Et aktivt liv
med synshandicap
Af Thorkild Olesen,
afdelingsleder i Dansk Blindesamfund
Alt for mange synshandicappede lever ufrivilligt et inaktivt liv. Dansk Blindesamfund arbejder for at give blinde og stærkt svagsynede mulighed for at leve et aktivt liv, men vi kan ikke løfte opgaven uden politisk støtte.
Mennesket er et socialt dyr. Vi har det godt, når vi blander os med andre. Vi trives ved at indgå fællesskaber. Vi vokser ved at lade os inspirere af hinanden og ved selv at inspirere.
I Danmark lever cirka 25.000 blinde og stærkt svagsynede, og de er rundt regnet lige så forskellige som alle andre mennesker. Nogle har familie, andre bor alene. Nogle har job, andre står uden for arbejdsmarkedet.
En del af disse blinde og svagsynede lever et aktivt liv, der minder overraskende meget om det liv, resten af befolkningen lever. De står op om morgenen og går på arbejde. De dyrker sport og luger ukrudt i haven. De hjælper børnene med lektierne og tager på besøg hos venner og familie.
Desværre er der en langt større gruppe af synshandicappede, der sjældent kommer ud blandt andre mennesker. En del blinde og svagsynede lever ufrivilligt et inaktivt liv.
Her i Dansk Blindesamfund har vi ingen ambition om at ville bestemme, hvordan blinde og svagsynede skal leve. Det er ikke vores opgave at tvinge nogen til at leve et aktivt liv. Derimod er det vores opgave at sørge for, at alle blinde og svagsynede har mulighed for at leve et aktivt liv.
Men hvad er et aktivt liv i grunden? Og hvordan lever man et aktivt liv som stærkt synshandicappet? Ja, det er i sagens natur svært at svare på. For som sagt er vi alle forskellige. I Dansk Blindesamfund har vi medlemmer i alle aldre, og de lægger hver især forskellig betydning i begrebet.
Beskæftigelse giver livskvalitet
For medlemmerne i den erhvervsaktive alder er der et meget stærkt ønske om at deltage på arbejdsmarkedet og være med til at bidrage samfundsøkonomisk. Når man dagligt hører politikere og erhvervsledere forklare, hvor vigtigt det er, at alle tager et ansvar for at sikre velfærden i Danmark, er det frustrerende ikke at få lejlighed til at bruge sine evner. Rundt omkring i landet går blinde og stærkt svagsynede med vigtige kompetencer rundt uden arbejde, fordi der ikke bliver gjort nok for at integrere dem på arbejdsmarkedet.
Det handler blandt andet om bedre transportordninger, som gør det muligt at komme fra hjem til job og tilbage igen på forsvarlig vis. Det handler om, at arbejdspladsen skal foretage nogle små justeringer i kontorindretningen. Det handler også om at give de rette muligheder for efter- og videreuddannelse, og her kniber det desværre ofte med tilgængeligheden på landets kursussteder.
Dansk Blindesamfund presser på, for at synshandicappede skal få samme muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet som seende. For samfundets skyld, men selvfølgelig i høj grad også af hensyn til blinde og svagsynede. Et aktivt liv på arbejdsmarkedet er nemlig med til at give den livskvalitet, som vi alle sammen ønsker.
Arbejde er ikke alt
Et aktivt fritidsliv er betydningsfuldt for både seende og synshandicappede, og der er mange måder at dyrke sine fritidsaktiviteter på. I teorien kan blinde og stærkt svagsynede deltage i sport, foreningsliv og musikalske sammenhænge på nogenlunde samme måde som seende. Nogle driver det endda vidt og når til tops, fx i idrætsverdenen. Det får man et indblik i, hvis man læser reportagen fra årets Ridderuge i Norge, hvor flere danske synshandicappede markerede sig.
Men ét er teori, et andet er praksis. Det overordnede problem, når vi taler om at leve et aktivt fritidsliv som blind eller svagsynet, er i bund og grund det samme, som vi var inde på i forbindelse med erhvervsaktiviteten: Det er vanskeligt – og somme tider endda umuligt – at komme fra A til B. Personer med synshandicap er afskåret fra at deltage i en lang række kulturelle begivenheder, simpelthen fordi de ikke kan nå derhen, hvor de foregår.
Dansk Blindesamfund gør en forskel
Dansk Blindesamfund gør sig som bekendt ikke kun bemærket på den politiske arena. Vi iværksætter også aktiviteter, der helt konkret giver blinde og stærkt svagsynede mulighed for at leve et aktivt liv. Her skal fremhæves fire områder, hvor Dansk Blindesamfund gør en forskel for medlemmerne:
• I de enkelte kredse fungerer en lang række aktivitetsklubber som samlingspunkt for især de ældre medlemmers sociale aktiviteter. Her mødes man og spiller kort, laver mad, lytter til foredrag m.m.
• De medlemmer, der vælger at melde sig ind i almindelige idrætsklubber for seende, kan indirekte få en håndsrækning, idet deres klub kan modtage et tilskud fra Dansk Blindesamfund. Støtten ydes også til deltagelse i stævner, hvis der er behov for at medbringe en ledsager, fx under konkurrencer i tandemcykling.
• Dansk Blindesamfunds Ungdom modtager et årligt tilskud, der blandt andet går til at afholde arrangementer om kost, mode, musik og computerspil.
• Gennem vores konsulentordning når vi ud til medlemmer, der har brug for vejledning og personlig støtte. Konsulenterne fungerer mange gange som forbilleder for andre, der har fået et synshandicap, og som finder det vanskeligt at leve med det. Deres indsats kan derfor være første skridt på vejen til et mere aktivt liv.
Vi kan ikke løfte opgaven alene
Foruden disse områder foregår der en lang række medlemsaktiviteter, som i større eller mindre grad modtager støtte fra Dansk Blindesamfund. Mange af dem drives frem af medlemmer, der ganske enkelt ikke vil acceptere, at deres synshandicap sætter grænser for deres personlige udfoldelse. Vi må ikke glemme dette enorme engagement, der vidner om en stor lyst til at tage hånd om egen skæbne. Men for hver aktiv person med synshandicap findes der ulykkeligvis endnu flere inaktive personer, der er bundet til deres hjem eller parkeret på kontakthjælp. De har brug for en håndsrækning fra det offentlige for at kunne leve som ’sociale dyr’. I sidste ende er det et spørgsmål om livskvalitet.
Til indholdsfortegnelsen
|
Tre generationer fortæller
Af Nina Maria Mørk, Pressemedarbejder i Dansk Blindesamfund
Foto: Klaus Sletting og Henning Morel
Blindesagen har mødt tre personer, som alle har lært at leve med deres synshandicap. Vi ville blandt andet vide, hvordan de har indrettet deres hverdag, og hvad de forstår ved et aktivt liv.
Lene Johannsen:
”Selvom jeg er synshandicappet, er jeg da også glad for at læse bøger, se film, spille kort og lave mad.”
 Oven på musikanlægget ligger stakkevis af cd’er. Anlægget står på nederste hylde i en reol, som bugner af bøger, der alle vidner om reolindehaverens store interesse for at læse. Reolen tilhører 26-årige Lene Johannsen, og hun har netop sat Katie Melua på afspilleren.
Lene bor præcis som alle andre, men hun er ikke som alle andre. Lene er nemlig født blind, men det er faktisk også den eneste forskel, der er. I mange situationer er det en lille forskel, men i andre sammenhænge er forskellen kolossal. Det gælder fx, når talen falder på muligheden for at leve et aktivt liv.
”For mig handler sloganet ’et aktivt liv – også som blind’ om to ting,” fortæller Lene. ”For det første kommer jeg til at tænke på aktiviteter fra den synshandicappede verden, og for det andet kommer jeg til at tænke på mine muligheder for som synshandicappet at deltage aktivt i det normale samfund og bidrage med de ressourcer, jeg har som enkeltstående individ.”
”Den synshandicappede verden er for mig defineret af aktiviteter i Dansk Blindesamfunds regi, fx det at deltage i forskellige klubber med andre synshandicappede og det at engagere sig ’blindepolitisk’ på forskellige niveauer af organisationen. Jeg spiller selv goalball i Blinde og Svagsynedes Idrætsklub, og jeg spiller showdown i Blindes Arbejdes Idrætsklub. Jeg er uddannet massør fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, jeg arbejder som guide på udstillingen Dialog i Mørket i Experimentarium, og jeg sidder i forretningsudvalget i Dansk Blindesamfunds Ungdom. Men dette er alt sammen aktiviteter i den synshandicappede verden, og det er jo vigtigt at huske på, at den synshandicappede verden ikke er et parallelsamfund til den seende verden. Det tror jeg, at både synshandicappede og seende til tider glemmer, og det er blandt andet derfor, at sloganet også får mig til at tænke på mine muligheder for at være en del af den normale verden,” fortæller Lene, mens hun uddyber med en række sjove historier om, hvad de seende gæster har stillet hende af spørgsmål, når hun guider dem rundt i mørket på Experimentarium. Spørgsmål lige fra hvordan blinde danner sig et indtryk af andre mennesker til, hvordan de har sex. Lene griner, når hun fortæller om de mange spørgsmål, men hun er også glad for, at hun kan hjælpe med at afmystificere dét at være blind.
Mange af gæsterne på Experimentarium siger, ”hvor må det være svært at være blind,” men Lene er ikke ked af at være synshandicappet. Det er nemlig vigtigt at styre sin egen lykke ud fra de grundvilkår, man har, mener hun, og hendes grundvilkår er bare anderledes end de flestes.
”Den største forhindring for mig for at leve et aktivt liv er selvfølgelig mit synshandicap. Det er klart. Men dernæst er der også en række praktiske forhindringer. Jeg kan fx ikke være impulsiv og kaste mig ud i nye ting, på samme måde som andre kan. Har jeg set et aftenskolekursus, som jeg gerne vil følge, så opstår der en masse praktiske overvejelser. Hvordan kommer jeg til kursusstedet? Og hvordan får jeg de hjælpemidler, jeg skal bruge? Jeg kan jo ikke bare hoppe op på min cykel og drøne til den anden ende af byen. Jeg kan ikke bare tage en taxi, hvis den offentlige transport er bøvlet i forhold til bestemmelsesstedet, for det har jeg ikke penge til, og jeg kan ikke bare slæbe rundt med mit CCTV på kursusstedet – og da slet ikke, hvis kursusstedet ikke har elevator. Det, jeg prøver at sige, er, at der er mange praktiske og økonomiske problemer, der skal løses, inden jeg kan kaste mig ud i aktiviteter i den normale verden. Derfor er det oftest nemmest for mig at være aktiv inden for Dansk Blindesamfund, hvor rammerne er lavet til det,” fortæller Lene.
”Hos Dansk Blindesamfunds Ungdom laver vi en masse sociale arrangementer for unge mellem 0 og 36 år. Livsglæde får man jo gennem udfordringer og læring. Jeg føler nok hele tiden lidt, at jeg sagtens kan være aktiv i det ’blinde’ miljø, men at det er sværere at være aktiv i den seende verden. Fx vil jeg meget gerne danne en studiekreds, hvor vi skal snakke om litteratur, men det holder mig tilbage, at jeg til tider føler, at seende mennesker, som jeg ikke på forhånd kender, møder mig som synshandicappet, før de møder mig som Lene. De bliver forfjamskede og stille, og jeg kommer hurtigt til at føle mig anderledes. Og i virkeligheden er jeg jo bare Lene, der elsker at dyrke sport, at lytte til musik, at læse bøger, at se film og at være sammen med vennerne – præcis som alle andre unge mennesker.”
Jannie Hammershøi:
”Jeg har altid haft let ved at kaste mig ud i nye aktiviteter. Men sådan er det ikke alle synshandicappede, der har det. Vi er jo alle forskellige.”
 Man bliver fascineret, når man møder Jannie Hammershøi for første gang. Hendes personlighed fylder kontoret ud, når hun fortæller om sit arbejde og sit familieliv. Jannie er 39 år, hun er blind som følge af øjensygdommen Retinitis Pigmentosa, og hun arbejder som socialrådgiver på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup.
”Der er mange facetter af det med at leve et aktivt liv. En fællesbetegnelse kan være, at man skal få brugt sig selv, og det gælder jo for alle, uanset om man er synshandicappet eller ikke.” Der er ingen tvivl om, at Jannie bruger sig selv. Hun arbejder 37 timer om ugen på Instituttet for Blinde og Svagsynede, dyrker sport flere gange om ugen, sidder i bestyrelsen i både Dansk Handicap Idræts-Forbund og Handicapidrættens Videnscenter, er formand for Idrætsudvalget i Dansk Blindesamfund og er mor til en dreng på 15 år og tvillinger på to år.
”På Instituttet for Blinde og Svagsynede arbejder jeg primært med unge og med børnefamilier. Kort fortalt går arbejdet her på instituttet ud på, at synshandicappede skal lære at klare sig selv og så vidt muligt lære at være uafhængige af andre. Afhængighed er ofte en forhindring for at have et aktivt liv, og det er mit indtryk, at forældre gør deres synshandicappede børn en bjørnetjeneste ved at gøre alt for meget for dem. På den måde lærer børnene ikke at have modet til at kaste sig ud i tingene. For det kræver mod og overskud at kaste sig ud i nye aktiviteter, når man er synshandicappet, og alle blinde og svagsynede kender til de evige spekulationer over, om man nu også har ressourcer til at deltage i forskellige aktiviteter.”
Selv har Jannie aldrig haft problemer med at kaste sig ud i nye aktiviteter, men det er vigtigt for hende at pointere, at ikke alle synshandicappede er ens: ”Bare fordi jeg får
udrettet en masse og har et stort netværk, så er det jo ikke ensbetydende med, at alle synshandicappede kan de samme ting som mig. Det er derfor vigtigt for mig, at jeg ikke lader mig smigre over, at seende synes, jeg klarer mig enormt godt, men derimod er loyal over for andre synshandicappede og fortæller, at vi altså ikke alle er ens.”
”Der er selvfølgelig forskel på os synshandicappede, og som socialrådgiver har jeg især bemærket, at der er stor forskel på min generation og så den yngre generation. En forskel er, at jeg nu er så ’gammel’, at jeg har accepteret mit handicap. Jeg kan huske, hvordan jeg var, da jeg fik mit første barn og piskede rundt i børnehaven for at finde hans sko og jakke, præcis som de andre forældre. Nu beder jeg bare pædagogerne om at finde tingene, uden jeg af den grund føler mig som en dårlig mor. Da jeg var yngre – og ’kun’ svagsynet – havde jeg et helt andet behov for at agere, som almindelige seende ville gøre.”
”En anden forskel på mig og de unge er, at jeg har nogle helt andre økonomiske betingelser end dem. Jeg får bistandstillæg og invaliditetsydelse efter de gamle pensionsregler, hvilket gør, at jeg har et større rådighedsbeløb hver måned til merudgifter som følge af mit handicap. Skal jeg tage en taxi til et møde eller en sportsaktivitet, når jeg ikke kan bruge den offentlige transport, har jeg budget til det. Hørte jeg derimod under de nye pensionsregler, der trådte i kraft i 2003, så ville en taxitur hurtigt betyde, at jeg skulle leve af havregrød resten af måneden – groft sagt. Da jeg var ung og under uddannelse havde vi en helt anden økonomisk frihed. I dag bliver de unge jo bare sat på kontanthjælp. Derfor er det også vigtigt, at vi ældre synshandicappede hjælper dem med at råbe politikerne op.”
Torben Madsen:
”Det er vigtigt for mig, at jeg kan lave småreparationer i mit hus og i min have. Det er med til at give livskvalitet.”
 Det var ikke fra den ene dag til den anden, at 69-årige Torben Madsen blev meget svagtseende. Torben har både grøn og grå stær, og hans syn er blevet kraftigt reduceret gennem de seneste 20 år. I alt er Torben blevet opereret fem gange for grøn stær og to gange for grå stær, og det er gået frem og tilbage med synet. I dag kan han orientere sig og se omridset af folk, men han kan ikke se ansigter.
”Forringelsen af mit syn kom gradvist, så jeg var forberedt på, hvor det bar hen. I 2002 var mit syn blevet så dårligt, at Statens Øjenklinik anbefalede mig, at jeg blev medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg ringede med det samme,” fortæller Torben, mens han sidder i sofaen i sin stue, hvor urets tikken fylder rummet ud.
Mødet med Dansk Blindesamfund fik stor betydning for Torben. Det første, der skete, var nemlig, at Torben og hans kone, Elin, blev sendt på senblindekursus på Dansk Blindesamfunds kursuscenter, Fuglsangcentret (kurset kaldes i dag ’nyblindekursus’). ”Det kursus blev et vendepunkt for mig,” fortæller Torben, der efterfølgende har holdt foredraget ’Ny livskvalitet’ på blandt andet Fuglsangcentret.
”Tidligere har jeg været ansat som administrator i en lang række virksomheder. Jeg har blandt andet arbejdet 10 år som souschef i socialforvaltningen i Nakskov Kommune, og jeg sluttede min karriere som forretningsfører på Nakskov Skibsværft, inden jeg gik på pension som 60-årig. Når jeg skal beskrive, hvordan det gik ned ad bakke med synet, plejer jeg at sige, at først stoppede jeg med at køre bil, dernæst med at cykle. Og begge dele har selvfølgelig haft stor indflydelse på både min og hele familiens hverdag. Før i tiden kørte vi meget på ferie, men det kunne vi pludselig ikke længere. I hvert fald ikke så langt som tidligere, hvor vi var to til at køre bilen. Så i dag tager vi på busrejser og charterferier. Det sværeste var dog, da jeg måtte opgive at cykle. Førhen cyklede jeg i byen og på arbejde med min rygsæk på ryggen, men nu er jeg afhængig af at få hjælp på en helt anden måde. Jeg er ikke nær så mobil som tidligere, når jeg er på steder, hvor jeg ikke er kendt. Altså, jeg har jo ingen problemer med at finde rundt her i Nakskov, men jeg kan ikke tage bussen eller toget til andre steder. Det gør mig utryg, at jeg ikke kan se gadeskilte, husnumre, trinbræt og så videre.”
Når Torben holder sit foredrag om ny livskvalitet, tager han udgangspunkt i det senblindekursus, som han deltog i på Fuglsangcentret for fire år siden. ”Kurset på Fuglsangcentret varede otte dage, og noget af det bedste var, at vi alle havde vores nærmeste pårørende med den første weekend. Faktisk er det ikke unormalt, at ægteskaber går i opløsning, når den ene part bliver synshandicappet, så derfor er det vigtigt, at ens bedre halvdel forstår, hvad der sker. Min kone var i hvert fald meget glad for at deltage, og hun var også glad for at møde andre pårørende.”
”Noget andet, som var godt ved kurset, var, at jeg lærte en masse fiduser til, hvordan jeg kan gøre de ting, som jeg plejer at gøre i hverdagen. Jeg var fx på et håndværkskursus, hvor en blind underviste mig i håndværksteknikker, så jeg nu selv kan reparere småting på mit hus. Jeg var også på et it-kursus, hvor jeg lærte at bruge både talesyntese og forstørrelsesapparat. Før kurset havde jeg ikke forestillet mig, at det med it ville være noget for mig, men det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at ringe til synscentralen for at få bevilliget en pc,” fortæller Torben, som er meget glad for den hjælp, han fik fra den lokale synscentral, hvor han tidligere havde fået et CCTV.
Generelt har det været forholdsvis let at få bevilliget de gængse hjælpemidler, som Torben skal bruge for at fungere i dagligdagen. Men det har været svært for ham at få de hjælpemidler, der kan hjælpe akkurat ham i hans specifikke livssituation – altså de mere individuelt orienterede hjælpemidler. Fx giver det Torben både livskvalitet og stor tilfredsstillelse, at han håndværksmæssigt kan lave småting i sit eget hus, men alligevel tog det ham over tre år at få et talende målebånd og et digitalt vaterpas via et privat legat, da kommunen havde afslået hans ansøgning om disse hjælpemidler.
”Kurset på Fuglsangcentret var med til at give min livskvalitet et løft. Ikke at den var dårlig før, men det betød meget for mig at få en masse tricks til dagligdagens udfordringer. Nu er jeg også begyndt at finde på mine egne fiduser, fx fandt jeg den anden dag på en ny håndværksmetode, så jeg kunne sætte en fuglekasse op. Ja, man skulle tro, det er løgn, men det betyder faktisk meget for mig, at jeg selv kan sætte en fuglekasse op i haven. Så når jeg hører sloganet ’et aktivt liv – også som blind’, så er det noget af det, som jeg kommer til at tænke på – nemlig muligheden for at klare ting selv. Derfor bliver jeg også forarget, når jeg hører om amter, der ikke vil betale kursusafgiften for nyblindekurset på Fuglsangcentret.”
Kurset på Fuglsangcentret var medvirkende til, at Torben nu mere aktivt opsøger nye aktiviteter. Fx har han meldt sig på et bowlinghold gennem den lokale ældreforening, og han er også ved at lære sig tifingersystemet, så det går endnu stærkere ved computeren. Desuden er der jo både børn og børnebørn, som skal besøges, så Torben har rigeligt at tage sig til.
Dog kan han godt blive lidt bekymret på vegne af de enlige synshandicappede, for som han siger: ”Jeg kan godt forestille mig, at der er nogle, der sidder hjemme og bare venter på, at hjemmehjælperen kommer og drypper øjnene. Derfor er det også godt, at Dansk Blindesamfunds lokale konsulent sørger for at besøge medlemmerne, og det er mit indtryk, at rigtig mange – både unge og ældre – er meget aktive i Dansk Blindesamfunds foreningsliv blandt andet i de mange klubber. Det er også derfor, jeg har sagt, at hver gang jeg holder foredrag, så vil jeg gerne have betalt transportudgifterne, men mit honorar skal gå direkte i kassen hos Dansk Blindesamfund. Det manglede bare.”
Til indholdsfortegnelsen
|
Dagbog
Af Flemming Berthelsen, it-underviser
Blinde og svagsynedes dagligdag behøver ikke at adskille sig fra seendes hverdag. Flemming Berthelsen, der er it-underviser på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup, har skrevet dagbog en helt almindelig mandag.
Klokken er 6.15. Københavns Radio, bøvl med Metroen, håber de får den til at køre. Hallo unger! Det er morgen, og I skal op. De to prinsesser sover sødt. I weekenden vågner de tidligt, til hverdag er de ikke til at hale ud af sengen. Påklædning og morgenmad. Og så ud af døren alle sammen. Følger Johanna til børnehave, hun glæder sig til at begynde i skolen efter sommerferien. Anne Sofie går selv noget af vejen, men hun går også i 2. klasse.
Imens har de fået styr på Metroen, den kører upåklageligt. Sådan er det ikke altid. På Nørreport Station skal over 100.000 mennesker presses igennem hver dag. Det er en heksekedel, og hvis man ikke følger strømmen, kommer man i modvind. Men S-togsnettet kan man stole på. Bortset fra når det sner, regner, eller når der er blade på skinnerne.
På arbejdet begynder jeg altid med at tjekke fraværslisten. Den bliver udsendt elektronisk, og her kan jeg se, hvilke kollegaer og kursister der ikke er her i dag.
Jeg underviser blinde og svagsynede i at bruge computer og internet. Første lektion går med at introducere en kursist til et særligt computerprogram, som gør det let at producere computerspil. Programmet styres fortrinsvis med mus, så hvis man bruger Jaws eller en anden skærmlæser, har man ikke en chance. Næste lektion er repetition af tidligere indlærte færdigheder med Jaws, e-mail og internet.
Så er der mellemtime, og her når jeg en række praktiske ting: Jeg suser det halve institut rundt for at finde batterier til notatapparater, jeg laver en aftale med en kollega om at installere talesyntese på hans mobiltelefon, hjælper en anden kollega med at udskrive på punkt. Og så tilbage til undervisningslokalet, hvor den næste kursist venter.
Den planlagte undervisning skydes i baggrunden til fordel for en god snak om, hvilke lydaviser der bliver indlæst i kursistens lokalområde, og hvilke muligheder der er for at få indlæst personligt materiale. Vi finder oplysningerne på internettet. Det går rimeligt nemt, hvis man da ellers kan finde den smalle sti gennem internetjunglens mange informationer.
Frokostpausen tilbringer jeg i instituttets svømmehal. Et godt tidspunkt at motionere på. Jeg har nemlig dårlig tid resten af dagen, og svømning er min yndlingssport.
Efter frokost er der et par stille timer med kursister, som skal have tastaturtræning og skriveøvelser. De har en udenlandsk baggrund, så undervisningen foregår med tolk. Derfor er mine instrukser nødt til at være korte og præcise.
Arbejdsdagen slutter med et afdelingsmøde, som jeg må forlade i utide for at hente pigerne i børnehave og fritidshjem. Tidsplanen er lidt stram sidst på eftermiddagen, så der skal ikke mange forsinkelser til i det offentlige transportnet, før mit stressniveau stiger drastisk.
Så starter balancegangen mellem på den ene side at være en god og hyggelig far og på den anden side at være rationel og effektiv. Nogle eksperter kalder det ’kvalitetstid’. Lektielæsning, madlavning og spisning bliver overstået. Anne Sofie skal til spejder, og jeg råhygger med Johanna, inden hun skal i seng. Til sidst er der lige et par madpakker, der skal smøres. Det orker jeg nemlig ikke om morgenen.
Resten af aftenen har Kirsten og jeg for os selv. Vi ser nyheder, og jeg ordner nogle bankforretninger via internettet. Jeg skal også forberede mig til undervisningen i morgen. Og snart er der kredsbestyrelsesmøde i Dansk Blindesamfund. Måske skulle jeg bare gå i seng?
Flemming Berthelsen har øjensygdommen macula degeneratio juvenilis og er derfor stærkt svagsynet.
Til indholdsfortegnelsen
|
Ridderugen
Internationalt vintersportstævne for handicappede
Af Pernille Fischer,
konsulent i Dansk Blindesamfund
Foto: Jens Winther og Kurt Jørgensen
I den norske fjeldby Beitostølen cirka tre timers kørsel nord for Oslo afholdes hvert år i marts og april et internationalt stævne for vintersportsfolk med handicap. Blindesagen fulgte i hælene på tre af de danske deltagere, hvoraf de to kæmpede sig til en plads på podiet.
 Forventningerne til årets Ridderuge var store blandt deltagerne. Tid til at høre skienes glid i de optrukne løjper, tid til at mærke vindens kølige kælen for ansigtet, tid til friheden, legen og glæden ved sneen. Fra Blindes Skiunion deltog denne gang 20 blinde og svagsynede. De kunne se frem til en uge med skikonkurrencer, naturoplevelser og socialt fællesskab.
Ridderugen blev grundlagt i 1964 af Erling Stordahl, der selv var blind og desuden en stor skientusiast. I begyndelsen var det blot et langrendsløb for blinde og svagsynede. I dag har arrangementet udviklet sig til en uge med mange konkurrencer samt en række sociale begivenheder. Andre handicapgrupper er også velkomne. Hvert år afsluttes ugen med en 20 km langrendskonkurrence – Ridderrennet.
Ridderugen indledes søndag aften med en kort, men festlig åbningsceremoni, hvorefter alle, der ønsker det, får tildelt en skiledsager. Ledsageren, der naturligvis er seende, følger deltagerne gennem hele ugen, også uden for konkurrencerne.
Ledsagerne er elever fra Norges Idrettshøgskole, Fysioterapihøgskolen i Bergen, Sjøforsvarets Gymnastikkskole og idrætslinjer fra videregående skoler og folkehøjskoler. For de unge ledsagere er det en del af deres uddannelse at opleve mødet med en aktiv idrætsudøver, der har et handicap. De oplever, at det er mennesket først, og handicappet bagefter. I ugerne op til Ridderugen har skiledsagerne haft et undervisningsforløb i langrend og ledsagelse, hvor de blandt andet har prøvet at løbe på ski iført en afblændingsmaske. Militæret bidrager også til afviklingen af stævnet med ambulancetjeneste, chauffører, køkkentjeneste og sanitørtelte.
I begyndelsen af ugen har alle deltagere lejlighed til at træne med deres skiledsager. I slutningen af ugen afholdes konkurrencerne.
Brian Rasmussen
løb fra sin ledsager
Den 32-årige svagsynede Brian Rasmussen er en fysisk stærk og teknisk god langrendsløber. Ved 10 km langrendsløbet var føret glat, og det var svært at få fæste til fraspark med skiene. Brian stod ud på ruten med rene stavtag, hvor det kun er arme og ryg, der står for trækket. Efter fire km tog Brian chancen og løb fra sin skiledsager, der ikke kunne stå distancen. Han fortsatte alene mod målet og drømmen om en guldmedalje i sin klasse. Efter to km indhentede han en skikælker med to ledsagere. Brian råbte gruppen an, bad om assistance og fik positivt svar, således at han kunne løbe de sidste fire km med en skiledsager. Han kom i mål som nummer ét – 9:37 min. før nummer to.
Peter Sidorenco
i nervepirrende duel
Peter Sidorenco er 39 år, svagsynet og en ivrig idrætsmand. Han har deltaget i Ridderugen otte gange, både i langrend og i storslalom. I 2002 brød han muren på slalombakken og vandt guld i storslalom for første gang. Dermed vandt han nordmændenes hjerter som en dansker, der for alvor kan stå på ski og feje de indfødte af banen. Hvert af de efterfølgende år vandt Peter slalomkonkurrencen, og det har gjort ham kendt af alle, der deltager i Ridderugen.
I år udviklede storslalomkonkurrencen i gruppen af svagsynede mænd sig til en sand gyser. Ni herrer deltog, men især Peter Sidorenco og nordmanden Aasmund Kjeldstad markerede sig. Første gennemløb blev vundet af Peter i tiden 59 sekunder og seks hundrededele mod Aasmunds ét minut og fem hundrededele. Ved andet gennemløb startede Peter som den sidste. Han gennemførte hurtigere denne gang, nu på 57:67 sekunder. Men Aasmund havde lugtet guld, satsede hårdt og passerede målstregen efter 57:21 sekunder – nu var afstanden mellem de to konkurrenter nede på nogle ganske få hundrededele. Stemningen blandt tilskuerne var åndeløs af spænding – guld til Norge eller til Danmark? Afgørelsen trak ud, for der skulle ses på målfoto og regnes efter. Og så faldt afgørelsen: Peter Sidorenco mester i storslalom for femte gang! Den danske ambassadør i Norge, Theis Truelsen, var den første til at lykønske Peter. Peters smil trak op over begge ører, publikum jublede, og nordmændene overgav sig endnu engang til fornøjelsen over, at en dansker virkelig kan præstere noget på slalombakken.
Gitte Lauritsen deltog for første gang
 Den 49-årige Gitte Lauritsen er blind, og hun deltog i Ridderugen for første gang. Gitte har stået meget på ski som helt ung, da hun stadig kunne se, og hun følte nu, at det var på tide at finde ud af, om ungdommens begejstring for vinterglæderne stadig var levende. Sammen med sin skiledsager kastede hun sig ud i den første dags langrend. Først to km, så fem km mere. Gitte fik blod på tanden, og de tog yderligere to km, denne gang på tid. De kom ind efter 11 min., hvilket er en pæn tid.
I ugens løb oplevede Gitte igen sin ungdoms frihed på ski. Gittes skiledsager kompenserede for hendes synshandicap, og hun fik mulighed for at opleve, at det at miste synet ikke behøver at afholde en fra at dyrke aktiv sport.
Med de gode oplevelser i ryggen valgte Gitte at søge flere udfordringer og i fulde drag nyde, hvad Beitostølen har at byde på. Det blev til to herlige skiture i fjeldets fri natur, men også til deltagelse i torsdagens fem km langrend, hvor hun klarede sig flot og blev nummer fire ud af syv i sin klasse.
Lørdagens Ridderrenn – arrangementets traditionsrige afslutningsløb – blev velsignet med klar frost og høj sol. Skisporene var perfekte, og alle deltagere og guider var tændte. For Gitte var det ikke så meget konkurrencen, der trak, men derimod fornøjelsen ved at deltage. Derfor valgte hun at slutte den aktive uge med 10 km i turklassen. På den måde kunne hun nyde fællesskabet med alle de øvrige deltagere.
Som en festlig afrunding på Ridderrennet inviterede ambassadørerne fra Canada, Holland, Sverige og Danmark samt en attache fra den amerikanske ambassade traditionen tro til en afslutningsreception. Den hollandske ambassadør Erik Ader bød velkommen og takkede både deltagere, ledsagere og arrangører for en flot og engageret indsats. Selv havde han i år haft lejlighed til at være skiledsager ved Ridderrennet, hvilket vakte jubel blandt deltagerne.
Fakta om
Ridderugen
Konkurrencerne i den norske fjeldby Beitostølen omfatter
- Fem km skiskydning med to gange fem skud. Der tillægges ét min. straftid for hver forbier i skydningen.
- Klassisk langrend, 10 km for mænd og fem km for kvinder.
- Erling Stordahl Supercup, et mindeløb for stifteren af Ridderrennet. Løbet er på 7,5 km langrend.
- Storslalom. Slalombakken gennemløbes to gange, og den samlede tid er afgørende.
- Ridderrennet afslutter ugen. 20 km klassisk langrend.
- Ridderugen er tilrettelagt sådan, at topidrætsfolk, ivrige motionister og deltagere med kun lidt træning bag sig alle har mulighed for at udfolde deres ambitioner.
Læs mere på www.ridderrennet.no
|
Fakta om
Blindes Skiunion
Blindes Skiunion, BSU, er en landsdækkende idrætsforening for blinde og svagsynede. BSU blev stiftet i 1978, og foreningens formål er "at arbejde for at fremme skisport for synshandicappede – under kammeratlige former".
Skisport er en meget velegnet idræt for blinde og svagsynede, men det forudsætter, at den enkelte synshandicappede har en seende ledsager. Klubben henvender sig således både til synshandicappede og til seende ledsagere.
BSU har cirka 50 synshandicappede medlemmer, og flertallet løber langrend, mens færre dyrker alpint skiløb. BSU arrangerer i hver sæson fire skiture til Norge og Sverige.
Alle deltager for at få motion, store naturoplevelser og et hyggeligt socialt samvær. Enkelte træner målrettet mod konkurrencer.
Læs mere om BSU på www.dkblind.dk/tilbud/idraet/bsu
|
Til indholdsfortegnelsen
|
Overblik
Transportordninger – fra gult til grønt lys
I forbindelse med finanslovsforliget i 2004 blev der afsat satspuljemidler til udvikling af modeller, der kan afhjælpe blinde og stærkt svagsynedes færdenshandicap. Efter en lidt omflakkende tilværelse er ansvaret for implementeringen blevet placeret hos transport- og energiminister Flemming Hansen, og når dette nummer af Blindesagen går i trykken, er der formentlig allerede nedsat et tværministerielt udvalg, der skal bistås af relevante brugerorganisationer, herunder naturligvis Dansk Blindesamfund. Det nedsatte udvalgs opgave vil være – senest i første halvår 2007 – at fremlægge en række konkrete modeller for, hvordan problemet kan løses fremover. Hos Dansk Blindesamfund glæder vi os til at komme i gang med arbejdet.
Erfagruppe koordinerer fælles indsats for arbejdsmarkedsprojekterne
I Blindesagen nr. 6 – 2005 beskrev vi, hvordan Arbejdsmarkedsstyrelsen i efteråret gav grønt lys for fire projekter, der på hver deres måde har til hensigt at lette synshandicappedes adgang til arbejdsmarkedet.
Dansk Blindesamfund har siden da taget initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe – eller måske mere præcist en erfagruppe – med repræsentanter fra de fire projekter samt projektet ”Det gode match”, som IBS-Erhverv ved Instituttet for Blinde og Svagsynede har fået projektmidler til at gennemføre. Formålet med de jævnlige møder i erfagruppen er dels erfaringsudveksling, dels i et vist omfang at koordinere indsatsen. Der er i den indledende fase gennemført interview med tilsammen mere end 150 synshandicappede i den erhvervsaktive alder. I den forbindelse fandt man det hensigtsmæssigt at få udarbejdet en form for fælles minimumsspørgeramme, som gør det muligt at sammenligne resultater og drage paralleller samt trække en tråd tilbage til de arbejdsmarkedsundersøgelser, som Dansk Blindesamfund selv lavede i sidste halvdel af 1990’erne.
Fællesnævneren for projekterne, der i øvrigt varierer betragteligt i omfang, er, at der sættes fokus på udvikling af gode løsninger/modeller og konkrete værktøjer til brug for såvel synshandicappede som arbejdsgivere og sagsbehandlere i de kommende kommunale jobcentre.
Ærespris til dansk ildsjæl
 52-årige Arne Christensen, der gennem de seneste 10 år har været formand for Blindes Skiunion, blev under afslutningsceremonien ved årets Ridderuge på Beitostølen i Norge tildelt Erling Stordahls Ærespris.
Erling Stordahls Ærespris gives som ”Utmerkelse for spesiell utøvelse til det beste for funksjonshemmede og deres interesse”, og prisen blev overrakt Arne Christensen af den lokale borgmester og af den danske ambassadør i Norge. At det i år var Arne Christensen, der blev tildelt denne fornemme pris, skyldes hans ihærdige indsats for at fremme vintersport for synshandicappede og andre handicappede i Danmark samt hans mangeårige engagement i Ridderugen.
Et aktivt liv
Arne Christensen er et meget aktivt menneske, der gør indtryk på sine omgivelser med sin omhu og sit store engagement både idrætsligt og menneskeligt. Som den ildsjæl han er, lægger han et stort arbejde i Blindes Skiunion – både som formand og som redaktør af BSU SkiVen, der er et velredigeret og levende foreningsblad på lyd. Arne Christensen arbejder som socialrådgiver på Instituttet for Blinde og Svagsynede, og i sin fritid er han først og fremmest en ivrig dyrker af skiløb. Når der ikke er sne til skiene, holder han sig i form ved at løbetræne, og derudover spiller han goalball for sjov.
Kærlighed til skisport
Langrendsløb har været Arne Christensens lidenskab, siden han var ganske ung. Han var medstifter af Blindes Skiunion i 1978, og han har deltaget i de olympiske vinterlege for handicappede i årene 1980, 1984, 1988, 1992 og 1994 i disciplinerne langrend og skiskydning. I år gennemførte han sit 18. Ridderrend.
Arne Christensens kærlighed til skisport ses desuden i hans deltagelse som den første blinde dansker i Vasaløbet i 1993 og igen i 2002 og 2006. Vasaløbet er en international skikonkurrence i klassisk langrend, og løbet har en distance på over 90 km og er det ældste, længste og største langrendsløb i verden. Kendere vil vide, at ord som manddomsprøve, udfordring, blodsmag, mælkesyre og sved er kendetegnende for dette løb.
En anden skiudfordring, som Arne Christensen har prøvet kræfter med, er det klassiske langrendsløb Birkebeineren. Løbet går fra Rena over fjeldet til Lillehammer og strækker sig over 54 km, hvoraf de 20 km løbes i fjeldene – en fysisk udfordring af de store.
Dansk Blindesamfund ønsker Arne Christensen tillykke med den velfortjente ærespris og ser frem til at høre om hans fremtidige eventyr på ski.
Kunstkonkurrence: Kunst til fingerspidserne
 ”Luk øjnene, luk lydene ude, brug fingrene og deltag i døvblindes kunstkonkurrence! Skab et kunstværk, der kan opleves med andre sanser end syn og hørelse, og som beskriver, hvordan verden opleves uden syn og hørelse.”
Sådan lyder invitationen til kunstkonkurrencen, som Foreningen af Danske DøvBlinde (FDDB) har udskrevet for at markere foreningens 20 års fødselsdag i 2007. Kunstprisen skal være med til at åbne omgivelsernes øjne for, at kunst ikke kun opleves med synet og hørelsen.
Kan døvblinde få noget ud af kunst?
Døvblinde kan sagtens få noget ud af kunst. Det er nemlig ikke fantasien, der er noget i vejen med, bare fordi man har mistet synet og hørelsen. Kunst kan være lige netop dét, der skal til for at give døvblinde en fornemmelse af omgivelsernes udformning og tingenes essens. Kunst kan åbne alle sanser!
Konkurrencens betingelser
Kunstprisen gives til et kunstværk, der også egner sig til at blive oplevet med andre sanser end synet og hørelsen. Kunstværker, der er spændende at opleve for døvblinde, og som samtidig kan give indblik i, hvad det vil sige at være døvblind, prioriteres højest. Endvidere skal kunstværket være interessant at opleve både for personer med syns/hørerest og for helt døvblinde.
Dommerkomitéen består af tre kunstkyndige døvblinde, nemlig Ella Schäffer, Lex Grandia og Gerd Nielsen samt foreningskonsulent i FDDB Pia Hesse. Det er vigtigt at bemærke, at alle – både kendte og ukendte – kan indsende værker til bedømmelse. Vinderen af kunstprisen kåres i forbindelse med foreningens jubilæum i 2007, og med prisen følger en gave til en værdi af 5000 kr. Læs mere om konkurrencen på www.fddb.dk.
En succeshistorie
Dansk Blindesamfund modtog for kort tid siden en henvendelse fra et af vores medlemmer, der driver selvstændig virksomhed. Han havde for nylig ansøgt om et hjælpemiddel i henhold til lov om aktiv beskæftigelsesindsats (§ 100). Til sin store forundring modtog han et afslag fra den lokale arbejdsformidling. Hans forundring skyldtes ikke så meget, at man havde skønnet, at hjælpemidlet ikke i tilstrækkelig grad ville kompensere for funktionsnedsættelsen, men derimod at det af begrundelsen for afslaget fremgik, at han som selvstændig erhvervsdrivende ikke var omfattet af lovgivningen. Det havde han lidt vanskeligt ved at forstå, da det næppe kan være medvirkende til at fremelske den iværksætterkultur, som blandt andet regeringen sætter så højt. Medlemmet henvendte sig derfor til Dansk Blindesamfund, der straks rettede henvendelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Få uger senere modtog vi et udkast til en lovændring, hvori det blev præciseret, at selvstændigt erhvervsdrivende naturligvis er omfattet af lovgivningen. Vi kipper med flaget – både for det opmærksomme medlem og for den hurtigthandlende arbejdsmarkedsstyrelse.
Dansk Blindesamfund støtter lancering af scenekamera
 Siden efteråret 2004 har Dansk Blindesamfund samarbejdet med Musikhuset i Århus og Tagarno Innovision A/S om at teste et scenekamera, som gør det muligt for svagsynede at følge med i alt, hvad der sker på scenen.
Scenekameraet består egentlig af to kameraer, der er forbundet til en tv-skærm. Det ene kamera kan bruges inden forestillingen til at forstørre teksten i teaterprogrammet. Det andet kamera er rettet mod selve scenen. Det er muligt for den enkelte gæst at panorere hen over scenen og zoome ind på kunstnerne. Ved på den måde at ”trække scenen ind på skærmen” får den svagsynede en helt anderledes oplevelse af fx et teaterstykke eller en koncert. Både visuelt og socialt er det nu muligt at opleve en forestilling på mere lige vilkår med seende.
Testpersoner, der har prøvet udstyret, synes godt om initiativet: ”Vi var meget begejstrede for at bruge scenekameraet. Det gav os en helt anden og meget bedre oplevelse af forestillingen end den, vi ville have fået uden dette hjælpemiddel”.
Idéen til kameraet stammer fra Tagarno Innovision A/S i samarbejde med Synscentralen i Århus. Musikhuset og Dansk Blindesamfund var hurtige til at bakke op. Synscentralen i Århus har sørget for, at brugere, synskonsulenter og medlemmer af Dansk Blindesamfund løbende har kunnet teste udstyret. Det har været med til at sikre den optimale tilgængelighed.
Foreløbig er scenekameraet et pilotprojekt, men hos Dansk Blindesamfund evaluerer vi løbende projektet for at vurdere, hvorvidt kameraet bør være et tilbud til svagsynede i hele landet. Indtil da håber vi, at så mange medlemmer som muligt vil benytte sig af det nye tilbud i Musikhuset.
For Dansk Blindesamfunds svagsynede medlemmer betyder det nye scenekamera, at det nu er muligt at tage del i Musikhusets mange kulturelle oplevelser på en ny og anderledes måde, hvor både høresans og synssans bliver inddraget i den samlede oplevelse.
Scenekameraet er et skridt på vejen mod, at svagsynede kan have et aktivt og indholdsrigt kulturliv på højde med alle andre. Derfor er Dansk Blindesamfund glad for at kunne yde økonomisk støtte til Musikhuset.
Resultater fra de paralympiske vinterlege
Vinterlegene blev i år afholdt i perioden 10.-19. marts på det Olympiske Stadion i Torino, Italien. HKH Prinsesse Benedikte og kulturminister Brian Mikkelsen deltog ved åbningsceremonien sammen med 30.000 begejstrede tilskuere. I år konkurrerede i alt 486 idrætsudøvere fra 39 lande i fem idrætsgrene, og fra Danmark deltog det danske kørestolscurlinghold samt synshandicappede Anne-Mette Bredahl, der stillede op i langrend og i skiskydning.
Trods curlinglandsholdets og Anne-Mette Bredahls store indsats var der ikke medaljer til Danmark i år. Vi bringer dog, som lovet i forrige udgave af Blindesagen, resultaterne i skiskydning og langrend.
Skiskydning, 12,5 km, blinde
Nr. 1 - Miyuki Kobavashi, Japan
Nr. 2 - Tetvana Smyrnova, Ukraine
Nr. 3 - Verena Bentele, Tyskland
Nr. 4 - Anne-Mette Bredahl, Danmark
Langrend, 5 km klassisk stil, blinde
Nr. 1 - Verena Bentele, Tyskland
Nr. 2 - Tatiana Ilvuchenko, Rusland
Nr. 3 - Lioubov Vasilieva, Rusland
Nr. 7 - Anne-Mette Bredahl, Danmark
Skiskydning, 7,5 km, blinde
Nr. 1 - Verena Bentele, Tyskland
Nr. 2 - Miyuki Kobavashi, Japan
Nr. 3 - Elvira Ibraginova, Rusland
Nr. 5 - Anne-Mette Bredahl, Danmark |
Til indholdsfortegnelsen
|
TEMA: Et aktivt liv – også som blind
"Er det ikke svært at være blind?" Det er et spørgsmål, som vi blinde og svagsynede borgere bliver stillet flere gange om ugen af den seende omverden.