i den del af hjernebakken, hvor synscentret sidder. Det samme er tilfældet for personer, der tidligt i livet har mistet synet, blot i mindre udstrækning. Følecentret flytter så at sige ned i synscentret, der jo ikke benyttes.

Følesansen kan måske erstatte synet

Hjernens evne til at flytte rundt på de forskellige sansecentre kan muligvis en gang i fremtiden udnyttes til at give blinde en form for syn. I adskillige år har PET-centret ved Århus Universitetshospital forsket i sammenhængen mellem føle- og synsindtryk, og man har lavet forsøg, der viser, at sanseimpulser fra elektroder på tungen kan opfanges som synsindtryk i hjernens synscenter. ”Vi har netop offentliggjort nye interessante resultater, der viser, at vores blinde forsøgspersoner nu beretter om følelse i tungen, når synsbarken stimuleres udefra,” siger lederen af PET-centret professor Albert Gjedde. ”Vi arbejder fortsat med at forstå, hvad der sker, når sanseindtryk vandrer fra én del af hjernen til en anden”. Med tiden kan man forestille sig, at blinde kan komme til at ’se’ ved hjælp af en elektrode i munden, som er forbundet med et kamera placeret i brillestangen. Indtil denne teknologi er tilstrækkelig udviklet, må blinde og svagsynede bruge deres følesans på mere traditionel vis.

Til indholdsfortegnelsen

---

Blinde har ikke bedre sanser end andre

Af Thorkild Olesen, afdelingsleder i Dansk Blindesamfund

Selvom de øvrige sanser til en vis grad kan erstatte det manglende syn, er der brug for kompensation i form af tekniske hjælpemidler og praktisk bistand. Desværre mangler vi overblik over hjælpemidlernes anvendelighed. Og den praktiske bistand er for ufleksibel.

Lad det være slået fast med det samme: Vi blinde og stærkt svagsynede har ikke pr. definition bedre sanser end seende, men vi bruger dem anderledes. Man kan også udtrykke det sådan, at vi kompenserer for det manglende syn ved at bruge de andre sanser på en anden måde.

Så når en seende borger møder en blind, der på forbløffende vis går lige ud ad gaden uden at mærke med mobilitystokken på fortovskanten, kan det skyldes, at den blinde har en fod placeret på de chausse-sten, der ligger mellem fortovsfliserne, eller det kan være, at han eller hun bruger husmuren ved siden af fortovet som retningspunkt. På samme måde kan det tænkes, at når en blind finder ind i Matas uden at gå ind til frisøren ved siden af, kan det skyldes, at den pågældende kan lugte, at det er en Matas-butik, han eller hun er ved at gå ind i.

De tilbageværende sanser kan imidlertid ikke tilnærmelsesvis kompensere for det manglende syn. Dertil er synssansen alt for vigtig en sans. Og den bliver vigtigere og vigtigere i den samfundsform, vi kalder informationssamfundet.
Borgere, der er blinde og stærkt svagsynede, har derfor behov for, at det manglende syn kompenseres på andre måder. Her må velfærdssamfundet træde til, i overensstemmelse med det handicappolitiske grundprincip om kompensation for en funktionsnedsættelse.

To former for kompensation

Man kan efter Dansk Blindesamfunds opfattelse inddele den nødvendige kompensation i to kategorier, nemlig den kompensation hvor funktionsnedsættelsen kan minimeres eller helt afhjælpes med hjælpemidler, og den kompensation hvor funktionsnedsættelsen kan afhjælpes helt eller delvis ved praktisk bistand fra andre mennesker. De to former for kompensation supplerer hinanden, men de fjerner ikke behovet for økonomisk kompensation for handicapbetingede merudgifter.

Ansvaret for hjælpemidler bør samles

Der findes utroligt mange hjælpemidler, som kan kompensere for hele eller dele af det manglende syn, og hvert år kommer der flere. Det drejer sig om alt lige fra særlige brødknive, der altid skærer brødstykkerne lige, til de mest sofistikerede højteknologiske indretninger, der kan gøre computere tilgængelige for synshandicappede.
I Danmark mangler vi imidlertid overblik over, hvad de forskellige hjælpemidler kan, og om de kan bruges af målgruppen. I Dansk Blindesamfund afprøver vi fra tid til anden enkelte hjælpemidler. Det samme gør de landsdækkende og regionale synsinstitutioner. Men ingen har et egentligt ansvar for at afprøve hjælpemidler og at indsamle erfaringer med de hjælpemidler, som forskellige institutioner afprøver. Der er heller ingen, der har ansvar for at udbrede kendskabet til hjælpemidlerne og deres anvendelighed til kommuner, institutioner og brugere.

I Dansk Blindesamfund mener vi, at dette ansvar bør samles i én instans. Det vil nemlig give de 98 nye kommuner og de synsfaglige miljøer adgang til viden om disse hjælpemidler. Og det ville være en fordel for blinde og stærkt svagsynede, som i højere grad ville få de rigtige hjælpemidler. I sidste ende ville det også gavne samfundsøkonomien, da det offentlige slipper for at give penge ud til hjælpemidler, der alligevel ikke kan bruges af den enkelte.

Dansk Blindesamfund vil derfor arbejde for, at der i det kommende satspuljeforlig bliver afsat penge til et forsøg med en afprøvnings- og dokumentationsenhed for hjælpemidler på synsområdet.

Den praktiske bistand er for ufleksibel

Hjælpemidler gør livet lettere for personer med synshandicap, men de kan ikke erstatte menneskelig kontakt. Serviceloven giver mulighed for, at blinde og stærkt svagsynede kan få praktisk bistand til at klare dagligdagens problemer. Praktisk bistand kan både være hjemmehjælp (rengøring, sortering af vasketøj i de rigtige farver m.m.), og det kan være ledsagelse til og fra fx fritidsaktiviteter. De to ordninger må ifølge reglerne ikke overlappe.

I hele Danmark oplever blinde og stærkt svagsynede, at den praktiske bistand er meget ufleksibel, at den ikke dækker hele behovet for kompensation, og at den er meget forskellig fra kommune til kommune.

Den praktiske bistand til at komme ud af huset i form af ledsagerordninger er ikke tilstrækkelig, for hjælperen må ikke bistå med anden hjælp, som fx at læse post. Hjemmehjælpen er i langt de fleste tilfælde slet ikke tilstrækkelig, fordi kommunerne – naturligt nok – fokuserer på, at ældre medborgere skal have personlig pleje og vask. Individuelt tilrettelagt transport kniber det også gevaldigt med.

Blinde og stærkt svagsynede kan ikke gøre rent med lugtesansen. De kan ikke sortere vasketøj efter farve ved hjælp af hørelsen. De kan ikke læse post med følesansen. Dansk Blindesamfund mener derfor, at der er brug for en sammenhængende, fleksibel løsning af behovet for praktisk bistand. En løsning der indbefatter alt fra rengøring til bistand til kørsel i egen bil. Vi opfordrer til, at der laves forsøg med sådanne løsninger.

Blinde og stærkt svagsynede har ikke bedre sanser end andre. Derfor er kompensation fra samfundet nødvendigt. Kompensationen kan bestå af mere eller mindre sofistikerede hjælpemidler. Eller den kan bestå af praktisk bistand fra enten kommunal hjemmehjælp eller ledsageordninger. Dansk Blindesamfund mener, at der er behov for at forbedre kompensationsmulighederne på to måder: For det første må ansvaret for afprøvning, dokumentation og udbredelse af kendskabet til hjælpemidler samles i én instans. Der bør i første omgang afsættes midler til et forsøg med en afprøvnings- og dokumentationsenhed for hjælpemidler. For det andet må den kommunale hjemmehjælp såvel som ledsageordningerne gøres mere fleksible, mere dækkende og mere ensartede fra kommune til kommune. Kun på den måde nærmer vi os ligestillingen mellem seende og mennesker med synshandicap.

Til indholdsfortegnelsen

---

En oplevelse for alle sanser

Af Nina Maria Mørk, pressemedarbejder i Dansk Blindesamfund

”Er her nogle singlekvinder?”, er der pludselig en mand, der råber på dansk. Jeg sidder sammen med min hollandske veninde Marielle ved bordet lige ved siden af, men han kan ikke se os. Vi er på den tyske restaurant Unsicht-Bar i Berlin – restauranten, hvor gæsterne spiser i mørke.

’Unsicht-Bar’ betyder usynlig, og det er et passende navn til restauranten i Østberlin, hvor gæsterne spiser i mørke. Restauranten er den ene af to ’usynlige’ restauranter i Tyskland – der er også en i Köln – og vi har fundet frem til den via rygter om, ”at der vist nok er sådan et sted i Berlin,” og ”at det er blevet meget trendy at spise i mørke.”

En blind guide i mørket

Mens vi stadig er i lyset, bestiller vi aftenens mad og drikke. Herefter bliver vi overladt i tjeneren Hedis varetægt. Det er nemlig hans opgave at guide os ind i den verden, som er fremmed for os, men velkendt for ham. Hedi er én af i alt seks blinde tjenere, der arbejder fuldtid på restauranten, og med hænderne på hans skuldre danner vi futtog og snor os ind i mørket. Indgangen er labyrintisk, og da vi endelig er inde i selve restauranten, er stedsansen helt væk. Det er fornemmelsen af rummets form og størrelse også, men at dømme ud fra den mumlen, der strømmer mod os fra alle sider, er der mange gæster – ergo: rummet er ikke helt lille.

Vi bliver sat ved et bord, og da vi er færdige med at fnise over vores klodsethed, lader Hedi os føle på bordet, så vi kan ’se’, hvor tallerkener, bestik og glas er. Vi lærer at holde en finger i kanten af glasset, så vi ved hjælp af følesansen kan bedømme, hvornår glasset er fyldt. Og vi opdager, at det er en fordel, at bordet er kantet, så vi kan orientere os ud fra kanterne, når vi skal finde og stille tingene.

Morsomheder i mørket

Den første ret er en slags salat – det smager i hvert fald af tomat, og konsistensen af salat fornægter sig ikke. At kokken har brugt tid på at anrette tallerkenen farvemæssigt spændende, kan vi ikke se, men til gengæld undrer vi os over, at tomaten smager mere saftig end normalt, og at salaten virker ualmindelig sprød på den gode måde. Den er også ganske svær at spise, og i den situation er det godt at være skjult af mørke.

Den anden ret er suppe. Det er nemt. I med skeen og op til munden. Vi har nu siddet i mørket snart en time, og mine øjne er på en underlig måde både afslappede og spændte. Jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal kigge hen, og flere gange tager mig selv i at sidde med lukkede øjne og dvask kropsholdning. Det er der alligevel ingen, der kan se. Efter den første time er vi blevet trygge ved mørket – så trygge, at der går sport i at flytte rundt på hinandens bestik og andre fjollerier. Det er tydeligt, at man er noget ’lost’, når tingene ikke ligger, hvor man lagde dem.

Når mænd er værst

Selvom der er mange mennesker i rummet, sidder vi i vores egen boble. Der er en massiv summen af stemmer, men det er svært at lokalisere lydene. Freden forstyrres af et nyt selskab, der ankommer. En af de nye gæster har glemt at lægge sit ur, og det er slående, at bare en lille smule lys fra uret kan ødelægge øjnenes tilvænning til mørket.

Til min store fortrydelse består det nye selskab af syv danske mænd på herretur. Og det er både dansk og herretur, når det er værst. ”Er der nogen danskere til stede?”, bræger én af dem ud i lokalet. Jeg tier – heldigvis – og så begynder den store samtale om kvinder. Det er tydeligt, at kombinationen af mad, drikke og mørke gør alle til helte – i hvert fald når det drejer sig om damer.

Fortrolighed med tjeneren

”Skal vi ikke være nøgne, når Hedi kommer tilbage?”, foreslår en af de danske mænd. De er nu ikke helt uden humor ved nabobordet, og spørgsmålet vidner også om, at det er et helt specielt forhold, som gæsterne får til tjenerne. Handicappet er byttet om: I mørket er den seende blind og den blinde ’seende’. I restauranten er tjenere og gæster på fornavn med hinanden, og det er imponerende, at tjeneren kan holde redde på det hele. Som gæster er vi afhængige af ham på en helt speciel måde. Det er ham, der kommer med maden, det er ham, der fortæller, hvad vi skal spise, og ikke mindst er det ham, der følger os ud af lokalet, hvis vi skal på toilettet, ryge – eller bare ud.

Udmast budding

Vi er nået til hovedretten. Et eller andet sted i lokalet er der en tåbe, der taber sin kniv på gulvet. Der bliver klappet, og da jeg har grinet færdig, opdager jeg, at tåben er mig. Lidt spagt hvisker jeg efter Hedi, men da han ikke kommer mig til undsætning, må jeg fikse problemet selv. Altså hele kyllingestykket på gaflen og herefter op til munden – godt det ikke kun er mig, der er blind.

Desserten kommer ind. Den føles mildest talt ulækker. Det er en tallerken med en underlig klump blødt stads på midten. Det smager også dårligt, og jeg er overbevist om, at det er udmast budding. Som et lille barn skubber jeg tallerkenen fra mig, og Marielle smager på det. Hun proklamerer, at det er pandekage med is – og nu smager det pludseligt langt bedre. Et godt måltid er åbenbart ikke kun et spørgsmål om smag, men også om, hvordan øjne, næse, mund og læber oplever maden.

Efter 21/2 timer er vi færdige med at spise, og det slår mig, at vi ikke kun har haft en madoplevelse. Marielle og jeg har netop delt en smags-, høre-, lugte- og føleoplevelse ud over det sædvanlige. I futtog passerer vi de danske mænds bord, og for første gang hele aftenen taler jeg dansk. Ud i mørket siger jeg med høj stemme ”fortsat god ferie i Berlin”, og for første gang hele aftenen er de helt stille.

Til indholdsfortegnelsen

---

Er I der, Roskilde?

Tekst og foto af Thomas Danielsen, kommunikationsmedarbejder i Dansk Blindesamfund

Blandt de 79.000 gæster på dette års Roskilde Festival kunne man finde en håndfuld medlemmer af Dansk Blindesamfund. Blindesagen mødte tre af dem og fik en snak om, hvordan man bruger sine sanser i et inferno af indtryk.

Musikken fylder ørene, så man må råbe til sin sidemand for at blive hørt. Rytmen fra de store bashøjttalere dunker i brystet og sætter gang i danselysten. Synet af titusindvis af glade mennesker, der hvileløst vandrer fra den ene musikscene til den anden, flimrer for øjnene som en farverig mosaik af grænseløs frihed og evig ungdom. Det varme støv sætter sig i næsen sammen med duften af helstegt okse og stanken af urin i litervis. Det er

ingen overdrivelse at hævde, at Roskilde Festival er en oplevelse for alle sanser.

År efter år valfarter musikglade unge fra det meste af Europa til Dyrskuepladsen ved Roskilde for at kaste sig ud i fire døgns kaos af rock og rusmidler. En håndfuld medlemmer af Dansk Blindesamfund er også til stede, og Blindesagen taler med tre af dem – en tysk ambassadeansat, en computerprogrammør og en radiovært.

”Folk tror, jeg er skæv”

Det tager næsten en halv time at gå fra den centrale del af festivalpladsen og ud til Lydia Sasnovskis’ telt. Undervejs passerer jeg den nye badesø og tusindvis af støvede telte. Da jeg endelig finder Lydia, sidder hun ved langbordet i et højloftet militærgrønt telt omgivet af 20 glade tyskere, som drikker eftermiddagsøl. Lejren ser meget veletableret ud, men det er også 15. gang, den besøger Roskilde.

Lydia er 30 år, født i Slesvig-Holsten og arbejder på den tyske ambassade i København. Hun blev udstationeret i Danmark for 11/2 år siden og taler nu flydende dansk. Lydia har været blind siden treårsalderen på grund af grå og grøn stær. Hun kan se lys og skimte konturer.

Det er tredje gang, hun er på Roskilde Festival, og det, som atter har trukket hende til, er lysten til at opleve spændende bands og være en del af den gode atmosfære. ”Folk er hjælpsomme, og der er en rigtig god stemning. Der er nogle, der godt kan se på mine øjne, at jeg ikke er helt normal, men de tror, at jeg er enten fuld eller skæv. Nogle gange fortæller jeg, at jeg er blind, andre gange spiller jeg bare med og lader som om, jeg er lige så fuld som dem. På en måde er det lettere at forsvinde i mængden et sted som her”, fortæller Lydia. Hun har taget en kollega fra arbejdet med som hjælper, og sammen skal de blandt andet høre den tyske hiphop-gruppe ’Seeed’.

Festival-veteran på 27

Jeg har sat Lars Holm Sørensen stævne ved den østlige hovedindgang, hvor menneskemylderet er mindst lige så stort som alle andre steder. Ved hjælp af mobiltelefonen pejler vi os ind på hinanden, og da jeg får øje på ham, står han alene på vejen med en øl i hånden. Vi går en tur op til Orange Scene, og på trods af sit synshandicap (retinitis pigmentosa med deraf følgende meget begrænset synsfelt) færdes Lars hjemmevant på den store festivalplads.

Lars er 27 år og bor på Frederiksberg. Han har en uddannelse som datamatiker og er netop ved at lægge sidste hånd på et nyt computerspil bestilt af De Samvirkende Invalideorganisationer. Han håber, at programmering kan blive en levevej, men derudover spiller han keyboard i århusbandet ’Alaska sover’.
Det er 10. gang, at Lars er på Roskilde Festival, og det forklarer til dels, hvorfor han færdes så hjemmevant. Han har nemlig oplevet festivalen, mens han stadig kunne se nogenlunde. I år har han sin kæreste med som hjælper, og de har en lejr sammen med nogle venner.

Lars er kommet for at opleve ny musik. Han er tiltrukket af mangfoldigheden og det, at folk kommer rejsende fra hele Europa. Det giver en god stemning, synes han. ”Jeg ved, at jeg vil ærgre mig bagefter, hvis jeg ikke tager herud. Og så håber jeg på de der aha-oplevelser, hvor man går forbi et telt og opdager noget fedt musik, som man slet ikke kendte.”

Studieværten tager familien med

Frank Gliese på 36 år har valgt at tage på Roskilde Festival sammen med sin kæreste Line og deres 11/2-årige datter Matilde, der dog senere skal afleveres hos bedsteforældrene. Da jeg møder dem, er de ved at flytte deres telt, fordi en invalidebil skal holde på den plads, Frank ellers havde fået anvist. Familien benytter den særlige handicap-camping for at få lidt mere ro.

Frank bor i Jægerspris, arbejder som studievært på Roskilde Dampradio og spiller musik i sin fritid. Han er uddannet psykoterapeut, men praktiserer ikke i øjeblikket. Frank har været blind på grund af nethindeløsning siden 1983. Det er fjerde gang, han er på Roskilde, og han troede egentlig, at han var blevet for gammel til den slags: ”Det gik op for mig, at man godt kan tage herud uden at være her hele tiden, at man godt kan køre frem og tilbage. Og så opdagede vi handicapordningen, der gør, at min kæreste gratis kan komme med som hjælper.”

Oplever med alle sanser

En Roskildefestival med 79.000 gæster er som sagt en oplevelse for alle sanser. Men hvordan føles det for blinde og svagsynede at bevæge sig rundt i dette inferno af indtryk?

”Jeg lytter vanvittigt meget”, forklarer Frank. ”Jeg hører brudstykker af samtaler og registrerer tonefaldet. På den måde opfanger man, om stemningen er god. Det kan godt være lidt voldsomt hele tiden at blive bombarderet med indtryk gennem ørene. Især hvis musikken samtidig er høj og tung”.

Lydia og Lars opfanger også brudstykker af mange samtaler, og især Lars, der føler sig hjemme på festivalpladsen, bruger støjen fra de forskellige scener som pejlemærker. Men lugtesansen kommer også på arbejde, fortæller Lydia: ”Her på Roskilde er lugtesansen nok den vigtigste sans! Man ved altid, når man kommer forbi et toilet – også de hjemmelavede. De indtryk er meget massive, når du er blind”. Frank er enig: ”Du mærker tydeligt, når du passerer en, der ikke har vasket sig i en uge. Men du lægger også mærke til det, når der går en forbi, som lige har været i bad”.

Endelig er der følesansen: ”Selvfølgelig er der en masse puffen og masen, den slags hører med. Men så er der pludselig en, der lægger en rolig hånd på ens skulder, så man kan sige, at indtrykkene er meget varierede.”

Når musikken rigtig brager, og de fornuftige fisker ørepropperne op af bukselommerne, står Lars, Lydia og Frank tilbage med et dobbelt handicap. ”Hvis man står foran en scene med høj musik, som overdøver alt, så mangler man pludselig to sanser. De andre kan lave fagter til hinanden eller udveksle blikke, det kan jeg jo ikke”, siger Lydia.

For alle tre går de mange sanseindtryk ikke desto mindre op i en højere enhed og skaber den særlige Roskilde-stemning, som festivalen er kendt for. Hvor seende nok i høj grad overvældes af synsindtrykket fra de mange mennesker, bliver blinde og svagsynede påvirket af indtrykkene fra de øvrige sanser, især lyde og lugte. Når det kommer til stykket er det vel netop, hvad Roskilde Festival handler om: At blive overvældet af indtryk. Bedøvet af sanseoplevelser. Få vasket tavlen ren, inden hverdagen vender tilbage.

Til indholdsfortegnelsen

---

Til indholdsfortegnelsen

---

Blindesagen udgives af:

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark

Thoravej 35, 2400 København NV

Telefon 38 14 88 44
Telefax 38 14 88 00
Giro 3 00 22 17

E-mail: info@dkblind.dk
Web: www.dkblind.dk

Ansvarshavende: Jens Bromann

Redaktør: Thomas Danielsen

Redaktionsgruppe: Pernille Fisher, Mariann Lillemose, Nina Maria Mørk og Thorkild Olesen

Forsidefoto: Klaus Sletting

Oplag: 5.500 trykte eksemplarer, 350 lydbånd

Layout/tryk: FL Reklame/Silkeborg Bogtryk

Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93 37 91

Ekspedition: Dansk Blindesamfund Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd i stat, amter, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse.

Næste nummer af Blindesagen udkommer oktober 2006

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 12.000 medlemmer, opdelt i 22 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.

Protektor for Dansk Blindesamfund:
Hendes Højhed Prinsesse Alexandra

Til indholdsfortegnelsen